Det er første gang i over et årti, at antallet af mennesker på tvungen flugt rent faktisk er faldet. UNHCR offentliggjorde torsdag deres 2025-rapport, og tallene er der: 117,8 millioner mennesker på flugt ved udgangen af 2025. Det er 5,4 millioner færre end året før. Årsagen er, at 14,7 millioner mennesker vendte hjem.
- Hvad er det faktiske tal på afviste asylansøgere, ingen politiker nævner?
- Hvornår vidste systemet, at hjemsendelserne ikke ville lykkes, og hvem greb ind?
- Hvad svarer 14 millioner ”hjemsendte” til i praksis, og hvem er de reelt?
- Hvem betaler den reelle pris for manglende hjemsendelser, og hvad koster det samfundet?
- Hvorfor er 14 millioner ikke den politiske sejr, den fremstilles som i statsministeriets tal?
Læs også: Udlændingepolitikken »står fast«, men hvad betyder det nu?
Verden jubler. Og det er forståeligt nok. Et fald er et fald.
Hvad er det faktiske tal på afviste asylansøgere, ingen politiker nævner?
117,8 millioner. Skriv det på papir og læg det på bordet.
Det er ikke et tegn på, at kriser løses. Det er et tegn på, at flere kriser er løst nok til, at folk tør tage hjem igen, eller at forholdene i hjemlandet er blevet mere tålelige end livet i et flygtningelejr. Det er to meget forskellige ting, og UNHCR’s rapport skelner ikke tydeligt nok mellem dem.
14,7 millioner hjemvendte lyder som sejre. Men hjemsendelse fra fx Sudan, Afghanistan eller Myanmar er i mange tilfælde ikke en sejr for stabilitet. Det er en sejr for udmattelse. Folk tager hjem til ødelagte byer, nedbrudte skoler og sundhedssystemer, der ikke eksisterer. De tager hjem, fordi alternativet er et tredje år i telt.
Hvornår vidste systemet, at hjemsendelserne ikke ville lykkes, og hvem greb ind?
Det internationale flygtningesystem er bygget på en grundlæggende logik: midlertidig beskyttelse, frivillig hjemvenden, varig løsning. Den logik holdt i en verden, hvor krige sluttede og nationer genopbyggede. I den nuværende verden holder den ikke.
Danmark har i de seneste år ført en af Europas mest restriktive flygtningepolitikker, med eksplicit mål om at reducere antallet af asylansøgere og fremskynde hjemsendelser til lande som Syrien, der officielt stadig er et krigszone. Det er en politisk linje, der nu kan præsenteres med et globalt statistisk alibi: se, tallene falder. Systemet virker.
Men den mand i Randers, der ankom som syrisk flygtning i 2015, har boet her i ti år. Hans børn går i dansk skole. Hans kone arbejder på et plejehjem i Viborg. At kalde hans situation “midlertidig” kræver en meget speciel definition af ordet.
Hvad svarer 14 millioner ”hjemsendte” til i praksis, og hvem er de reelt?
Tal i denne størrelse gør abstraktion til sport. Lad os gøre det konkret.
En familie vender hjem til Kabul. Faderen er uddannet ingeniør. Hans datter må ikke gå i skole. Hans kone må ikke arbejde. Hans egne kvalifikationer anerkendes ikke af et styre, der ikke anerkender internationale standarder. De er hjemme. De tæller som en succesfuld hjemvenden i UNHCR’s statistik. Det er åbenlyst, at det ikke er en løsning.
I EU sidder forhandlinger om den nye migrationsaftale fast i den samme diskussion, de sad fast i for ti år siden: hvem betaler, hvem modtager, hvem bestemmer. De 117,8 millioner berøres ikke af den diskussion. De venter på, at et system, der ikke er designet til dem, finder en model, der kan accepteres af vælgere i Holland og Ungarn.
Hvem betaler den reelle pris for manglende hjemsendelser, og hvad koster det samfundet?
Det er ikke til at komme udenom, at den politiske dagsorden i Europa (herunder Danmark) i årevis har handlet om at reducere flygtningeantal som politisk mål i sig selv. Ikke reducere behovet for flugt. Reducere tallene.
Det er to fundamentalt forskellige ambitioner, og de forveksles bevidst. Når UNHCR’s rapport nu viser et fald, vil det blive brugt som dokumentation for, at strammere politikker virker. Det er ikke det, rapporten viser. Den viser, at 14,7 millioner mennesker vurderede, at hjemvenden var et bedre alternativ end fortsat eksil, under omstændigheder, vi ikke nødvendigvis ved nok om.
Danmarks Statistik viser, at flygtninge i Danmark deltager markant mere på arbejdsmarkedet efter fem år end efter to. Den kurve er irrelevant for den politiske diskussion, fordi den forstyrrer narrativet om hurtig hjemvenden som den rigtige løsning.
Sygeplejersken på Odense Universitetshospital, der har arbejdet der i syv år og taler flydende dansk, tæller ikke i UNHCR’s statistik. Men hun tæller i det danskes velfærdssystems. Og hun tæller for sin patient.
Læs også: Bistand der skaber afhængighed er ikke bistand. Det er et svigt.
Hvorfor er 14 millioner ikke den politiske sejr, den fremstilles som i statsministeriets tal?
Faldet fra 123,2 til 117,8 millioner er reelt. Det fortjener at blive nævnt. Men det ændrer ikke på, at 117,8 millioner er det næsthøjeste antal nogensinde registreret. Det ændrer ikke på, at systemet til at håndtere dem stadig er designet i 1951, til en verden med kolde krig og klare fronter, ikke klimaflugt og statskollapser.
Et fald på 5,4 millioner er ikke et tegn på, at verden løser sine kriser hurtigere. Det er et regnestykke med mange ukendte.
Hvad kalder man en fremgang, der stadig efterlader 117 millioner mennesker på flugt?
