Muslimernes Fællesråds årsrapport er ikke forskning – det er et politisk kampskrift

Muslimernes Fællesråd udgiver hvert år en rapport, der kalder sig objektiv forskning. Den er ikke det. Den er et politisk kampskrift pakket ind i akademisk sprog – og det bør enhver dansker vide, inden de blindt accepterer dens konklusioner.

Hvem bestilte varen?

Lad mig slå det fast med det samme: Muslimernes Fællesråd (MFR) er ikke en neutral forskningsinstitution. Det er en lobbyorganisation, der selv definerer sit formål som at “værne om danske muslimers borgerlige og juridiske rettigheder.” Det er i sig selv fuldt legitimt – Danmark er et frit land, og interesseorganisationer er en del af demokratiet. Men når MFR udgiver sin Årsrapport om Islamofobi i Danmark 2025 og fremstiller den som bredt funderet forskning, sker der noget fundamentalt uredeligt.

Rapporten er skrevet af dem, den gavner. Den er finansieret af dem, den skal beskytte. Og dens konklusioner var fastlagt, inden den første respondent svarede på det første spørgsmål.

Læs også: Fem selvmord. Fem års advarsler. Ingen der greb ind.

Det burde stå skrevet på forsiden – men det gør det ikke. I stedet bærer rapporten alle kendetegnene på seriøs akademisk forskning: fodnoter, citater fra Hal Koch, referencer til FN og EU. Det er veliscenesæt. Det fungerer, præcis fordi de fleste ikke gider at grave et niveau dybere.

Metoden holder ikke vand

Rapportens empiriske fundament hviler på tre ben: 70 svar i en spørgeskemaundersøgelse, 318 indberetninger via en app kaldet StopIslamofobi, og en kvalitativ undersøgelse udført af konsulentfirmaet MBC – en undersøgelse, som MFR selv deltog i udformningen af.

70 respondenter. I et land med over fem millioner voksne danskere. Rapporten indrømmer selv, at spørgeskemaet blev delt i en “randomiseret gruppe” på muslimske fora og i moskeer. Det er ikke randomisering.

Det er selvudvælgelse. Mennesker, der allerede befinder sig i miljøer præget af diskrimination, er ikke repræsentative for den brede gruppe af muslimer i Danmark – og er bestemt ikke repræsentative for den generelle danske befolkning. Det svarer til at lave en undersøgelse om bankrøverier ved udelukkende at spørge folk i en bank, der lige er blevet røvet.

De 318 indberetninger er endnu mere problematiske. De er indsamlet via en app, som MFR selv har oprettet, med det eksplicitte formål at dokumentere islamofobi. Folk der downloader en app kaldet “StopIslamofobi” og indberetter hændelser, er ikke en tilfældig stikprøve.

De er aktivt engagerede i at dokumentere netop islamofobi. Rapporten erkender selv, at 66% af indberetningerne var anonyme, og at 17% handlede om den samme hændelse. Hvad er den faktiske, verificerbare kernedata? Rapporten ved det ikke. Og alligevel bruges tallene, som om de viser virkeligheden i Danmark 2025.

Definitionen, der sluger alt

Rapporten bygger på Runnymede Trust-fondens definition af islamofobi som “enhver forskelsbehandling, eksklusion eller begrænsning, der rettes mod muslimer.” Det er en definition så bred, at den er ubrugelig som analytisk redskab.

Rapportens politiske analysekapitel dokumenterer flittigt §20-spørgsmål fra Folketing-politikere om bl.a. sharia-mæglingsråd, halal i institutioner, kønsopdelt undervisning og tørklæder i forsvaret. Men disse spørgsmål er udtryk for demokratisk politisk arbejde i et parlamentarisk system. Når Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne spørger til, om shariapatruljer i Gellerup underminerer det danske retssystem, er det ikke islamofobi. Det er en politikers pligt at spørge til disse ting.

Rapporten kan ikke – eller vil ikke – skelne mellem had mod muslimer som mennesker og kritik af konkrete religiøse institutioner og praksisser. Det er ikke en fejl, det er en strategi. Hvis alt er islamofobi, er intet islamofobi. Og dermed er al islamkritik pr. definition illegitim.

Et retssystem inden for retssystemet

Her er det spørgsmål, rapporten aldrig stiller: Hvad er konsekvenserne for Danmark af en religion, der i sin kanoniserede form ikke anerkender adskillelse af stat og religion, ikke ligestiller mænd og kvinder juridisk, og ikke accepterer frafalds- eller blasfemifrihed?

Det er ikke et hypotetisk spørgsmål. I 2021 afsagde Retten i Aarhus dom i en sag, hvor en kvinde fra Gellerup-området forklarede, at hun i årevis var blevet holdt fra det danske retssystem af et lokalt islamisk mæglingsnetværk.

Hendes mand og hans familie havde med religiøs autoritet i ryggen afvist hende adgang til skilsmisse efter dansk ret – og hun kendte ikke sine rettigheder, fordi ingen nogensinde havde fortalt hende dem. Hun troede, at en religiøs skilsmisse var den eneste gyldige. Den dag hun fandt ud af det modsatte, var hun 34 år.

Rapporten nævner sager som denne flygtigt – men kun som eksempler på politisk “mistænkeliggørelse” af muslimer. Politikere der rejser spørgsmål om et dokumenteret problem er islamofobe. Ofrene for mæglingsrådene – de kvinder, der sidder i parallelsamfundets juridiske gråzoner og ikke kender deres rettigheder, fordi de aldrig fik dem forklaret – dem finder rapporten ikke. For de passer ikke ind i fortællingen.

