Loven virkede, men anklagerne glemte at bruge den

Der findes en sag i dansk retspraksis, hvor en mand født i Danmark nåede 26 domme og et samlet regnskab på 16 års fængsel (13 af dem afsonet) før nogen for alvor spurgte, om han skulle udvises. Han var i midten af 30’erne. Han blev ikke udvist, selv med endnu en dom på to års fængsel oven i alt det andet.

Læs også: Efterkommerne er mere kriminelle end deres forældre

Sagen hedder UfR 2013.2587H. UfR står for Ugeskrift for Retsvæsen, tidsskriftet hvor Højesterets afgørelser offentliggøres, og tallet er årgang og sidetal. Manden selv har intet navn i det offentlige rum. Højesteret anonymiserer parter i straffesager, så han optræder kun som “T” i domsreferatet.

Det er ikke en detalje, jeg kan opklare. Men jeg kan opklare, hvorfor han gik fri, og det er det, der holder mig fast i sagen.

Baggrunden, kort

d.30 januar 2026, præsenterede regeringen og Venstre en udvisningsreform, der gør ét års ubetinget fængsel til hovedreglen for udvisning af udlændinge, uanset opholdstid i Danmark.

Mette Frederiksen sagde det uden omsvøb:

 Udlændinge, som begår grov kriminalitet, hører ikke hjemme i Danmark.

Regeringen erkender selv en “procesrisiko” i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK): konventionen, der blandt andet beskytter retten til privat- og familieliv, og som Danmark er bundet af gennem Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i Strasbourg.

27 lande i Europarådet har underskrevet en fælles erklæring om, at kriminelle udlændinges rettigheder vejer for tungt i forhold til ofrenes. Det er ikke længere en marginal højrefløjs-holdning. Det er statsministerens egen linje.

Jeg bakker den op. Men jeg synes, den kommer for sent, og af den forkerte grund.

Kerneargumentet

Problemet har aldrig primært været selve udlændingeloven. Problemet har været, at anklagemyndigheden i årevis ikke brugte den, den allerede havde.

Manden med de 26 domme blev ikke reddet af EMRK’s artikel 8. Han blev reddet af noget langt mere kedeligt: i ingen af hans tidligere 26 sager havde en anklager nedlagt påstand om udvisning.

Da spørgsmålet endelig kom op, indgik netop det fravær i Højesterets samlede proportionalitetsafvejning: retten lagde vægt på, at systemet aldrig tidligere havde advaret ham om, at udvisning var på spil. Ikke fordi hans kriminalitet ikke var alvorlig nok. Fordi ingen havde husket at sige det højt i tide.

Det er ikke et enkeltstående uheld. Rigsadvokaten gennemgik i 2019 en stribe sager og fandt, at anklagere gentagne gange havde “glemt” udvisningspåstanden.

57 sager blev forelagt statsadvokaterne til revision; i 10 af dem burde man have anket. Det førte til nye interne kontroller, blandt andet et krav om, at to personer skal godkende det, hver gang en anklager overvejer ikke at kræve udvisning. Det er ikke lovens skyld, at manden med de 26 domme blev boende. Det er driftens.

Så når regeringen nu laver en ny hovedregel, er min pointe den: en hovedregel løser ikke et håndhævelsesproblem. Den flytter bare, hvor fejlen kan gemme sig næste gang.

Modargumentet, og et navn, der giver det vægt

Det juridiske modargument skal tages alvorligt, og her er der faktisk et menneske med et navn, der illustrerer det bedre end min anonyme “T”: Omid Noorzae.

Noorzae kom til Danmark som femårig fra Afghanistan i 2000 sammen med sin mor og søskende. Han voksede op her, gik i gang med en pædagoguddannelse, og blev i 2020 idømt et år og tre måneders fængsel med tillæg af 12 års udvisning efter en ankesag, hvor anklagemyndigheden netop havde krævet skærpelse.

Hans advokat, Anders Schønnemann, indbragte sagen for EMD, da Højesteret afviste at behandle den. I september 2023 gav EMD ham medhold: Danmarks 12-årige indrejseforbud krænkede artikel 8’s beskyttelse af privatlivet, fordi Noorzae reelt ikke havde nogen tilknytning til Afghanistan tilbage: hele hans liv, familie og uddannelse lå i Danmark.

Han var gået under jorden i tre år, mens sagen kørte. Udvisningen blev siden nedjusteret til en advarsel.

Det er den sag, EMRK’s forsvarere peger på: individuel proportionalitet findes af en grund, og den grund er ikke abstrakt. Institut for Menneskerettigheder har da også skrevet om manden med de 26 domme, at der “ikke er sikkert grundlag” for at tro, EMD ville have forhindret hans udvisning, selv hvis anklagerne havde gjort deres arbejde tidligere, så selv her er konklusionen usikker, ikke givet.

Morten Messerschmidt har kaldt reformen

sød musik, men ikke så meget handling,

og Martin Lidegaard er skeptisk over for, om den ændrer noget i praksis. Hvis min egen pointe holder (at fejlen sad hos anklagerne, ikke i loven) har de faktisk ret i noget, jeg ikke kan vifte væk: en ny hovedregel ændrer intet, hvis den samme forvaltning stadig glemmer at bruge den.

Afslutning

Reformen er ikke forkert. Men den er en erstatning for en samtale, Danmark aldrig rigtig tog, nemlig hvorfor Rigsadvokaten først i 2019 opdagede, at anklagere systematisk glemte at bede om det, loven allerede gav dem ret til.

Og et sidste, vigtigt ord, fordi det bliver rodet sammen i debatten: udvisning gælder udlændinge uden dansk pas. 

Kravet burde ikke være en ny hovedregel i loven. Det burde være et krav om, at nogen faktisk husker at bruge den, vi har.

ExtraFokus.com: Skarp fokus på det væsentlige.