Alle heiler – undtagen ham, der har ret

6 min. læsning
Alle heiler – undtagen ham, der har ret — konsensus systemkritik debat

Der er et billede, der cirkulerer på nettet i disse dage. Et hav af heilende mænd. Én enkelt, der ikke gør det. Manden endte i fængsel. Blev tvunget i krig. Mistede livet. Alex Vanopslagh brugte det til at tale om Lars Løkke – og hele Danmark brød ud i chokeret harme over billedvalget. Men ingen talte om, hvad billedet faktisk sagde.

Den forkerte skandale

Lad mig sige det ligeud: Vanopslagh valgte det forkerte billede til det rigtige argument. Det indrømmede han selv. Men den reaktion, som opslaget affødte den 29. april 2026, er et lærebogeksempel i dansk politisk kultur anno nu – angrib formen, ignorer indholdet. Ekstra Bladets kommentator Anders Langballe kaldte det “politisk umodenhed”. Socialdemokratiets Christian Rabjerg Madsen sagde “kuk-kuk”. Henrik Qvortrup mente, at “LA har tabt sutten.”

Fint. Men hvad med Lars Løkkes løftebrud? Det spørgsmål fik ingen svar. Det er jo nemmere.

Hvad han faktisk sagde

Vanopslaghs pointe er banal i den bedste forstand: Vi politikere er aldrig tvunget til at love noget. Og fordi vi ikke er tvunget til at love, er vi heller aldrig tvunget til at bryde vores løfter. Det er ikke dyb filosofi – det er grundlæggende ærbarhed. Du lover kun det, du agter at holde. Enkelt.

Lars Løkke gik til valg på ikke at ville bygge en regering på et yderfløjsparti. Nu sidder han i forhandlinger med Mette Frederiksen, hvor Enhedslisten er en del af ligningen. Det er hverken en nuance eller en politisk kolbøtte. Det er en mand, der siger ét til vælgerne og gør noget andet, når magten vinker.

Og vi skal ikke overraskes over det. Vi har set det før – og vi vil se det igen, medmindre nogen holder fast.

Ansvar som alibi

Her er det, der virkelig irriterer mig: Det narrative trick, som er kørt til fuldstændig slitage i dansk politik. Det hedder “at tage ansvar.” Du lover ikke at gøre X. Du gør X. Og så forklarer du, at du “tager ansvar for Danmark.” Det er ikke ansvar. Det er et alibi pakket ind i statsmandsterminologi.

En almindelig dansker – lad os kalde hende Susanne, 54 år, sosu-assistent i Vejle – hun kan ikke gå hjem til sin chef og sige, at hun er nødt til at bryde sin kontrakt, fordi hun “tager ansvar for en større helhed.” Hun ville miste sit job. Men i politik er løftebruddet efterhånden blevet et karriereskridt. Man bryder et løfte og kalder det modenhed.

Vanopslagh har ret i én ting: De dygtigste ledere skaber resultater i en atmosfære af tillid. Ikke i en atmosfære, hvor vælgerne har lært at se bort fra det, politikerne siger, fordi de ved, at ordene ikke betyder noget alligevel.

Billedpolitik frem for indhold

Hvad sker der, når Vanopslagh bruger et nazibillede? Hele Christiansborg samler sig om at fordømme billedet. Hvad sker der, når Løkke bryder et løfte? Ingenting. Eller rettere: Han beskrives som “pragmatisk” og “kompromissøgende.” Det er ikke journalistisk neutralitet. Det er strukturel bias til fordel for status quo og de magthavende.

Venstres gruppeformand Morten Dahlin bad Vanopslagh om at “hæve niveauet.” Det er interessant. For hvad er niveauet? Er niveauet at tale pænt om folk, der løber fra deres vælgere? Er niveauet at smile og sige “vi er uenige” om politikere, der systematisk bruger valgkamp som en salgstale, de ikke regner for bindende

Niveauet i dansk politik er lavt. Ikke fordi Vanopslagh deler provokerende billeder. Men fordi løftebrud er blevet accepteret som politikkens grundvilkår.

Det valg, vi altid har

Manden på det berømte billede valgte ikke at heile. Det kostede ham alt. Hans eksempel lever videre, præcis fordi det kostede noget. Det er Vanopslaghs pointe – og det er en god pointe. Ikke fordi Løkke er en nazist. Det er han selvsagt ikke. Men fordi valget om at stå fast på sine principper altid eksisterer. Også når det er upraktisk. Også når magten lokker.

Liberal Alliance er i opposition. Det bekymrer mange kommentatorer, som elsker at tale om “indflydelse” og “at sidde ved bordet.” Men der er noget værd i at være et parti, som vælgerne faktisk kan regne med. Et parti, der siger A og mener A. Det er ikke kedeligt. Det er en forudsætning for tillid til demokratiet, og tillid til demokratiet er ikke en luksus, vi kan tillade os at behandle som selvfølgelig.

Det næste valg kommer. Og du skal huske, hvad der blev lovet – og hvad der blev holdt.

Hvis du er træt af politisk spin og løftebrud, der kalder sig statsmandsskab – støt ExtraFokus. Vi graver, hvor de andre glatter.

ExtraFokus.com: Skarp fokus på det væsentlige.

Uafhængig journalistik

ExtraFokus er reklamefrit — og det koster

Bliv støttemedlem for 59 kr./md og hold graveriet kørende.

17 af 255 støttemedlemmer
Støt os

Støt ExtraFokus

Ingen annoncer, ingen mediehus. ExtraFokus lever af læsere som dig.

17 af 255 støttemedlemmer

59 kr./mdEnkel donation

Støt ExtraFokus

Ingen annoncer, ingen mediehus. ExtraFokus lever af læsere som dig.

17 af 255 støttemedlemmer

59 kr./mdEnkel donation

ARTIKLER →

RELATEREDE

Hvidvask for begyndere: Staten satte spillereglerne

Danmark er verdens mindst korrupte land. Det siger Transparency International hvert år, og vi nikker…

Livstid til Yoon: Demokratiet vandt – men hvad nu?

En kold decembernat i 2024 beordrede en siddende præsident sit militær til at storme parlamentet…

Når staten deler mad ud: fødevarechecks, værdighed og virkeligheden

Der lugter af kaffegrums og gammel radiator, da jeg træder ind i frokoststuen på det…

Fødevarechecken er vedtaget – men holder løftet?

I dag, torsdag den 26. februar 2026, stemte Folketinget ja til fødevarechecken. Over to millioner…