Heriberto Cabezas har fisket hele sit liv. Nu sidder han ved “Terminal Tre” – det navn, lokalbefolkningen på Playa Baracoa vest for Havana har givet den strækning af kysten, hvor så mange har kastet sig ud på Floridastrædet på tømmerflåder og råddent træ, at det føles som en lufthavn. Han har ikke fisket i tre år. Staten tog hans licens. Hans søn rejser til Italien til sommer. Cabezas bliver selv. “Jeg vil dø her,” siger han. “Mine aske vil blive spredt på havet.”
Det er ikke poesi. Det er en tilstand.
Cuba befinder sig i 2026 i sin dybeste krise siden revolutionen i 1959 – og muligvis i sin moderne histories dybeste overhovedet. Hylderne er tomme. Strømmen er borte i timevis dagligt. Benzinkøerne er digitaliseret til apps, fordi selve køen er for lang til at stå i. Cubas BNP faldt med fem procent i 2025, og landets egne økonomer fra Centro de Estudios de la Economía Cubana advarer om, at krisen i 2026 kan blive endnu dybere. Det er ikke en geopolitisk abstraktion. Det er sultne børn og tiggede pensionister.
Og midt i det hele: En amerikansk præsident, der råber “lav en aftale, før det er for sent” – og en verden, der ser til og venter på, hvad der sker.
Et system der spiser sine egne
Dayron Cabañas er 40 år. Han uddannede sig til marineingeniør på en ø, der reelt ikke har en flåde. Så brugte han sin militærtjeneste på at jagte landsmænd, der flygtede over havet på tømmerbåde. “Det var forfærdeligt, når vi fangede nogen,” har han sagt. “De havde givet afkald på alt for at flygte – og så blev de fanget. De så knuste ud.”
Han fandt siden arbejde i logistik for et cubansk biotekfirma, kom til Thailand, kom hjem igen under pandemien. Og opdagede, at hans generation var borte. “De var alle rejst. En hel generation var væk.” Nu kører han pakker fra udlandsboende cubanere til familier tilbage på øen og sidder i en digital benzinkø, der sprang fra nummer 3.000 til 11.000 da det første tankskib blev beslaglagt i Caribien i december.
Det er Cuba i 2026: Et folk, der er opdraget til at finde løsninger på det umulige. Ingen gas? Kul. Ingen bil? Cykel. Ingen strøm? Stearinlys. Cubas tilpasningsevne er et nationalt overlevelsestræk – og det er præcis det, der holder systemet i live. Ikke fordi det fungerer, men fordi folk er for opfindsomme til at lade det kollapse spektakulært.
Det er et paradoks, som de fleste analyser glemmer: Cuba falder ikke, fordi cubanerne er for gode til at klare sig i en krisetilstand. De betaler prisen personligt, dag for dag, år for år.
Pengene bag kollapset
For at forstå, hvorfor Cuba er, hvor det er, skal man følge olien – ikke ideologien.
Da Sovjetunionen faldt i 1991, styrtdykkede Cuba ind i det, regimet kaldte “den særlige periode”. BNP faldt med 35 procent. Befolkningen sultede. Og Cuba begyndte en stille auktion efter nye sponsorer. Hotel Nacional i Havana dokumenterer processen på en æresvæg: Kinas Jiang Zemin var der i 1990’erne. Irans Ahmadinejad i 2000’erne. Hugo Chávez fra Venezuela kom i 1999 – og han vandt buddet.
Aftalen var enkel i sin kompleksitet: Cuba havde ingen penge til olie. Venezuela ville have revolution. Byttehandlen blev tusindvis af cubanske læger, lærere, efterretningsfolk og politiske rådgivere sendt til Caracas – menneskelig kapital imod råolie. På sit højdepunkt tegnede venezuelansk støtte sig for næsten en fjerdedel af Cubas nationale output.
Men Trump satte kurs mod Maduro. I januar 2026 gennemførte amerikanske styrker en operation der kostede 32 cubanske soldaters liv i Caracas – mænd Havana fejrede som helte på Plaza de la Revolución i en massebegravelse, den første i næsten tre årtier. Maduro er nu i amerikansk varetægt. Og Cubas olie er ikke kommet igennem siden.
