Putin: fra ukendt KGB-officer til Ruslands ukrænkelige magtcentrum

Nytårsaften 1999. Boris Jeltsin sidder foran et russisk tv-kamera og annoncerer sin egen afgang med zitterende stemme. Han ser træt ud. Han er træt. Bag ham venter en mand, som de færreste i Vesten havde hørt om tre måneder tidligere – en tidligere KGB-officer med en blanding af juridisk uddannelse, judosort bælte og en karriere, der var steget så stille, at ingen rigtig havde noteret sig det. Det er præcis, som han ville have det.

Det er her, historien om Vladimir Putin begynder – ikke med et statskup, ikke med en revolusjon, men med en gestus. En overrækkelse. En stille overtagelse.

Hvad er rotten i hjørnet af det russiske system?

Putin voksede op i en kommunalejlighed i Leningrad i de tidlige 1950’ere. Hans storebror døde under nazisternes belejring af byen. Hans forældre overlevede med knap nød. Han beskriver selv i sin selvbiografi, hvordan han som dreng jagede rotter på trappeopgangen, indtil én af dem vendte om og kastede sig imod ham. Den cornered rotte-anekdote er siden blevet Putins mest berømte personlige fortælling – og han bruger den konsekvent.

Ifølge professor Nina Khrusjtjova vælger han den historie præcist for at sende et budskab: Jeg er kommet langt. Jeg kender fjenderne. Jeg vender ikke ryggen til. En barndomsveninde, psykologen Maria Osorina, beskrev ham til BBC i 2003 som lille og tynd, søn af ældre forældre, opvokset i et miljø, hvor det gjaldt om at være hård nok til ikke at blive slået.

Drømmespionen fra Leningrad

Da Putin var 16 år, mødte han op til KGB’s lokale kontor i Leningrad og spurgte, om han kunne få et job. De sendte ham hjem og sagde: Studer jura. Vent. Og han ventede. Seks år senere var han rekrutteret.

Hans inspiration var en sovjetisk spionfilm fra 1968, Skjoldet og sværdet, om en russisk dobbeltagent i det nazistiske Tyskland. Drengene, der drømte om at blive astronauter eller fodboldspillere – Putin drømte om at blive den mand, ingen vidste eksisterede.

I KGB arbejdede han i over 16 år, heraf en periode i Østtyskland, da Berlinmuren faldt i 1989. En gammel klassekammerat, Sergej Kudrov, beskrev ham til BBC som en mand, der foretrak at påvirke begivenheder på afstand – aldrig centrum for opmærksomheden, altid den grå kardinal.

Loyalitetens udbytte

I 1991 blev Putin viceborgmester i Leningrad under Anatolij Sobtjak. Da Sobtjak tabte valget, opdagede Kreml Putin. Det skete ikke ved, at Putin råbte højt. Det skete ved, at han konsekvent forblev loyal. I 1998 udnævnte Jeltsin ham til chef for FSB – efterfølgeren til KGB. Et år efter var han premierminister.

Den berømte historiker Juri Felshtinsky siger direkte: »For første gang i historien har vi i Rusland et eksempel på, at det er sikkerhedstjenesten, der driver staten.« Kommunistpartiet kontrollerede engang KGB. Nu var det omvendt.

Krigen der vandt et valg

Da Putin blev premierminister i august 1999, stod han på 2% i meningsmålingerne. Så startede den anden tjetjenske krig.

Rusland havde lidt ydmygelsen i den første Tjetjenien-krig 1994-96. Nu var narrativet anderledes: terrorister, bombede lejlighedskomplekser i Moskva, og en premierminister, der brugte ord som »rotter« og lovede at udrydde dem. Inden årets udgang stod han på 53% i meningsmålingerne. Analytikere i Moskva var direkte: »Putin fører krigen som sin valgkampagne.«

Anklagerne om, at bombningerne af de russiske lejlighedskomplekser i 1999 var iscenesatte af FSB selv, er aldrig blevet grundigt efterforsket af nogen uafhængig institution. Whistleblowere og journalister, der stillede spørgsmål, endte enten i fængsel eller i en kiste.

Den stærke mand, Vesten valgte at misforstå

Når Putin i marts 2000 vandt præsidentvalget med knap 53% af stemmerne i første runde, var det ikke kun propaganda – det var reel folkelig opbakning. Rusland havde levet gennem 1990’erne med hyperinflation, oligarkvælde, kollapsede pensioner og en stat, der nærmest var ophørt med at eksistere som funktionel enhed. Putin repræsenterede noget simpelt: stabilitet og stolthed.

Maria Osorina sagde det direkte: »Siden jeg blev født i 1950, har vi aldrig haft en leder, det var rart at se på. Putin er den første normale person, den første vi ikke skammer os over.« Det er en ægte reaktion fra en generation, der var dybt udmattet. Og Vesten valgte konsekvent at misfortolke den som nationalisme eller naivitet – frem for at forstå, hvad desperation kan producere af politisk kapital.

25 år og ingen vej tilbage

Putin har nu siddet ved magten i mere end et kvart århundrede – længere end nogen Kremlleder siden Stalin. I maj 2024 blev han indviet til sin femte embedsperiode, efter et valg, som Europa-Parlamentets analysetjeneste direkte beskriver som gennemført »without any meaningful opposition« og med »draconian repression of public dissent«. Forfatningsændringerne fra 2020 nulstillede hans tidligere perioder og åbner reelt mulighed for, at han kan sidde til 2036.

Aleksej Navalnyj er død i et arktisk fangenskab. Uafhængige medier er lukket, forbudt eller tvunget i eksil.

Hvad vi lærte – og hvad der kommer nu

Putin er ikke en gåde. Han har aldrig været det. Han er konsekvent – fra drengen der jagtede rotter på trappeopgangen til manden, der metodisk har ryddet enhver politisk rival af vejen. Logikken er den samme: Lad aldrig fjenden komme i hjørnet.

Det, der er en gåde, er Vestens vedvarende overraskelse. Over invasionen af Georgien i 2008. Over annekteringen af Krim i 2014. Over den totale invasion af Ukraine i 2022. Hver gang var der eksperter, der forsikrede, at det ikke ville ske. Hver gang var dokumentationen for intentionerne tilgængelig for den, der ville læse den.

For den almindelige dansker er det fristende at se dette som en fjern magthistorie om en mand i Kreml. Men Forsvarets Efterretningstjeneste vurderede i december 2024, at trusselsbilledet mod Danmark er mere alvorligt end i mange år. De politiske beslutninger, der træffes nu – om oprustning, om energiafhængighed, om forholdet til Rusland – er direkte konsekvenser af 25 år med en mand, hvis ambitioner aldrig var en hemmelighed for dem, der gad kigge.

Spørgsmålet er ikke, hvem Putin er. Det har vi vidst i årevis. Spørgsmålet er, hvornår vi begyndte at lade som om, vi ikke vidste det – og hvem der tjente på, at vi ikke vidste det.

ExtraFokus.com: Dybere blik på magten og de oversete historier.