Hvem arresterer Putin, når det bliver alvor?

36 lande, EU i ryggen, 10 millioner euro og et nyt tribunal med hjemsted i Haag. Det lyder imponerende. Det er det måske også. Men jeg har fulgt internationalt retssystem længe nok til at vide, at der er forskel på at skrive en dom og håndhæve den – og at gabet imellem de to ting sjældent optager de pressemeddelelser, der fylder vores feeds, når noget historisk er ved at ske.

Den 15. maj 2026 godkendte udenrigsministrene fra Europarådet i Chisinau en resolution om etableringen af det særlige tribunal mod Rusland for aggressionskriminalitet i Ukraine. Danmark er med. EU har allerede overført de første 10 millioner euro. Alle er enige. Alle jubler. Og Rusland sidder derhjemme og ser på.

Læs også: Putin frygter ikke NATO – han frygter freden

Et tribunal ingen kan arrestere nogen med

Konstruktionen er ikke ny. Den har været undervejs siden 2022, dengang idéen første gang blev luftet – og dengang de fleste vestlige partnere ifølge ukrainske diplomater svarede noget i retning af: det sker aldrig, tal ikke om det til os. Nu er det altså sket.

Det særlige tribunal er oprettet inden for rammerne af Europarådet og har mandat til at retsforfølge den øverste politiske og militære ledelse i Rusland for selve aggressionshandlingen – det vil sige beslutningen om at starte en angrebskrig. Det er ikke det samme som det, ICC allerede har gang i.

Den Internationale Straffedomstol udstedte sin arrestordre på Putin i 2023 for krigsforbrydelser – specifikt deportationen af ukrainske børn. Det nye tribunal supplerer ICC ved at dække det juridiske tomrum omkring aggressionskriminalitet, som ICC ikke kan håndhæve overfor lande, der ikke har ratificeret Romstatuttens særlige bestemmelser om aggression. Det er det første tribunal af sin slags siden Nürnberg.

Næste trin er nu at danne et juridisk panel, vælge dommere og anklagere, godkende procedureregler og rejse den fulde finansielle infrastruktur. Ukraine forventer tribunalet fuldt operationelt i 2027. Det er ambitiøst. Og det er ikke det samme som at have nogen i håndjern.

72 milliarder for andres dårlige samvittighed

Danmark er ikke en biroller i denne fortælling. Siden Ruslands fuldskala-invasion i 2022 har Danmark givet 72,3 milliarder kroner i militær støtte og 7,8 milliarder i civil støtte til Ukraine – bilateralt, udenom EU-bidrag. I 2026 alene forventes det samlede danske bidrag at runde 14 milliarder kroner. Målt per indbygger er vi én af de absolut største donorer i verden.

Det er ikke småpenge. Det er bevidste politiske valg, og de fortjener at blive behandlet som sådanne – ikke som humanitær altruisme, men som geopolitisk positionering med konkrete konsekvenser for den danske skatteborger.

Og det rejser et spørgsmål, som ingen i Christiansborg synes at have lyst til at stille højt: Hvornår holder vi op med at betale, og hvad sker der så? Tribunalet er ét svar på den frustrerede europæiske fornemmelse af, at vi bidrager enormt – militært, finansielt, politisk – mens selve anklagemyndigheden mod dem, der startede det hele, stadig er en konstruktion under opbygning.

Mongoliet sagde nej – og ingen gjorde noget

Der er intet nyt under solen, og det er præcis det, der er problemet. ICC’s arrestordre på Putin sidder der, sort på hvidt, siden marts 2023. Hvad har den kostet ham?

Mongoliet nægtede at arrestere ham under et statsbesøg i 2024. ICC kunne konstatere det, skrive et brev – og det var det. Ingen sanktioner. Ingen konsekvenser. Domstolen har ikke magtmidler; hverken politi, hær eller reel håndhævelsesmekanisme. Den kan dømme, men den kan ikke fængsle uden andres hjælp.

Det er ikke en kritik af ICC. Det er en beskrivelse af, hvordan international ret fungerer – som et system, der afhænger totalt af de staters velvilje, der i øvrigt allerede har velvilje. Rusland er ikke med. Kina er ikke med. USA er ikke med. De lande, der faktisk kunne gøre en forskel, mangler ved bordet – og det er ikke en tilfældig systemfejl. Det er designet.

