Fodlænke kan ramme folk, der aldrig er dømt

Regeringen fremsætter i den nye folketingssamling et lovforslag, der som det ser ud nu kan give myndighederne mulighed for at give ustraffede personer fodlænke, hvis de vurderes som særligt farlige.

PET regner med, at forslaget rammer mellem 10 og 15 personer om året.

Tallet er lille, og derfor kan forslaget sælges som snævert. Indholdet er bredere. Høringsudkastet fra januar giver domstolene ni typer foranstaltninger i op til ti år, og blandt dem er et påbud om psykiatrisk eller psykologisk behandling, hvis virkning udkastet ifølge Danske Regioner slet ikke dokumenterer.

Fra to foranstaltninger til ni

Forslaget kommer ikke ud af ingenting. I december 2020 nedsatte den daværende justitsminister en indsatsgruppe under ledelse af PET’s tidligere kontraterrorchef, Henrik Bjelke Hansen. I marts 2024 kom gruppens anden delrapport med 15 overordnede anbefalinger. Anbefalingerne handlede om at kunne pålægge løsladte terrordømte, og i særlige tilfælde løsladte radikaliserede, konkrete kontrolforanstaltninger.

På listen stod blandt andet overvejelser om GPS-fodlænke eller teleobservation i en periode, krav om deltagelse i et psykiatrisk eller psykologisk program og begrænsning af, hvor mange mobiler og simkort en person må have.

Siden 2020 har domstolene kunnet give terrordømte opholds- og kontaktforbud i et til ti år for at modvirke, at de falder tilbage i et radikaliseret miljø. Høringsudkastet erstatter og udvider den ordning med en ny, selvstændig lov. Kontrolforanstaltningerne skal også kunne bruges over for personer uden tilknyttet terrordom.

Udkastet rummer ni foranstaltninger: opholdsforbud, kontaktforbud, våbenforbud, forbud mod skydeklubber, internettilsyn, mobilbegrænsning, forbud mod terrorpropaganda, psykologisk behandling og meldepligt, med en varighed på et til ti år.

For visse foranstaltninger kan den være livsvarig, en GPS-fodlænke kan supplere, og der er afsat midler på finansloven for 2026.

På seks år er en enkelt bestemmelse vokset til en hel lov, og målgruppen er gået fra de dømte til også at omfatte dem, der kun vurderes.

Læs også: Retsstaten bøjer paragrafferne når væmmelsen tager over

En efterretningstjenestes vurdering, en dommers underskrift

Konstruktionen fortjener en fair beskrivelse. Afgørelsen træffes ved rettens kendelse efter anklagemyndighedens anmodning, og en særlig advokat får lejlighed til at udtale sig. Formålet er at ramme personer, der frembyder en konkret og aktuel fare. Det er altså en dommer, der underskriver, og ikke PET.

Grundlaget er dog stadig en efterretningstjenestes vurdering. Ifølge Danske Regioners gennemgang skal udtalelser fra sundhedspersoner indgå i PET’s farlighedsvurdering af personen. Retten prøver en prognose og ikke en handling, og prognosen skal bære indgreb, der kan løbe i ti år.

Den dømte terrorist har en dom at måle foranstaltningen mod. Den ustraffede har en vurdering. Hvor meget af materialet bag vurderingen den særlige advokat får at se, afgør, om prøvelsen er reel, og det kan først besvares, når den endelige lovtekst foreligger.

Psykiatrien bliver en del af kontrollen

Skarpest er kritikken af behandlingspåbuddet, og den kommer fra dem, der skal levere behandlingen. Danske Regioner minder om, at radikalisering ikke i sig selv er en psykisk sygdom, og at målgruppen kan rumme alt fra mennesker med psykose og autisme til personer med ideologisk overbevisning uden nogen diagnose.

Udkastet skelner ikke mellem dem. Regionerne finder det uklart, om der overhovedet findes solid dokumentation for, at psykiatrisk behandling mindsker risikoen for terrorrelateret adfærd.

Begrebet behandling er heller ikke afgrænset. Det kan betyde egentlig behandling, risikohåndterende samtaler, strukturerede kontaktforløb eller kontakt uden terapeutisk sigte. Regionerne frygter, at den regionale psykiatri dermed bliver en del af en kontrol- og tilsynsforanstaltning, og at det underminerer behandlingsalliancen mellem patient og behandler.

