Den studerende, der i dag modtager 7.426 kroner om måneden i SU, bor i en by, hvor en lille lejlighed i Indre By koster 11.000 kroner om måneden. Den matematik er ikke svær. Men tilsyneladende er den usynlig i Christiansborg.
- Satsen mod virkelighedens huslejer
- Hvordan hænger budgettet sammen i praksis?
- Hvordan andre lande indekserer deres studiestøtte
- Hvem rammes hårdest af gabet mellem SU og husleje?
- Politisk tavshed – eller et bevidst valg?
- Hvad Finansministeriets satsregulering ikke medregner
- Hvad andre lande gør anderledes
- Hvem rammes hårdest af gabet?
- Reformen, der er på vej – og det, den ikke løser
Læs også: Boligmarkedet er blevet forældrenes legeplads
Satsen mod virkelighedens huslejer
SU-satsen for udeboende på en videregående uddannelse er i 2026 7.426 kroner om måneden før skat – efter AM-bidrag og skat ender de fleste studerende med nå 5.000-5.400 kroner udbetalt. Samtidig viser opgørelser fra studieportalen Studentum, at huslejen for en ét-værelses lejlighed i København og på Frederiksberg i gennemsnit ligger omkring 222 kroner pr. kvadratmeter – mere end tre gange så højt som i de billigste danske studiebyer som Hillerød.
En typisk ét-værelses lejlighed i hovedstadsområdet koster ifølge samme opgørelse op mod 7.400 kroner om måneden – altså mere, end den fulde SU-sats udbetaler efter skat. Selv et værelse i København koster i gennemsnit omkring 4.800 kroner, hvor det samme værelse i Aalborg koster under 2.840 kroner.
Hvordan hænger budgettet sammen i praksis?
For en studerende i en billigere studieby som Aarhus kan regnestykket gå op, hvis SU suppleres med et studiejob og boligstøtte: Med 5.400 kroner i SU efter skat, 3.000 kroner fra et studiejob og 600 kroner i boligstøtte når man op på omkring 9.000 kroner månedligt – nok til husleje, mad, transport og forbrug, hvis man holder disciplin. Men i København, hvor depositum og forudbetalt husleje kan løbe op i over 50.000 kroner ved indflytning alene, er regnestykket markant strammere.
Boligstøtten er heller ikke en automatisk redningskrans: Den kræver, at boligen har eget køkken med indlagt vand og afløb – hvilket udelukker mange kollegieværelser med fælleskkøkken, netop den boligtype, mange studerende ellers ville vælge for at holde udgifterne nede.
Hvordan andre lande indekserer deres studiestøtte
Danmark er ikke alene om at have en studiestøtteordning, men er et af de få lande, hvor satsen ikke automatisk reguleres efter den lokale boligprisudvikling. I Norge bliver studielånet og -stipendiet fra Lånekassen årligt justeret efter en fast formel knyttet til grunnbeløpet i folketrygden, hvilket betyder, at studiestøtten følger den almindelige lønudvikling mere systematisk end den danske SU-sats. I Tyskland er BAföG-satsen blevet hævet flere gange siden 2022 netop med eksplicit henvisning til stigende huslejer i universitetsbyer som München og Berlin.
Den danske SU-sats reguleres efter den generelle sats- og beløbsregulering, som følger lønudviklingen i samfundet som helhed – men den boligprisudvikling, studerende i landets store byer reelt møder, har de seneste ti år løbet markant foran den generelle lønudvikling. Det er den kløft, der ligger til grund for, at SU-satsen på papiret stiger hvert år, mens den reelle købekraft for en studerende i København falder.
Hvem rammes hårdest af gabet mellem SU og husleje?
Det er ikke alle studerende, der rammes lige hårdt. Studerende fra hjem uden økonomisk overskud til at supplere SU’en er markant mere udsatte end studerende, hvis forældre kan betale et glidende tilskud eller stille en bolig til rådighed. Det skaber en social skævhed, som flere uddannelsesforskere har påpeget kan påvirke, hvilke unge der reelt har mulighed for at tage en uddannelse i en af landets store studiebyer, og hvilke der enten må fravælge attraktive uddannelser med adresse i hovedstaden eller pendle fra billigere boliger uden for byen, med den tidsmæssige belastning det medfører for studieintensiteten.
Dansk Studerendes Fællesråd har gentagne gange påpeget, at konsekvensen er et stigende antal studerende, der arbejder mere end de anbefalede 10-15 timer om ugen ved siden af studiet – med dokumenteret risiko for forlænget studietid og forringet studiegennemførelse, ifølge flere af Danmarks Statistiks egne opgørelser over sammenhængen mellem erhvervsarbejde og studietid.
