Bruxelles vil bruge din skattekrone på at gøre dig til “rigtig europæer”

EU har for nylig – uden en eneste overskrift i dansk presse – underskrevet sin første nogensinde fælles kulturerklæring mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen.

Formålet er sort på hvidt: at få borgerne til at “identificere sig” mere med EU. Det, ingen i Bruxelles siger højt, er hvorfor. Svaret står i deres egne dokumenter – og det handler om, at europæerne stemmer forkert.

Den 18. juni 2026 underskrev formanden for Ministerrådet, formanden for Europa-Parlamentet og Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, noget, der aldrig er sket før i EU’s historie: en fælles, kulturspecifik politisk erklæring med titlen “Europe for Culture, Culture for Europe”. Alle tre af EU’s øverste institutioner forpligtede sig til at placere kultur “i hjertet af det europæiske projekt.”

Bag festtalen ligger et konkret, allerede vedtaget strategidokument – Culture Compass for Europe, vedtaget af Kommissionen 12. november 2025. Det lægger ikke skjul på formålet: at få europæerne til at føle sig som europæere først, og danskere, tyskere eller franskmænd i anden række.

Et problem, EU selv skabte sig et svar på

Kommissionen lægger ikke skjul på, hvad der udløste strategien: faldende opbakning til EU-projektet, særligt blandt unge mænd, der i stigende grad stemmer på nationalkonservative og EU-skeptiske partier. Kulturkommissær Glenn Micallef kaldte det ved lanceringen for noget, der “peger på det, der gør Europa menneskeligt.”

Det er varm festtale. Det juridiske dokument bag – Kommissionens meddelelse COM(2025) 785 – er koldere og mere afslørende.

Culture Compass skal fungere som “det strategiske anker” for kultur i EU’s næste syvårige budgetramme, MFF 2028-2034, i det nuværende udspil på næsten 2.000 milliarder euro. Kultur skal ikke længere være en isoleret budgetpost. Den skal væves ind i stort set alt, EU foretager sig.

Det officielle påskud er teknokratisk og pænt: Den Europæiske Revisionsret konkluderede i en rapport forud for strategien, at EU’s kulturpolitik er for fragmenteret og mangler en samlet strategisk ramme. Det er sandsynligvis korrekt rent forvaltningsmæssigt.

Men det er ikke den reelle drivkraft. Den reelle drivkraft er, at et stigende antal europæiske vælgere ikke længere identificerer sig med det, EU gerne vil have dem til at føle – en udvikling ExtraFokus tidligere har dækket i sammenhæng med demokratiets svækkelse i Europa.

Et gammelt greb i nyt tempo

Idéen om, at EU skal bygge en fælles identitet gennem kultur, er ikke ny. Den går tilbage til 1954, hvor Europarådet – kun ni år efter Anden Verdenskrigs afslutning – underskrev den europæiske kulturkonvention.

Det mest kendte resultat kom i 1985, da den daværende græske kulturminister Melina Mercouri og hendes franske kollega Jack Lang fik EU til at oprette ordningen “Europæisk Kulturhovedstad”. Formålet dengang var, ifølge Kommissionen selv, at styrke borgernes følelse af at høre til et fælles europæisk kulturområde. Siden er over 70 byer blevet udnævnt, fra Athen til Chemnitz.

Forskellen på 1985 og 2026 er tempoet og pengene. Dengang handlede det om enkeltstående festivaler i udvalgte byer. I dag handler det om at bygge et permanent overvågnings- og påvirkningsapparat: en tilbagevendende “State of Culture in the EU”-rapport, en fast strømlinet dialog med kultursektoren, og en central “EU Cultural Data Hub”, der skal indsamle data om, hvordan europæerne har det med deres europæiskhed.

Ifølge Kommissionens egen Eurobarometer-måling mener 87 procent af de adspurgte allerede, at kultur og kulturarv bør have en meget vigtig plads i Unionen, “så borgerne føler sig mere europæiske.” Det tal bruges nu som mandat til at handle – uanset at et Eurobarometer-svar om, hvorvidt kultur er “vigtigt”, ikke er det samme som et ønske om, at EU skal finansiere en identitetsombygning.

