Italien og Belgien fjerner statsborgerskab for vold. Danmark venter.

I 2022 forfulgte en gruppe fra en indvandrerbande to mænd gennem gaderne og stak dem ned. Den ene fik punkteret både lunge og milt. Anklagemyndigheden ville fratage seks af gerningsmændene deres danske statsborgerskab og udvise dem.

Østre Landsret sagde nej i 2023. Ikke fordi dommerne var uenige i alvoren, men fordi statsborgerretskonventionen ikke gav dem lov. Samme uge, 1.400 kilometer sydpå, stemte 148 medlemmer af det italienske parlament for det modsatte: at gøre præcis den slags sager til grund for at fratage passet.

Danmark har haft den sag liggende i halvandet år. Vi har stadig ikke svaret på, om det skal kunne ske igen.

Læs også: Udlændingepolitikken »står fast«, men hvad betyder det nu?

To lande, der aldrig lovede sig væk

Onsdag den 9. juli fremskyndede det italienske deputeretkammer behandlingen af et lovforslag fra Lega, Matteo Salvinis parti, der udvider grundlaget for at fratage naturaliserede italienere deres statsborgerskab.

Manddrab, kvindelig kønslemlæstelse, menneskehandel og seksuel vold begået i flere personers forening kommer på listen, som hidtil kun har omfattet terror. Lovforslaget er sat på hurtigspor med frist til 8. august for det forfatningsretlige udvalg.

Melonis eget parti, Fratelli d’Italia, fremlagde samme dag et konkurrerende forslag, der kobler fratagelse sammen med tvangshjemsendelse af dømte udlændinge. Lega-gruppeformand Riccardo Molinari formulerede det ligeud i salen: reglen bør gælde “alle, der stikker, dræber og voldtager.”

Italien har haft muligheden for at fratage statsborgerskab siden en sikkerhedslov i 2018. Den er brugt to gange, begge omstridt i retten.

Belgien gik samme vej i februar. Loven af 8. februar 2026, som trådte i kraft 1. maj, giver domstole pligt til automatisk at overveje fratagelse, når en dobbelt statsborger idømmes mindst fem års fængsel for grov kriminalitet: organiseret kriminalitet, manddrab, seksuelle overgreb, menneskehandel.

Justitsminister Annelies Verlinden kaldte det et signal om, at statsborgerskab ikke er en ret uden pligter. Loven gælder kun folk med et andet statsborgerskab ved siden af, netop for at undgå statsløshed, og kun for forbrydelser begået inden for 15 år efter naturalisation.

Det, Italien og Belgien har til fælles, er ikke politikken. Det er, at ingen af dem har underskrevet Europarådets konvention af 1997 om statsborgerret. Det har hverken Frankrig, Storbritannien, Irland, Spanien eller Luxembourg. 28 af Europarådets 46 medlemslande har ratificeret den. Danmark er ét af dem, siden 2002.

Den danske model er strammere end sit rygte, og stadig for slap til andre

Danmark har rykket to gange på fem år. I 2021 vedtog Folketinget med bred opbakning lov nr. 1193 af 8. juni 2021 (L 230), som gav domstolene mulighed for at fratage statsborgerskab ved dom for grov bandekriminalitet, der er “til alvorlig skade for statens vitale interesser.”

Året efter fulgte L 127, en udvidelse baseret på en indfødsretsaftale mellem den daværende regering, Venstre, Konservative og Liberal Alliance.

Uden for domstolssystemet har ministeren desuden administrativ hjemmel efter indfødsretslovens § 8 B, stk. 3, som blev brugt til at fratage 11 danskere, der rejste til Syrien for at slutte sig til Islamisk Stat, deres statsborgerskab mellem 2019 og 2021.

Problemet er tærsklen. “Alvorlig skade for statens vitale interesser” er juridisk sprog for noget, der rammer staten, ikke ofret. Voldtægt og grov vold gør det som udgangspunkt ikke, medmindre det kan kobles til banders systematiske undergravning af et lokalsamfund.

Det var netop den kobling, anklagemyndigheden forsøgte i 2022-sagen, og som Østre Landsret afviste i 2023 med henvisning til konventionen.

Juraprofessor Jens Elo Rytter fra Københavns Universitet peger på, at selv en dansk udtræden kun løser halvdelen af problemet.

Der er to forhindringer, ikke én: konventionen sætter en høj tærskel for at fratage statsborgerskabet, og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention beskytter derefter retten til familieliv, uanset om personen stadig er dansk statsborger. “Det er kun halvdelen af vejen,” siger han.

Frederik Waage, professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet, vurderer, at en dansk udtræden rent juridisk er mulig. Konventionens artikel 31 giver ethvert land ret til at opsige den. Men ingen land har nogensinde gjort det. “Det ville mig bekendt være første gang i historien,” siger han.

Hvad statsløshed faktisk betyder

Der er allerede to eksempler i Danmark på, hvad der sker, når en frakendelse ikke kan følges op af en udvisning. To mænd er ved dom gjort statsløse, fordi der ikke var noget land at sende dem til.

Konsekvensen er tålt ophold: ingen stemmeret, intet sygesikringsbevis, intet pas, intet arbejde. De modtager samme offentlige ydelse som asylansøgere, hvis myndighederne vurderer, at det er nødvendigt. De bliver boende i Danmark, bare uden nogen af de rettigheder, der følger med at bo her.

Det er den præcise konsekvens, både Belgiens og en eventuel dansk model skal navigere uden om. Belgien løser det ved kun at ramme dobbelte statsborgere, så personen altid har et andet land at falde tilbage på.

Men en dansk udvidelse, der rammer bredere end i dag, vil uundgåeligt støde på de samme sager som de to eksisterende: personer, hvis andet statsborgerskab enten ikke findes, ikke kan dokumenteres, eller ikke bliver anerkendt af det andet land.

