De var færdige. Dømt ude. Efter valget den 1. november 2022 fik Dansk Folkeparti 2,6 procent og fem mandater – partiets hidtil dårligste resultat siden stiftelsen i 1995. Men nu, mindre end tre uger før danskerne går til urnerne den 24. marts 2026, viser en ny Epinion-måling 9,5 procent til Morten Messerschmidt og co. Det er ikke en meningsmåling. Det er en politisk jordskælvsmelding.
Læs også: Morten Messerschmidt: DF-formandens kamp for et Danmark til danskerne
Fra aske til comeback
Forhistorien er vigtig for at forstå dramatikken. I 2022 forlod en række centrale DF-profiler partiet – herunder Søren Espersen og Peter Skaarup – og trak tusindvis af vælgere med over i det nystiftede Danmarksdemokraterne under Inger Støjbergs ledelse. Danmarksdemokraterne høstede frugterne med 8,1 procent og 14 mandater samme valgår, mens DF nærmest imploderede. Det lignede et generationsskifte i dansk nationalkonservativ politik – et stafetskifte fra det gamles grand old party til Støjbergs friske projekt.
Men stafetten er tilsyneladende ved at blive sendt retur. I denne valgkamp viser Epinion-målingen fra 15. marts 2026, at 19 procent af dem, der stemte på Danmarksdemokraterne i 2022, nu planlægger at stemme DF. Det er ikke tilfældigt. Det er et mønster. En Voxmeter-måling fra den 2. marts 2026 viste allerede DF på 6,5 procent, og siden da er kurven gået støt opad – ifølge den seneste Epinion-måling nu op til 9,5 procent.
Hvad driver fremgangen?
Det afgørende spørgsmål er: Hvad har ændret sig? Morten Messerschmidt har siden 2022 holdt en konsekvent og skarp linje på indvandring og national identitet – og han har gjort det uden at miste troværdighed til sager eller interne konflikter, der hærgede partiet i en årrække. DF’s ikke-forhandlbare krav om netto-udvandring af muslimer fra Danmark, præsenteret den 1. marts 2026, er kontroversielt – men det sender et klart signal til kernevælgerne om, at partiet ikke er til at rokke.
Her står vi over for et paradoks: Det, der i mediernes øjne kan virke som politisk radioaktivt, fungerer som en vælgermagnet for en bestemt del af blå blok. Messerschmidts styrke er, at han har forenklet budskabet til det absolutte. Vælgere, der søger klarhed frem for nuance, finder det hos ham. Danmarksdemokraterne har derimod forsøgt at være lidt af hvert – stabile, konstruktive, ansvarlige – og den position er sværere at sælge i en polariseret valgkamp.
Støjbergs stille krise
Det er værd at konstatere, hvad Danmarksdemokraternes tilbagegang faktisk betyder. Et fald fra 8,1 procent i 2022 til 6 procent i den seneste måling er ikke dramatisk i absolut tal – men partiet var grundlagt på løftet om at være noget nyt og stærkere end det gamle DF. Når 19 procent af 2022-vælgerne aktivt vender tilbage til DF, er det en dom over Støjbergs evne til at fastholde sin base.
Det der bekymrer mig er, at Danmarksdemokraterne aldrig har fundet et tydeligt politisk DNA ud over Støjbergs personlighed. Partier bygget på én persons karisma har det svært, når karismaen ikke er nok til at vinde kampen om de samme vælgere. Støjberg afviser målingens betydning med formuleringen “vi har masser i ærmet endnu” – men den slags retorik lugter af defensiv kommunikation snarere end offensivt selvtillid.
Hvad betyder det for Danmark efter den 24. marts?
Konsekvensen af et stærkt DF er ikke abstrakt. Messerschmidt har allerede lagt sine krav på bordet: DF vil have netto-udvandring af muslimer som ubetinget krav til en blå regering. Holder 9,5 procent sig til valgdagen, vil DF potentielt blive tredjestørste blå parti – kun overgået af Liberal Alliance og Venstre. Det giver Messerschmidt en mandatmæssig tyngde, som en kommende borgerlig statsminister ikke kan ignorere.
Fra mit ståsted er det en vigtig korrektiv til en dansk politisk fortælling, der de seneste år har handlet om moderering og ansvar i regeringsrummet. Et stærkt DF sender signalet til vælgerne i den nationale del af højrefløjen, at radikale krav kan betale sig valgmæssigt – og det vil forme forhandlingerne i den kommende regeringsdannelse, uanset hvem der ender i Statsministeriet.
Historien er ikke fortalt endnu
Valget den 24. marts 2026 er stadig åbent. Epinion-målingen er et øjebliksbillede, og den statistiske usikkerhed betyder, at DF på papiret ligefrem kan blive blå bloks største parti. Eller tallet kan falde tilbage. Men én ting er sikker: fortællingen om Dansk Folkepartis død var for tidlig.
Spørgsmålet du bør stille dig selv er, hvad et stærkt DF reelt vil betyde for den politiske kurs i Danmark de næste fire år – ikke kun symbolsk, men konkret i den lovgivning der ender på Christiansborg. Og hvis du mener, at dansk politik fortjener dybere analyse frem for overfladiske nyhedsklip, er du velkommen til at støtte ExtraFokus.com’s arbejde med en frivillig donation – det er den eneste måde, vi kan fortsætte med at grave dybere.
