Ingen kan tælle Gazas døde journalister

Når danske medier skriver, at Gaza er den farligste krig for journalister nogensinde, hviler tallet på en optælling af Gazas døde journalister, som ingen uden for Gaza kan kontrollere.

Den 1. oktober 2026 kom endnu en til. Israels hær offentliggjorde 170 navne på dræbte palæstinensere, som hæren siger var soldater i Hamas eller Islamisk Jihad, selv om verden kendte dem som journalister og mediefolk. Læseren står med to facit, der udelukker hinanden, og ingen mulighed for selv at tælle efter. Det gælder, uanset hvem man vil tro på.

Listen fik hurtigt en ivrig fortolker. Den britiske Spectator skrev to dage senere, at omfanget af bedraget burde genere ethvert medie, og at mønstret er uomtvisteligt. Fra den anden side afviste analytikere listen som misvisende.

Denne artikel tager ingen af de to konklusioner for givet. Den spørger i stedet, hvad hver side faktisk kan dokumentere, hvad der kan efterprøves, og hvorfor så lidt kan det.

Tallet der skrumper, når nogen kigger efter

Pressefrihedsorganisationen CPJ (Committee to Protect Journalists, New York) fører den mest citerede optælling. I opdateringen fra 24. september 2026 står der 189 palæstinensere dræbt i Gaza og to dræbt i israelsk fangenskab. Tallet har ikke stået stille.

Ved en gennemgang i juni 2026 fjernede CPJ 22 personer fra sin opgørelse, genindsatte seks og omklassificerede tolv. Nitten af de fjernede røg ud, fordi ny research viste, at de havde deltaget i kamp, og tre fordi de aldrig havde været journalister eller mediearbejdere. I perioden fra 2023 til april 2025 havde organisationen allerede fjernet otte for kampdeltagelse, ud af i alt fjorten fjernelser af forskellige grunde.

Det er en vigtig detalje, fordi den kolliderer med et centralt udsagn i kritikken. Spectator skriver, at medier og institutioner videregav tallene uden at stille et eneste spørgsmål om, hvem disse mennesker var. Men den mest citerede optæller har offentligt strøget navne efter selv at have gennemgået dem, og har skrevet hvorfor.

Det betyder ikke, at CPJ har gjort det grundigt nok. Det betyder, at spørgsmålet blev stillet, og at svaret kom i en form, andre kan læse og kritisere.

Andre tæller andre tal. Det Internationale Journalistforbund (IFJ) taler ifølge Consortium News om mindst 240 dræbte journalister og mediearbejdere. Forskellen ligger i, hvem man tæller med, og hvad man kræver for at tælle dem.

Vi har selv lagt CPJ’s fjernelser ved siden af hærens liste. Af de 27 personer, CPJ har fjernet for kampdeltagelse, genfinder vi ved sammenligning af translittererede navne mindst 25 på hærens liste. Det gælder også tre af de seks, CPJ har fjernet som ikke-journalister, og en fjerde, Assaad Shamlakh, som CPJ efter gennemgangen i juni genindsatte. Navnestavningen varierer mellem de to lister, så tallet er vores optælling og bør efterprøves af andre.

Det er den solideste forbindelse mellem de to optællinger, og den peger i hærens favør.

Hærens liste indeholder et påfaldende stort antal personer, som en pressefrihedsorganisation selv har sorteret fra efter egen research. Det svækker forestillingen om, at listen udelukkende består af opdigtede anklager mod uskyldige. Det beviser ikke, at hele listen holder, og det siger intet om de godt 140 øvrige navne.

Hvad en journalist er, afgør hvem der har ret

Hærens kriterium er medlemskab af en væbnet gruppes militære gren: 118 i Hamas, 49 i Islamisk Jihad og resten i mindre grupper. CPJ’s kriterium er et andet. Var personen journalist eller mediearbejder, og viser research, at vedkommende deltog i kamp?

De to spørgsmål rammer forskellige mennesker. Man kan stå på en militær rulle uden at have deltaget i kamp den dag, man blev dræbt, og man kan arbejde for et medie og samtidig stå på en rulle.