Statsløshed er derfor ikke en teoretisk bekymring, jurister diskuterer for sjov. Det er allerede sket, og det er den konkrete pris, en bredere model skal kunne svare på.

Louise Holck, direktør i Institut for Menneskerettigheder, mener, at Danmark bør blive i konventionen, netop fordi den skaber klare og forudsigelige regler for noget, hun kalder grundlæggende for den enkeltes retlige status.

En dansk udtræden vil efter hendes vurdering svække den internationale retsorden, Danmark selv har været med til at bygge op, og hun opfordrer til, at ændringer på området sker med “stor omhu.” Instituttet har tidligere advaret specifikt mod, at uklar lovgivning om frakendelse øger risikoen for statsløshed.

Det er den indvending, en italiensk eller belgisk model ikke kommer uden om. Og det er præcis den afvejning, Danmark endnu ikke har truffet et politisk valg om.

Partiet, der krævede exit, er ikke længere i regering

Her bliver historien mere kompliceret, end den plejer at blive fortalt. Det var ikke Socialdemokratiet, der rejste kravet om en dansk udmelding. Det var Venstres formand Troels Lund Poulsen, dengang forsvarsminister i SVM-regeringen, der i december 2025 sagde til Berlingske, at Danmark skal være klar til at opsige konventionen inden udgangen af 2026, hvis den ikke er ændret.

Socialdemokratiets daværende politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen svarede offentligt igen: statsborgerretskonventionen er ifølge ham “ikke den store fisk i dammen.”

Det er menneskerettighedskonventionens beskyttelse af familieliv, der reelt forhindrer udvisninger, sagde han, og pegede på, at statsministeren allerede arbejder på det spor på europæisk niveau.

Moderaternes udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen kaldte samtidig Venstres udmelding for enegang uden forudgående drøftelse i regeringen.

Så selv internt i den daværende regering var der reel uenighed om, hvorvidt exit fra 1997-konventionen overhovedet var det rigtige greb.

Læs også: Udvisningsreformen er en måned gammel, virker den?

Den diskussion er siden blevet overhalet af noget større. SVM-regeringen gik af, og den 3. juni 2026 tiltrådte en ny mindretalsregering bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og Radikale Venstre, med Mette Frederiksen som fortsat statsminister.

Venstre er ude af regering. Partiet, der satte datoen “inden udgangen af 2026” på dagsordenen, sidder nu i opposition og kan ikke længere presse spørgsmålet indefra.

Morten Bødskov, tidligere erhvervsminister og med fire andre ministerposter bag sig, er ny udlændinge- og integrationsminister siden overdragelsen den 3. juni. Han overtog ansvaret fra Rasmus Stoklund uden at have udtalt sig offentligt om konventionsspørgsmålet i sin nye rolle.

Den lovede 2026-vurdering af, hvor langt Danmark kan gå inden for konventionens rammer, er stadig ikke landet.

Regeringen har siden 2025 haft en konventionsambassadør, Nicolaj Hejberg Petersen, og to udpegede juridiske eksperter til at afdække, hvor meget råderum Danmark reelt har, men uden en meldt tidsplan for hvornår arbejdet konkluderer.

ExtraFokus har d.20 Juli bedt Udlændinge- og Integrationsministeriet om en kommentar til sagen, herunder om den lovede 2026-vurdering af konventionens råderum stadig kommer, og om regeringsskiftet ændrer på linjen. Ministeriet har ikke svaret ved udgivelsen.

Sverige har det værre end Danmark, og det siger noget

Det bliver tydeligt, at det ikke kun er et dansk-italiensk spørgsmål, når man ser til Sverige. Den svenske regering fik i marts 2026 afleveret en offentlig udredning, SOU 2026:21, om at gøre det muligt overhovedet at fratage svensk statsborgerskab ved grov kriminalitet.

I dag kan Sverige det slet ikke. Den svenske grundlov beskytter statsborgerskabet absolut. Udredningen foreslår enten en snæver model, afgrænset til forbrydelser mod statens sikkerhed og folkedrab, eller en bredere model bygget på præcis samme formulering, som Danmark allerede bruger: forbrydelser “der alvorligt skader statens vitale interesser.” Selv den bredere svenske model kræver en grundlovændring, fordi Sverige, i modsætning til sine nordiske naboer, ikke har nogen mekanisme i dag.

Med andre ord: Danmark er strammere end Sverige og løsere end Italien og Belgien. Det er et land, der har valgt en model med domstolskontrol og en høj tærskel, og som endnu ikke har besluttet, om den tærskel skal sænkes.

Det, der reelt står på spil

Italiens forfatningsudvalg har frist til 8. august. Danmark har haft en løftet 2026-vurdering hængende, uden en klar dato for offentliggørelse. Den nye regering har endnu ikke sagt, om den vil videreføre arbejdet med konventionsambassadøren i samme tempo, nu hvor Venstre, som satte presset, ikke længere sidder med ved bordet.

Det efterlader et konkret, ubesvaret spørgsmål: Hvis regeringen fastholder domstolsmodellen og den høje tærskel, hviler det på et bevidst valg om at prioritére retssikkerhed og risikoen for statsløshed over en bredere adgang til fratagelse.

Hvis regeringen derimod vil følge Italien og Belgien, kræver det enten en udtræden af konventionen, som intet land nogensinde har gennemført, eller en forhandling om at ændre den, som ingen har sat en tidsplan på siden 2024. Lige nu ligger sagen fra 2022 stadig som svaret på, hvad der sker, når ingen af delene besluttes.

ExtraFokus.com: Dybere blik på dansk politik.