Har EU brug for én præsident? Debatten om Europas splittede ledelse

Når verden ringer til Europa, hvem tager telefonen? Det spørgsmål stillede den amerikanske diplomat Henry Kissinger for årtier siden, og svaret er stadig forvirrende den dag i dag. EU har to præsidenter – én for Kommissionen og én for Rådet – og den splittelse skaber kaos, når kriser kræver hurtige reaktioner og når verdensscenen venter på en klar europæisk stemme.

Nu presser Manfred Weber, leder af den konservative Europæiske Folkeparti, på for at slå de to poster sammen til ét europæisk præsidentskab. Forslaget åbner en fundamental debat om, hvordan Europa skal styres – og om danskerne overhovedet ønsker mere magt til Bruxelles.

Læs også: Bulgariens frelser eller Europas næste mareridt?

To præsidenter, dobbelt forvirring

EU’s ledelsesstruktur er bevidst kompliceret. Den Europæiske Kommission, ledet af Ursula von der Leyen, fungerer som Unionens regeringsapparat – det er den, der foreslår love, håndhæver regler, forhandler internationale aftaler og forvalter EU’s budget.

Det Europæiske Råd, nu ledet af António Costa fra december 2024, består derimod af medlemslandenes stats- og regeringschefer og sætter den overordnede politiske retning uden selv at vedtage love. Costa, tidligere portugisisk premierminister i næsten ti år, er Rådets fjerde fuldtidspræsident og den første farvede person i en top-EU-position.

Rollefordelingen mellem de to præsidenter ser klar ud på papiret, men kolliderer i praksis. EU-traktaterne fastslår, at Rådets præsident skal repræsentere Unionen udadtil på områder som udenrigs- og sikkerhedspolitik, mens Kommissionspræsidenten har ansvaret for alt andet. Men i en verden, hvor handel, industristrategi, bistand og sikkerhed flyder sammen, bliver grænserne udviskede.

Ved internationale topmøder som G7 dukker begge præsidenter op, fordi dagsordenen dækker både handelsaftaler og sikkerhedsspørgsmål. Det kan fungere fint, når de to samarbejder – men når samarbejdet bryder sammen, underminerer det direkte EU’s troværdighed og strategiske sammenhæng.

https://youtu.be/pnmeZ_uWhGU?si=Fy9nNnmBLIQ8HGVJ

Sofagate og magtens symbolik

Den diplomatiske fiasko kendt som “Sofagate” i 2021 illustrerer problemet perfekt. Under et topmøde i Ankara med Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan var der kun sat to stole frem – én til Erdoğan, én til Rådets præsident Charles Michel.

Kommissionspræsident von der Leyen måtte nøjes med en plads på sofaen længere væk, mens hun hørbart udbrød “ehm?”. Tyrkiet skyldtes bagefter rivaliseringen mellem Michel og von der Leyen for forvirringen og hævdede, at Michels stab havde godkendt opsætningen.

Episoden afslører mere end protokolbøvl. Forholdet mellem von der Leyen og Michel var notorisk dårligt gennem hele hans embedsperiode. Michel blev beskyldt for at ignorere von der Leyen og arbejde uden om hende, mens von der Leyen blev kritiseret for at overskride sin kompetence ved at indblande sig i udenrigspolitik – især omkring Israel.

Det er bekymrende, når EU’s to øverste ledere kæmper om autoritet i stedet for at præsentere en fælles front. I 2010 aflyste den amerikanske præsident Obama et topmøde, da han opdagede, at ikke færre end tre EU-præsidenter ville stille op for at give ham hånd – inklusiv Spaniens premierminister som den roterende formand. Europa fremstår rodløst og uklart.

Webers forslag: Ét præsidentskab

Mod den baggrund foreslår Manfred Weber nu at fusionere de to poster. Weber, der leder det konservative EPP-fraktion i Europa-Parlamentet siden 2014 og blev partiets formand i 2022, har selv prøvet kræfter med EU’s topledelse. I 2019 var han EPP’s spidskandidat til Kommissionsformandsposten efter, at hans parti vandt flest pladser ved Europa-Parlamentsvalget – men blev vraget til fordel for von der Leyen.

Weber argumenterer nu for, at EU’s nuværende fragmenterede magtdeling simpelthen ikke er tilstrækkelig i en tid med geopolitisk usikkerhed. “Vi er blokerede, vi er stemmeløse, vi har ingen indflydelse på verdensscenen, og det skal stoppes,” sagde han ifølge debatten.

Forslaget kræver teknisk set ikke traktatændringer. Det ville være nok, at de 27 regeringschefer i Rådet aftalte at udpege den samme person, som Europa-Parlamentet vælger til Kommissionsformand, også til Rådets præsidentpost.

I praksis betyder det, at den kandidat, hvis paneuropæiske parti vinder Europa-Parlamentsvalget, automatisk bliver begge præsidenter. Fordelene er indlysende: Europa får én klar stemme udadtil, bedre koordination mellem institutionerne, enklere ansvarsfordeling og et EU, som borgerne lettere kan forstå.

Modstanden: Centralisering på danske og europæiske præmisser

Men chancerne for, at forslaget bliver realiseret snart, er minimale. Nationale regeringer ser det som endnu et skridt mod centralisering af magten i Bruxelles på bekostning af medlemsstaterne. Rådet er netop den institution, hvor landene selv sidder ved bordet – det er deres direkte indflydelse.

