Europa taler med 27 stemmer – og ingen hører efter

Der var et øjeblik i begyndelsen af marts 2026, hvor verden så til, mens USA og Israel angreb Iran. Olieprisen begyndte at bevæge sig. Mellemøsten var på randen af noget større. Og EU’s svar? Det kom mandag.

Læs også: Europa har ikke en Iran-politik – kun en udsættelsesstrategi

Ikke søndag aften. Ikke med det samme. Mandag. Fordi det europæiske projekt, der er bygget på årtiers integration, åbenbart har så god work-life balance, at en potentiel verdenskrig godt kan vente til efter weekenden. Det er ikke en overdrivelse. Det er hvad der skete.

Hvad skete der helt præcist?

Den 28. februar 2026 indledte USA og Israel storstilede angreb på Iran under det, Pentagon kaldte “Operation Epic Fury” – angiveligt rettet mod både Irans atomprogram og dele af landets ledelse. EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen og Det Europæiske Råds formand Antonio Costa udsendte en fælles erklæring allerede søndag den 1. marts, der kaldte udviklingen “stort set bekymrende” og opfordrede til at undgå yderligere optrapning. Frankrigs præsident Macron kaldte angrebene en “krigsudbrydelse” og krævede et akut FN-sikkerhedsrådsmøde.

Men en formel, samlet erklæring på stats- og regeringschefniveau lod vente på sig. Ifølge Europa-Parlamentets medlem Hannah Neumann, der er formand for delegationen for forbindelser med Iran, var selv den tyske kansler Friedrich Merz “kun blevet informeret få minutter i forvejen” om angrebene.

Splittede positioner blandt medlemslandene

EU-landenes reaktioner var alt andet end samstemte. Storbritannien – uden for EU, men centralt for europæisk sikkerhed – tillod USA at bruge den britiske base på Diego Garcia til “specifikke og begrænsede defensive formål”, mens premierminister Keir Starmer understregede, at landet ikke deltog i selve angrebene. Spanien indtog den modsatte position: Udenrigsminister José Manuel Albares afviste at stille spanske baser til rådighed for amerikanske flyvninger knyttet til offensiven og krævede respekt for folkeretten.

Den tidligere svenske statsminister Carl Bildt forsvarede på CNBC EU’s tilbageholdenhed med, at “USA’s endeligt spørgsmål er uklart – dette er noget, der er besluttet på meget uklare måder af præsidenten selv.”

Hvorfor EU strukturelt er langsom i sikkerhedskriser

Problemet er ikke ny. EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik kræver i de fleste tilfælde enstemmighed blandt alle 27 medlemslande, før unionen kan udsende en samlet officiel position. Det er en bevidst konstruktion fra Lissabon-traktaten, designet til at beskytte mindre medlemslandes suverænitet – men konsekvensen er, at ét enkelt land med afvigende interesser kan blokere eller forsinke en fælles reaktion i timer eller dage, mens en krise udvikler sig i realtid.

Læs også: 20 sanktionspakker – og Europa lærte stadig ingenting om timing

Det står i skærende kontrast til, hvordan både USA og Rusland kan handle med ét enkelt opkald fra deres respektive ledere. Flere EU-diplomater har efter Iran-episoden anonymt udtalt til europæiske medier, at unionen risikerer at blive permanent irrelevant i akutte geopolitiske kriser, hvis beslutningsstrukturen ikke reformeres – et forslag, der gentagne gange er strandet, fordi netop de lande, der har mest at vinde ved at bevare deres vetoret, også er dem, der skal stemme reformen igennem.

Frankrig og Tysklands dybere uenighed

Bag den umiddelbare splittelse om Iran-angrebene ligger en ældre strukturel uenighed mellem Frankrig og Tyskland om, hvor meget EU overhovedet bør agere selvstændigt af USA i sikkerhedspolitiske spørgsmål. Frankrig har under Macron konsekvent presset på for større europæisk strategisk autonomi, mens Tyskland traditionelt har været mere tilbageholdende med at handle uden klar amerikansk opbakning – en arv fra landets efterkrigstidsforfatning og fortsatte afhængighed af NATO’s atomparaply.

Den uenighed gjorde sig tågent gældende, da Macron krævede et akut FN-sikkerhedsrådsmøde, mens Merz’ regering først formulerede en officiel position flere dage senere – efter eget udsagn fordi den tyske kansler reelt ikke var blevet informeret om angrebene på forhånd.

Hvorfor betyder det noget for Danmark?

Den splittede reaktion illustrerer et større strukturelt problem: EU har ingen mekanisme til hurtigt at koordinere en fælles sikkerhedspolitisk linje, når en alliance partner som USA handler unilateralt uden forudgående konsultation. Det Europæiske Råd vedtog først den 19. marts en samlet konklusion, der opfordrede til “de-eskalering og maksimal tilbageholdenhed” – næsten tre uger efter de første angreb.

For Danmark, der både er NATO-medlem og EU-medlem, betyder splittelsen, at man ikke entydigt kan læne sig op ad en fælles europæisk linje i en krise af den her karakter – og at dansk udenrigspolitik i praksis må navigere mellem både en amerikansk, en britisk og en kontinentaleuropæisk position, der ikke altid peger samme vej.

Hvad olieprisreaktionen viste om Europas sårbarhed

I dagene umiddelbart efter angrebene steg den globale oliepris med flere procent, drevet af frygt for, at Iran kunne lukke eller forstyrre trafikken gennem Hormuz-strædet, hvor en betydelig del af verdens olie- og gastransport passerer. For europæiske økonomier, der allerede har været igennem én energikrise efter Ruslands fulde invasion af Ukraine i 2022, illustrerede prisudsvinget en sårbarhed, EU endnu ikke for alvor har løst: kontinentets fortsatte afhængighed af energiimport fra ustabile regioner, kombineret med en udenrigspolitisk beslutningsstruktur, der gør det svært at reagere proaktivt på kriser, før de rammer energimarkederne direkte.

Det er en sårbarhed, der rammer Danmark indirekte gennem det fælles europæiske energimarked, selv om landet selv har en relativt høj andel af vedvarende energi i sin egen elproduktion.

ExtraFokus.com: Dybere blik på dansk politik.