Er satiretegninger racisme? Ny dom skal afgøre det i Randers

Per Holm Knudsen er 80 år. Han er psykoterapeut, sexolog og forfatter fra Hammel, og tirsdag skal han i Retten i Randers og forsvare sig mod en anklage om racisme. Beviset mod ham er et Facebook-opslag fra 2020. Beviset for ham er en højesteretsdom fra 23. januar i år.

Sagen lyder banal, indtil man ser, hvad den faktisk handler om. Knudsen delte et opslag om ytringsfrihed, som en anden bruger havde skrevet.

Opslaget var illustreret med en satiretegning fra det norske public service-program “Norske Grønnsaker”, hvor to mænd spiller Scrabble, og den yngre af dem tøver med at lægge brikkerne, der staver ordet “jødesvin”. Pointen i sketchen er ubehaget. Det er ikke jubel over ordet, det er en scene om, hvor svært det er at vide, hvad man må sige højt.

Læs også: Danmarks grundlov kan ikke stoppe et dansk AfD

Politiken selv bragte tegningen som dokumentation i to artikler i juli 2019. Ingen anmeldte Politiken. Trekvart hundrede mennesker delte eller likede det samme opslag som Knudsen. Kun han er tiltalt. Det er der en historie i, og den handler om mere end én pensioneret sexolog fra Østjylland.

Selve sketchen skabte allerede i 2019 så meget debat i Norge, at NRK valgte at beklage indslaget offentligt. Gruppen bag den, “Norske Grønnsaker”, har senere forsvaret pointen over for Politiken og kalder den “en generel kommentar til ytringsfrihed og hvordan vi som et moderne samfund forsøger at manøvrere med dunkle og nedsættende ord fra fortiden”.

Med andre ord: sketchen handler ikke om at være ubehagelig for ubehagelighedens skyld. Den handler om at stille et spørgsmål, ingen kan svare entydigt på. Kan man bruge et nedsættende ord til at vinde i Scrabble? Er det et problem at bruge grimme ord, når man ikke mener noget ondt med det?

Det var netop den debat, Knudsen mente, han deltog i, da han delte opslaget i oktober 2020. Manden bag det oprindelige opslag havde et muslimsk klingende navn og undrede sig over, at satiriske indslag om jøder bliver trukket tilbage, mens tilsvarende indslag om muslimer sjældent møder samme reaktion.

Knudsen, der siden sin ungdom har været politisk aktiv på venstrefløjen, læste det som “et udmærket opslag om ytringsfrihed og hykleri”. Det er den læsning, en dommer i Randers nu skal vurdere, om er rimelig, eller om den er en efterrationalisering af noget, der reelt bare forhåner.

Det siger loven, og det er ikke det samme som det, folk tror

Straffelovens § 266 b er den paragraf, danskere kender som “racismeparagraffen”. Ordlyden er præcis:

“Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller tro eller sit handikap eller på grund af den pågældende gruppes seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.”

Bemærk, hvad der ikke står. Der står ikke “grimme ord”. Der står ikke “satire”. Sten Schaumburg-Müller, professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet, har formuleret det så klart, som en juraprofessor overhovedet kan tillade sig: “Det er ikke strafbart at være racist. Det er heller ikke strafbart at komme med racistiske vitser.”

Det, der er strafbart, er den offentlige, groft forhånende udtalelse om en gruppe. Konteksten, formålet og hvem der rent faktisk bliver forhånet, er ikke pynt på loven. Det er loven.

Men Schaumburg-Müller er ikke en neutral forklarer, der bare oversætter loven for os andre. Han har selv en holdning til, hvor grænsen går, og den holdning er strammere, end januar-dommen viste sig at være. Det vender jeg tilbage til.

Så hvor går grænsen egentlig? Det spørgsmål har Østjyllands Politi allerede besvaret på deres måde over for Politiken: Det er “deres juridiske vurdering, at der er tale om en overtrædelse”. Retten i Randers skal nu afgøre, om den vurdering holder.

Dommen, der vendte op og ned på sagen

Den 23. januar i år afsagde Højesteret en dom, som Per Holm Knudsen opdagede, mens han forberedte sit eget forsvar, og som han ifølge Politiken “nærmest blev begejstret” over.

Læs også: Le Pens dom flytter magten til vælgerne

Sagen handlede om Azad Habib, en 30-årig multimediedesigner, der havde offentliggjort omkring 50 vittigheder om jøder og sorte mennesker på to hjemmesider, den danske vitser-jokes.dk og den tyske witze-paradies.de.

