Han er en af de få forskere i verden, der faktisk har talt tallene op. Nate Schenkkan er uafhængig forsker og tidligere direktør for Freedom House’s arbejde mod autoritarisme – og han er hovedforfatter på den rapport om grænseoverskridende statslig forfølgelse, som Europa-Parlamentet offentliggjorde i januar 2026. Rapporten dokumenterer 1.219 registrerede fysiske angreb i 103 lande, begået af 48 stater over det seneste årti. Antallet stiger hvert år.
De er flygtet fra Rusland, Kina, Tajikistan, Iran. De har sat sig ned i europæiske byer, trukket vejret og troet, at de var fri. Men staten fulgte med. Ikke ved grænsen. Ikke ved lufthavnen. Hele vejen ind i deres liv.
ExtraFokus mødte Schenkkan for at tale om, hvad det egentlig vil sige, at autoritære stater i dag forfølger deres fjender overalt – også i Europa, også i Danmark.
Nate Schenkkan: Transnational repression er simpelt sagt en situation, hvor stater krydser landegrænser for at bringe dissidenter til tavshed. De kan være statsborgere i det land, de er flygtet fra, men det er vigtigt at indse, at det somme tider ikke er tilfældet. Det kan være diasporamedlemmer, folk i eksil, den næste generation, der har boet i udlandet i lang tid. Ingen er automatisk uden for rækkevidde.
Schenkkan: Absolut. Enhver demokratisk retsstat er relevant. Danmark har tusindvis af mennesker med russisk, iransk, kinesisk og tyrkisk baggrund boende. Mange af dem er aktivister, journalister eller folk, der på et tidspunkt sagde noget forkert. De er ikke usynlige for deres regimer. Og de er ikke i sikkerhed, alene fordi de har fået asyl.
Det er en illusion, at afstand er lig med frihed. Det er præcis den illusion, disse stater arbejder systematisk på at nedbryde.
Schenkkan: Der er et meget bredere spektrum. Vi taler om digitale angreb med spyware, online chikane, hacking og diskrediteringskampagner. Kontrol med pas og rejsedokumenter – Belarus begyndte systematisk at nægte fornyelse af pas til landsmænd i udlandet, Tyrkiet opførte sig meget lignende. Så er der finansiel afskæring – det vi kalder »debanking.« Folk mister adgangen til bankkonti, kan hverken sende eller modtage penge. De ender i et halvkriminelt parallelsystem med mellemmænd og kryptovaluta. Det er designet til at udtrætte og isolere.
Hvad med Interpol – bruges det system bevidst som redskab?
Schenkkan: Interpol er i bund og grund et informationscenter. Når et land udsteder en Red Notice – en international efterlysning – er det meningen, at Interpol skal verificere, at den lever op til organisationens egne standarder. Men i praksis, når den er udstedt, flyder informationen ind i alle medlemslandenes databaser. Den næste gang du krydser en grænse og en betjent tjekker dit pas, kan det udløse en anholdelse. Det er ikke tilladt efter Interpols egne regler. Men det sker konstant. Rusland, Tyrkiet, Tadsjikistan – alle dokumenterede misbrugere.
Schenkkan: Det varierer enormt fra land til land og fra sag til sag. I mange tilfælde mangler de lokale myndigheder simpelt hen konteksten til at forstå, hvad de har med at gøre. En iraner, der fortæller politiet i København, at den iranske efterretningstjeneste overvåger ham digitalt og truer hans familie i Teheran – det er ikke en fortælling, som indgår naturligt i en dansk politibetjents erfaringsverden. Så nej, de bliver ikke altid troet. Og selv når de er det, er der sjældent klare procedurer for, hvad der sker herefter. Det er et af de mest konkrete og akutte huller i den europæiske respons.
Rapporten nævner, at Frankrig, Tyskland og Polen er de EU-lande med flest registrerede tilfælde. Hvad forklarer Polens tilstedeværelse på den liste?
