De kalder det “det nye Mellemøsten.” Ikke fordi nogen har invaderet det endnu. Men fordi alle ved, hvad der venter – og alle har sat sig til bords, undtagen dem der burde eje det.
Det er februar 2026. NATO lancerer Arctic Sentry – en ny militær tilstedeværelsesoperation i Arktis. Danmark lover at bidrage “substantielt.” Forsvarsminister Troels Lund Poulsen udtaler sig tilfreds. Strategierne er skrevet. Datacentrene er ikke bygget. Mineraltilladelserne er ikke givet. Infrastrukturen eksisterer ikke.
Og midt i det hele står et folk – grønlænderne – der sidder med den rigeste undergrund på den nordlige halvkugle og ikke selv bestemmer, hvad der skal ske med den.
Undervandene er åbne. Spørgsmålet er, hvem der sejler igennem
Da den arktiske is begyndte at trække sig tilbage med accelererende hastighed, skiftede Arktis status. Det var ikke længere bare et iskoldt naturreservat i verdenshjørnet. Det blev strategi. Det blev penge. Det blev magt.
I dag rummer Arktis anslået 30 procent af verdens uopdagede naturgasreserver og 13 procent af uopdaget olie, ifølge US Geological Survey. Hertil kommer det, der i de seneste år er blevet den egentlige præmie: sjældne jordartsmineraler – de 17 grundstoffer som moderne teknologi er afhængig af. Vindmøller, elbiler, F-35-kampfly, smartphones, missilsystemer. Ingen af dem eksisterer uden sjældne jordarter. Og Grønland sidder på en af verdens største kendte forekomster.
Klimaforandringerne har gjort det tilgængeligt. Den nordøstlige passagerute langs Ruslands kyster er i dag sejlbar en stor del af året. Det reducerer rejsetiden fra Asien til Europa med op til 40 procent sammenlignet med Suez-kanalen. Kontrol med Arktis er ikke bare militær prestige. Det er kontrol over den næste generations globale handelsruter.
Det er det spil, der spilles. Danmark er med – men på andres præmisser.
Trump satte ild til det, alle vidste
I begyndelsen af 2025 gentog Donald Trump sine krav om Grønland. Han nægtede at udelukke militær magtanvendelse. Hans søn Donald Trump Jr. tog på besøg i Nuuk i en privat jet. Det var ikke et statsdiplomatisk signal. Det var en demonstration.
Trumps interesse i Grønland er ikke ny. Han forsøgte første gang at købe øen i 2019 og blev afvist med en diplomatisk hånd i ansigtet af den daværende statsminister Mette Frederiksen, der kaldte idéen “absurd.” Men fra et amerikansk strategisk perspektiv er logikken knivskarp: Thule Air Base – nu Pituffik Space Base – er USAs mest afgørende militære installation i den nordatlantiske kugle. Den overvåger russiske missiler. Den holder øje med kinesiske satellitter. Og den er formelt placeret på dansk-grønlandsk territorium.
Det finansanalytiske hus Saxo Bank opstillede i januar 2026 fire scenarier for Trumps Grønlands-ambitioner – fra symbolpolitik til egentlig annektering. Det mest alvorlige scenarie er ikke det mindst sandsynlige. Og hvad gør Danmark? Danmark bestiller 16 nye F-35-kampfly til 29 milliarder kroner. Det er imponerende. Det er også symptomatisk: Vi investerer i det militære svar på et spørgsmål, der i bund og grund er politisk og diplomatisk.
Man løser ikke en territorial krise med kampfly. Man løser den med suverænitet – og suverænitet kræver tillid fra den befolkning, man siger man repræsenterer.
Grønlænderne er ikke brikker. Men de behandles som det
Her er det tal, de fleste kommentatorer undlader at sætte i centrum: 56 procent af grønlænderne ville stemme ja til selvstændighed, hvis der blev afholdt folkeafstemning i dag. Kun 28 procent ville stemme nej. Det er ikke en marginal utilfredshed. Det er et flertal.
Men der er et afgørende forbehold. 45 procent siger, at de ikke ønsker selvstændighed, hvis levestandarden påvirkes negativt. Grønland modtager i dag et dansk bloktilskud på ca. 3,9 milliarder kroner årligt. Det finansierer en stor del af den offentlige sektor. At blive selvstændig uden en fungerende økonomi er ikke frihed. Det er isolation.
