Ruslands krigsmaskine set indefra: kontrakterne ingen tør nægte

En russisk virksomhedsejer med en mellemstor metalvarefabrik får en dag et opkald fra guvernørens kontor: en “frivillig” overførsel til en fond administreret af en mand tæt på guvernøren. Han kender reglerne. Han underskriver. Det er ikke en enkeltstående historie – det er, iflølge analysefirmaet Recorded Future, selve den mekanisme, der i dag finansierer en betragtelig del af Ruslands krigsøkonomi.

Læs også: Ruslands statskasse er tømt, men krigen kører videre

Hvordan tvangsfinansieringen faktisk fungerer

Iflølge en analyse fra efterretningsfirmaet Recorded Future har det russiske styre siden invasionens start nationaliseret og omfordelt aktiver for anslået 14 milliarder dollar – både tidligere private russiske og vestlige aktiver. De konfiskerede aktiver gives ofte som belønning til loyale forretningsfolk tæt på Kreml. Højtstående Kreml-embedsmænd har samtidig direkte truet med at konfiskere aktiver fra dem, der ikke er tilstrækkeligt loyale over for krigen.

Mekanismen er bevidst uformel. Den foregår ikke via lovgivning, men via telefonopkald, regionale kvoter og “frivillige” bidrag, der i praksis er obligatoriske. Det er præcis den slags opkald, tusindvis af mindre russiske virksomhedsejere iflølge Recorded Future har modtaget siden 2022.

De store vindere i systemet

Mens mindre erhvervsdrivende presses til at betale, høster magtfulde oligarker med tætte forbindelser til Putin store gevinster. Gennady Timchenko og Igor Sechin har iflølge Recorded Future længe haft tætte forbindelser til Putin og betydelige interesser i forsvarssektoren. Timchenko er rapporteret som en stor investor i den private militærvirksomhed Redut PMC, der har været indsat i Ukraine, og fungerer sandsynligvis også som uformel rådgiver for det russiske forsvarsministerium – sandsynligvis delvist for at sikre, at ministeriets kontrakter ledes mod hans egne selskaber. Sechin er administrerende direktør for Rosneft, Ruslands største olieselskab, der har fungeret som den finansielle rygrad i krigsøkonomien.

Ansætte i forsvarsvirksomheder modtager dobbelt løn sammenlignet med deres modparter i civile virksomheder og er fritaget for delvis mobilisering – fordele, der giver oligarkerne yderligere incitament til at forblive investeret i forsvarssektoren, fordi medarbejderne sandsynligvis rapporterer højere jobtilfredshed og er mindre tilbøjelige til at blive sendt til fronten.

En økonomi, der kræver mere, end den har

Presset på disse mindre virksomhedsejere vokser, fordi statskassen er presset. Det russiske føderale budgetunderskud nåede iflølge officielle data svimlende 5,9 billioner rubler – omkring 2,5 procent af BNP – i de første fire måneder af 2026 alene. Det overstiger allerede hele årets underskud for 2025. Ruslands centralbankchef, Elvira Nabiullina, advarede selv på St. Petersborgs internationale økonomiske forum: “Vi voksede i to år med en ret høj rate, fordi vi brugte tilgængelige reserver – arbejdskraft, produktionskapacitet, kapital i banksystemet og midler fra Den Nationale Velfærdsfond. Mange af disse ressourcer er nu reelt udtømte.”

Forsvarsindustriens andel af den russiske arbejdsstyrke er steget fra 3,9 procent i 2021 til anslået 5,1 procent i dag, mens den civile arbejdsstyrke krymper tilsvarende. Samtidig er regionale myndigheder begyndt at presse virksomhedsejere – undertiden under trussel om retsforfølgelse – til at rekruttere medarbejdere til hæren, mens universiteter gør studenterindrullering til en central administrativ prioritet.

Når tvangen ikke virker

Men tvang virker ikke altid. I en lækket lydoptagelse fra Burjatien irettesætter en distriktsembedsmand fabriksdirektører for ikke at opfylde rekrutteringskvoter. Direktørerne svarer: “Vi kan ikke tvinge dem. Ingen vil af sted.” Iflølge økonomen Janis Kluges’ estimater, baseret på regional brug af værnepligts-bonusser, faldt nyrekrutteringen med omkring 20 procent i de første måneder af 2026. Det er muligt, at hærens samlede størrelse for første gang siden invasionen er begyndt at krympe.

Læs også: Ruslands krigsøkonomi: Hvem betaler, og hvornår løber pengene tør?

