Det er grundlovsdag i Bibliotekshaven ved Christiansborg, og Lars Løkke Rasmussen forklarer til en lille gruppe journalister, at store bededag selvfølgelig kommer tilbage. Han er sikker i sin sag. Så sikker, at kun en verdenskrig kan komme i vejen.
- Hvem er manden der afskaffede Store Bededag, og hvad lover han nu?
- Hvad gemmer sig bag Løkkes brug af ordet “forudsætter” i løftet om Store Bededag?
- Hvorfor får fagbevægelsen nu ansvaret for Store Bededags tilbagevenden, når de kæmpede for at beholde den?
- Hvordan bruges beskæftigelsesargumentet som alibi for at udskyde Store Bededags tilbagevenden?
- Hvem er kvinden ved skranken, og hvad er hun stadig nødt til at vente på?
- Hvad er forskellen på et politisk løfte og løftesemantik, og hvilken bruger Løkke her?
Læs også: Ingen vil eje bededagsfejlen – men alle stemte for
Det er det samme menneske, der kaldte afskaffelsen genial.
Hvem er manden der afskaffede Store Bededag, og hvad lover han nu?
Løkke har igennem hele forløbet forsvaret nedlæggelsen med næb og klør. Han kaldte sin egen idé “genial.” Han sagde undervejs til Ekstra Bladets mikrofon, at han selvfølgelig ikke ville have bededagen tilbage, for så havde man ikke afskaffet den. Den logik var knivskarp og forudsigelig.
Nu er logikken vendt på hovedet. Regeringsgrundlaget lover genindførslen, og på pressemødet på Marienborg visede Løkke opsat: “Den kommer igen.” Grundlovsdag- versionen var en uddybning af samme budskab, bare mere dramatisk pakket ind. Nærmest kun en verdenskrig, forklarede han, kan forhindre det.
Manden venter åbenbart på sin plads i historiebøgerne som ham, der reddede bededagen. Den samme dag han fjernede den.
Hvad gemmer sig bag Løkkes brug af ordet “forudsætter” i løftet om Store Bededag?
Problemet er ikke, at løftet lyder godt. Problemet er, hvad der gemmer sig bagved.
Regeringsgrundlaget bruger ordet “forudsætter”, og det ord har udløst hævede øjenbryn hos alle, der har lært at læse politiske tekster. Det betyder, at genindførslen er betinget af, at beskæftigelsen holder sig oppe i de kommende år. Hvis ledigheden stiger (på grund af AI, geopolitisk uro, en recession eller bare et normalt konjunkturtilbageslag) ryger planen.
Løkke beroligede på grundlovsdag: Beskæftigelsen har det “forrygende.” Og det bliver kun bedre, for man vil åbne for mere udenlandsk arbejdskraft via den såkaldte certificeringsordning. Hans yndlingsprojekt, som han begræd ikke at få vedtaget inden valget.
Det er et løfte, der hviler på en prognose. Og prognoser er ikke aftaler.
Hvorfor får fagbevægelsen nu ansvaret for Store Bededags tilbagevenden, når de kæmpede for at beholde den?
Her er den listighed, der fortjener at stå eksplicit: Løkke skubber en stor del af ansvaret for bededagens faktiske genindførelse over til de røde fagforeninger.
Det sker via det tekniske spørgsmål om bededagstillægget. De penge, lønmodtagerne fik for at møde på arbejde på den gamle fridag. Dem skal arbejdsmarkedets parter afklare ved de kommende overenskomstforhandlinger. Staten er ganske vist selv offentlig arbejdsgiver og sidder altså ved bordet. Men konstruktionen er sirlig: Hvis det hele kikser, er det fordi parterne ikke kunne blive enige.
Fagbevægelsen demonstrerede i tusindvis mod det, de kaldte bededagstyveriet. De gik på gaden for at kæmpe for en fridag. Nu er de gjort medansvarlige for at levere den tilbage.
Hvad kalder man det?
Læs også: Firkløverregeringen tæller ikke til 90
Hvordan bruges beskæftigelsesargumentet som alibi for at udskyde Store Bededags tilbagevenden?
SVM-regeringen afskaffede bededagen med begrundelsen, at Danmark manglede arbejdskraft. Det var det præcise ræsonnement: En ekstra arbejdsdag om året ville bidrage med milliarder til statskassen og lette presset på et stramt arbejdsmarked.
Det var et argument med en synlig udløbsdato.
Beskæftigelsen er fortsat høj, og er det blevet, uden at bededagen har haft nogen målbar effekt. Og nu er det samme argument (fortsat høj beskæftigelse) brugt til at retfærdiggøre at give dagen tilbage. Beskæftigelsen var altså grunden til at tage den. Og nu er den grunden til at levere den igen.
Argumentet kan åbenbart begrunde begge dele.
Hvem er kvinden ved skranken, og hvad er hun stadig nødt til at vente på?
Det er værd at minde om, hvad hele debatten handler om set fra gadeniveau. En enkelt fridag om året. Ikke pensionsreform, ikke skattestruktur. En dag, hvor en families planer kan samles, hvor kvinden, der har ventet tre måneder på genoptræning, endelig kan nå at tage turen med sin mand, mens ungerne ikke skal passes.
Den dag kostede ikke gennemsnitsdanskeren specielt meget, men den betød noget. Det er præcis den slags ting, der ikke lader sig gøre til et godt regnestykke, men som stadig tæller i det liv, folk rent faktisk lever.
Og det er den dag, Løkke nu lover tilbage, betinget af, at konjunkturerne holder, parterne er enige, og ingen verdenskrig bryder ud. Man kan godt forstå, at folk er skeptiske over for de præcise formuleringer.
Hvad er forskellen på et politisk løfte og løftesemantik, og hvilken bruger Løkke her?
Løkke er tydeligvis træt af, at hans garanti ikke tages for pålydende. Han visede det ikke én men to gange på grundlovsdag: “Bare så det ikke misforstås.” “Det er vigtigt at sige.” Det er politiker-sprog for: Jeg ved godt, at ingen tror på mig.
Og det er faktisk rimeligt, at folk er skeptiske. Et løfte om en lovgivning, der skal fremsættes på et tidspunkt, betinget af størrelser ingen kontrollerer, med en klausul om arbejdsmarkedsparternes aftaler, er ikke et løfte. Det er en intention iklædt løftesemantik.
Bededagen kan sagtens vende tilbage i 2030. Betingelserne er ikke umulige. Men konstruktionen er åbenlyst lavet til at kunne forvaltes ud, hvis det viser sig politisk nødvendigt. Det er ikke kontraktpolitik.
Det er forsikringspolitik, for Løkke.