Det er værd at holde fast i denne forskel, fordi den ofte drukner i festtalens sprog om “vores fælles kulturarv”.

Et Eurobarometer-spørgsmål, der beder folk tage stilling til, om kultur er “vigtigt”, vil stort set altid give et højt ja-tal – ligesom de fleste vil svare ja til, at sundhed eller uddannelse er vigtigt. Det er noget helt andet at spørge, om borgerne ønsker, at EU-Kommissionen skal bruge fællesskabets midler på målrettet at forme deres nationale selvopfattelse i en mere europæisk retning.

Det spørgsmål er, så vidt ExtraFokus kan se, aldrig blevet stillet direkte til vælgerne – hverken i Danmark eller andre medlemslande.

Redskaberne: unge ambassadører og et europæisk identitetskort

Strategien rummer 20 initiativer. To af dem er direkte rettet mod den generation, Kommissionen betragter som tabt til nationalismen:

• Et “Youth Cultural Ambassadors Network” – et udvalgt korps af unge, som skal “diskutere kulturpolitiske spørgsmål” direkte med Kommissionen.
• Et gensidigt anerkendt europæisk kulturpas for unge, samt en udvidelse af EU’s ungdomsrabatkort under Erasmus+, planlagt i 2026 og 2027.

Selv kultursektorens egen lobbyorganisation, Culture Action Europe – som ellers bakker strategien fuldt op – advarer om, at ambassadørnetværket risikerer at blive, hvad de selv kalder en “tokenization of youth”: at et håndplukket, symbolsk udsnit af unge bruges til at legitimere en politik, resten af generationen aldrig blev spurgt om. Når selv arkitekterne bag idéen indrømmer risikoen for skinlegitimitet, er det ikke pil ud af luften.

Havde en dansk regering foreslået et statsfinansieret “ungdomsambassadørkorps” til at styrke unges danske identitet, ville det med rette blive kaldt statslig identitetspolitik. Når EU gør det samme i europæisk målestok, kaldes det kultur.

Regnestykket, der skal retfærdiggøre det hele

Argumentet, der bærer hele strategien, er, at EU er farligt underfinansieret i kampen om borgernes tilhørsforhold. Culture Action Europe – samme lobbyorganisation, som i praksis har skrevet store dele af Compass’ets sprogbrug – har leveret tallet, alle citerer: Rusland brugte i 2024 over 1 milliard euro på det, organisationen selv kalder kulturpropaganda. Det er tre gange så meget som Creative Europes årlige budget på 335 millioner euro.

Tallet er ægte. Men det er ikke leveret af en uafhængig revisor. Det kommer fra en interesseorganisation, der samtidig lobbyer for markant mere EU-finansiering til sine egne medlemmer – og som bruger et autokratisk regimes propagandaudgifter som løftestang for et demokratisk fællesskabs kulturbudget. Det er ikke analyse. Det er en regning, skrevet af den, der selv skal have pengene.

Samme organisation peger også på Kina, der driver Konfucius-institutter og kultursamarbejder under Belt and Road-initiativet på tværs af europæiske universiteter og byer, som endnu et eksempel på, at “autokratiske regimer bevæbner kulturen.” Det er en reel geopolitisk observation – et mønster ExtraFokus har set før i EU’s forhold til Kina. Men den bruges igen til at legitimere, at EU selv skal gøre det samme – blot under et andet navn.

Selv Parlamentet er splittet – på et retorisk dobbeltspil

Modstanden er ikke kun ekstern. Da Europa-Parlamentet debatterede Culture Compass i marts 2025, sagde den bulgarske ECR-parlamentariker Ivaylo Valchev det rent ud: “Culture is a national competence and cannot be dictated to from Brussels.”

