Retsstaten bøjer paragrafferne når væmmelsen tager over

En harddisk i Randers rummede over 36.000 filer. Motiverne på skærmen viste børn i situationer, der udløser en instinktiv, fysisk væmmelse hos ethvert menneske med en puls.

Sagen mod den 29-årige mand fra Kronjylland burde ifølge den offentlige forargelse være en ren ekspeditionssag direkte til den nærmeste lukkede fængselscelle. Men bag retslokalernes lukkede døre udspiller der sig et strukturelt sammenstød, som rækker langt ud over en enkelt mands personlige afvigelse.

Det handler om et fundamentalt retsstatsligt princip: Domstolene er begyndt at lappe på Folketingets teknologiske dovenskab ved at dømme borgere uden klar lovhjemmel.

Byretten i Randers idømte manden 60 dages betinget fængsel. Vestre Landsret skærpede straffen markant til seks måneders ubetinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 235. Nu har Procesbevillingsnævnet givet grønt lys til, at landets øverste domstol, Højesteret, skal behandle sagen som en principsag.

Årsagen er ubehagelig, men uomgængelig:

Der findes intet offer. Intet barn har lidt overlast. Ingen krop har været udsat for en forbrydelse.

Det opfundne offer som bureaukratisk figenblad

I den offentlige samtale og i de etablerede mediers dækning opstod der hurtigt en bekvem konsensusforklaring: Selvom billederne er skabt med kunstig intelligens, må der ligge virkelige børn til grund for algoritmen.

Modellen må have lånt et ansigt fra et svensk møbelkatalog eller en privat profil på sociale medier. Ergo har man forsøgt at bilde offentligheden ind, at et specifikt barn et sted i verden har fået sin intimsfære krænket.

Det er en teknisk løgn. En konstruktion, der tjener som figenblad for et retssystem, der desperat mangler et offer at hænge sin dom op på.

Generative diffusionsmodeller fungerer ikke som digitale fotokollager. De klipper ikke bidder ud af eksisterende fotografier for at klistre dem sammen til nye motiver. De opererer i latente matematiske rum, hvor milliarder af parametre danner statistiske sandsynligheder for fordelingen af lys, farveovergange og geometriske former.

Når en bruger fodrer en lokal model med en tekstprompt, trækker maskinen ikke på et hemmeligt arkiv over eksisterende børn. Den udregner et syntetisk gennemsnit.

Det er ren kode. En visualisering af data.

Forsvarets påstand forud for Højesterets behandling er krystalklar: Man kan ikke begå overgreb på et matematisk gennemsnit.

Hvis anklagemyndighedens logik om “afledt overgreb via træningsdata” skulle ophøjes til gældende ret, ville al generativ AI samtidig være en systematisk overtrædelse af ophavsret, varemærkelov og persondatasikkerhed for samtlige borgere, hvis offentlige data nogensinde har indgået i et datasæt. Men den konsekvens afviser myndighederne blankt på alle andre retsområder.

I Randers-sagen sorterede politiets teknikere endda selv i materialet. Billeder, der fremstod deforme, tegnede eller med de velkendte AI-fejl på hænder og lemmer, blev kasseret af anklageren. Man tiltalte ham udelukkende for de filer, der fremstod fotorealistiske.

Man dømte ham altså ikke for handlingen bag billedet, men for dets æstetiske overflade.

Legalitetsprincippet sat på pause i Vestre Landsret

Kernen i en retsstat er simpel og kold: Ingen forbrydelse uden lov. Ingen straf uden en præcis lovtekst (nullum crimen sine lege). Princippet er mejslet ind i Grundlovens § 71 og straffelovens § 1.

Læs også: Vi dømmer pixels, fordi følelser trumfer retsstaten

Staten må aldrig opfinde forbrydelser bagudrettet, fordi en handling vækker moralsk forargelse. Borgeren skal kunne slå op i lovbogens sort-hvide bogstaver og vide præcis, hvor grænsen mellem det lovlige og det strafbare går.

