Der er et valg på vej i Danmark den 24. marts 2026. Og ifølge PET, FE og Styrelsen for Samfundssikkerhed, der den 27. februar 2026 offentliggjorde en fælles trusselsvurdering, er det ikke kun et spørgsmål om hvilken blok der vinder – det er et spørgsmål om, hvorvidt selve valget forløber frit og uden udenlandsk manipulation.
Læs også: Hvad laver PET online, og hvad siger de ikke?
Den erkendelse burde dominere den politiske debat. Den gør den ikke. Vi taler om skatteprocenter og udlændingepolitik, mens demokratiets fundamenter undergraves i et tempo, vi endnu ikke har forstået rækkevidden af.
Læs også: Tillidssamfundet Danmark: Er det ved at erodere?
Det globale billede er dystert. Ifølge V-Dem Institutets rapport fra marts 2025 lever næsten tre ud af fire mennesker i verden nu under autoritært styre – den højeste andel siden 1978.
Antallet af demokratiske lande er faldet til sit laveste niveau siden 1996, og demokratiers andel af den globale økonomi er den mindste i over 50 år. Det er ikke en forbigående bølge. Det er en strukturel tilbagegang, der accelererer – og den har nu nået ind i selve hjertet af den vestlige alliance.
USA’s frafald: Det største systemskifte i 80 år
Det afgørende skift er ikke sket i Moskva eller Beijing. Det er sket i Washington. Donald Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus den 20. januar 2025 har ikke blot ændret amerikansk udenrigspolitik – det har fjernet selve den arkitekt, der i 80 år holdt den liberale verdensorden sammen.
Efterkrigstidens internationale system var i sin kerne et amerikansk projekt. USA designede Bretton Woods-institutionerne, stod bag FN-pagten og indlejrede demokratiske normer og menneskerettigheder i den globale infrastruktur – ikke af ren velgørenhed, men fordi Washington havde indset, at liberale stater ikke kan trives i en verden domineret af autoritære regimer. Den indsigt har nu tilsyneladende forladt Det Hvide Hus.
Trump har åbent rost Putin, Orbán, Xi og Erdoğan – ledere der fører politik direkte fjendtlig over for demokratiske normer og amerikanske allierede. Hans nationale sikkerhedsstrategi, offentliggjort i december 2025, undlader påfaldende nok at identificere Rusland eller Kina som trusler mod amerikanske interesser.
I stedet kritiserer dokumentet europæiske mindretalsregeringer for angiveligt at undertrykke politisk opposition.
Det er en intellektuel og politisk krumspring af første klasse: de mest velfungerende demokratier i verden fremstilles som problemet, mens Kremls kleptokrati ikke nævnes med et ord.
Udenrigsminister Marco Rubio formulerede det klarest ved sin bekræftelseshøring i januar 2025: Den liberale internationale orden er “ikke blot forældet – den er nu et våben rettet mod os.” Det er en bemærkelsesværdig indrømmelse. For hvad Rubio reelt siger er, at den liberale orden virker – den begrænser ikke-demokratisk adfærd – og at Trump-administrationen finder den begrænsning uacceptabel.
USA har siden trukket sig fra FN’s Menneskerettighedsråd, nedlagt FBI’s Task Force mod udenlandsk indflydelse, afmonteret State Departments enhed for bekæmpelse af fremmed informationsmanipulation og aktivt presset europæiske lande mod at regulere amerikanske teknologigiganter som Meta og X. Demokratisk regulering af Big Tech er selv blevet et mål for autokratisering.
Tre danske alarmsignaler ingen bør ignorere
Man kan fristes til at tro, at Danmark sidder sikkert bag NATO og EU’s beskyttende konstruktioner. Det er en farlig og veldokumenteret illusion. Tre konkrete eksempler fra de seneste tolv måneder illustrerer, at vi er direkte i skudlinjen.
Grønland og suverænitetsnormen. Trumps gentagne udmeldinger om at ville overtage Grønland med henvisning til “national sikkerhed” er ikke diplomatiske fadæser. De er et systematisk signal om, at territorial suverænitet ikke længere er en absolut og håndhævet norm i det internationale system.