Både byretten i Holstebro og Vestre Landsret havde fundet ham skyldig og idømt ham syv dages betinget fængsel. Fem højesteretsdommere, med retspræsident Jens Peter Christensen i spidsen, vendte dommen om og frikendte ham.

Det var ikke en let sag, og det var ikke en enstemmig triumf for ytringsfriheden uden modstand undervejs. Anklagemyndigheden, ved specialanklager Susanne Holst Højberg fra Statsadvokaten i Viborg, argumenterede for, at dommen skulle stå ved magt.

Hendes pointe var ikke, at vittigheder generelt er ulovlige. Hendes pointe var, hvad landsretten allerede havde fastslået om indholdet: jøder blev latterliggjort med henvisning til Holocaust, sorte mennesker blev beskrevet som “slaver, værdiløse og kriminelle”. Og manden bag siderne, mente hun, gjorde det ikke som led i “en saglig debat”. Han “ville bare tjene penge på spredningen” af vittighederne.

Forsvareren, Stina Borup, holdt fast i, at konteksten stadig var afgørende: “Man kan ikke sammenligne det med en blog, hvor folk skriver, at alle jøder skal udryddes.”

Højesteret landede hos forsvaret. Begrundelsen er den vigtige del: “vittigheder, humor og satire, som ikke har det formål at udtrykke had for at skade, og som heller ikke med rimelighed kan opfattes sådan, falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde.”

Vittighederne lå i en humorgenre på hjemmesider, som brugerne selv aktivt skulle opsøge, og kunne derfor ikke med rimelighed opfattes som en reel opfordring til had, uanset hvor grove de var i sig selv.

Reaktionerne delte sig langs samme linje som i retssalen. Jacob Mchangama, direktør i den juridiske tænketank Justitia, kaldte dommen en styrkelse af kunstneres og forfatteres position og håbede, at anklagemyndigheden fremover bliver “mere tilbageholdende med at rejse tiltale” i lignende sager.

Dansk PEN gik endnu længere og kaldte den “en forbilledlig retsafgørelse”, samtidig med at organisationen understregede, at racisme stadig er “et reelt, skadeligt onde”, der skal bekæmpes, bare med de rette midler.

Komikeren Brian Mørk udtrykte den bekymring, mange i underholdningsbranchen delte inden dommen faldt: om kunstnere overhovedet kan lave deres arbejde uden at risikere en straffesag.

Sten Schaumburg-Müller var ikke enig. Han skrev i Altinget, inden Højesteret havde talt, at dommen fra by- og landsret burde stå ved magt: “Man skal bare holde loven, herunder den lovbestemmelse, som de sidste 50 år har gjort offentlige, groft forhånende udtalelser om bestemte grupper strafbare.”

Med andre ord: samme professor, som forklarer, at det ikke er ulovligt at være racist eller fortælle racistiske vitser, mente alligevel, at netop disse vitser krydsede grænsen. Højesteret var uenig med ham.

Første jubel hos Knudsen. Så den ubekvemme eftertanke. “Hvorfor har de ikke skrinlagt sagen?”, spurgte han sig selv, da han havde læst dommen færdig.

Godt spørgsmål. Anklagemyndigheden mente åbenbart, at hans sag var forskellig nok fra januar-dommen til at fortjene sin egen tur i retten. Om den vurdering holder, afgøres tirsdag.

Én paragraf, to lejre, ingen der har patent på sandheden

Her er det, ingen af de involverede vil sige helt højt: juraen er ikke færdig med at diskutere sig selv, og det er ikke, fordi den ene side er dum.

Susanne Holst Højberg og Sten Schaumburg-Müller repræsenterer den position, at en minoritetsbeskyttelse, der kun gælder, når det er bekvemt for domstolene, ikke er nogen beskyttelse. Hvis 50 vitser om Holocaust og slaveri kan kaldes “satire”, fordi de ligger på en hjemmeside, hvad er der så egentlig tilbage af paragraffen?

Mchangama, Dansk PEN og forsvareren Stina Borup repræsenterer den modsatte bekymring: at en lov, der kan bruges til at kriminalisere alt fra dårlig smag til reel samfundsdebat, hurtigt bliver et våben mod ytringsfriheden i stedet for et værn mod had.

Begge lejre har pointer. Det er derfor, fem højesteretsdommere ikke var enstemmigt overbeviste på forhånd, og det er derfor, sagen overhovedet endte, hvor den endte.

