En ny stor analyse afslører, at op mod en ud af syv videnskabelige artikler indeholder fabrikerede data. Det er naturligvis forfærdeligt. Men det virkelig interessante spørgsmål er ikke, hvem der snyder. Det er, hvem der byggede systemet, der gør snyd til den rationelle løsning.
- Hvad er publish-or-perish-kulturen, og hvad gør den ved videnskabelig integritet?
- Et milliardmarked for falsk videnskab
- Hvad afslørede COVID-19 om replikationskrisens omfang i forskning?
- Hvad kunstig intelligens gør ved det hele
- Peer review-systemets strukturelle svaghed, ikke bare svindlerne
- Hvad koster det at miste tilliden til forskning?
Læs også: Kvantemekanik: Virkeligheden er reel – og et nyt eksperiment beviser det
En ung forsker. Uddannet i otte år. Specialiseret i noget, de fleste ikke forstår, og endnu færre finansierer. Hungrig efter et fast job, afhængig af midlertidige bevillinger, og vurderet på ét enkelt parameter: publikationstallet. Ikke på om forskningen er god. Ikke på om den holder i ti år. Men på om den overhovedet eksisterer som et nummer i en database.
Nu spørger jeg: hvad ville du gøre?
En ny undersøgelse fra Northwestern University, publiceret i PNAS og baseret på analyse af over fem millioner videnskabelige artikler i 70.000 tidsskrifter, dokumenterer det, som mange indenfor akademia har vidst i årevis: der er organiserede netværk af redaktører, mæglere og forfattere, der systematisk pumper falsk forskning igennem det videnskabelige publiceringssystem.
Netværk der hjælper hinanden med at omgå peer review. Fabrikerede data. Duplikerede billeder. Studier der aldrig burde have set dagens lys.
Og man kalder det svindel. Det er det naturligvis også. Men den forklaring er for nem.
Hvad er publish-or-perish-kulturen, og hvad gør den ved videnskabelig integritet?
Der er et udtryk i akademia: “publish or perish.” Publicer eller forsvind. Det lyder som en dramatisk beskrivelse af et konkurrencepræget miljø.
Det er i virkeligheden en præcis jobbeskrivelse. I det globale forskningssystem (og i høj grad også i Danmark) er videnskabelige stillinger, forskningsmidler og karrierefremgang direkte koblet til publikationstal og citationer. Ikke til metodens soliditet. Ikke til replikerbarhed. Ikke til om resultaterne faktisk holder, når andre prøver dem af.
Systemet belønner output, ikke sandhed. Og så er vi faktisk ikke særlig langt fra kontoret, fra productionstallet, fra den kommunale sagsbehandler der skal lukke sager hurtigt for at ramme sine KPI’er, uanset om borgeren er hjulpet.
Undersøgelsens ledende forfatter, Reese Richardson, siger det direkte: forskere befinder sig i en situation, hvor de enten køber ind i videnskabeligt svindel, eller de forlader forskningen.
Det er ikke en beskrivelse af dårlige mennesker. Det er en beskrivelse af et system, der over tid har gjort snyd til den logiske konsekvens af presset.
Et milliardmarked for falsk videnskab
Bag meget af svindlen ligger det, branchen kalder “predatory journals” og “paper mills”: fabrikker for akademiske artikler. De producerer studier på samlebånd, mod betaling, til brug i CV’er og ansøgninger verden over. Det er ikke et marginalt fænomen. Springer Nature, en af verdens største videnskabelige udgivere, tilbagekaldte alene i 2024 næsten 3.000 artikler fra sine publikationer. Det er ikke en fejlmargin, det er et strukturelt problem.
Og hvad koster det egentlig? Anna Abalkina fra Freie Universität Berlin beskriver, hvad blot ét fabrikeret studie kan gøre: en hjørnesten-artikel om Alzheimers sygdom, der viste sig at indeholde manipulerede billeddata, nåede at tiltrække milliarder af dollars i forskningsmidler og år af akademisk arbejde, alt sammen baseret på et fundament, der ikke holdt. Artiklen blev til sidst tilbagekaldt. Pengene er ikke kommet tilbage.
Det er ikke abstrakt systemfejl. Det er konkrete patienter, der venter på behandlinger der ikke kommer, fordi forskningsmidlerne gik den forkerte vej.
