EU’s energimafia: Tyskland drager fordel af dansk havvind – et tab på milliarder

EU's energimafia: Tyskland drager fordel af dansk havvind – et tab på milliarder

Fra dækket på en servicebåd kan man se konturerne af Horns Rev, en af verdens største havvindparker, bygget med dansk kapital og dansk ingeniørkunst. Energien løber ud i det europæiske net.

Indholdsfortegnelse
  1. Hvad der faktisk sker på elmarkedet
  2. Subsidier, udbud og hvem der reelt tjener
  3. Den politiske bekvemmelighed
  4. Brint løser ikke prisproblemet
  5. Hvad der burde diskuteres
  6. Kilder

Læs også: Sådan rammer olieprisen din pengepung i 2026, Danmark importerer atomkraft. Vi taler bare ikke om det.

Prisen sættes i Frankfurt. Spørgsmålet stiller sig selv: hvem får egentlig værdien af dansk havvind? Svaret handler om europæisk markedsdesign, og det er ikke et behageligt et.

Hvad der faktisk sker på elmarkedet

EU’s indre energimarked fungerer på ét overordnet princip: strøm skal flyde frit på tværs af grænser, og prisen skal sættes af spotmarkedet time for time. Det er i teorien effektivt.

I praksis har det en bivirkning, som sjældent diskuteres åbent: når Danmark producerer store mængder vindstrøm, og det gør vi stadigt oftere. Dumper spotprisen i hele prisområdet. Vi sælger billigt. Når vinden ikke blæser, køber vi dyrt.

Energinet offentliggør løbende data over eksport og priser. Mønsteret er konsekvent: I perioder med høj dansk vindproduktion er eksportprisen til Tyskland og Sverige markant lavere end den gennemsnitlige importpris i de perioder, hvor Danmark trækker på nettet.

Denne pris-asymmetri er ikke tilfpældig. Den er strukturelt indbygget i et marked, der favoriserer større økonomier med mere diversificeret produktion og større lagringss kapacitet.

Hertil kommer kabelinfrastrukturen. NordLink-kablet med en kapacitet på 1.400 MW forbinder Danmark direkte med det tyske net. Kontek-kablet gør det samme.

Disse kabler er gode for forsyningssikkerheden, men de er også den fysiske infrastruktur, der muliggør, at dansk vindoverskud konverteres til billig tysk industri el. Aftalerne bag kablerne er indgået i samarbejde med tyske myndigheder og er viderefort i seneste samarbejdsaftale fra juni 2025 underskrevet af Mette Frederiksen og Olaf Scholz.

Subsidier, udbud og hvem der reelt tjener

Den danske stat subsidierer havvind gennem garanterede afregningspriser, CfD-ordninger (Contracts for Difference) og risikoafdækning i udbudssystemet. Det betyder, at den danske skatteborger bærer en del af risikoen og udviklingsomkostningerne ved at bygge kapaciteten. Mens markedsprisen for den producerede strøm sættes af et europæisk spotmarked, Danmark ikke kontrollerer.

Vindmølleselskaberne. Primært Ørsted og Vattenfall. Er børsnoterede selskaber med internationale aktionprofiler. Ørsted er ganske vist delvist statsejet, men statens ejerskab beskytter ikke automatisk danske borgeres energiprisinteresse, når selskabets afkast afhænger af eksportpriser fastsat på europæiske børser.

Fiskerne er et konkret eksempel på dem, der bærer byrder uden tilsvarende fordele. Havvindparkerne lægger beslag på fiskeriområder i Nordsøen. Kompensationsordningerne er begrænsede og omstridte. En fisker fra Fanø, jeg har talt med, beskriver det sådan: „De sætter møller på mine banker. De får en EU-bonus for det. Jeg får en kompensationsformular.”

Den politiske bekvemmelighed

Energisamarbejdet med Tyskland sælges politisk som en geopolitisk succes: europæisk uafhængighed af russisk gas, fælles klimaindsats, styrket alliancesolidaritet. Alt dette er reelt. Men det er ikke hele historien, men den del af historien, som er behagelig at fortælle ved pressemøder i Berlin og Brüssel.

Den ubehagelige del handler om, at Danmark i de kommende ti år er ved at bygge en havvindkapacitet, der langt overstiger dansk forbrug. Med de planlagte 75 GW frem mod 2030 bliver Danmark en massiv nettoeksportør. Det er godt for klimaet. Det er godt for EU’s grønne omstilling. Spørgsmålet, som ingen minister rigtigt besvarer, er: hvad får den danske skatteborger ud af at subsidiere kapacitet, som primært eksporteres til priser, han ikke har indflydelse på?

Green Power Denmark og andre brancheorganisationer har længe argumenteret for bedre vilkår i EU-forhandlingerne. Det er rimeligt. Men det er også en brancheorganisation, der repræsenterer producenternes interesser, ikke forbrugernes og ikke skatteborgerens. De to interesser er ikke identiske, men værd at huske.

Brint løser ikke prisproblemet

Når politikere adresseres på prisbalancen, peger de typisk på brint som svaret. Danmark skal ikke bare eksportere strøm. Vi skal konvertere den til grønt brint og eksportere det med højere merværdi. Det er en logisk strategi. Det er også en strategi, der stadig i vid udstrækning befinder sig på tegnebrættet.

De store brintfaciliteter er ikke bygget endnu. Elektrolysek apaciteten er langt bag skemaet. Og Tysklands løfte om 10 milliarder kroner i støtte til dansk brint. Bredt citeret som bevis på, at samarbejdet er gensidigt fordelagtigt. Er et løfte om støtte til en produktion, der primptært skal dække Tysklands industrielle behov. Ikke Danmarks. Det er ikke et kritikpunkt i sig selv. Eksport er godt. Det er et argument for at stille spørgsmålet mere præcist: hvem sætter betingelserne?

Hvad der burde diskuteres

Debatten om dansk energipolitik kører i to spor, der sjældent mødes. Det ene spor handler om klimamål, udbygningshastighed og teknologivalg. Det er en vigtig debat. Det andet spor. Som er næsten fraværende. Handler om markedsstruktur, prismagt og hvem der reelt drager fordel af de investeringer, den danske stat og de danske forbrugere bidrager til.

Konkret kunne man stille følgende spørgsmål til Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet: Hvad er det forventede nettobidrag til det danske samfund. Målt på jobs, skatteindprovenu og energipriseffekt. Af de planlagte 75 GW havvindkapacitet, når eksport- og importdynamikker medregnes fuldt ud? Det spørgsmål bliver ikke stillet offentligt. Det burde det.

Peter fra Esbjerg skal nok sige, at han er stolt af sit arbejde. Det er han med rette. Men stolthed og retfærdige vilkår er to forskellige ting. Danmark producerer Europas reneste energi. Det er godt. At betingelserne for, hvem der får hvad ud af det, sættes i Frankfurt og Brüssel uden tilstrækkelig dansk indflydelse. Det er ikke godt nok.

ExtraFokus.com: Dybere blik på magten og de oversete historier.

Uafhængig journalistik

ExtraFokus er reklamefrit, og det koster

Bliv en af de første 100 støttemedlemmer for 59 kr./md og hold graveriet kørende.

Ingen kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev for at få vores nyeste artikler med det samme!

Støt ExtraFokus

Bliv en af de første 100 støttemedlemmer af ExtraFokus. Ingen annoncer, intet mediehus, bare læsere som dig.

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev for at få vores nyeste artikler med det samme!

Støt ExtraFokus

Bliv en af de første 100 støttemedlemmer af ExtraFokus. Ingen annoncer, intet mediehus, bare læsere som dig.