Det er min egen sammenligning, ikke en dommers eller en kildes, men den holder: samme paragraf har tidligere ramt hårdere.

I 2020 blev Rasmus Paludan idømt en betinget fængselsstraf for udtalelser om muslimer i en sag, der også endte i Højesteret. D

engang var vurderingen, at der ikke var meget tvivl at gå på. Januar-dommen viser, at retten siden har fundet mere plads til tvivlen, i hvert fald når udtalelserne er indpakket i en genre, folk selv skal opsøge.

Om det er en principiel styrkelse af ytringsfriheden eller en gradvis udhuling af beskyttelsen, afhænger helt af, hvilken af de to lejre man lytter mest til.

Problemet er ikke nødvendigvis, at loven er forkert formuleret i teorien. Problemet er, at den overlader en enorm skønsmargin til anklagemyndighed og domstole, og at den skønsmargin tydeligvis kan flytte sig, alt efter hvor meget velvilje der er at finde.

Det er ikke retssikkerhed i klassisk forstand. Det er et system, hvor udfaldet i høj grad afhænger af, hvem der sidder på dommerbænken den dag.

Og det skal siges klart, hvad der reelt står på spil for Per Holm Knudsen, hvis han taber. Strafferammen i § 266 b er bøde eller fængsel indtil to år.

Ingen forventer, at en 80-årig førstegangsanklaget får den strengeste ende af skalaen, men en straffedom for racisme, uanset bødestørrelse, er ikke en fodnote i et menneskes liv. Det er en dom, der følger ham resten af den tid, han har tilbage.

Politiet, politikeren og de 89, der slap

Der er en detalje i sagen mod Per Holm Knudsen, som fortjener mere opmærksomhed, end den har fået. Han blev anmeldt mere end tre år efter, at han delte opslaget, og det skete kort tid efter Hamas’ terrorangreb mod Israel i oktober 2023.

Daværende justitsminister Peter Hummelgaard opfordrede på det tidspunkt gentagne gange borgere til at anmelde hinanden for opslag på sociale medier. Det var den opfordring, der udløste anmeldelsen mod Knudsen.

38 andre personer delte det samme opslag. 51 til likede det. Politiken bragte selv tegningen to gange i sin avis. Ingen af dem er tiltalt.

Man kan kalde det ressourceprioritering. Man kan også kalde det noget mindre flatterende: en retsforfølgelse, der ikke opstår, fordi loven bliver overtrådt konsekvent, men fordi en minister beder folk om at pege fingre, og systemet så følger op på nogle af de fingre og ikke andre.

Det er den del af historien, der burde bekymre folketingspolitikere langt mere, end den gør. Ikke om § 266 b skal skærpes eller lempes, men om håndhævelsen af den overhovedet følger nogen genkendelig logik. En lov, der rammer tilfældigt, er ikke en retfærdig lov. Den er bare en lov, der endnu ikke har ramt dig.

Hvad tirsdagen faktisk afgør

Retten i Randers skal ikke afgøre, om § 266 b er en god paragraf. Den skal afgøre, om en 80-årig mands deling af en satiretegning fra norsk public service-tv er strafbar forhånelse eller beskyttet ytring om ytringsfrihed. Januar-dommen fra Højesteret giver ham et stærkt kort på hånden: konteksten var åbenlyst kritisk og debatterende, ikke hadefuld.

Men sagen rejser et spørgsmål, som ingen enkeltdom løser. Skal vi have en lov, hvor 89 mennesker deler eller liker det samme opslag, og kun én af dem ender i retten, fordi han blev anmeldt på det rette, eller forkerte, tidspunkt?

Det spørgsmål burde interessere Folketinget lige så meget, som det interesserer Per Holm Knudsen. Indtil nogen tager fat i det, er det borgernes held eller uheld, om deres opslag rammer et tidspunkt, hvor en minister beder om anmeldelser.

Der findes ingen offentlig, systematisk opgørelse over, hvor mange § 266 b-anmeldelser der reelt fører til tiltale, og hvor mange der visner i en skuffe hos politiet.

Uden den opgørelse kan hverken Folketinget, anklagemyndigheden eller borgerne selv vurdere, om loven håndhæves ensartet.

Det er det, en retsordfører i Folketinget burde efterspørge, næste gang justitsministeren skal svare på et samrådsspørgsmål om ytringsfrihed. Ikke flere højesteretsdomme om, hvor grænsen går. En redegørelse for, hvem der overhovedet bliver stillet ved den.

ExtraFokus.com: Dybere blik på dansk politik.