Straffelovens § 235 slår fast, at den, som besidder eller udbreder utugtige fotografier eller film af “en person under 18 år”, straffes med bøde eller fængsel.

En samling syntetisk frembragte pixels er ikke en person under 18 år, og slet ikke et menneske.

For at få dommen i hus har anklagemyndigheden og landsretten derfor måttet ty til en juridisk nødudgang: Lovforarbejderne fra 2003. Her indføjede Justitsministeriets embedsværk en bemærkning om, at bestemmelsen også skulle ramme fiktive gengivelser, hvis de “fremtræder som virkelighedstro”.

Men forarbejder er ikke lov.

En bemærkning i et bilag er en politisk hensigtserklæring, ikke en straffehjemmel.

Professor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard, har igennem årtier understreget grænserne for strafferetlig fortolkning: Domstolene må aldrig anvende analogislutninger til ugunst for tiltalte (at strække en lovs rækkevidde til handlinger, som ordlyden ikke dækker).

Da Folketinget reviderede paragraffen for over tyve år siden, kørte den digitale verden på modemforbindelser, og fiktive billeder betød kluntede fotomontager eller tegnefilm.

Ingen i Justitsministeriet havde forestillet sig lokale neurale netværk, der kunne spytte fotorealistisk materiale ud på sekunder.

Alligevel har landsretten valgt at bruge en tyve år gammel bureaukratisk fodnote til at lukke et gabende hul i loven. Det er en direkte udvidelse af et strafansvar uden om Folketingssalen.

Folketingets bekvemme handlingslammelse

Spørgsmålet, som ingen på Christiansborg har lyst til at besvare, er simpelt: Hvorfor har vi overhovedet denne sag i Højesteret?

Svaret er politisk berøringsangst.

Teknologien bag generative billedmodeller som Stable Diffusion har været frit tilgængelig siden 2022. I årevis har kriminologer, politifolk og IT-jurister advaret om, at straffelovens § 235 var håbløst forældet over for syntetisk materiale.

Men Folketinget har siddet på hænderne.

Politikerne ved udmærket, at emnet er radioaktivt. At stille sig op i Folketingssalen og diskutere den præcise ordlyd af et forbud mod syntetisk materiale uden ofre kræver teknisk indsigt og juridisk præcision. Det indebærer en reel, ubehagelig debat om skadesprincippet: Skal staten kriminalisere private, afvigende fantasier, når ingen levende mennesker lider overlast?

I stedet for at tage den debat og vedtage en præcis særlov, lod man stå til. Justitsministeriet har foretrukket at lade anklagemyndigheden presse citronen ved domstolene for at se, om dommerne ikke kunne lappe hullet for dem.

Det er en velkendt forvaltningsmæssig systemfejl i det moderne Danmark.

Vi ser det i beskæftigelsessystemet, hvor uigennemskuelige proceskrav tvinger syge borgere igennem meningsløse ressourceforløb, mens ministeriet vender det blinde øje til.

Vi ser det i Ankestyrelsens årlige kasseringsprocenter af kommunale afgørelser på handicapområdet, hvor lovgivningens elastik overlades til lokale sagsbehandlere med overfyldte borde.

Når lovgivningen er uklar, vælter systemet omkostningen og retsusikkerheden over på borgeren.

I Randers-sagen er den tiltalte så usympatisk, som et menneske næsten kan blive. Derfor er der ingen, der råber op. Ingen politikere vil beskyldes for at forsvare en mand med titusindvis af børnepornografiske AI-billeder på computeren.

Men det er netop her, retsstaten testes. Retssikkerhed er værdiløs, hvis den kun gælder for pæne mennesker med acceptable holdninger.

Fra skadesprincip til sindelagskontrol

Den vestlige strafferet hviler på John Stuart Mills klassiske skadesprincip: Samfundet har kun ret til at berøve et individ dets frihed, hvis individets handlinger volder skade på andre levende borgere.

Når domstolene dømmer for billeder, der udelukkende forestiller bits, bytes og matematiske sandsynligheder, bryder man med dette princip.

Man straffer ikke for en handling mod et andet menneske. Man straffer for besiddelsen af en visualisering af en ulovlig, syg tanke.