Schenkkan: Polen er et knudepunkt. Strømmen af asylansøgere fra Hviderusland – tjetjenere, hviderussere, tadsjiker, russere – er løbet direkte ind i polsk territorium. Og her er de ikke altid blevet mødt med beskyttelse. Mange er blevet tilbageholdt og, i adskillige dokumenterede tilfælde, deporteret tilbage til de stater, de flygtede fra.
Tadsjikistan er et godt eksempel. Landets regering slog oppositionen ned politisk i 2014-15, forbød den som en »terroristisk bevægelse« og jagede derefter sine modstandere ud af Rusland. Da presset der steg, flygtede mange videre til Europa via Hviderusland. I Polen blev de opfattet som potentielle sikkerhedsrisici, delvist fordi folk fra den samme gruppe var involveret i terrorangreb i Moskva og Tyrkiet. Det gør det lettere for europæiske myndigheder at samarbejde og sende dem tilbage – selv når det er forkert.
Schenkkan: Ja. En tadsjikisk oppositionspolitiker ved navn Hizbullo Shovalizoda blev formelt udleveret fra Østrig til Tadsjikistan. Han blev straks fængslet. Østrigs højesteret fastslog efterfølgende, at udleveringen var ulovlig, og at han ikke var beskyttet mod tortur. Afgørelsen kom, efter han allerede var sendt afsted. Det er ikke en isoleret fejl. Det er et mønster – og det er et mønster, som europæiske institutioner endnu ikke har fundet et system til at bryde.
Schenkkan: Der er dokumenterede eksempler på, at tætte diplomatiske og politiske relationer – Ungarns forhold til Rusland og Kina er åbenlyse eksempler – skaber et klima, hvor disse staters efterretningsoperationer møder færre forhindringer. Det er ikke nødvendigvis koordineret samarbejde i direkte forstand, men det behøver det heller ikke at være. Tætte relationer skaber blind spots. Og blind spots er præcis, hvad disse stater udnytter.
Schenkkan: Tyrkiet er mit foretrukne eksempel på, hvordan transnational repression bliver til egentlig statspolitik. Efter kupforsøget i 2016 begyndte regeringen bogstaveligt talt at kalde det »udrensninger« – ikke kun hjemme, men globalt. De har bortført over hundrede mennesker fra lande på tværs af verden.
Det mest afslørende er billedsproget. Den regerings-loyale avis Daily Sabah oprettede en sektion kaldet »Krig mod terror« – direkte spejlet af den amerikanske terminologi fra post-11. september. Bortførte personer blev stillet op foran det tyrkiske flag, forslåede og i håndjern, og fotograferet til den sektion. Det er ikke tilfældigt. Det er en adoption af en model.
Schenkkan: Det er det spørgsmål, de fleste undlader at stille. USA’s hemmelige fængsler, kidnappingskampagner og torturprogrammer efter 2001 skabte en logik og et operationelt blueprint. Stater som Tyrkiet, Rwanda og Tadsjikistan trækker direkte på disse taktikker. Man kan ikke fuldt ud forstå 2026-versionen af transnational repression uden at se på 2001-versionen af »kampen mod terrorisme.« Det er en ubehagelig konstatering – men det er en nødvendig en.
Schenkkan: Ja, og det er et strukturelt problem. Kina bruger sin økonomiske vægt som en implicit afskrækkelse. Lande, der er dybt afhængige af kinesiske investeringer eller eksportmarkeder, er mindre tilbøjelige til at gøre et stort nummer ud af kinesiske efterretningsoperationer på deres territorium. Vi har set det gentagne gange – hemmelige politistationer, der opererer i europæiske byer, overvågning af Uyghur-diasporaen, pres på familier i Kina for at få folk til at rejse hjem. Det er veldokumenteret. Men reaktionen er konsekvent svagere.
