Det er fredag eftermiddag. Forhandlingerne på Marienborg er i gang, eller var det, de var. Lars Løkke Rasmussen går ud ad døren og siger det højt: Han vil have en ny kongerunde. Og han peger på Troels Lund Poulsen. Det er et politisk jordskælv, ikke en besked til pressen.
Indholdsfortegnelse
Manden, der altid har en plan
Løkke gør ikke noget tilfældigt. Det ved alle, der har fulgt dansk politik i mere end fem minutter. Når han åbent anbefaler en kongelig undersøger midt i forhandlingerne, og nævner Troels Lund Poulsens navn, er det ikke spontant, men et træk. Spørgsmålet er bare: hvad er det et træk imod?
Mette Frederiksen har siddet med kortene tæt til kroppen siden valget. Socialdemokratiet vil forhandle bredt, men på egne præmisser. Løkke har nu sendt et signal om, at han ikke accepterer spillets regler længere. Han har ikke forladt bordet. Han har byttet bord.
Hvad en “ny kongerunde” egentlig betyder
Lad os ikke pakke det ind. En ny kongerunde er et brud. Det er en erkendelse af, at de nuværende forhandlinger ikke fører nogen steder, eller at Løkke ikke kan se sig selv i det, der er ved at tage form. Det sker ikke, fordi Marienborg-kaffen var dårlig. Det sker, fordi nogen har trukket en grænse, og nogen andre har overskredet den.
Troels Lund Poulsen er Venstres formand. At Løkke peger på ham som kongelig undersøger er både en gestus mod borgerlig samling og et pres på Frederiksen: Hvis du ikke kan finde en aftale med os, så prøv med dem, men det er elegant. Det er også brutalt.
Sygeplejersken i Horsens venter stadig på et svar
Mens det politiske København fordøjer dette, sidder der en sygeplejerske i Horsens og venter på at høre, hvem der egentlig bestemmer over hendes overenskomst de næste fire år. Der er en studerende i Aalborg, der ikke ved, om SU-reformen overlever skiftet, men der er en pensionist i Brøndby, der har hørt om seks regeringsmodeller på tre uger og stadig ikke ved, hvem der sidder ved magten til jul.
Dansk demokrati er ikke i krise. Men det minder i øjeblikket om en konstruktion, hvor arkitekten er gået hjem midt i byggeriet. Planerne eksisterer. Fundamentet mangler.
Troels som undersøger. Hvorfor det er interessant
Troels Lund Poulsen er ikke en vild kortjoker. Han er Venstres forsigtige, lidt grå pragmatiker, og det er præcis derfor, valget er interessant. Løkke peger ikke på en flamboyant skikkelse, der vil sætte dagsordenen. Han peger på en mand, der kan snakke med alle og støde ingen alt for meget. Det er krisevalg, ikke visionsvalg.
Og det fortæller os noget om, hvor vi er: Vi er et sted, hvor det vigtigste er at have en regering overhovedet, ikke at have den bedste politik. Det er ikke demokratiets finest hour. Jeg siger det ikke med glæde.
Hvad der burde have været anderledes
Frederiksen burde have forankret forhandlingerne bredere fra starten. Når Løkke nu kaster håndklædet på gulvet, eller rettere: folder det omhyggeligt og lægger det på stolen, skyldes det ikke kun personkemi. Det skyldes, at ingen tidligt definerede, hvad kompromisset faktisk måtte koste. Alle ville regere. Ingen ville sige prisen højt.
Det er den klassiske danske politiske fejl: Man udskyder de svære samtaler, til de ikke længere kan udskyde. Og så sker det her. Fredag eftermiddag på Marienborg. Med kameraerne udenfor.
Det næste træk
Nu venter alle på dronningen. En ny kongerunde betyder, at hun skal tage stilling, og at Troels Lund Poulsen pludselig er rykket fra Venstres formand til potentiel statsministerkandidat. Det er en omskrivning af det politiske kort, og den er sket på under én nyhedscyklus.
Jeg ved ikke, om det ender med en borgerlig regering. Men jeg ved, at Løkke vidste præcis, hvad han sagde, og hvornår han sagde det. Det gør han altid. Og det er måske det mest afslørende ved hele historien: at vi igen sidder og analyserer Lars Løkkes intentioner frem for at diskutere, hvad vi egentlig vil have ud af det her land de næste fire år.
Hvad er det egentlig, vi venter på?
Følg med i ExtraFokus’ dækning af regeringsforhandlingerne. Støt uafhængig dansk journalistik. Del artiklen med én, der gider tænke selv.
