Europa har ikke en Iran-politik – kun en udsættelsesstrategi

Lørdag den 28. februar 2026 fik Europa stillet ét spørgsmål, det har undgået i tredive år: Skal vi aktivt støtte et regimeskifte i Iran, eller vente på, at andre gør det for os? USA og Israel valgte for Europa. Nu sidder Bruxelles med regningen og ingen plan.

Læs også: Europa taler med 27 stemmer, og ingen hører efter

Det er ikke en overdrivelse, men en beskrivelse af, hvad der faktisk skete. 200 israelske jagerfly, 30 bomber mod ét kompleks i Teheran, en hel kommandokæde udslettet på få timer, og Europa fik besked efterfølgende. Ikke inviteret til bordet. Ikke konsulteret. Informeret. Som en observatør, ikke en allieret med interesser i udfaldet.

Og dog er det svært at beklage sig højlydt, når man selv har gjort alt for at undgå netop dette valg. EU har siden 1990’erne behandlet Iran som et kronisk men håndterbart problem. Et regime, der kunne inddæmmes med sanktioner, lokkes med handelsaftaler og holdes på afstand med forhandlingsrunder i Wien og Genève. I januar 2026 dræbte eller fængslede det samme regime op mod 12.000 af sine egne borgere. EU’s svar var en sanktionspakke mod 20 enkeltpersoner og 17 dages parlamentarisk debat, inden en resolution blev vedtaget. Sytten dage. Den iraner, der døde på dag to, fik aldrig sin solidaritetserklæring.

Nu er Khamenei dræbt. Revolutionsgardens topledelse er udslettet. Præsidenten er angrebet og hans tilstand ukendt. Og Macron opfordrer til et akut FN-sikkerhedsrådsmøde.

Protesterne, der startede det hele

Det er nødvendigt at forstå, hvad der gik forud. Den 28. december 2025 brød protester ud i Iran efter den iranske rials kollaps. Ifølge den USA-baserede Human Rights Activists News Agency blev over 10.600 mennesker anholdt i løbet af de første to ugers protester. EU’s udenrigschef Kaja Kallas signalerede i januar, at unionen var klar til nye sanktioner efter en nedslagning, der ifølge rapporter havde kostet hundredvis af menneskeliv. “Vores seneste EU-sanktioner er en besked til regimet: Irans undertrykkelse af frihed vil ikke gå ubesvaret,” sagde Kallas, da Bruxelles den 30. januar 2026 vedtog sanktioner mod 15 personer og seks enheder.

Den langsomme sanktionsmaskine, der altid kommer for sent

Konsiliums egen tidslinje for EU’s Iran-sanktioner fortæller historien om en union, der altid reagerer, aldrig handler først. Den 19. februar 2026. Ni dage før angrebet på Khamenei. Udpegede Det Europæiske Råd endelig Irans Revolutionsgarde som en terrororganisation, efter årtiers tilbageholdenhed. Den 16. marts fulgte endnu en sanktionspakke mod 16 personer og tre enheder for deres rolle i nedslagningen af januar-protesterne, inklusive en it-virksomhed, der havde udviklet et overvågningsværktøj til at overvåge og kontrollere borgere. Den 30. marts blev menneskerettighedssanktionerne forlænget til april 2027.

Så fulgte krigens egen logik. Den 22. maj udvidede Rådet sanktionsrammen til også at omfatte dem, der truer sejladsfriheden i Hormuzstrædet, og den 8. juni listede EU yderligere to personer og en enhed under samme regime, efter Tehran reelt havde lukket strædet. Som Kallas selv sagde det på et forsvarsministermøde: “Tehrans hårdføre greb om verdens vigtigste energitransportrute er uholdbart.”

Våbenhvilen kom fra Pakistan, ikke fra Bruxelles

Det mest sigende tegn på Europas marginale rolle er, hvem der reelt fik stoppet krigen. Efter næsten seks ugers konflikt meddelte Pakistans premierminister Shehbaz Sharif den 8. april 2026, at USA og Iran. Medieret af Pakistan, ikke EU. Var nået til en betinget to-ugers våbenhvile. Omans udenrigsminister Badr Albusaidi havde tidligere meklet de indledende februar-forhandlinger og udtalte sig optimistisk om, at “en fredsaftale er inden for rækkevidde”. Dagen før angrebene begyndte.

