Manden er syg i roen.
Indholdsfortegnelse
Lad os bare få det af vejen med det samme. At sidde i en provinsby og få en computer til at spytte titusindvis af hyperrealistiske billeder ud af børn i seksuelle overgrebssituationer er moralsk råddenskab. Det vender sig i maven på enhver, der har en puls.
Men her ophører det følelsesmæssige teater så også. For vi har et fundamentalt problem:
Manden har ikke begået en forbrydelse mod et levende menneske.
Alligevel blev den 29-årige mand i 2024 dømt ved Retten i Randers, hvorefter Vestre Landsret skærpede straffen til et halvt års ubetinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 235. Nu har Procesbevillingsnævnet givet ham grønt lys til Højesteret.
Hvorfor? Fordi hele fundamentet under dommen hviler på en bekvem juridisk løgn.
Læs også: Retsstaten bøjer paragrafferne når væmmelsen tager over
Det opfundne offer og den teknologiske analfabetisme
I månedsvis har jeg set såkaldte eksperter, anklagere og tv-værter stå på skærmen og berolige seerne med, at der faktisk findes et offer.
Deres forklaring lyder som en godnathistorie for teknologiske analfabeter: En AI-model kan jo ikke lave et billede ud af den blå luft, vel?
Så billederne må være klippet sammen af rigtige børn, måske et uskyldigt katalogbarn fra etn gammel IKEA reklame, der er blevet forvrænget og misbrugt. Ergo: Et overgreb på et rigtigt menneske.
Det er ren manipulation.
Generativ AI klipper ikke i virkeligheden. Moderne diffusionsmodeller gemmer ikke billeder af Rigmor fra Rødovre i en hemmelig mappe for bagefter at klistre hende ind i et mareridt. Modellerne opererer i det, dataloger kalder latente rum.
De består af milliarder af matematiske vægtninger, mønstre og statistiske sandsynligheder for, hvordan lys, hud og skygge fordeler sig på en skærm.
Når en bruger taster en prompt ind på tastaturet, klipper maskinen intet. Den fremmaner et rent matematisk gennemsnit. Et spøgelse af kode.
Der er intet offer. Ingen krænket part. Ingen krop. Intet barn har grædt, intet barn er blevet bedøvet, fotograferet eller udnyttet, og intet barn har fået stjålet sin barndom for at frembringe de filer på mandens harddisk.
Men anklagemyndigheden og medierne er pisket til at bilde befolkningen ind, at der findes et fysisk barn et eller andet sted bag skærmen. For hvis de indrømmer sandheden, at barnet aldrig har eksisteret, falder det klassiske retsgode til jorden. Og så afsløres det ubehagelige faktum: Staten dømmer en mand udelukkende for hans perverse fantasi.
Embedsmændenes elastik og Folketingets dovenskab
Hvad dømmer vi ham reelt for? Vi dømmer ham for hans syge, moralsk forkastelige lyster, som han har fået en maskine til at visualisere for sig selv.
Her burde straffelovens § 1 træde i karakter. Legalitetsprincippet. Retsstatens ubøjelige skjold mod tyranni: Ingen straf uden lov.
Du kan kun dømmes for noget, der utvetydigt er forbudt i lovens tekst på det tidspunkt, du gør det. Staten må ikke improvisere forbrydelser hen ad vejen, blot fordi befolkningen væmmes.
Anklagemyndigheden klamrer sig til en bemærkning i forarbejderne fra 2003 om “fotorealistiske gengivelser”. Men forarbejder er ikke lov. Grundloven og straffelovens klare ordlyd kræver en “person under 18 år”.
En samling pixels genereret af en algoritme er ikke en person. Du kan ikke straffe en borger i et demokrati på baggrund af embedsmænds hensigtserklæringer fra en tid, hvor internettet kørte over telefonstikket, og hvor ingen i Justitsministeriet anede, hvad maskinlæring var.
Det er her, det politiske hykleri bliver larmende.
I stedet for at Folketinget trækker i arbejdstøjet, tager den ubehagelige etiske debat og vedtager en krystalklar særlov, der kriminaliserer syntetisk materiale uden ofre, har politikerne siddet på hænderne. De tør ikke røre emnet af frygt for at virke bløde, og de har overladt det beskidte arbejde til domstolene.
Og hvad gør Vestre Landsret så? De bøjer loven. De laver en analogislutning til ugunst for tiltalte, den værste dødssynd i en retsstat. De lader folkestemningen, ubehaget og den moralske afsky diktere straffen frem for lovens sort-hvide bogstaver.
Den ubehagelige pris for et princip
Skadesprincippet har i århundreder været fundamentet for vestlig strafferet: Staten må kun bruge sin hårdeste magt, fængselsstraf, når en handling skader eller truer andre levende mennesker.
Læs også: Deepfakes truer retssikkerheden: når bevismateriale ikke længere kan stoles på
Når vi fjerner kravet om et offer, bevæger vi os direkte over i sindelagskriminalisering. Vi begynder at straffe folk for, hvad der foregår inde i deres hoveder, så snart det bliver omsat til data.
Hvis vi accepterer domstolenes præmis, at staten kan straffe for overgreb, hvor der intet offer er, men udelukkende en uhyggelig simulation, hvor ender vi så?
Hvad med de kinesiske sexrobotter og dukker, der allerede fremstilles i alle tænkelige afskygninger? Hvis en mand låser sig inde i sit eget soveværelse med en syntetisk silikonedukke, der er designet til at ligne et barn, skal han så i fængsel for voldtægt?
Nej, råber juristerne instinktivt: Voldtægt kræver et levende menneske.
Men hvorfor gælder den logik pludselig ikke foran computerskærmen? Hvorfor kræver overgrebet på harddisken intet menneske, mens overgrebet på silikonen gør?
Svaret er kynisk og enkelt: Fordi domstolene opfinder reglerne i takt med deres egen væmmelse.
Hvis domstolene kan strække en analog straffelov til at spærre en mand inde for syntetiske pixels uden et offer, blot fordi “det ligner noget virkeligt”, så er døren sparket ind på vid gab.
Hvad bliver det næste retsområde, der skal lappes med elastik? Skal vi dømme for vold mod en syntetisk AI-avatar i et VR-headset? Skal vi dømme for ulovlige trusler mod en fiktiv chatbot? Hvor går grænsen for, hvornår en visualisering af en forbudt tanke pludselig udløser fængselsstraf?
Retssikkerhed koster. Den koster allermest, når vi skal forsvare principperne for dem, vi foragter mest.
Hvis Højesteret stadfæster dommen uden en eksplicit, opdateret lovtekst fra Folketinget, har vi ikke længere en retsstat baseret på lovens bogstav, men et moralsk præstestyre i dommerkapper, der dømmer efter mavefornemmelser.
Skarpere fokus på det væsentlige.