Det er her, der burde ske noget. Ikke Trumps tilbud om amerikanske dollars. Ikke Kinas stille forsøg på at købe sig ind i mineprojekter. Men en genforhandling af rigsfællesskabet på grønlandske betingelser – med reel deltagelse, reel økonomi og reel respekt. DIIS-forsker Georg Røde konstaterede i februar 2025, at danske medier og politikere konsekvent overfortolker, hvad grønlænderne mener med “selvstændighed”: De fleste ønsker mere selvstyre, ikke en brat skilsmisse. Den nuance drukner i støjen fra Washington.
Munk Pilegaard Mortensen fra Grønland sidder i 2026 midt i dette krydspres. Han er en af de mange grønlændere, der godt kan se ressourcernes potentiale – de ved, hvad der gemmer sig i fjeldet – men ser udenlandske aktører manøvrere om hans hjemland, mens hans eget politiske system sakker bagud. Hans generation forlanger ikke at blive amerikanske. De forlanger at blive hørt. Det er et rimeligt krav. Og det er det krav, ingen stormagter reelt er interesseret i at indfri.
Kina spillede stille. Og kom langt
Mens Trump råber, arbejder Kina. Det er en distinktion, der fortjener opmærksomhed.
Det kinesiske statsejede selskab Shenghe Resources Holding købte i 2016 12,5 procent af aktierne i Greenland Minerals – selskabet bag det kontroversielle Kvanefjeld-mineprojekt nær Narsaq i Sydgrønland. Kvanefjeld rummer en af verdens største kendte forekomster af sjældne jordarter, men også uran og thorium. I et hemmeligt memorandum fra 2018 aftalte Shenghe og Greenland Minerals, at Kina ville overtage det samlede output af sjældne jordarter fra projektet.
Det er ikke handel. Det er strategisk ressourcekontrol.
Projektet blev i 2021 blokeret af Grønlands nye Inatsisartut-flertal, der vedtog et forbud mod uranudvinding. En sejr for lokale aktivister, for miljøbevægelsen og for folkelig selvbestemmelse. Men det løste ikke det strukturelle problem: Kina sidder stadig tungt på den globale forsyningskæde for sjældne jordarter – anslået over 60 procent af verdensproduktionen og langt størstedelen af forarbejdningskapaciteten. At blokere ét projekt ændrer ikke den geopolitiske ligning.
EU forsøger at svare igen. I december 2025 meddelte EU, at milliardstore midler er afsat til at sikre kritiske mineraler – “blandt andet i Grønland.” Men EU-penge kræver partnerskaber, infrastruktur og grønlandsk samtykke. Infrastrukturen er ikke bygget. Samtykket er ikke forhandlet. Og Kina har et årtis forspring.
Det danske forsvarseventyr: Penge nok – men til hvad?
I oktober 2025 annoncerede de danske forligspartier en historisk investering: yderligere 16 F-35-fly til 29 milliarder kroner, oven i et forsvarsforlig der allerede løfter forsvarsbudgettet til over 68 milliarder kroner. Det er den største enkeltinvestering i dansk forsvar i moderne tid. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen talte om Arktis. Talte om NATO. Talte om signalværdi.
Men Politiken afdækkede i slutningen af 2025, at de danske milliardsinvesteringer i Arktis ikke tæller med i NATOs officielle beregning af dansk forsvarsevne, fordi de kategoriseres anderledes end traditionelle forsvarsudgifter. Danmark brugere altså historisk mange penge – og får ikke kredit for det hos den allierede, vi mest forsøger at imponere.
Det er ikke bare en bogholderifejl. Det afslører en grundlæggende strategisk inkonsistens: Vi definerer ikke selv, hvad der tæller. Vi venter på, at Washington godkender vores regnestykke.
NATO lancerede i februar 2026 Arctic Sentry – en ny øvelsesaktivitet og permanent tilstedeværelsesoperation i Arktis. Danmark vil bidrage “substantielt,” sagde forsvarsministeren. Den præcise sammensætning af det danske bidrag skal ifølge Forsvarsministeriet “afstemmes i koordination med NATO og allierede.” Strategien er altså stadig i planlægningsfasen. Vi ved ikke, hvad vi bidrager med. Vi ved bare, at vi bidrager.
Det er ikke strategi. Det er reaktivitet med et pressecitat vedhæftet.
Hvem der bærer regningen
Den geopolitiske kamp om Arktis er ikke abstrakt. Den lander konkret i livet på folk, der ikke selv har bedt om at være centrum for verdenshistorien.