Her vil anklagemyndigheden og interesseorganisationer som Red Barnet straks rejse deres standardsvar: Forbuddet skal forhindre en “normalisering” af pædofili og dæmme op for en efterspørgsel, der i sidste instans kan føre til overgreb på virkelige børn.

Læs også: Grok uden sikkerhedsfiltre: sådan bruges AI til at generere seksuelt indhold af børn

Det er et kriminologisk argument, der kan debatteres. Men juridisk er det en ladeport for vilkårlig magtudøvelse.

Selv hvis man køber hypotesen om, at fiktive billeder stimulerer fremtidige handlinger, hører en sådan præventiv sindelagskontrol hjemme i en eksplicit lov vedtaget af folkevalgte politikere. Det kan aldrig give domstolene carte blanche til at udvide eksisterende straffebestemmelser på egen hånd.

Hvis staten kan fængsle folk for at visualisere forbudte lyster ud fra en frygt for, hvad de måske kunne finde på i morgen, har vi forladt retsstaten og indført præventiv tankekriminalisering.

Hvis vi accepterer domstolenes præmis, at staten kan straffe for overgreb, hvor der intet offer er, men udelukkende en uhyggelig simulation, hvor ender vi så?

Hvad med de kinesiske sexrobotter og dukker, der allerede fremstilles i alle tænkelige afskygninger? Hvis en mand låser sig inde i sit eget soveværelse med en syntetisk silikonedukke, der er designet til at ligne et barn, skal han så i fængsel for voldtægt?

Nej, råber juristerne instinktivt: Voldtægt kræver et levende menneske.

Men hvorfor gælder den logik pludselig ikke foran computerskærmen? Hvorfor kræver overgrebet på harddisken intet menneske, mens overgrebet på silikonen gør?

Svaret er kynisk og enkelt: Fordi domstolene opfinder reglerne i takt med deres egen væmmelse.

Hvis domstolene kan strække en analog straffelov til at spærre en mand inde for syntetiske pixels uden et offer, blot fordi “det ligner noget virkeligt”, så er døren sparket ind på vid gab.

Hvad bliver det næste retsområde, der skal lappes med elastik? Skal vi dømme for vold mod en syntetisk AI-avatar i et VR-headset? Skal vi dømme for ulovlige trusler mod en fiktiv chatbot?

Hvor går grænsen for, hvornår en visualisering af en forbudt tanke pludselig udløser fængselsstraf?

Den ubehagelige regning i Højesteret

Højesteret står nu over for et valg, der rækker langt ud over en 29-årig mands skæbne i Randers.

Hvis de fem højesteretsdommere vælger den nemme vej og stadfæster Vestre Landsrets dom, sender de et fatalt signal til Christiansborg: Folketinget behøver ikke passe sit arbejde. Ministrene behøver ikke opdatere lovgivningen i takt med den teknologiske virkelighed. Domstolene skal nok agere skraldemænd og strække de eksisterende paragraffer, så den moralske folkestemning bliver tilfredsstillet.

Det vil være en officiel kapitulation for legalitetsprincippet i Danmark.

Hvis Højesteret derimod tager retsstaten alvorligt, må de frifinde manden for overtrædelse af § 235. Ikke fordi hans handlinger er acceptable, men fordi der mangler en lov, der forbyder dem.

En frifindelse vil udløse et politisk ramaskrig i medierne. Formiddagsaviserne vil flyde over med forargede overskrifter, og justitsministeren vil blive kaldt i samråd inden for fireogtyve timer.

Men det er præcis sådan, et sundt folkestyre bør fungere.

Det er Folketingets pligt at definere forbrydelserne og bære det politiske ansvar for lovens grænser. Det er ikke domstolenes opgave at bøje straffeloven efter mavefornemmelser, blot fordi ingen i magtens centrum tør sige det indlysende højt:

Uden et offer findes der ingen forbrydelse, før lovgiverne eksplicit har skrevet det ind i loven.

ExtraFokus.com: Dybere blik på det danske samfund.