Fem ansatte ved tv-kanalen Al-Quds Today blev dræbt, da deres udsendelsesbil blev ramt i Nuseirat den 26. december 2024. Ifølge AFP er kanalen tilknyttet Islamisk Jihad, og hæren sagde, at den ramte en terrorcelle. Fire af de fem, Fadi Hassouna, Faisal Abu al-Qumsan, Ayman al-Jadi og Mohammed al-Ladda, står både på hærens liste og på CPJ’s liste over journalister, hvis drab organisationen har bekræftet som mord. CPJ staver to af navnene anderledes, Al Gedi og Al-Ladaa. Er en medarbejder på en bevægelses egen tv-kanal journalist, kombattant eller begge dele? De to lister svarer forskelligt om de samme navne.

CPJ fører mindst tolv af hærens navne som journalister, hvis drab organisationen selv betegner som bekræftet mord.

Det gælder blandt andre Anas al-Sharif, Ismail al-Ghoul, Hossam Shabat og Hamza al-Dahdouh. Her står påstand mod påstand uden en tredjepart, der kan afgøre den. Hæren har sine dokumenter. CPJ har sin research. Ingen af dem kan efterprøves af en udenforstående, så længe materialet ikke offentliggøres i sin helhed.

Dokumenterne, ingen må åbne

Hæren skriver selv, at grundlaget er åbne kilder, dokumenter indsamlet i Gaza og afhøringer af militante foretaget af israelsk efterretning. Afhøringerne kan ingen udenforstående læse. Selve hærens side viser 170 navne, hvor hvert navn er et link til en profil.

I vores gennemgang var det kun navnene, der var tilgængelige i den tekst, vi kunne læse, og siden angiver ikke, hvilken organisation den enkelte hører til.

Læs også: 2025: Dødeligt år for journalister

Den palæstinensiske analytiker Muhammad Shehada, gæsteforsker ved European Council on Foreign Relations, har gennemgået siderne enkeltvis.

Han fandt 59 sider uden andet end en henvisning til flere efterretningskilder og 42 med udaterede uddrag. I 49 sager er beviset en nekrolog udgivet af en væbnet gruppe, og ifølge Consortium News’ gengivelse bygger mindst syv kun på billeder af den dræbte med et våben.

Ifølge ham står kun 78 af de 170 i CPJ’s database, som i alt rummer 191 navne. Tallene er hans egne og skal efterprøves side for side. En nekrolog fra gruppen selv er heller ikke uden værdi, og pressefrihedsgrupper og hær har længe været uenige om, hvornår en tidligere tilknytning gør en person til kombattant.

Sagerne er ikke lige stærke. I Ismail al-Ghouls tilfælde viser det dokument, hæren tidligere har henvist til, ifølge RSF (Reporters uden Grænser), at han fik en militær rang i 2007, da han var ti år gammel, mens det et andet sted siges, at han meldte sig i 2014. Samme dokument kalder ham ingeniør, ikke elitesoldat. Om Anas al-Sharif siger hæren nu, at dokumenter fundet i Gaza viser ham som kompagniofficer i Hamas’ artillerienhed i Nordgaza. CPJ vurderer, at nogle af de dokumenter, hæren lagde frem om ham i august 2025, tydeligt ikke er originale.

CPJ’s direktør Jodie Ginsberg sagde til Al Jazeera, at Israels mærkning af al-Sharif og andre som terrorister uden dokumentation “føltes som en optakt til at retfærdiggøre et attentat”, og at CPJ advarede om det allerede sidste oktober.

Hassan Aslih er den sag, hvor mest er kendt udefra. AP kaldte ham en lejlighedsvis freelancer og skrev, at ingen AP-medarbejdere krydsede grænsen den 7. oktober, og AP og CNN afbrød samarbejdet med ham i november 2023. Hæren siger, at han trængte ind i Israel sammen med de væbnede mænd. Han blev dræbt i maj 2025.

Hvad regnestykket viser, hvis man tager det alvorligt

Lad os for en stund antage, at hærens liste holder på alle punkter. Hvad følger så?

For det første ændrer det ikke hele billedet. Hvis det er rigtigt, at kun 78 af de 170 navne findes i CPJ’s database, er 92 navne ikke med i CPJ’s tal i forvejen.