Schenkkan: Det er den mest alarmerende udvikling lige nu. Siden Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus er den amerikanske praksis fundamentalt forandret. USA samarbejder nu med i hvert fald Rusland og Iran om at sende dissidenter tilbage. Det er noget, USA ikke gjorde tidligere. Det er ikke en advarsel om fremtiden. Det er en beskrivelse af nutiden.
Konsekvenserne rækker langt ud over USA’s grænser. Når det land, der historisk set har været det primære fristed for politiske flygtninge, begynder at samarbejde med de stater, de er flygtet fra, legitimerer det en praksis, som europæiske lande ellers har modstået.
Schenkkan: Nej, det er ikke nok. En stærk tradition er ikke det samme som en operationel infrastruktur. Skandinaviske lande – Danmark, Sverige, Norge – har solid lovgivning om ytringsfrihed og asylret, og de politiske institutioner er generelt robuste. Men transnational repression er ikke primært en politisk trussel. Det er en efterretnings- og politimæssig trussel. Og der er intet i den skandinaviske tradition, der automatisk giver politi, sagsbehandlere eller dommere de værktøjer, de har brug for, til at genkende og reagere på det her. Traditionen skaber villighed. Villighed er ikke det samme som kapacitet.
Schenkkan: For det første: en fælles EU-definition af transnational repression, der giver juridisk klarhed over, hvad det er, og hvem der har ansvar for at reagere. For det andet: et centralt dataindsamlingshub, så vi faktisk ved, hvad der foregår på tværs af medlemslandene. For det tredje: klare kommunikationskanaler mellem nationale politimyndigheder, efterretningstjenester og asylsystemer, så en sag i Aarhus ikke behandles som om den er uden sammenhæng med en lignende sag i Hamborg. Og for det fjerde: træning. Betjente, asylsagsbehandlere, dommere – de skal vide, hvad de kigger på, når det står foran dem.
Det er ikke raketsvidenskab. Det kræver vilje.
Schenkkan: Canada og Storbritannien har gjort mere end de fleste. De har specifik lovgivning, der kriminaliserer det at agere som uregistreret agent for en fremmed magt – en model, som mange europæiske lande mangler. Tjekkiet har i visse sager vist vilje til at nægte udlevering, selv under pres. Men ingen har løst det systematisk. Det er det, der mangler.
Schenkkan: Et dedikeret kontaktpunkt i hvert land – en enhed med faktisk ekspertise, der ved, hvad transnational repression er, og som ofrene rent faktisk kan henvende sig til og blive troet af. Ikke en generel politianmeldelse, der ender i en skuffe. En konkret kanal med mennesker, der forstår konteksten. Det ville ændre noget fra dag ét. Og det er ikke dyrt. Det kræver prioritering.
Danmark bør ikke vente på den dag, hvor sagen havner på forsiden. Som NATO-land og retsstat, der gentagne gange har profileret sig på at beskytte pressefrihed og asylret, er det ikke nok at behandle transnational repression som et abstrakt EU-anliggende. Det foregår på dansk jord – med danske konsekvenser, for mennesker der bor her under dansk beskyttelse.
Nate Schenkkan er uafhængig forsker og tidligere direktør for forskning i autoritarisme hos Freedom House, en af verdens mest anerkendte organisationer for demokrati og menneskerettigheder. Han har i årevis ledet arbejdet med transnational repression – grænseoverskridende statslig forfølgelse – og stod i spidsen for Freedom Houses dokumentation på området fra 2019 til 2021.
Han er forfatter til en lang række analyser og rapporter om Tyrkiet og Centralasien og var projektdirektør for den toneangivende årsrapport Nations in Transit, der kortlægger demokratiets tilstand i Europa og Eurasien. Inden han kom til Freedom House, arbejdede Schenkkan som journalist i Kasakhstan og Kirgisistan.
I januar 2026 offentliggjorde Europa-Parlamentet hans rapport om transnational repression – et tiårsdokument, der registrerer 1.219 fysiske angreb i 103 lande, begået af 48 stater. Det er den mest omfattende kortlægning af sin slags til dato.
ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.