Politisk tavshed – eller et bevidst valg?
Spørgsmålet, der sjældent stilles direkte i Folketingssalen, er, om den manglende kobling mellem SU-sats og boligpriser er en forglemmelse eller et bevidst politisk valg. En markant forhøjelse af SU-satsen er dyr for statskassen, og flere økonomer har peget på, at en SU-stigning, der fulgte boligprisudviklingen i de store studiebyer fuldt ud, ville koste statskassen flere milliarder kroner årligt – penge, der i givet fald skulle findes et andet sted i finansloven.
Læs også: Familier falder igennem – og ingen ser ud til at undre sig
Det betyder ikke, at problemet forsvinder, fordi det er dyrt at løse. Det betyder blot, at den stille omfordeling – fra studerende uden økonomisk rygdækning til dem med – fortsætter, indtil et flertal i Folketinget beslutter, at regningen er værd at betale.
Hvad Finansministeriets satsregulering ikke medregner
SU-satsen reguleres årligt efter satsreguleringsprocenten, som følger lønudviklingen på det generelle arbejdsmarked. Det lyder rimeligt, men mekanismen har en indbygget skvævhed: Den følger lønudviklingen, ikke huslejeudviklingen i de største studiebyer, hvor langt de fleste videregående uddannelser ligger. Danmarks Statistik har dokumenteret, at huslejerne i Københavnsområdet er steget markant hurtigere end lønudviklingen siden 2015, hvilket betyder, at SU’en – selvom den teknisk set følger inflationen – reelt har tabt købekraft i forhold til boligmarkedet år efter år.
Det er en stille form for udhuling, der ikke kræver en eneste politisk beslutning om at skære i SU’en. Systemet gør det af sig selv, fordi reguleringsmekanismen er bygget til en anden virkelighed end den, studerende i landets største byer reelt lever i.
Hvad andre lande gør anderledes
Norge har siden 2023 indført differentierede studiestøttesatser, der tager højde for regionale forskelle i leveomkostninger – studerende i Oslo modtager en højere sats end studerende i mindre norske byer. Danmark har ingen tilsvarende regional differentiering: En studerende i København og en studerende i Esbjerg får præcis samme SU-sats, selvom huslejeforskellen mellem de to byer ofte overstiger 3.000 kroner om måneden.
Dansk Ungdoms Fællesråd og Danske Studerendes Fællesråd har begge i høringssvar til tidligere SU-reformer peget på den manglende regionale differentiering som et strukturelt problem, uden at det er blevet politisk prioriteret. Argumentet fra skiftende regeringer har konsekvent været administrativ kompleksitet – det vil ifølge embedsværket kræve en ny infrastruktur at differentiere satser geografisk, som det eksisterende SU-system ikke er bygget til.
Hvem rammes hårdest af gabet?
Konsekvensen rammer ikke alle studerende lige hårdt. Studerende fra hjem med økonomisk overskud kan få suppleret SU’en af forældre uden at låne – en mulighed, der ikke står åben for studerende fra lavindkomstfamilier. Det skaber en social skvævhed i, hvem der reelt har råd til at studere i København eller Aarhus, uden at pådage sig betydelig gæld allerede inden første lønseddel som færdiguddannet.
Det er nøjagtig den type social skvævhed, SU-systemet historisk blev indført for at modvirke: Lige adgang til uddannelse, uafhængigt af forældrenes økonomi. Hvis satsen ikke følger med virkelighedens huslejer, undermineres netop det prinsip – stille og gradvist, uden en eneste politisk beslutning, der direkte behandler det.
Reformen, der er på vej – og det, den ikke løser
Nye SU-regler træder i kraft fra januar 2027 for studerende, der påbegynder en ny videregående uddannelse fra 1. juli 2025 eller senere. Ændringerne omfatter blandt andet en reduceret SU-klippramme og udvidet adgang til slutlån – men ingen af delene ændrer på den grundlæggende sats, der har stået næsten stille, mens huslejerne i de store studiebyer er steget markant.
Resultatet er en stille omfordeling: Studerende fra familier, der kan supplere SU’en, klarer sig. Studerende uden den støtte må enten arbejde markant mere ved siden af studiet, flytte til en billigere studieby – eller tage SU-lån, der skal betales tilbage, længe før de får deres første lønseddel som færdiguddannede.
ExtraFokus.com: Dybere blik på det danske samfund.