Selv hvis alle 78 faldt ud af de 189, ville der stadig stå omkring 110 tilbage. Regnestykket forudsætter, at Shehadas tal er rigtige, og at de 78 alle er blandt de 189, og det viser først og fremmest, at de to optællinger måler forskellige mængder. Listen kan derfor ikke alene bruges til at sige, at tallet er forkert, for der findes ikke ét tal.

For det andet siger en liste over, hvem der var medlem af en militær gren, intet om, hvordan den enkelte blev dræbt.

Efter den Internationale Røde Kors-komités (ICRC) beskrivelse af folkeretten er journalister civile, og de mister kun deres beskyttelse, hvis og så længe de direkte deltager i fjendtligheder. Hærens kriterium er medlemskab, ikke direkte deltagelse i en bestemt handling.

Listen oplyser ikke, om den enkelte deltog i kamp, da han blev dræbt, og den, der blev ramt, mens han filmede, rejser et andet spørgsmål end den, der blev ramt under et angreb. Spectator-forfatteren erkender selv, at ingen af dette betyder, at alle dræbte journalister var kombattanter, og at hver død kræver en vurdering af, hvordan den kom i stand. Den vurdering indeholder listen ikke.

For det tredje er tidspunktet en del af problemet. Ifølge Spectator er listen bygget over måneder af dokumenter, som tropper har fundet i Gaza. Det kan være rigtigt. Men i al-Sharifs tilfælde mærkede Israel ifølge Ginsberg ham og andre som terrorister allerede i oktober 2024, uden at der blev lagt dokumentation frem. Når en påstand fremsættes før en død og dokumenteres efter, kan en udenforstående ikke afgøre, om dokumentationen er årsagen til påstanden eller en følge af den.

Hvad Spectator-teksten gør, og hvad den lader ligge

Jonathan Sacerdotis artikel i The Spectator er et forsvar for listen. Den er værd at læse nøje, fordi den både gør og siger mere, end overskriften lover.

Den tilføjer forbehold i selve teksten. Ikke alle profiler har samme bevisvægt, skriver han, og hver sag fortjener granskning. Alligevel kalder han mønstret uomtvisteligt. Det er en modsigelse, læseren selv må løse: Hvis hver sag kræver granskning, kan mønstret ikke allerede være bevist.

Det samme gælder Aslih. Teksten stiller spørgsmålet, om han ikke blot dækkede massakren, men spillede en rolle i den, med forhåndsviden og forberedelse, og svarer, at det ser sådan ud. En formulering som “det ser sådan ud” er en hypotese, og AP har offentligt sagt noget andet.

Den behandler hærens påstande som fakta i den indledende ramme. Afsnittet, der åbner artiklen, siger, at de 170 også var operatører i terrororganisationer, ikke at hæren siger det. Forskellen er stor, og læseren ser den først, når forbeholdene kommer længere nede.

Den siger også, at alle disse mennesker blev talt med i de opgørelser, vestlige nyhedsmedier læste op. Men Shehada peger på, at under halvdelen af navnene findes i CPJ’s database.

Hvis det holder, rammer kritikken et mindre mål, end den forudsætter. Om medier har blandet organisationernes kriterier sammen, er et spørgsmål, denne artikel ikke har undersøgt. Det kan sagtens være en berettiget kritik. Den er blot en anden end “bedraget”.

Til gengæld rammer teksten noget rigtigt, når den peger på presseforholdene i Gaza. Der findes uafhængig dokumentation for, at Hamas har presset journalister, og den kommer blandt andet fra CPJ.

Indefra: Smart og de sænkede kameraer

Fotografen Motaz Azaiza stod på Times liste over verdens hundrede mest indflydelsesrige i 2024. I podcasten Taqarob, der blev omtalt i september 2026, beskrev han ifølge Jewish News, at fotografer i Gaza sænkede kameraet, når en beboer kritiserede Hamas.

Da værten bemærkede, at den slags normalt ikke udgives, svarede Azaiza bekræftende. Ifølge gengivelser af interviewet omtalte han en WhatsApp-gruppe kaldet Smart, som journalister og en Hamas-medieansvarlig sad i, og som blev brugt til kampagner mod journalister, der udfordrede Hamas. Han fortalte også, at han den 7. oktober 2023 filmede, hvordan israelske gidsler blev slået på gaden, og aldrig udgav optagelserne.

