Krigen mod Iran er ulovlig – og ingen tør sige det højt

Det var en søndag morgen, 1. marts 2026, da Mærsk annoncerede, at alle skibe var beordret væk fra Hormuzstrædet. Stille, præcist, uden drama. Men bag den korte pressemeddelelse gemte sig noget langt større end en rederidirektørs forsigtige risikovurdering: verdens vigtigste skibsrute var lukket, fordi USA og Israel tre dage forinden havde valgt at starte en krig, som ingen international institution havde godkendt.

Ingen havde spurgt FN’s Sikkerhedsråd. Ingen mandat forelå. Og alligevel faldt bomberne.

Hvad siger folkeretten – og hvem er det, der bryder den?

FN-pagten er ikke en abstrakt samling principper. Den er resultatet af to verdenskrige og 60 millioner lig. Teksten er entydig: stater må ikke bruge militær magt mod en anden stats territoriale integritet eller politiske selvstændighed – med to undtagelser. Enten Sikkerhedsrådets godkendelse, eller ægte selvforsvar mod et igangværende angreb.

Det opfylder hverken USA eller Israel i dette tilfælde. Marco Milanovic, professor i folkeret ved University of Reading, siger det uden forbehold: “There is simply no case that these strikes are lawful. The strikes are on the contrary completely unlawful.” Han tilføjer, at han ikke kender et eneste land eller en eneste akademiker, der har argumenteret det modsatte. Det er ikke en grå zone. Det er sort.

Operationerne startede midt i forhandlingerne

Operationerne fik navnene Operation Shield of Judah og Operation Epic Fury. De blev lanceret, mens diplomatiske forhandlinger om Irans atomprogram aktivt var i gang. Blot to dage forinden havde en intensiv forhandlingsrunde i Genève sluttet med, at begge parter aftalte at fortsætte. Trump havde selv signaleret, at hans forhandlere fik mere tid.

Så kom bomberne.

Det her er ikke en detalje. Det er selve kernen. En krig startet ikke fordi forhandlingerne brød sammen, men mens de stadig stod på. Matias Goldman, professor i folkeret ved EBS Law School i Frankfurt, er direkte: “What is absolutely prohibited is a unilateral strike that is meant to deter a state.” Afskrækkelse – deterrence – er ikke en lovlig begrundelse. Den eksisterer simpelthen ikke i folkeretten.

Hvad er mønstret bag Trumps skiftende begrundelser?

Trump sagde først, at krigen handlede om at ødelægge Irans atomprogram og missilkapacitet. Så handlede det om selvforsvar, fordi Iran angiveligt udviklede missiler, der “snart” kunne ramme USA. Derefter dukkede regimet-skift-logikken op: “When we are finished, take over your government. It will be yours to take.”

Begrundelserne er ikke inkonsistente ved et tilfælde. De er et system. Når én juridisk begrundelse ikke holder vand, skifter man til en anden. Problemet er, at ingen af dem holder. Eksperter afviser selvforsvarspåstanden kategorisk: “There has to be evidence that somebody’s about to push a button… leaving no choice and no moment for deliberation. I have not seen any such evidence.” Den slags beviser forelå ikke. Og det vidste Washington godt.

Danmark mærker det i pengepungen

Her rammer det tættere på, end man tror. Hormuzstrædet er ikke bare et geografisk navn i en lærebog. Cirka 20 procent af verdens oliehandel passerer igennem – og en betragtelig del af dansk eksport sejler ad de ruter. Da Iran’s Revolutionsgarde erklærede strædet lukket og Mærsk straks svarede ved at suspendere alle krydsninger, var det ikke blot en sikkerhedsbeslutning. Det var et signal om, at en af Danmarks vigtigste virksomheder nu opererer i en krigszone skabt af en partner.

Norden – det andet store danske rederi – fulgte samme dag. Begge selskaber omdirigerer skibe via Kap det Gode Håb, hvad der forlænger transitten med uger og øger brændstofomkostningerne markant. For de danske SMV’er, der eksporterer maskiner, medicinaludstyr og fødevarer til Asien, er det direkte og umiddelbare omkostninger. Ingen spurgte dem.

NATO tier – og det er et valg

NATO’s generalsekretær Mark Rutte roste angrebene. “The actions being undertaken by the U.S. in collaboration with Israel are significant,” sagde han, og tilføjede beroligende, at NATO som organisation ikke ville deltage. Det er en komfortabel distinktion: man applauderer det ulovlige og vasker hænder for konsekvenserne.

Fra mit ståsted efter at have fulgt den transatlantiske alliance tæt er det her noget af det mest bekymrende, jeg har set. NATO er ikke bare en militær kontrakt. Den er funderet på retsstatsprincipper – fælles normer for, hvornår magt er berettiget. Når generalsekretæren roser et angreb, som ingen folkretsprofessor kan forsvare som lovligt, underminerer han ikke kun Irans suverænitet. Han underminerer det fundament, alliancen selv hviler på.

