20 sanktionspakker – og Europa lærte stadig ingenting om timing

Der er noget særligt absurd ved at fejre sit 20. sanktionspakke mod et land, der stadig bomber civile. Ikke fordi sanktionerne er ligegyldige – det er de ikke. Men fordi tallet 20 ikke er et bevis på styrke. Det er et bevis på, at noget gik galt langt tidligere, og at ingen for alvor trak konsekvensen af det.

Den 23. april vedtog EU sin 20. sanktionspakke mod Rusland og godkendte et lån på 90 milliarder euro til Ukraine. Siden krigens begyndelse har EU og dets medlemslande bundet hundredvis af milliarder i militær, finansiel og humanitær støtte. Det er imponerende. Det er også utilstrækkeligt – ikke fordi beløbene er for små, men fordi de kom for sent. Og ny forskning antyder, at den timing ikke var skæbne. Den var et valg.

Hvad vidste Europa i 2021 – og hvorfor valgte de ingenting?

Da russiske tropper i løbet af 2021 begyndte at ophobes langs Ukraines grænser, var signalet ikke subtilt. Det var en massiv militær opbygning synlig fra satellitter, analyseret af efterretningstjenester og rapporteret i internationale medier måneder inden invasionen den 24. februar 2022. Alligevel valgte de vestlige regeringer ikke at udstede en klar, forhåndsannonceret trussel om de sanktioner, der i øvrigt kom – bare et halvt år for sent.

Mathias Thoenig fra Université de Lausanne og kolleger fra Sciences Po Paris har nu sat tal på det spørgsmål, som de fleste politikere åbenbart finder ubehageligt: hvad ville der være sket, hvis Vesten i 2021 havde varslet sanktioner af samme kaliber som dem, der faktisk blev indført efter invasionen? Modellen, baseret på historiske konfliktdata og globale handelsnetværk, viser noget tankevækkende – en troværdig forhåndstrussel ville have øget Ruslands forventede krigsomkostninger markant. Nok til at ændre regnestykket i Kreml.

Jeg kan ikke bevise, at krigen var undgåelig. Men det er ret åbenlyst, at ingen forsøgte det tidligt nok.

Sanktioner virker – men kun hvis de ikke er et svar på noget, der allerede er sket

Det er ikke en ny pointe, at sanktioner har bedst effekt som afskrækkelse, ikke som straf. Den pointe sidder i enhver lærebog i international økonomi, i Montesquieus 1748-argumentation om handelsfrihedens fredsfremmende effekt, og i årtiers politisk-videnskabelig litteratur. Regeringer – ligesom virksomheder – handler på incitamenter. Når forventede omkostninger stiger, bliver handlinger mindre attraktive.

Men sanktioner kommer altid efter konflikten er begyndt. Det er præcis som en brandforsikring der udbetaler penge – men kun til dem, der aldrig købte en røgalarm. Efter Ruslands annektering af Krim i 2014 kom der sanktioner, ja. Begrænsede, forsinket, og hurtigt overskygget af den prisfald på olie, der i hvert fald midlertidigt ramte den russiske økonomi hårdere end nogen EU-foranstaltning. Europa lod som om det virkede og gik videre.

Otte år senere var vi tilbage ved udgangspunktet – bare med mere destruktion på fakturaen.

Ukraines europæiske vending svækkede paradoksalt Ruslands risiko

Her er den konklusion, som virkelig burde holde politikere vågne om natten: Da Ukraine efter 2014 med rette begyndte at vende sig mod Europa og reducere sin afhængighed af russisk handel, havde det en utilsigtet bivirkning. Det reducerede de direkte, bilaterale tab, Rusland ville lide ved en krig.

Med andre ord: jo svagere de økonomiske bånd, jo lavere var tærsklen for Rusland til at gå i krig.

Det er ikke en argument for, at Ukraine skulle have holdt fast i sin afhængighed af Moskva. Det er et argument for, at Vesten burde have kompenseret for det tabte afskrækkende element ved at erstatte det med noget andet – for eksempel præcis de sanktioner, der kom et halvt år for sent. Det er svært at tolke det anderledes end som en kollektiv fejlvurdering af historiske dimensioner.

En sosu-assistent der møder ind til nattevagten og finder tre tomme senge, der burde have været besat, spørger ikke om reguleringen er i orden. Hun ved, at noget gik galt lang tid inden hun mødte ind. Europas politikere mødte ind til invasionen den 24. februar og spurgte: “hvad gør vi nu?” Det rigtige spørgsmål var stillet otte måneder tidligere – og ingen stillede det højt nok.