Tag Narsaq – den lille by i Sydgrønland der boede i skyggen af Kvanefjeld-projektet i årevis. Befolkningen var splittet: Nogen så minen som vejen til grønlandsk økonomisk selvstændighed. Andre frygtede radioaktiv forurening af fiskefarvandene og de marker, der omgiver byen. Aktivister og ældre kvinder stillede op til møder og talte imod. De vandt den lokale kamp. Men det strukturelle pres – fra Kina, fra USA, fra EU, fra alle der vil have del i det, der gemmer sig i undergrunden – forsvandt ikke med et parlaments-votum.
Det er den virkelighed, grønlænderne lever i: En verden, der behandler deres hjemland som en ressource, ikke som et folk. Og et rigsfællesskab, der i bedste fald er forsinket til bordet og i værste fald repræsenterer sine egne interesser mere end Grønlands.
Fra mit ståsted – efter at have fulgt denne udvikling tæt – er det mest bekymrende ikke Trump. Trump er støj. Det mest bekymrende er den dybe, strukturelle mangel på en grønlandsk-ledet ressourcestrategi, der sætter befolkningens ønsker og velfærd i centrum, og som er understøttet af et rigsfællesskab der faktisk lytter.
Hvor efterlades vi
Lad os vende tilbage til udgangspunktet.
En kvinde i Narsaq er ikke interesseret i dansk forsvarsbudgettet. Hun er interesseret i, om hendes børn kan drikke vandet fra fjorden om ti år. En ung mand i Nuuk er ikke interesseret i, hvad NATO kalder sin næste øvelse. Han er interesseret i, om hans land en dag kan finansiere sin egen velfærdsstat uden at sælge sin undergrund til den højestbydende stormagts selskaber.
Det er de spørgsmål, magthaverne undlader at stille. Og det er dem, der i virkeligheden afgør Arktis’ fremtid.
Danmark har en historisk mulighed – ikke som militær aktør, men som brobygger. Rigsfællesskabet kan enten reformeres til et reelt partnerskab med grønlandsk selvbestemmelse som omdrejningspunkt, eller det kan fortsætte som det er: et postkolonialt arrangement, der efterlader Grønland som objekt for andres ambitioner.
Valget af Múte Egede og Inuit Ataqatigiit til magten i Nuuk var et signal. 56 procents tilslutning til selvstændighedstanken er et signal. Spørgsmålet er, om nogen i København lytter – eller om man fortsat foretrækker at tale om F-35.
Kender du en grønlænder, der er berørt af denne udvikling, eller har du oplysninger om mineselskaber og politiske aftaler, der ikke er kommet offentligheden for øre? Skriv til os på ExtraFokus.com – din historie kan være den, der mangler.
ExtraFokus.com: Dybere blik på magten og de oversete historier.
Kilder
Forsvarsministeriet: NATO skal være tydeligere til stede i Arktis
CONCITO: Grønland, Danmark og et voksende geopolitisk ansvar
Berlingske: Grønlænderne ville stemme for selvstændighed i dag
Verian Group: Opinionsmåling i Grønland 2025
Information: Uden Kvanefjeld sidder Kina tungt på verdens sjældne jordarter
Politiken: Danmark får ikke anerkendelse i NATO for milliardinvesteringer i Grønland
Politiken: Ekspert efter flere milliarder til forsvaret i Arktis
Altinget: Rigsfællesskabet skal vise USA, at Grønland ikke er en arena for stormagtskrig
DIIS: Som man spørger, får man svar – meningsmålinger i og om Grønland
Berlingske: EU-milliarder klar til at sikre kritiske mineraler – blandt andet i Grønland
Forsvarsministeriet: NATO skal være tydeligere til stede i Arktis
CONCITO: Grønland, Danmark og et voksende geopolitisk ansvar
Berlingske: Grønlænderne ville stemme for selvstændighed i dag
Verian Group: Opinionsmåling i Grønland 2025
Information: Uden Kvanefjeld sidder Kina tungt på verdens sjældne jordarter
Politiken: Danmark får ikke anerkendelse i NATO for milliardinvesteringer i Grønland
Politiken: Ekspert efter flere milliarder til forsvaret i Arktis
Altinget: Rigsfællesskabet skal vise USA, at Grønland ikke er en arena for stormagtskrig
DIIS: Som man spørger, får man svar – meningsmålinger i og om Grønland
Berlingske: EU-milliarder klar til at sikre kritiske mineraler – blandt andet i Grønland
Uafhængig journalistik
ExtraFokus er reklamefrit — og det koster
Bliv støttemedlem for 59 kr./md og hold graveriet kørende.
