Journalister dør ikke – de bliver dræbt. I 2025 blev mindst 67 journalister verden over slået ihjel på grund af deres arbejde, og næsten halvdelen af dem døde i Gaza under israelske angreb.
- Hvorfor er Gaza verdens farligste sted at være journalist?
- Mexico, Sudan, Ukraine: Volden mod dem, der dækker volden
- Verdens største fængsler for journalister
- Hadet, der bliver til kugler – og straffriheden, der holder hånden over morderne
- Pressen i klemme mellem krig, autoritære regimer og demokrati under pres
- Hvor efterlader det os – og hvad kan gøres?
Samtidig sidder 503 journalister fængslet, 135 er forsvundet, og 20 holdes som gidsler – et globalt kort over frygt, tavshed og straffrihed. Reporters Without Borders (RSF) kalder 2025 “et dødeligt år for journalister”, drevet af had, organiseret vold og staters manglende vilje til at beskytte retten til at informere.
Hvorfor er Gaza verdens farligste sted at være journalist?
Gaza er epicenteret for 2025’s drab: Omkring 29 af de dræbte journalister blev ifølge RSF slået ihjel af israelske styrker, svarende til omkring 43–45% af alle journalistdrab globalt i år.
Siden krigen eskalerede i oktober 2023, vurderer RSF, at næsten 220 journalister er blevet dræbt af den israelske hær, hvoraf mindst 65 eksplicit er dræbt på grund af deres arbejde eller mens de arbejdede.
Flere blev ramt i såkaldte “double tap”-angreb, hvor et område rammes igen kort efter første nedslag – en taktik, der øger risikoen for at dræbe redningsfolk og reportere, der dækker angrebet. Israel afviser at målrette journalister, men RSF har sendt sager til Den Internationale Straffedomstol og argumenterer for, at mønstret – gentagne tilfælde, hvor klart markerede pressefolk rammes – ikke længere kan forklares som uheld.
Mexico, Sudan, Ukraine: Volden mod dem, der dækker volden
Gaza er ikke det eneste helvede. Mexico er igen blandt de dødeligste lande uden for krigszoner, med mindst ni dræbte journalister i 2025, mange lokalt forankrede reportere, der dækkede korruption, karteller og lokalt magtmisbrug.
I Latinamerika som helhed har RSF allerede midt på året registreret flere drab end i hele 2024, især på community-journalister uden stor international opmærksomhed eller beskyttelse.
I Sudan og Ukraine betaler journalister prisen for at rapportere fra frontlinjer: i Sudan er reportere blevet direkte mål for både regeringsstyrker og paramilitære grupper, mens journalister i Ukraine rammes af droner, artilleri og vilkårlige angreb på civile områder.
RSF og andre organisationer dokumenterer, at det ofte netop er dem, der insisterer på at dække krigsforbrydelser og civile tab, der først bringes til tavshed.
Verdens største fængsler for journalister
Døden er den yderste konsekvens; fængsling og bortførelse er den daglige realitet. I 2025 sidder mindst 503 journalister fængslet verden over, fordelt på 47 lande. RSF peger på tre “store fængsler”:
- Kina: fortsat verdens største pressefængsel med 121 fængslede journalister.
- Rusland: nu nr. 2 med 48 fængslede, heraf 26 ukrainere – flere dømt in absentia eller på baggrund af dækning af krigen.
- Myanmar: 47 journalister bag tremmer efter militærkuppet.
Israel fremhæves som det land, der fængsler næstflest udenlandske journalister: 20 palæstinensiske journalister var ved årets udgang fængslet, de fleste arresteret i Gaza og på Vestbredden de seneste to år.
Samtidig er 135 journalister registreret som forsvundne i 37 lande – især i Syrien og Mexico, hvor familier i årevis lever uden svar.
Læs også: Kina sælger organer fra levende fanger – Danmark kigger væk
Hadet, der bliver til kugler – og straffriheden, der holder hånden over morderne
RSF’s generaldirektør formulerer det brutalt: “Journalister dør ikke bare – de bliver dræbt. Det er her, hadet mod journalister fører hen.” Hadtale mod medier – fra statsoverhoveder, militser, troll-hære og statsmedier – skaber et klima, hvor reportere fremstilles som “fjender”, “terrorister” eller “landsforrædere”. Når præsidenter, generaler eller ministre taler sådan, tager andre over med fysisk vold.
Samtidig er straffriheden massiv. UNESCO anslår, at omkring 85% af drab på journalister globalt forbliver uopklarede og ustraffede – en forbedring på kun få procentpoint over seks år. Det betyder i praksis, at gerningsmænd – fra karteller til hærchefer – kan forvente at slippe afsted med det.
Og hver ustraffet morder sender et klart signal til den næste: prisen for at dræbe en journalist er lav.
Pressen i klemme mellem krig, autoritære regimer og demokrati under pres
Det særligt foruroligende ved 2025-rapporterne er, hvor bredt angrebene spænder. I klassiske autoritære stater som Rusland, Kina og Myanmar kombineres fængslinger, bortførelser, eksil-domme og vold med massive censurregimer.
I overgangssamfund som Georgien, Azerbaijan og flere Balkan-lande ledsages fysisk vold mod journalister af lovgivning, der kriminaliserer “falske nyheder”, “udenlandsk påvirkning” eller “æreskrænkelser” i et omfang, der reelt lukker kritisk presse.
Og selv i lande, der kalder sig demokratiske, er udviklingen bekymrende: RSF beskriver, hvordan pressefriheden globalt er på sit laveste niveau i årevis, med øget politisk polarisering, stigende verbal hetz, økonomisk pres på uafhængige medier – og i nogle lande direkte kriminalisering af kritisk dækning.
Læs også: EU overvåger mediefrihed – men stirrer på kortet, mens verden brænder
Hvor efterlader det os – og hvad kan gøres?
For den enkelte læser langt fra Gaza, Khartoum eller Mexico City kan tallene føles abstrakte. Men de har konkrete konsekvenser for, hvad vi ved – og hvad vi aldrig får at vide.
Hver myrdet journalist er én mindre, der kan dokumentere krigsforbrydelser, korruption, overgreb mod civile. Hver fængslet reporter er en historie, der aldrig bliver skrevet. Hver forsvunden fotograf er et hul i vores kollektive hukommelse.
RSF og andre organisationer efterlyser tre ting, der – hvis de blev taget alvorligt – kunne vende kurven:
- Konsekvent efterforskning og retsforfølgning af drab på journalister, også når gerningsmænd er allierede eller “nyttige” stater.
- Styrkede beskyttelsesmekanismer – sikkerhedsuddannelse, nødvisaordninger, mulighed for midlertidigt ophold i sikre lande for truede journalister.
- Politiske omkostninger for stater og væbnede grupper, der systematisk angriber medier – gennem sanktioner, pres og internationalt retsligt ansvar.
Indtil da vil kurven formentlig fortsætte, som den gør nu: opad. 2025 var et dødeligt år for journalister. Hvis had og straffefrihed får lov til at sætte normen, bliver det ikke det sidste.