Det er lægemidler, der evalueres på meta-analyser, der er forgiftet af falske data. Det er beslutningstagere (herunder læger, myndigheder og sundhedspolitikere) der baserer sig på et vidensgrundlag, de ikke kan vide er falskt.
Hvad afslørede COVID-19 om replikationskrisens omfang i forskning?
Pandemien var et natureksperiment i, hvad der sker, når falsk forskning møder en global nødsituation med pressede beslutningstagere.
Hydroxychloroquin-debatten er det mest kendte eksempel: et stof der i månedsvis blev diskuteret som potentiel COVID-behandling, delvist fordi tidlige studier (herunder studier med alvorlige metodiske problemer) kom til at dominere den tidlige videnskabelige og politiske debat.
Ingen steder i det forløb stoppede systemet op og sagde: vent. Lad os sikre os, at grundlaget holder. Presset var for stort. Tempoet var for højt. Og publiceringssystemet (der i forvejen var optimeret til hastighed frem for kvalitet) leverede hvad det var designet til at levere: masser af artikler, hurtigt.
Danmark er ikke immune. Vi har vores egne sager om forskningssvindel, mindre spektakulære, men strukturelt identiske.
Og vi har et universitetssystem, der på mange måder spejler den internationale model: midlertidige ansættelser, bevillingsjagt, og en karrierestige, der belønner den der publicerer mest, ikke den der publicerer bedst.
Hvad kunstig intelligens gør ved det hele
Undersøgelsen fra Northwestern nævner specifikt kunstig intelligens som en accelererende faktor.
Det er ikke svært at forstå hvorfor. Sprogmodeller kan i dag producere plausibelt-klingende akademisk tekst, generere syntetiske datasæt og hjælpe med at formulere resultater, der lyder overbevisende uden nødvendigvis at afspejle virkeligheden. Det ændrer ikke på den grundlæggende dynamik (den var der i forvejen) men det skalerer problemet.
Og her er et aspekt, der sjældent diskuteres åbent: AI-systemer, der bruges til at screene og validere forskning, trænes på eksisterende litteratur.
Hvis den eksisterende litteratur er delvist forgiftet, er screeningen det også. Det er ikke en hypotetisk fremtidsproblematik, men en nutidig konsekvens af, at vi de seneste tyve år ikke har taget systematisk svindel seriøst nok.
Peer review-systemets strukturelle svaghed, ikke bare svindlerne
Den naturlige reaktion på undersøgelsen er at fokusere på svindlerne. Dem der bevidst fabrikerer data.
De korrupte redaktørnetværk. De mæglere der forbinder forfattere med betalte publikationer. Og ja, dem bør man gå efter.
Men Richardson og hans kolleger peger på noget vigtigere: løsningen er ikke strengere kontrol af de individuelle aktører. Det er at ophæve systemet af kvantitative målinger, der driver svindlen. Færre publikationstællinger. Færre citationsindeks. Mere fokus på reproducerbarhed, åbne data og faktisk anvendelighed.
Det lyder simpelt. Det er politisk næsten umuligt, fordi det kræver, at universiteterne og bevillingssystemerne giver slip på de eneste objektive målestokke, de har.
Og i Danmark sidder vi med den samme modsætning.
Vi har et forskningssystem, vi er stolte af. Vi finansierer det med offentlige midler. Og vi har aldrig seriøst diskuteret, om de incitamentsstrukturer, vi har bygget op om det, systematisk underminerer den tillid, vi forudsætter at det hviler på.
Hvad koster det at miste tilliden til forskning?
Videnskabelig tillid er ikke noget, der eksisterer uafhængigt af systemet, der producerer videnskaben. Det er ikke som jordens tyngdekraft. Det er noget der opbygges over tid, og nedbrydes med det, man giver det at arbejde med.
Og det der foregår nu er ikke et angreb udefra på videnskaben. Det er et angreb indefra, som videnskabssystemet selv har gjort muligt.
Næste gang en politiker, en sundhedsmyndighed eller en journalist citerer et videnskabeligt studie som evidens for en beslutning, er det værd at spørge: er det studie publiceret i et tidsskrift med integritet? Er det reproduceret? Er det uafhængigt finansieret?
De spørgsmål bør ikke kun stilles af specialister. De bør stilles af os alle, fordi det er vores sundhed, vores penge og vores samfund, der er på spil, når videnskaben fejler.
Problemet med videnskabelig svindel er ikke, at det er en form for snyd. Det er, at vi har bygget et system, der producerer snyd, og derefter undrer os over, at det virker.