Hvis Rådets præsidentpost smeltes sammen med Kommissionens, mister de den kontrol. Desuden har den konservative EPP-gruppe besat Kommissionsformandsposten i to årtier. Konsolideringen af endnu mere autoritet i én persons hænder – potentielt en konservativ – bekymrer andre politiske fløje.

I Danmark har diskussionen om yderligere EU-centralisering altid været ømtålig. En Reddit-debat fra marts 2025 afslørede, at danskerne er dybt splittede. Nogle mener, at en geopolitisk krise uden pålidelige allierede (læs: USA under Donald Trump) nødvendiggør et stærkere, mere centraliseret EU med fælles udenrigspolitik og ét militær. Andre advarer mod spildbureaukrati og dårlige beslutninger, der favoriserer de forkerte interesser.

Danmarks mandat-procedure i Europaudvalget, hvor regeringen skal søge parlamentarisk godkendelse før møder i Ministerrådet, viser netop den danske tradition for at holde kort snor i EU-deltagelsen.

Fra Draghi til Schröder: Europas føderaliseringsbølge

Webers forslag er del af en bredere debat om EU’s fremtid. Mario Draghi, tidligere italiensk premierminister og chef for Den Europæiske Centralbank, fremlagde i oktober 2024 et forslag om “pragmatisk føderalisme” – en model, hvor lande med ambitioner inden for teknologi, forsvar eller industri kan danne koalitioner uden at blive bremset af dem, der ikke vil med.

Draghi erkender, at fuld føderation kræver politiske betingelser, der ikke eksisterer i dag, men at Europas udfordringer er for presserende til at vente. Han foreslår også at afskaffe vetoret på udenrigs- og sikkerhedspolitiske områder, et forslag Weber også bakker op om.

Historisk er idéen om et dobbelt præsidentskab ikke ny. Allerede i 2003 foreslog Frankrigs præsident Jacques Chirac og Tysklands kansler Gerhard Schröder præcis samme løsning – en præsident for Kommissionen og en for Rådet – i forbindelse med EU’s forfatningskonvent. Frankrig ønskede dengang at styrke de nationale regeringer, mens Tyskland ville give Kommissionen mere magt. Kompromisset om to præsidenter blev vedtaget med Lissabon-traktaten i 2009, men løste aldrig det grundlæggende problem: Hvem taler for Europa?

Worst case-scenariet: Europa taler til døve ører

Uden en klar leder risikerer EU at blive irrelevant. Når Rusland invaderer Ukraine, Kina investerer aggressivt i Afrika, eller en klimakrise kræver øjeblikkelig handling, kan Europa ikke have råd til interne koordinationsproblemer. Når internationale partnere ikke ved, hvem de skal forhandle med, eller når to EU-præsidenter sender modstridende signaler, taber Unionen indflydelse. Politisk stolthed og institutionel jalousi står i vejen for effektiv ledelse i en tid, hvor 450 millioner europæere har brug for en stærk stemme.

Samtidig skal danskerne spørge sig selv: Hvor meget centralisering er vi villige til at acceptere? Et samlet europæisk præsidentskab kunne betyde hurtigere beslutninger og større gennemslagskraft – men også mindre national kontrol. Den danske mandateringsprocedure i Europaudvalget, som sikrer parlamentarisk indflydelse på EU-beslutninger, kunne blive udfordret, hvis magten koncentreres yderligere i Bruxelles. Man må konstatere, at vi står over for et valg mellem effektivitet og demokratisk nærhed – og det valg bliver ikke lettere.

Vejen fremad

Læs også: Europas kampfly-drøm krakelerer under budgetpres og politisk uenighed

Manfred Webers forslag vil fylde meget i EU-debatten de kommende år. Sammen med krav om at afskaffe enstemmighedskrav og Mario Draghis føderalistiske vision tegner der sig et billede af et EU under pres for at ændre sig.

For Danmark betyder det en fundamentel diskussion: Skal vi støtte reformer, der styrker EU’s evne til at agere globalt, selv hvis det betyder mindre national indflydelse? Eller skal vi holde fast i det EU, vi kender – decentraliseret, komplekst og nogle gange handlingslammede?

Svaret afhænger af, hvordan vi ser fremtiden. Hvis vi tror, at Danmark bedst varetager sine interesser i et stærkt, beslutningsdygtigt EU, der kan stå imod stormagter som USA, Kina og Rusland, så giver centralisering mening.

Hvis vi derimod frygter, at et føderalt Europa vil underminere dansk selvbestemmelse og kulturel identitet, så er status quo mere tillokkende – med alle dets ineffektiviteter. Det er bekymrende, at vi skal træffe det valg under tidspres og uden garantier for, at resultatet bliver, som vi håber.

Men én ting er sikker: Nuværende system er uholdbart. Europa kan ikke fortsætte med to præsidenter, der taler forbi hinanden, mens verden lytter andre steder. Enten finder vi en løsning, der gør EU stærkere og mere sammenhængende – eller vi accepterer, at Europas stemme aldrig vil lyde klart nok til at gøre en forskel.

Hvad er din holdning til et samlet EU-præsidentskab? Skal Danmark støtte mere integration for at styrke Europas position, eller er risikoen for centralisering for stor? Del dine tanker i kommentarfeltet eller støt ExtraFokus’ uafhængige journalistik med en donationer, så vi kan fortsætte med at dykke ned i de politiske spørgsmål, der former vores fremtid.

ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.