Påbuddet kan desuden gives uden en lægelig udtalelse, også hvis personen ikke vil medvirke til at indhente en. Regionerne skriver, at påbuddet indebærer tvang uden de retssikkerhedsgarantier, psykiatriloven kræver, og at det ikke harmonerer med kravet om informeret samtykke.

Et behandlingspåbud kan gælde i op til tre år, og brud på foranstaltningerne kan efter regionernes gennemgang straffes med fængsel i op til to år. Et menneske, der aldrig er dømt, kan altså ende i fængsel for at overtræde et påbud om behandling.

Regionerne advarer også mod en bestemmelse, der pålægger sundhedspersoner at videregive fortrolige helbredsoplysninger til brug for PET’s vurdering, selv når der hverken er samtykke eller retskendelse. De mener, den kan få patienter til at holde oplysninger tilbage og dermed svække både behandling og risikovurdering. De peger desuden på, at behandlingsdomme allerede dækker dem, der er syge nok til at have brug for behandling.

Straffeloven spørger, hvad man har gjort

Sammenlign med et område, hvor staten ikke er blød. Udlændingelovens straf for at rejse ind trods et indrejseforbud er fængsel fra et til tre år.

Da Højesteret i 2020 fastlagde niveauet for en sjette overtrædelse, blev udgangspunktet et år og seks måneder. Manden var allerede straffet fem gange for det samme. Hvert led i kæden hviler på en dokumenteret handling og en tidligere dom.

Selv her har retten bygget en sikkerhedsventil ind. I en nyere dom om samme bestemmelse har Højesteret taget stilling til, hvordan den skal forstås i lyset af flygtningekonventionens regel om straffrihed ved ulovlig indrejse. Hård strafferet, med plads til dem, der kommer for at søge beskyttelse.

Læs også: PET forudsagde Hadsten-angrebet. Politiet kaldte det isoleret

Kontrolforanstaltninger er formelt ikke straf, og forskellen betyder noget juridisk. For den, der får ti års meldepligt, opholdsforbud og fodlænke, betyder den mindre i hverdagen. Strafferetten begynder ved en handling. Kontrolloven begynder ved en forventning om en handling.

Forskeren, der var med til at bygge fundamentet

Tore Hamming er terrorforsker og har selv stået for dele af det analytiske arbejde bag Bjelkegruppens anbefalinger. I Altinget skriver han, at forslaget sætter dansk retspraksis på spil og kan eskalere en juridisk glidebane.

Han bestrider ikke truslen. Danmark står ifølge ham over for en historisk stor bølge af terrordømte og radikaliserede, der bliver løsladt, og forslaget skal ramme den smalle kerne, der fortsat vurderes at udgøre en trussel.

Kritikken er heller ikke ny. Da Bjelkegruppens rapport udkom i 2024, bar et indlæg i Altinget fra en tidligere PET-chef en overskrift om, at rapporten var et opgør med gældende retsprincipper, og Folketingets Retsudvalg bad justitsministeren kommentere det. Ministeriet svarede, at de nærmere overvejelser ville blive redegjort for i det lovforslag, der i givet fald skulle fremsættes.

Forsvarets argumenter kan man ikke affeje. Gruppen er lille, en dommer skal give grønt lys, en særlig advokat skal høres, og de løsladelser, der nærmer sig, udgør et reelt sikkerhedsproblem. Spørgsmålet er, om de argumenter kan bære, at psykiatrien trækkes ind som kontrolinstrument, og at en prognose kan give ti års indgreb.

Fodlænken er blevet et almindeligt redskab

En forsøgsordning med omvendt fodlænke trådte i kraft 1. juli 2025 for at beskytte ofre for stalking og partnervold.

Et lovforslag fremsat 25. juni 2026 indfører elektronisk kontrol med fodlænke for visse udlændinge, sammen med skærpede udvisningsregler. Hver ordning har sin begrundelse, og hver begrundelse kan forsvares for sig. Tilsammen gør de fodlænken til en almindelig del af statens værktøjskasse.

Straffeloven spørger, hvad man har gjort. Kontrolloven spørger, hvad man kan finde på.

Dybere blik på det danske samfund