31-årig mand fra Randers fremstillede overgrebsmateriale med børn og solgte det til kunder over hele verden. Torsdag afgjorde Højesteret, at overgrebsmateriale med børn skabt med kunstig intelligens er lige så ulovligt og strafbart som rigtige billeder.
Indholdsfortegnelse
Fiktive børn, rigtig straf
Højesteret stadfæstede torsdag dommen mod en 31-årig mand fra Randers. Han har fremstillet 36.209 billeder af seksuelt materiale med personer under 18 år ved hjælp af kunstig intelligens og udbredt dem på nettet. Straffen står fast: fængsel i 1 år og 6 måneder. Ifølge resuméet fra dommen var der ikke grundlag for at ændre den.
Læs også: Vi dømmer pixels, fordi følelser trumfer retsstaten
Ritzau omtaler sagen som en af de første om overgrebsmateriale fremstillet med kunstig intelligens. Spørgsmålet var, om det overhovedet er en overtrædelse af straffeloven at skabe den slags billeder, eller om loven var for uklar til at dømme manden. Højesteret udtalte, at der ved straffastsættelsen for besiddelse og udbredelse af den slags materiale ikke skal tages hensyn til, om personerne må formodes at være fiktive.
Forsvaret: ingen ofre
Manden har erkendt, at han skabte billederne og udbredte dem på nettet, men afvist, at straffeloven blev overtrådt. Straffelovens § 235 gør “gengivelser eller lignende af personer under 18 år” ulovlige. Hans forsvarer, Lasse Hummelhof Frandsen, har ifølge Ritzau anført, at heri ikke ligger AI-genererede fremstillinger af nogen, der fremtræder som børn.
I byretten forklarede manden, at han havde givet en AI-model beskrivelser af de billeder, han ønskede. Han mente ikke, at der var noget offer, når barnet på billedet ikke eksisterer i virkeligheden. Han har desuden hævdet, at hans materiale kunne virke som erstatning for ægte overgrebsmateriale og dermed forebygge overgreb.
Anklageren svarede dengang, at der var ægte børn bag AI-modellerne, fordi modellerne var trænet på rigtige billeder af misbrugte børn. Byretten fandt ikke grundlag for at fastslå det.
Højesteret var uenig.
Fra tre måneder til atten
Retten i Randers dømte i januar 2025 manden til 1 år og 3 måneders fængsel, hvoraf kun tre måneder skulle afsones. Resten blev gjort betinget med 200 timers samfundstjeneste. Byretten lagde vægt på, at der ikke var grundlag for at fastslå, at AI-modellerne var trænet på ægte overgrebsmateriale.
Vestre Landsret skærpede i juni 2025 straffen. Et flertal gjorde hele straffen ubetinget og hævede den til 1 år og 6 måneder med henvisning til, at udbredelsen havde organiseret karakter. Uanset at billederne var fiktive, var der ifølge flertallet ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget. Samme konklusion er Højesteret kommet frem til med torsdagens dom.
Kunderne over hele verden
Manden solgte billederne via en betalt abonnementsordning til kunder i mange lande. Retten i Randers konfiskerede 25.000 kroner i sagen. Europol oplyste i februar 2025, at 273 personer var identificeret som mistænkte i den internationale efterforskning, og politimyndigheder i flere lande har gennemført aktioner.
Læs også: Retsstaten bøjer paragrafferne når væmmelsen tager over
Højesteret har nu afgjort, at manden bag billederne skal sidde sin straf af, uanset at børnene på dem ikke findes.