Kallas forsøgte efterfølgende at indskrive EU i forhandlingsbordet om Irans fremtidige atomprogram: “Der skal være atomeksperter ved bordet,” insisterede hun, “ellers ender vi med en aftale, der er svagere, end JCPOA var.” Men tilbuddet kom efter krigen, ikke før den. Et mønster, der gentager sig gennem hele forløbet.

Læs også: 20 sanktionspakker, og Europa lærte stadig ingenting om timing

Hvad andre europæiske lande selv mente om rollen

Splittelsen var åbenlys også internt i Europa. Den polske udenrigsminister Radosław Sikorski sagde i et interview med Rzeczpospolita i marts 2026, at han ikke havde set nogen “direkte trussel” mod Europa, USA eller Israel fra Iran, før de amerikansk-israelske angreb fandt sted. En bemærkning der direkte underminerede den officielle begrundelse for krigen. Estlands udenrigsminister Margus Tsahkna kaldte til gengæld Khameneis død for “et strategisk slag mod Rusland-Iran-alliancen” og så dermed konflikten som en sejr for Vesten.

Frankrigs Macron sagde den 3. marts, at Frankrig “ikke kan godkende” angreb “uden for folkeretten”, men tilføjede samtidig, at Iran bærer hovedansvaret. Det er præcis denne dobbelthed. Kritik af metoden, men ingen reel uenighed om målet. Der har karakteriseret hele EU’s position.

Hvad JCPOA-aftalen lærte Europa om Irans regime

Atomaftalen JCPOA fra 2015, som EU sammen med USA, Rusland, Kina og Iran selv var medforhandler af, blev længe betragtet som det europæiske udenrigspolitiske flagskib. Et bevis på, at diplomati og gradvis sanktionslempelse kunne få et fjendtligt regime til at ændre adfærd uden militær magt. Da første Trump-administration ensidigt trak USA ud af aftalen i 2018, forsøgte EU desperat at redde resterne gennem mekanismen INSTEX, der skulle gøre det muligt for europæiske virksomheder at handle med Iran uden om amerikanske sanktioner. INSTEX blev aldrig en succes. Europæiske banker var så bange for amerikanske sekundære sanktioner, at mekanismen reelt aldrig fik den nødvendige opbakning.

Det er den samme tilbageholdenhed, der gentog sig i 2026: EU er villig til at forhandle, til at sanktionere symbolsk, og til at udsende børgede erklæringer, men aldrig villig til at handle på en måde, der reelt risikerer en konfrontation med Washington, selv når europæiske interesser og værdier tilsyneladende står på spil.

Hvad kan EU reelt stille op med fremover?

Flere udenrigspolitiske tænketanke, herunder det belgiske Egmont Institute og det tyske SWP, har efter krigen peget på tre konkrete reformer, der kunne styrke EU’s fremtidige rolle i lignende kriser: en hurtigere mekanisme til at omgå kravet om enstemmighed i akutte sikkerhedssituationer, et stærkere fælles efterretningssamarbejde, der reducerer afhængigheden af amerikansk efterretning om regionale udviklinger, og en mere koordineret tilgang til energisikkerhed, så olieprischok som det, Iran-krigen udløste, ikke alene afhænger af amerikanske og israelske beslutninger.

Ingen af forslagene er nye. Lignende anbefalinger er fremsat efter både Krim-annekteringen i 2014 og Ruslands fulde invasion af Ukraine i 2022. Det mønster, der går igen, er ikke mangel på gode forslag, men mangel på politisk vilje til at gennemføre dem, før den næste krise tvinger spørgsmålet frem igen.

Hvad det betyder for Danmark og fremtiden

For Danmark og resten af EU rejser forløbet et grundlæggende spørgsmål, der rækker langt ud over Iran: Hvis USA og Israel igen vælger at handle unilateralt i en regional krise. Mod Nordkorea, mod Venezuela, mod et hvilket som helst andet “kronisk problem”. Vil EU så igen stå tilbage med sanktionspakker, der kommer for sent, og en plads ved bordet, ingen tilbyder før efter krigen er overstået?

Sytten sanktionspakker over fire år er ikke en udenrigspolitik. Det er en udsættelsesstrategi, der nu er løbet tør for tid. Europa fik sit svar leveret af andre. Spørgsmålet er, om unionen når at udvikle en reel strategi, før den næste krise tvinger den samme beslutning igennem. Endnu en gang uden et sæde ved bordet.

ExtraFokus.com: Dybere blik på dansk politik.