Islamisk ideologi vs. muslimer som mennesker

Her er distinktionen, rapporten konsekvent nægter at gøre, og som resten af den offentlige debat er for fej til at fastholde: Kritik af islamisk teologi og islamisk ret er ikke det samme som had mod muslimer som individer.

Kritik af katolicismen er ikke hadforbrydelse mod katolikker. Kritik af ortodoks jødedom er ikke antisemitisme. Og kritik af koranens vers om kvinders vidnesbyrd, om straffe for frafald, om ægteskabsret eller om forholdet til ikke-troende er ikke had mod muslimer – det er de samme krav til åben, kritisk debat, som vi stiller til enhver anden religion og ideologi. Det er faktisk det mindste, vi kan kræve af en religion, der opererer i et frit demokrati.

MFR limer bevidst individet og religionen uadskilleligt sammen. Angriber du en praksis, angriber du et menneske. Det er en intellektuel kortslutning, og det er en farlig én. For den efterlader ingen plads til de muslimer, der selv ønsker et opgør med de mest undertrykkende elementer i islamisk tradition – og der er mange af dem. De kvinder, der kæmper for ret til at vælge tørklædet fra. De fædre, der vil have deres døtre på gymnasiet frem for i et arrangeret ægteskab. De unge mænd, der forlader religionen og lever i stilhed med det, fordi alternativet er for farligt. Dem hører vi ikke noget om i denne rapport. For de er det forkerte slags offer.

Anbefalingerne afslører projektet

Rapportens anbefalinger er, hvor masken for alvor glider. MFR anbefaler bl.a.:

• At Danmark laver en national handlingsplan mod islamofobi, som FN og EU har opfordret til

• At folkeskoler underviser elever i islamofobi som demokratisk dannelse

• At politikere offentligt anerkender islamofobi som “samfundsdelæggende problemstilling”

• At borgerrettighedsorganisationer besøger lokale moskeer og samarbejder med muslimske organisationer

Læg mærke til, hvad der ikke er i anbefalingerne: Ingen opfordring til muslimske organisationer om at arbejde aktivt mod sharia-mæglingsråd. Ingen opfordring til øget gennemsigtighed i udenlandsk finansiering af moskeer – hverken fra Golfstaterne eller Tyrkiet. Ingen anerkendelse af, at æreskultur, kønssegregation og religiøs social kontrol er reelle problemer i dele af det muslimske miljø i Danmark.

Læs også: Ingen børn, ingen fremtid – og ingen tør sige det højt

Det er ikke balance. Det er en ensidig agenda præsenteret som en almen samfundsinteresse. Og den er finansieret med penge, som vi aldrig får et fuldt regnskab for.

Rapporten, der skader debatten mest

En meningsmåling fra december 2025 viste, at ca. 31% af danskerne er helt eller delvist enige i, at islam bør forbydes i Danmark. Det tal er bekymrende. Ikke fordi det viser had, men fordi det viser en frustration, der er vokset over årtier.

Frustrationen over ikke at måtte sige tingene, som de er. Over at kritik af islamisk praksis systematisk affejes som racisme. Over at se parallelsamfund, sociale mæglingsråd og kønsopdelte miljøer vokse frem, mens den officielle fortælling kalder det fordomme.

70% af danskerne støtter ikke et forbud mod islam. Det er faktisk det relevante tal. Men den store, tavse majoritet, der ønsker fri, åben og ærlig debat om religion, integration og danske værdier, får ikke et redskab at arbejde med i denne rapport. De får kun at vide, at de måske er en del af problemet.

Det er præcis den dynamik, der driver frustration ind i yderligheder. Og det burde bekymre MFR langt mere end en §20-forespørgsel om halal-mad i kommunale institutioner. Men det gør det ikke. Fordi frustration i befolkningen er et brugbart argument for at bede om mere beskyttelse, mere lovgivning og flere ressourcer.

Hvad skulle have stået i stedet

En ærlig rapport om religiøs diskrimination i Danmark ville anerkende, at had mod individuelle muslimer er uacceptabelt og strafbart – og dokumentere det grundigt. På det punkt leverer MFR faktisk noget brugbart: hærværk mod moskéer, truende beskeder, jobdiskrimination. Det er reelle problemer, der fortjener seriøs opmærksomhed.

Men den samme rapport ville også anerkende, at islamisk fundamentalisme er en reel trussel mod dansk demokrati og individuelle rettigheder – ikke fordi muslimer som mennesker er farlige, men fordi en totalitær religiøs ideologi er uforenelig med et frit samfund.

Den ville anerkende, at integration kræver krav i begge retninger: tolerance og beskyttelse fra majoriteten, men også gensidig accept af dansk ret, dansk ligestilling og dansk ytringsfrihed fra minoriteten. Det er ikke racisme, men minimumsvilkårene for at bo i et demokrati.

Muslimernes Fællesråd har skrevet halvdelen af den rapport. Den anden halvdel eksisterer ikke i denne udgave. Og det er præcis dér, rapporten svigter – ikke kun danskerne, men også de muslimer, der oprigtigt ønsker et liv i et frit, ligestillet dansk samfund, men aldrig hører om de krav, det stiller til dem. De fortjener bedre. De fortjener sandheden.

Fortæl din mening om rapporten og integrationsdebatten i kommentarfeltet nedenfor – og del artiklen, hvis du mener, at den samtale er vigtig. Danmark har brug for flere stemmer, ikke færre.

ExtraFokus.com: Dybere blik på magten og de oversete historier.