Den franske Renew-parlamentariker Laurence Farreng svarede i praksis igen med det stik modsatte argument: “our cultural compass is our sovereignty” – som forsvar mod amerikansk indflydelse. Suverænitet er altså fint, når det er EU over for USA. Suverænitet er et problem, når det er nationalstaten over for Bruxelles – en dobbeltmoral, ExtraFokus har dokumenteret på andre politikområder.

Samme dobbeltmoral går igen hos den franske S&D-parlamentariker Emma Rafowicz, næstformand for Parlamentets kulturudvalg: hun har brugt ordet “propaganda” om amerikansk filmpolitik under Trump-administrationen, mens hun samtidig arbejder for et markant større EU-kulturbudget til præcis den samme type formålsrettede kulturpolitik. Ordet “propaganda” er, konsekvent, noget de andre laver. Aldrig noget, man selv laver.

Det er værd at bemærke, at ingen af de 15 danske medlemmer af Europa-Parlamentet – heriblandt de, der sidder i den nationalkonservative gruppe Patriots for Europe – har markeret sig offentligt i debatten om Culture Compass. Hverken for eller imod.

Dette, mens franske, bulgarske og maltesiske parlamentarikere kæmper åbent om, hvem der skal definere europæisk identitet, er dansk politisk stemme fraværende i sagen – på trods af, at den siddende regering herhjemme allerede har nok at se til med sine egne flertalsproblemer, og på trods af, at sagen direkte handler om, hvordan danske skattekroner over EU-budgettet fremover skal bruges til at forme danskeres selvopfattelse.

En ubehagelig detalje: propagandaen findes allerede

Mens EU-institutionerne stadig diskuterer flagskibsinitiativer og strukturerede dialoger, findes der allerede en uofficiel forsmag på, hvad statsfinansieret EU-identitetsarbejde kan ende med at ligne.

En håndfuld anonyme sociale medie-konti, blandt andet en kendt under navnet @EU_front, producerer selverklæret “EU-propaganda”: korte, følelsesladede videoklip om EU’s udvidelse, romantiserede portrætter af unionens grundlæggere og satiriske hyldester til EU-reguleringer.

Kontiene er ikke finansieret af Kommissionen og drives efter eget udsagn af unge, private ildsjæle. Men de illustrerer, hvilken retorisk genre statsstøttet “kulturdiplomati” nemt kan glide ind i, når målet ikke længere er kunst, men følelsesmæssig overtalelse.

Borgerne har allerede stemt – og fik ikke ret

Det spørgsmål, hverken Kommissionen, lobbyorganisationerne eller de begejstrede parlamentarikere stiller højt, er det simple, demokratiske: Ved valget til Europa-Parlamentet i 2024 fik nationalkonservative og EU-kritiske partier den hidtil højeste andel af mandaterne – 191 ud af 720, svarende til 27 procent.

Det er ikke en fejl i systemet. Det er millioner af europæiske vælgere, herunder danske, der stemte bevidst og med vilje – en tendens, der også afspejles herhjemme i Dansk Folkepartis genopstandelse ved seneste valg.

EU’s svar på det valgresultat er ikke selvransagelse. Det er en fælleseuropæisk identitetsstrategi, finansieret over det ordinære budget, hvis udtrykkelige mål er at få flere af de vælgere til at føle noget andet, end de stemte for. Det er ikke demokrati, der retter ind efter vælgerne. Det er institutioner, der forsøger at omgå dem med finansieret tilhørsfølelse, fordi de rigtige svar ikke kom ud af stemmeboksene.

Traktaterne giver ganske vist EU en birolle på kulturområdet, så længe medlemslandenes kompetence respekteres – et forbehold, selv Valchev måtte minde Parlamentet om er reelt, ikke kun formelt.

Men det ændrer ikke ved kernen: denne politik er nu formelt forankret helt op i den kommende syvårige budgetramme, besluttet uden en eneste reel debat i Folketinget – og uden at nogen har spurgt de 27 procent af europæerne, der stemte for det modsatte, om de overhovedet ønsker at blive overbevist om noget andet.