For 30 år siden ville en sådan erklæring fra en amerikansk præsident have udløst en institutionel reaktion fra NATO, FN og EU. I dag mødes den med nervøse udmeldinger og forsigtige formuleringer. Det er ikke fordi normen formelt er ophævet – det er fordi den håndhævende magt bag normen har forladt sin post. Danmark ejer formelt Grønland. Men den orden der garanterede det ejerskab, er under opløsning.
Valget og den udenlandske trussel. Den 27. februar 2026 – blot tre uger før valgdagen – advarede PET, FE og SAMSIK i fællesskab om, at fremmede stater kan forsøge at påvirke folketingsvalget. Rusland vurderes som den mest aktive trussel, særligt motiveret af Danmarks støtte til Ukraine og etableringen af ukrainsk våbenproduktion på dansk jord. Det er ikke en abstrakt advarsel: pro-russiske hackergrupper angreb allerede i forbindelse med kommunalvalget i november 2025 med DDoS-angreb mod kommuner, partier og transportsektoren.
Målet er ikke nødvendigvis at ændre stemmetallet – det er at så tvivl om valgprocessens integritet og svække tilliden til demokratiske institutioner. Den strategi er billig, effektiv og svær at modbesvare, når den tidligere vigtigste allierede aktivt har nedlagt de modforanstaltninger, der skulle hjælpe.
Økonomien og handelsordenens sammenbrud. Dansk Erhverv dokumenterede i januar 2026, at amerikanske importører i årets første ti måneder betalte mere i told på danske varer end i de foregående ni år tilsammen.
Dansk Industri estimerer, at en fuld handelskrig mellem USA og EU kan koste dansk økonomi op til 47 milliarder kroner og 16.000 arbejdspladser. Danmark er en af verdens mest eksportafhængige økonomier – vi lever af, at der eksisterer regler for international handel.
Når den regelbaserede handelsorden eroderer, er det ikke en abstrakt geopolitisk bekymring. Det er lønninger, arbejdspladser og virksomheder i Vejle, Odense og Aalborg.
Autokratiernes svaghed er reel – men ikke vores frelse
Her bliver det analytisk interessant. For selvom situationen er alvorlig, er det en fejltagelse at behandle autokratiernes fremmarch som uundgåelig eller som udtryk for en sammenhængende styrke.
Rusland, Kina, Iran, Venezuela og Nordkorea deler reelt kun ét projekt: at rulle de liberale elementer i verdensordenen tilbage. De er ikke ved at bygge et funktionelt alternativt system – de destabiliserer det eksisterende.
Autokratier er strukturelt dårlige til at indgå varige alliancer, fordi hemmeligholdelse og uforudsigelighed er selve grundlaget for autoritær magt. Det kan man ikke kombinere med den transparens og gensidighed, varige institutionelle samarbejder kræver.
Beviserne er talrige: Rusland invaderede Georgien i 2008 trods fælles CIS-medlemskab. Saudi-Arabien blokerede Qatar i 2017 trods fælles GCC-medlemskab. Cambodia og Thailand havde dødelige grænsesammenstød i 2025 trods årtiers ASEAN-samarbejde. Selv Kina og Ruslands såkaldte “partnerskab uden grænser”, annonceret den 4. februar 2022, er bygget på et fundament af gensidig mistillid og divergerende interesser i Centralasien og Arktis.
Kina er det mest instruktive tilfælde. Beijing appellerer konsekvent til FN-pagten og international ret i sine officielle erklæringer. Kinas seneste position om global governance fra september 2025 fastslår ordret: “FN-pagtens formål og principper er alment anerkendte grundnormer for internationale relationer.
De skal opretholdes ubrydeligt.” Det er ikke demokratisk sindelag – det er strategisk kalkule. Selv den stærkeste autokrati har brug for den legitimitet, internationale institutioner tilbyder.
Den reelle trussel fra Kina og Rusland er ikke at erstatte den internationale orden. Det er at udhule dens liberale indhold indefra. I FN’s Femte Komité – der fastsætter organisationens budget – har en koalition af autokratier og medgørlige allierede systematisk arbejdet for at skære i budgetterne til FN’s Menneskerettighedsråd og Højkommissærens kontor.