Mexico forsøgte at træde til, men i februar 2026 advarede FN om en akut humanitær energikrise. Cubas elnet er tæt på kollaps. Medicin, vand og mad er i kritisk mangel. Det er ikke blokaden alene – det er kombinationen af årtiers fejlstyring og en ekstern chok, systemet ikke kan absorbere.
Donroe-doktrinen: Et gammelt våben i nye hænder
Det hele har et navn nu. Trump-administrationen kalder det “Donroe-doktrinen” – en reference til Monroe-doktrinen fra 1823, der erklærede den vestlige halvkugle for en amerikansk interessesfære. Men hviler Monroe-doktrinen på afskrækkelse – hold Europa ude – så handler Donroe om noget andet: Aktiv amerikansk kontrol. Militær magt. Regimeskifte.
Marco Rubio, udenrigsminister og søn af cubanske immigranter, er krystalklar: “Hvis jeg boede i Havana og var i regeringen, ville jeg være bekymret.” Det er diplomatsprog for en trussel. Trump er mere direkte: “Cuba ser ud til at være klar til at falde. Jeg anbefaler kraftigt, at de laver en aftale, før det er for sent”.
Der er noget dybt ubehageligt ved den tillid, Washington udstråler. Ben Rhodes, der var Obamas vicenationalsikkerhedsrådgiver og arkitekt bag den kortvarige normalisering i 2015, siger det direkte: Trump er opportunist, ikke principfast. Samme Trump-organisation overvejede cubanske hotelbyggerier i 2016. Nu vil han styrte regimet – og nok bygge en golfbane bagefter.
Det er ikke en konspirationsteori. Det er et dokumenteret mønster.
Florida: Generationernes krig om Cuba
Trump vandt Florida, dels takket være cubanske eksilstemmers klippefaste anti-kommunisme. Første generations eksilanter – dem der mistede sukkermøller, forretninger og familier til socialismens nationalisering i 1959 – har aldrig tilgivet. De sidder på Café Versailles i Miami og tæller ned til regimets fald.
Men anden og tredje generation er anderledes. De sender penge hjem. De besøger familier. De ønsker ikke en invasion – og de er begyndt at stemme på demokrater. I december 2025 valgte Miami sin første demokratiske borgmester i 28 år – og det skyldtes i høj grad yngre cubansk-amerikanere, der er vrede over Trumps deportationer og de øgede trakasserier, selv mod dem der har alle papirerne i orden.
Økonomen Omar Everleny Pérez Villanueva – fyret fra Universitetet i Havana for at turde kritisere statens fejlstyring, nu i eksil i Miami – sætter det præcis: “De unge ressenterer Trump, fordi migrationsspørgsmålet har ramt dem hårdt. De har alle dokumenter i orden, men de føler sig jagede.” Og i det private rum, siger han, er der cubanske millionærer i Miami klar til at investere i Cuba den dag, regimet falder – men de vil ikke have en invasion som vejen derhen.
Det er et politisk jordskred, Trump tilsyneladende ikke kan læse.
Hvad sker der, hvis regimet virkelig falder?
Spørgsmålet, de fleste medier undlader at stille: Hvad så?
Pérez er ikke naiv. Hans svar er analytisk koldt og burde få Rubio til at stoppe op: “Problemet med hele planen er, at hvis den cubanske regering virkelig kollapser, er der ingen klar indikation af, at det smidig ville overgå til et stabilt, pro-amerikansk demokrati. Du kunne i stedet have elementer af det cubanske militær, der klamrer sig til magt og rigdom og voldsomt undertrykker opposition. Eller et fuldstændigt fejlet stat”.
Cuba er ikke Irak, men det ligner Irak. Et regime, der er svagt nok til at styrte, men for dybt forankret i statsinstitutioner til at fordufte. Cubas sikkerhedsapparat er ikke en lille klikan – det er fabrikeret ind i samfundet over 67 år. Russland og Kina kan trække sig i et stiltiende magttrade med Trump om deres egne sfærer i Østeuropa og Stillehavet. Det ville efterlade Cuba i et vakuum.
Det er bekymrende, at ingen i Washington tilsyneladende har et troværdigt svar. De har en doktrin. De har trusler. Det er ikke det samme som en plan.
Cubas folkelige kalkule: Tilpasning eller flugt
Cubas befolkning er faldet med op til en fjerdedel siden 2021, da regimet slog ned på de største protester i en generation. To millioner mennesker rejste over fire år. Det er ikke flygtninge i klassisk forstand – det er en rational exit-strategi fra et system, de ikke tror vil ændre sig.