Læs også: Desinformation som geopolitisk våben: når fakta bruges til at manipulere frem for oplyse

Azaiza har ifølge Jewish News sagt, at han taler for sig selv ud fra egne oplevelser. Interviewet findes kun på arabisk, og vi har ikke kunnet høre originalen. Alt, hvad der her er gengivet, kommer fra tredjepart, og Azaiza har ikke fået mulighed for at kommentere denne artikel. Hans udsagn bør derfor behandles som en kilde, der endnu ikke er kontrolleret i originalen.

Uafhængig støtte findes dog. I en rapport fra maj 2025 dokumenterede CPJ, at Hamas’ sikkerhedsagenter har blokeret, truet og slået journalister i Gaza. Formanden for Det Palæstinensiske Journalistsyndikat, Nasser Abu Bakr, beskrev omfattende krænkelser af journalisters arbejde. Næstformand Tahseen al-Astal sagde, at de fleste journalister selvcensurerer. To journalister ville ikke lade CPJ offentliggøre deres oplevelser af frygt for repressalier.

Det gør billeder og vidnesbyrd fra Gaza sværere at veje, og det gælder alle redaktioner, der har brugt materialet. Hvor mange gange en journalist har sænket kameraet, ved ingen. De historier tæller ingen.

Udefra: en dør, der har været lukket i over tre år

Israel har siden oktober 2023 nægtet udenlandske journalister selvstændig adgang til Gaza. Foreign Press Association, der repræsenterer udenlandske journalister i regionen, har ført sagen for Israels højesteret, hvor CPJ og RSF har indgivet indlæg til støtte for sagen.

Retten har udskudt afgørelsen flere gange, og staten har fået lov at fremlægge fortroligt materiale, som foreningen ikke har kunnet gendrive.

Statens linje er ifølge israelske medier, at uledsaget adgang er for farlig, og at journalister kan komme ind under hærens eskorte.

Foreningen svarer, at der ikke findes sikkerhedsgrunde til et generelt forbud, når nødhjælpsarbejdere og embedsfolk slipper ind. CPJ nævner stadig forbuddet som en af hindringerne i sin opdatering fra september 2026.

Følgen er, at ingen udefra kan kontrollere hverken de lokale journalisters arbejdsvilkår eller de dokumenter, hæren siger at have fundet. Spectator beskriver restriktionerne som et vanskeligt strategisk valg, der ikke er ideelt, men forklarligt, fordi udenlandske reportere i Hamas’ område ville blive styret og udsat for fare.

Det er et argument, der kan diskuteres. Men det efterlader samme konklusion: Både optællingerne og listen hviler på kilder, som offentligheden kun kan få gennem en af parterne.

Hvad der ville kunne afgøre sagen

Spørgsmålet kan afgøres, men det kræver ting, ingen af parterne har vist sig villige til at give.

Hæren kunne offentliggøre de originale dokumenter og de afhøringer, den bygger på, eventuelt sløret for kilder, så uafhængige eksperter kunne læse dem. CPJ og RSF kunne offentliggøre den fulde sammenligning navn for navn mellem deres lister og hærens, så ingen afhænger af en enkelt analytikers optælling.

En uafhængig granskning med adgang for udenlandske journalister ville kunne kontrollere både de dræbtes tilknytninger og de forhold, de arbejdede under. Indtil det sker, fungerer listerne som argumenter, ikke som beviser.

En påstand med afsender

Indefra bestemmer en bevægelse, hvad der bliver filmet og udgivet. Udefra bestemmer en hær, hvem der må komme ind, og hvilke dokumenter offentligheden får at se. CPJ skriver selv, at meget af bevismaterialet nu er ødelagt, og at antallet af journalister, som Israel bevidst ramte, måske aldrig bliver kendt.

Den usikkerhed gælder også hærens liste, for ingen udenforstående kan efterprøve de afhøringer og efterretninger, den bygger på.

Læseren behøver ikke vælge side for at tage lære af det. Hver gang et tal eller en liste bliver sat frem, er det værd at spørge, hvem der har talt, efter hvilket kriterium, og hvem der kan tjekke det. Det gælder anklagerne mod Israel lige så meget som hærens frikendelse af sig selv.

Hvert tal i denne krig er en påstand med et navn på.

ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.