Den søjle modtager allerede kun cirka 5 procent af FN’s samlede budget. Det er et kirurgisk angreb på demokratiets immunsystem, og det foregår uden for den brede offentligheds bevågenhed.
Paradokset i dansk forsvarspolitik
Fra mit ståsted rammer den danske politiske debat konsekvent ved siden af det centrale problem. Regeringen investerer – med finansloven for 2026 – knapt en milliard kroner over fire år i teknisk beredskab mod hybride trusler: et nyt nationalt situationscenter, et cyberoperationscenter og et landsdækkende cybermonitoreringsnetværk.
Det er nødvendigt. Men det er reaktivt og teknisk. Det beskytter infrastruktur. Det beskytter ikke den liberale orden, som infrastrukturen hviler på.
Paradokset er følgende: Vi bruger penge på at forsvare vores kabler og servere, mens vi ikke har en synlig strategi for at forsvare de institutioner og normer, der giver vores sikkerhed og velstand mening.
Danmark har ingen målrettet finansiering af fri presse i Østeuropa. Ingen offensiv linje i EU om demokratisk regulering af platformsøkonomien. Ingen tydelig modstand mod den systematiske nedskæring af FN’s menneskerettighedsbudget. Det er, som om vi installerer avancerede låse på dørene, mens vi lader vinduerne stå åbne.
Det der bekymrer mig mest er imidlertid et tredje problem: den hjemlige dimension. Demokrati er ikke kun truet udefra. Det autokratiske pres opererer også inden for demokratier – gennem korruption, institutionel capture, mediekoncentration og erosion af checks and balances.
Danmark er ikke immune. Koncentrationen af medieejerskab i Danmark, Metas og X’s algoritmiske forstærkning af polarisering og desinformation, og den voksende mistillid til politiske institutioner er alle interne fænomener, der spiller direkte ind i det, udenlandske påvirkningsoperationer forsøger at forstærke. At behandle dem som separate spørgsmål er analytisk naivt.
Hvad defensivt demokrati kræver af Danmark
Man må konstatere, at passivitet nu udgør en aktiv risiko. En lille, åben og eksportafhængig demokrati som Danmark har proportionalt mere at tabe ved den liberale ordens erosion end næsten ethvert andet land i verden. Vores velfærdsmodel er bygget på tillid, retsstat og åbne markeder. Alle tre forudsætter den internationale infrastruktur, der nu angribes.
Hvad kræver en aktiv defensiv demokratistrategi konkret?
- For det første en fast dansk stemme i EU og FN for at forsvare menneskerettighedspillarens budget og de civile samfundsorganisationers adgang til intergovernmentale processer – det er præcis dér, autokratierne angriber.
- For det andet øget dansk bilateral støtte til demokratiske institutioner og uafhængige medier i Østeuropa og Baltikum, der er direkte eksponerede for russisk destabilisering.
- For det tredje en national medielovgivning der aktivt modvirker platformskoncentration og fremmedstatlig informationsmanipulation – ikke som en teknisk reguleringsøvelse, men som et eksplicit demokratiforsvarsværktøj.
Og for det fjerde – og mest fundamentalt – en politisk lederskabsvilje til at sige højt, hvad tallene viser: at demokratiet er under pres, at det ikke kan tages for givet, og at det kræver aktiv investering og forsvar, ikke blot passiv besiddelse.
Den 24. marts 2026 stemmer danskerne. Ifølge PET gør fremmede magter, hvad de kan, for at påvirke resultatet. Det er i sig selv det stærkeste argument for, at demokratiet ikke er en selvfølge – hverken globalt eller herhjemme. Spørgsmålet er ikke om demokratiet er truet. Det er om vi er parate til at forsvare det, mens vi stadig kan.
Overvej hvad du forventer af dansk udenrigspolitik i en verden under demokratisk pres – og hvad du selv kan gøre for at styrke den kritiske offentlighed.
ExtraFokus eksisterer for at give den analyse og det dybdeblik, de store medier ikke prioriterer. Støtter du vores arbejde med et bidrag, er du med til at sikre, at præcis disse spørgsmål forbliver på dagsordenen – uanset hvem der vinder valget.
ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.
