70 dage. Det er, hvad det tog. De længste regeringsforhandlinger i Danmarks historie er endt med en S-SF-M-R-regering, og Mette Frederiksen er statsminister for tredje gang. Medierne kalder det historisk. Jeg kalder det en overdragelse af en regning, vi endnu ikke kender størrelsen på.
Læs også: Tredje kongerunde: Løkke vandt, Danmark tabte
Læs også: Regningen gemmes i skuffen
Rekorden ingen ville have
Lad os starte med det åbenlyse, som ingen rigtig vil sige højt: 70 dage er ikke et tegn på politisk styrke. Det er et symptom på, at de fire partier sidder med fundamentalt uforenelige verdensopfattelser, og at nogen til sidst simpelthen måtte give sig. SF vil have store bededag tilbage og stramninger på svineproduktionen. Moderaterne vil have skattelettelser og erhvervsvenlige rammer. Begge dele kan ikke stå i det samme dokument uden at det ene er en løgn. Jeg ved endnu ikke hvilket – men et af dem er det.
Mette Frederiksen sagde mandag aften, at “alle bliver overrasket over, hvor meget vi gerne vil.” Det lyder godt. Det lyder faktisk så godt, at jeg bliver nervøs. Politikere, der lover overraskende meget, leverer typisk overraskende lidt – bare pakket pænere ind.
Løkke-spillet alle kendte på forhånd
Lars Løkke Rasmussen er nu det blå parti i en rød-grøn regering. Igen. Hans tidligere kolleger på højrefløjen er rasende og kalder det forræderi. Marcus Knuth fra De Konservative siger, at “ministerbilen var vigtigere end Danmark.” Det er en hård påstand. Den er også præcis nok til, at den svir.
Men her er det, der irriterer mig: Alle vidste dette ville ske. Løkke har aldrig skjult, at han hellere vil sidde ved bordet end stå udenfor. Det er ikke et svigt – det er en konsekvent politisk strategi, som vælgerne valgte, da de stemte Moderaterne ind. Den overraskede opposition kan ikke have glemt 2022, da Løkke gjorde præcis det samme. Man kan ikke blive overrasket to gange over det samme trick.
Grisenyheden alle ler af – og ingen tager alvorligt nok
Frederiksen nævnte dyrene. Én sætning om dyr, og landbruget går i panik. Landbrug & Fødevarers formand Søren Søndergaard siger han er “nervøs, meget nervøs.” Politiske analytikere taler om markante opstramninger i svineproduktionen.
Tænk på det: Danmarks tredjestørste eksporterhverv er begyndt at bygge sin strategi på angst over én bisætning fra en nydannet statsminister. Det siger mere om, hvor sårbar hele sektoren er over for politiske signaler, end det siger om Frederiksens ambitioner. Og hvis svineproduktionen er det mest åbenlyse offer, hvem er så det næste? Landmanden i Vestjylland, der har bygget sin økonomi op over 30 år, venter ikke på akademiske analyser. Han venter på tal og datoer.
Boligskatten – det spørgsmål der bestemmer alt
Alle analytikerne peger på boligskatten som det centrale slagsmål i grundlaget. B.T.s Henrik Qvortrup spørger, om der kommer avancer på salg af fast ejendom. Det er det rigtige spørgsmål – og det er det spørgsmål, som den ordinære dansker bør læse grundlaget med i hånden og lede efter.
En familie i Aarhus, der har ejet deres hus i 20 år og overvejer at sælge for at finansiere alderdommen, er ikke “rig”. De er bare kommet til at bo i en by, der er blevet dyr. Hvis den familie pludselig skal betale en ekstra skat på den friværdi, de aldrig bad om, mens SF kalder det omfordeling og Moderaterne kalder det uacceptabelt – ja, så er det den familie, der betaler for, at koalitionen overhovedet kan holde sammen.
Det sjove starter nu
Grundlaget præsenteres i dag. Først derefter ved vi, hvad de 70 dage egentlig kostede – og hvem der betalte regningen. Mette Frederiksen har ret i én ting: Vi er ikke kommet til det sjove endnu.
Spørgsmålet er ikke, om denne regering kan dannes. Det er allerede sket. Spørgsmålet er, om den kan regere – eller om vi om 18 måneder kigger tilbage og spørger, hvad præcis det var, vi troede ville ske.
Læs regeringsgrundlaget i dag. Ikke overskrifterne – grundlaget. Det er der, sandheden gemmer sig, og det er den, ingen andre gider finde for dig.