Energiafhængighedens jernlænke

Europes problem i 2021 var ikke manglende vilje alene. Det var troværdighed. En sanktionstrussel er kun afskrækkende, hvis modparten tror på, at man rent faktisk vil gennemføre den – og at man kan bære prisen.

Den pris var i 2021 europæisk energisikkerhed. Rusland leverede på det tidspunkt over 40 procent af EU’s naturgas. Priserne ville stige. Virksomheder ville lide. Vælgere ville klage. Og ingen regeringsleder i Berlin, Paris eller Rom ønskede at forklare, hvorfor varmeregningen steg for at forhindre en krig, der måske alligevel ikke kom.

Resultatet var en kollektiv handlingslammelse dækket af diplomatisk aktivisme. Masser af møder. Telefoner der blev taget. Erklæringer der blev udstedt. Og ingen troværdig trussel.

Det er ikke en kritik af enkeltpersoner. Det er en kritik af et system, der strukturelt prioriterer kortsigtede vælgerinteresser over langsigtede sikkerhedsinteresser. Et system, der kalder det “realisme”, når det egentlig er kortsigtethed.

Hvad 20 pakker faktisk fortæller os

EU’s 20 sanktionspakker imponerer i omfang. Finansielle restriktioner, handelsbarrierer, indefrysning af aktiver, individuelle sanktioner mod folk tæt på Kreml. Tilsammen har de påført den russiske økonomi reelle skader – lavere vækst, inflation, teknologisk afskæring, svigtende import af vestlige komponenter til militærindustrien. Det er ikke ingenting.

Men 20 pakker fortæller også en anden historie: at hver pakke er kommet, fordi den forrige ikke var nok. At eskalationen har været reaktiv. At strategien – trods al den politiske retorik om enhed og beslutsomhed – har været at følge krigen, ikke at forme den.

Forskningen fra Lausanne og Sciences Po sætter ord på det, mange har vidst men ikke villet sige: det er ikke sanktionernes styrke, der har svigtet. Det er timingen. Og timing er ikke et teknisk spørgsmål. Det er et spørgsmål om politisk vilje til at handle, inden det er for sent.

Næste gang – hvis der er et næste

Thoeniqs og kollegernes konklusion er konkret og handlingsorienteret: fremover bør EU bevæge sig mod forhåndsannoncerede, betingede sanktioner. Klare, definerede trusler om præcise økonomiske konsekvenser – knyttet til veldefinerede overtrædelser af folkeretten – udstedt, inden aggressionen sker.

Det lyder fornuftigt. Det er det også. Det er faktisk så fornuftigt, at man undrer sig over, at det ikke allerede er doktrin.

Svaret er sandsynligvis, at forhåndsannoncerede sanktioner kræver konsensus på forhånd. De kræver, at 27 EU-lande enes om, hvad der udløser en reaktion, inden reaktionen er nødvendig. De kræver, at politikere fortæller vælgerne, at der måske kommer en energiprisstigning – hvis et scenarie, der måske aldrig realiseres, alligevel realiseres. Det er politisk svært. Og derfor er det nemt at lade være.

Men det er præcis her, det er svært at have sympati med argumentet. For alternativet kender vi nu: 20 sanktionspakker, hundredtusinder dræbt eller såret, millioner fordrevet, enorme dele af Ukraine i ruiner. Regningen for at undgå den politisk ubehagelige samtale i 2021 er betalt – bare af ukrainerne.

Danmark er ikke uskyldigt i dette regnestykke. Som NATO-medlem og EU-partner har Danmark i årevis profileret sig som stærk fortaler for ukrainsk suverænitet og europæisk sikkerhed. Men da det gjaldt om at trykke på den præventive knap i 2021, var stemmen fra København ikke højere end fra de fleste andre. Det er ikke en anklage. Det er en observation, der bør sidde lidt.

Når EU nu overvejer sin næste skridt – og hvornår et 21. pakke eventuelt bliver nødvendigt – bør spørgsmålet ikke kun være: hvad kan vi straffe Rusland med? Spørgsmålet bør være: hvad kan vi true med næste gang, i tide nok til at det rent faktisk ændrer noget?

Fordi den virkelige værdi af sanktioner ligger ikke i at besvare en krig. Den ligger i at forhindre den. Og den mulighed bruges konsekvent op, hver gang verden venter på at se, om det bliver alvor.

ExtraFokus.com: Dybere blik på magten og de oversete historier.