Centralbankens stærke rente gør kredit næsten utilgængelig for små og mellemstore virksomheder, mens den samtidig hjælper med at fastholde en stærk rubel – afgørende for forsvarssektoren, der er stærkt afhængig af importerede, primært kinesiske, komponenter. Resultatet er en bølge af konkurser og lukninger af små virksomheder. Arbejdere, der er afskediget fra civile sektorer, flytter derhen, hvor lønningerne stadig er stabile: ind i forsvarsfabrikker finansieret direkte af staten.

Den systemiske korruption, der gør det muligt

Korruption i Rusland har længe ligget på et systemisk niveau, der er højere end i langt de fleste lande. Transparency International rangerede i 2025 Rusland som nummer 157 ud af 182 lande målt på korruptionsniveau, med en score på 22 ud af 100. Det er præcis denne uformelle, korruptionsdrevne struktur, der gør det muligt for embedsmænd tæt på guvernører at opkræve “frivillige” bidrag fra lokale virksomhedsejere uden nogen retslig proces – og uden at nogen uden for det lokale netværk nogensinde får at vide, hvor pengene reelt ender.

Sådan omgår systemet de vestlige sanktioner

Vesten har siden 2022 indført over 21.000 individuelle sanktioner mod russiske personer, virksomheder og institutioner – det største sanktionsregime i moderne historie. Alligevel viser Kiel-instituttets løbende analyser af russisk udenrigshandel, at importen af vestlige komponenter til russisk våbenproduktion er fortsat på et højt niveau, primært via tredjelande som Kasakhstan, Armenien, Kirgisistan og Tyrkiet, hvis eksport til Rusland af elektronik og maskindele er steget markant siden invasionens start, mens deres egen produktion af samme komponenter ikke har ændret sig tilsvarende.

Det er den samme logik, der gælder den interne tvangsfinansiering: Systemet er bevidst uformelt og spredt ud over så mange led, at det bliver næsten umuligt for udenforstående – hvad enten det er vestlige sanktionsmyndigheder eller russiske skatteborgere – at følge pengestrømmen til ende.

Hvor langt kan systemet strækkes, før det brækker?

Det centrale spørgsmål for vestlige analytikere er ikke, om Ruslands krigsøkonomi kan blive ved med at fungere – den har allerede kørt på denne model i over tre år. Spørgsmålet er, hvor tæt den er på et bristepunkt. Janis Kluge, der er tilknyttet den tyske tænketank Stiftung Wissenschaft und Politik, har gentagne gange peget på, at russisk økonomi ikke står over for et pludseligt sammenbrud, men en langsom udhøling: stigende inflation, faldende realindkomster uden for forsvarssektoren, og en arbejdsstyrke, der i stigende grad koncentreres omkring statsfinansierede våbenfabrikker på bekostning af alt andet.

Det er en udvikling, der minder strukturelt om Sovjetunionens sene år, hvor en stadigt større andel af økonomien blev kanaliseret mod forsvarsindustrien, mens civile sektorer sultede. Forskellen er, at dagens Rusland har adgang til langt mere avancerede finansielle redskaber til at udskyde konsekvenserne – herunder netop den uformelle, tvangsbaserede finansiering, der lader regimet omgå både budgetlovgivning og offentlig modstand.

Hvad betyder det for Danmark og Europa?

For Europa og Danmark er pointen ikke kun akademisk. En russisk krigsøkonomi, der er afhængig af tvang fremfor frivillig opslutning, er også en mere skrøbelig økonomi – en, hvor strukturelle revner som dem, Recorded Future og Kiel-instituttet begge dokumenterer, kan blive til reelle politiske sprækker, hvis presset oprtholdes længe nok. Det rejser et konkret spørgsmål for dansk og europæisk forsvars- og udenrigspolitik: Skal sanktionsstrategien fokusere mere på de tredjelande, der i praksis gør sanktionerne tandløse, frem for udelukkende på Rusland selv?

Systemet, der tvinger mindre virksomhedsejere til at underskrive den slags “frivillige” overførsler, er både et symptom og en årsag til Ruslands strukturelle skrøbelighed. Så længe krigsøkonomien kan opretholdes ved at omfordele formuer fra dem, der ikke har magtfulde forbindelser, til dem, der har, vil regimet kunne fortsætte – men prisen betales af tusindvis af navnløse virksomhedsejere rundt om i Rusland, hvis virksomheder gradvist udhøles af et system, de hverken kan stemme imod eller flygte fra.

ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.