Danmark befinder sig her i en ubehagelig position. Mette Frederiksen sagde i januar 2026, at et US-angreb på et NATO-land ville betyde, at “everything would stop.” Det var modig tale. Men Iran er ikke et NATO-land, og så tier Frederiksen. Det er politisk logik. Det er bare ikke moralsk konsistens.

Dobbeltstandarden er ikke ny – men den er farligere end nogensinde

Milanovic er en person, man lytter til, når han siger det direkte: hypocrisy is what states do. Rusland kritiserer USA for at invadere Iran. USA kritiserede Rusland for at invadere Ukraine. Alle er i hykleribranchen.

Men der er en afgørende forskel på hykleriet i 2003 og hykleriet i 2026. Bush-administrationen brugte enormt politisk kapital på at forsøge at overbevise FN, den internationale opinion og sine egne borgere om, at Irak-krigen var berettiget. Forkert – men de forsøgte. Det nuværende Washington og Netanyahu-regeringen bekymrer sig ikke om det forsøg. Der er ingen fremlagt dokumentation, ingen juridisk argumentation der holder, intet seriøst forsøg på at opnå international legitimitet.

Det er det nye. Og det er farligt, ikke fordi USA og Israel er de eneste der bryder reglerne – men fordi de er de stater, der har haft størst interesse i at reglerne eksisterede.

Europas tøven er en del af problemet

Spanien er den eneste europæiske stat, der har reageret med reel handling: Pedro Sanchez forbød USA at bruge spanske militærbaser til operationer i forbindelse med Iran-krigen. Som konsekvens fløj amerikanerne fly til Tyskland. Men i Tyskland er der nu en forfatningsmæssig diskussion om, hvorvidt det er lovligt at stille baser til rådighed for operationer i strid med folkeretten.

Det er et skridt. Ét skridt. Europa som helhed har ikke sagt, at angrebene er lovlige – men heller ikke stillet sig i vejen med noget, der koster. Milanovic kalder det rammende: “When you have such a tepid reaction, it is sort of inevitable that the legal order will be disintegrated.” Og her er det spørgsmål, de fleste medier undlader at stille: hvad sender den europæiske tavshed som signal til Beijing, Moskva, Delhi og Ankara, når de næste gang overvejer at bruge magt mod en svagere nabo?

Reglernes sammenbrud starter ikke med en eksplosion

Ingen enkelt handling ødelægger den internationale retsorden. Det er en langsom proces. Fra Irak 2003 til Libyen til Ruslands invasion af Ukraine til USAs angreb på Venezuela – et angreb der ifølge Milanovic kostede 100 menneskeliv og resulterede i en kidnappet præsident, uden nogen form for FN-mandat. Og nu Iran.

Hvert enkelt brud på reglerne normaliserer det næste. Det er ikke dommedagsprofeti. Det er den præcise mekanisme, som to verdenskrige allerede demonstrerede en gang. Verdenssamfundet trak lærdom og byggede et system. Vi er i gang med langsomt at afvikle det – og de lande, der burde forsvare det, sidder stille og ser til.

Det internationale system er ikke et abstrakt begreb. Det er det, der gør det muligt for Mærsk at sejle, for Danmark at handle, for konventioner om krigsofre at have mening. Når USA og Israel angriber Iran midt i forhandlinger, uden mandat, uden konsistent begrundelse og uden konsekvenser – og Europa primært reagerer med “bekymring” – er det ikke bare Iran, der er taber. Det er os alle sammen.

Hvad kan gøres anderledes? Europa kan begynde med det, Spanien allerede har gjort: gøre adgang til baser og infrastruktur betinget af overholdelse af folkeretten. Danmark kan kræve en NATO-debat om, hvornår alliancen aktivt skal tage afstand fra handlinger, der undergraver det retssystem, den selv er baseret på. Det er ikke naivt. Det er det modsatte – det er at forstå, at regler kun eksisterer, fordi nogen håndhæver dem.

ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.

DW News: Questions remain over the legality of the US and Israel’s war on Iran[ppl-ai-file-upload.s3.amazonaws]​

The Conversation: Neither preemptive nor legal – US-Israeli strikes on Iran have blown up international law[theconversation]​

Asia Times: Not preemptive or legal, Iran strikes blew up international law[asiatimes]​

Nordisk Post: Maersk suspends all Strait of Hormuz crossings[nordiskpost]​

Nordisk Post: Norden suspends Strait of Hormuz operations[nordiskpost]​

Reuters: NATO’s Rutte praises US, Israeli military action against Iran[reuters]​

DW News: NATO could end if US takes over Greenland – Danish PM[dw]​

Al Jazeera: World reacts to US, Israel attack on Iran[aljazeera]​

Brookings Institution: After the strike – The danger of war in Iran[brookings]​