Cabañas søger nu spansk statsborgerskab. Han vil ikke til USA – han huskede for godt ansigterne på dem, han trak op af havet for tolv år siden. Men han tror ikke på Cuba som projekt. Hans plan er Europa. Andre vælger Brasilien, Uruguay, Mexico.
De, der bliver, er ikke nødvendigvis systemtro. De er trætte. Og træthed er ikke det samme som accept – det er bare accept af, at man ikke har kræfter til at gøre andet end at overleve det nuværende.
Cabezas ved Terminal Tre formulerer det anderledes. Hans 15-årige søn rejser til sommeren. Han selv bliver. Kigger ud på det hav, der slugte de familier, han engang fiskede ved siden af. “Jeg vil se enden på… dette,” siger han og gestikulerer mod de tomme huse, de fortøjede både, de bare butikshylder.
Han behøver ikke sige mere.
Hvem svigter, og hvad kan gøres
Cuba er ikke et dansk problem – og alligevel er det det. Danmark har i årevis støttet en FN-linje om at suspendere Cubas handelsisolation, og Christiansborg-politikere fra begge fløje har henvist til blokaden som problemets kerne, mens de overset halvdelen af historien: at regimet selv har udplyndret en generation af cubanere for enhver reel økonomisk frihed.
FN’s humanitære advarsler fra februar 2026 er ikke abstrakte noter i en rapport. De beskriver et sundhedssystem på bristepunktet, medicinmangel og energikollaps. Danmark er stor bidragyder til FN’s humanitære organer. Det spørgsmål, dansk udenrigspolitik bør stille sig: Hvornår er en humanitær nødsituation i Cuba alvorlig nok til, at vi holder op med at lade den afvente geopolitiske signaler fra Washington?
Det militante pres fra Trump kan fremskynde et regimeskifte. Men det kan ligeså let fremskynde en katastrofe. Og dem, der betaler prisen – som altid – er ikke ministerier eller partiers ærgerrighed. Det er Cabañas med sin benzinkø. Cabezas med sin fortøjede båd. Og en 15-årig dreng, der om et par måneder krydser Atlanterhavet, fordi han ikke kan se en fremtid på den ø, hans far ikke kan forlade.
Vil du læse mere om de historier, der ikke passer ind i de store mediers geopolitiske skabeloner? Del din mening i kommentarfeltet nedenfor, og støt ExtraFokus’ uafhængige journalistik ved at tilmelde dig vores medlemskab. Jo flere vi er, jo dybere kan vi grave.
ExtraFokus.com: Dybere blik på magten og de oversete historier.
Kilder
Information.dk: USA’s olieblokade påfører Cuba en katastrofal humanitær krise
Sorenskafte.com: Cuba på randen af kollaps
Lovguiden.dk / FN: Energikrise i Cuba – FN advarer om akut humanitær risiko
Kubakunde.de: Kuba 2025 – Wirtschaft schrumpft fünf Prozent
Axios: What the “Donroe Doctrine” is and where Trump could use it next
New York Times: The ‘Donroe Doctrine’ – Trump’s Bid to Control the Western Hemisphere
Geopolitika.no: USAs oljeblokkade mot Venezuela truer Cuba med økonomisk kollaps
Directorio Cubano: Cubas økonomi er værre end under den særlige periode
Ugebrev.dk: USA går mod politisk skifte på Cuba efter nyt pres
Information.dk: USA’s olieblokade påfører Cuba en katastrofal humanitær krise
Sorenskafte.com: Cuba på randen af kollaps
Lovguiden.dk / FN: Energikrise i Cuba – FN advarer om akut humanitær risiko
Kubakunde.de: Kuba 2025 – Wirtschaft schrumpft fünf Prozent
Axios: What the “Donroe Doctrine” is and where Trump could use it next
New York Times: The ‘Donroe Doctrine’ – Trump’s Bid to Control the Western Hemisphere
Geopolitika.no: USAs oljeblokkade mot Venezuela truer Cuba med økonomisk kollaps
Directorio Cubano: Cubas økonomi er værre end under den særlige periode
Ugebrev.dk: USA går mod politisk skifte på Cuba efter nyt pres