Læs også: Kan vi stadig regne med retsstaten?

Ukrainsk realisme mod europæisk selvtilfredshed

Jeg kan godt forstå den ukrainske reaktion. Olena Halushka fra International Center for Ukrainian Victory sagde det direkte: hun tror ikke nødvendigvis, Putin nogensinde ender fysisk i Haag – men hun tror på en domfældelse in absentia. Det er realistisk. Og det er faktisk ikke ingenting.

En juridisk konstatering af aggressionsforbrydelsen, underskrevet af tribunalets dommere og anerkendt af 36 lande, er en historisk markering. Den lægger sig i arkivet. Den kan have betydning i fremtidige forhandlinger, i erstatningskrav, i legitimitetsdebatter.

Men manden der den 15. maj sad i ruinerne af sin lejlighed i Kyiv – en af de 24 dræbte i det russiske missilangreb dagen forinden, inklusive tre børn så unge som 12 år – han ventede ikke på arkiverne. Og det er det spørgsmål, de fleste vestlige politikere helst vil undgå at stille for åbent: Er dette tribunal til for ukrainernes skyld, eller er det til for vores samvittighed?

Regningen for årtiers kedsomhed

Halushka pegede på noget, som burde have stået på forsiden af enhver dansk avis den dag tribunalet blev godkendt: Rusland er aldrig blevet stillet til ansvar. Ikke for Tjetjenien. Ikke for Georgien. Ikke for Syrien. Ikke for Krim i 2014.

Og nu er vi overraskede over, at det kulminerer i en angrebskrig, der har kostet tusindvis af liv og hundredvis af milliarder i europæiske skattekroner.

Det er ikke en ny observation. Analytikere har råbt det op siden 1990’erne. Men der er en bekvem politisk logik i at lade forbrydelserne ligge: det er dyrere at reagere på dem end at ignorere dem, og omkostningerne ved at reagere falder typisk på næste generation af politikere.

Putins Rusland er blot det hidtil dyreste eksempel på den regning, der ikke blev betalt til tiden. Danmark betaler nu 14 milliarder kroner om året for andres årtiers passivitet. Det burde irritere folk mere, end det ser ud til at gøre.

Hvad Danmark bør kræve for sine penge

Lad mig sige det direkte: tribunalet er det rigtige skridt. Ikke fordi det nødvendigvis fanger Putin, men fordi fraværet af juridisk infrastruktur er præcis det, der muliggør fremtidige aggressioner. Hvis der ingen konsekvenser er, er der ingen afskrækkelse. Det holder.

Men et tribunal er ikke en mirakelkur, og at fejre det som en historisk sejr, inden de første dommere er valgt, er præcis den form for europæisk selvtilfredshed, der har kostet os dyrt tidligere.

For at tribunalet bliver mere end et symbol kræver det tre ting, som ingen taler højt om: vedvarende finansiering, reel vilje til at arrestere russiske embedsmænd der rejser, og på et tidspunkt en USA der melder sig ind i det internationale retssystem. Det tredje punkt betragter vi i øjeblikket som en umulighed – og det er ret åbenlyst, at det ikke sker under Trump.

Danmark har en platform, som vi sjældent bruger fuldt ud. Vi er én af de største donorer per indbygger i verden, og vi har købt os retten til at stille krav – ikke bare til Ukraine, men til det internationale retssystem vi selv er afhængige af. Det konkrete krav burde være enkelt: støtte til tribunalet skal kobles til transparens om håndhævelse.

Hvad sker der, næste gang et land nægter at arrestere en sigtet? Hvem beslutter konsekvenserne? Ingen har et svar – og det er svaret.

Tribunalet er ikke slut. Det er begyndelsen på en test af, om Vesten mener det denne gang. Det har vi set komme længe. Og vi burde vide, at svaret ikke ligger i Haag – det ligger i om vi, næste gang Putin lander i et land med en arrestordre i lommen, gider løfte telefonen.

ExtraFokus.com: Dybere blik på det danske samfund.