Et tilfældigt møde en lørdag eftermiddag på et torv i Burgas, Bulgarien, med en landsmand der har meldt sig ud af alt det, jeg lever af
Det var lørdag, og torvet i Burgas havde den der dovne eftermiddagsrytme, hvor ingen rigtig skal nogen steder. Mågerne gik rundt, som om de var på overarbejde, der var nogen med indkøbsposer, nogen med børn, og så en masse mennesker, der bare sad og lod tiden løbe af dem. Det er sgu en af de ting, jeg godt kan lide ved at bo herude.
Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at tale med nogen, jeg ville bare nyde en cappuccino. Jeg er flyttet hertil for at kunne arbejde i fred, og jeg har lært gennem årene, at fred og smalltalk sjældent går hånd i hånd. Men så sad han der, en dansker, der ligesom mig var bosat i Burgas, og vi kom til at snakke.
Jeg kan ikke huske, hvordan det begyndte, men jeg tror, det var tatoveringerne på siden af hans hoved, jeg nysgerrigt spurgte ind til. Sådan er det jo, når man har været for længe alene med sin telefon og pludselig støder på et menneske, der slet ikke har brug for sin.
Vi endte med at sidde der i halvanden time. Og jeg kiggede ikke på uret en eneste gang, hvilket næsten aldrig sker for mig.
Manden uden skærm
Det tog ham sådan cirka tyve minutter at fortælle mig, at han ikke ser nyheder. Det var ikke sådan et “jeg prøver at skære lidt ned”, som folk siger, mens de scroller videre. Han har intet fjernsyn, han læser ingen aviser, og han har ingen apps, der konstant poppede op med nye trusler mod verdensfreden.
Alt, hvad han ved om verden, ved han fra de mennesker, han møder på sin vej. Hvis ingen fortæller ham det, så er det ikke sket, set fra hans stol. Han sagde det bare, ligesom man siger, at man foretrækker te frem for kaffe.
Han har selvfølgelig en telefon, men han bruger den lidt, som man bruger en hammer. Når der skal slås et søm i, tager han den frem, og så lægger han den væk igen. Netbanken er hans teknologiske maksgrænse.
Han har ikke bil, ikke motorcykel, ikke engang en cykel. Han går, eller han tager bussen, og så er den ged barberet. Hele hans liv ligger inden for en radius, man kan nå til fods, og ved at gå føler han, at livet er tættere på.
På et tidspunkt i vores samtale fortalte jeg ham, at jeg er journalist.
Jeg havde forventet et grin eller lidt ubehag. Men han nikkede bare helt roligt, som om jeg havde sagt, at jeg var tømrer.
Læs også: Ville du gå tilbage til tiden før smartphones?
Mit modsatte
Hvis jeg skal være helt ærlig, så ligner mit liv hans omtrent lige så meget, som en motorvej ligner en skovsti. Vi er begge to danskere, der er endt i Burgas. Jeg tog mit arbejde med mig, og han lod støjen blive hjemme.
Jeg er redaktør og journalist, og Danmark er mit arbejde. Det tager jeg sgu alvorligt. Jeg rejser derop, så ofte mit liv og arbejde kræver det, og jeg kender landet fra de steder, hvor tingene faktisk bliver besluttet, og ikke kun fra overskrifterne. Min telefon holder aldrig rigtig pause, og jeg har den med mig overalt, selv når jeg ikke har lyst til det.
Men jeg skal have noget på plads, for det er ikke helt det, han tror. Jeg sidder ikke og læser nyheder for fornøjelsens skyld. Dagens skænderi på Christiansborg, en kendt mands seneste skandale, endnu en overskrift om noget, der skete for tre timer siden og er glemt i morgen: det gider jeg sgu ikke bruge min tid på. Det er pis og lort, og det ved jeg i og for sig lige så godt som ham.
Det, jeg faktisk leder efter, er kilden til den næste store sag. Et dokument, der aldrig burde have været offentligt, en tip-mail fra en, der har set noget, de ikke skulle have set, eller en lille detalje i en aktindsigt, der ikke helt passer. Jeg er ikke ude efter de nyheder, du finder på Ekstra Bladet dagligt, jeg er ude efter de historier, som ingen andre har fundet endnu.
Det lyder jo ret godt, når man siger det højt. Jeg sad der og forklarede det, og det lød næsten ædelt, som om jeg var en slags skovfoged for sandheden. Han kiggede på mig, og jeg kunne se på ham, at han ærligt talt ikke syntes, der var den store forskel.
Musikken han ikke forstår
Der er en ting ved ham, jeg stadig ikke har fået til at passe sammen, og det er hans radio. Han hører bulgarsk radio og bulgarsk musik.
Han taler ikke bulgarsk. Ikke et ord, så vidt jeg kunne forstå, selvom han bor her. Og han er fuldstændig ligeglad med det. Han kan bare godt lide musikken, og han nyder den på samme måde, som man nyder en solstråle på en bænk, uden at skulle forstå, hvorfor den er varm.
Jeg har brugt det meste af mit voksne liv på at tro, at information er ilt, og at man bliver kvalt uden. Og så sidder der en mand lige foran mig, som har byttet nyhedsstrømmen ud med en radio, han ikke forstår et ord af. Hvis der kommer nyheder, er det bare lyd for ham. En vært, der skændes med en lytter, en reklame for noget, han aldrig kommer til at købe. Bare tonefald og tilfældige rytmer.
Jeg havde forestillet mig, at han havde udliciteret redaktionen til nogen. Men nej. Han har lukket redaktionen helt ned.
Hvad han lever af, ved jeg i øvrigt ikke. Jeg tror, det er en eller anden form for kunsthåndværk, men vi kom aldrig rigtig ind på det. Halvanden time over et bord, og vi nåede aldrig at tale om, hvad vi hver især laver. Hvornår skete det sidst for dig? Normalt er det jo det første spørgsmål, man får: “Nå, og hvad laver du så?”
Læs også: Du scroller dig selv ud af arbejdsmarkedet
Den ubehagelige sandhed
Jeg ved ikke, om han har ret. Jeg tror det ikke helt. Nogen skal jo holde øje med dem, der har magten, mens de bruger den, og nogen skal skrive det ned, ellers gør de det bare uden vidner. Hvis alle gjorde som ham, ville dem, der sidder på magten, være ret glade for det.
Men jeg ved også, at man kan stå så længe i en strøm, at man holder op med at mærke, at man står i vand. Jeg kalder det research, når jeg tjekker min telefon. Men min tommelfinger spørger ikke altid, om det er research, før den skubber skærmen op igen. Det gør den bare.
Vi sad der, to mænd fra hver sin ende af samme verden, og ingen af os overbeviste den anden om noget som helst. Det var egentlig det mest mærkelige ved hele eftermiddagen. Vi blev bare siddende.
Måske fordi han ikke ville have noget af mig. Han ville ikke vinde, han ville ikke overbevise mig om noget, og han skulle ikke have mig til at mene det ene eller det andet. Han ville bare sidde og snakke, og det var ligesom nok.
Kvart over fire
Klokken var 16:15, da jeg rejste mig og sagde farvel.
Og jeg ved godt, hvad der skete bagefter. Jeg var ikke nået ti meter væk, før min hånd var nede i lommen. Notifikationer, mails, beskeder. Jeg gik hen over torvet og tjekkede mails, som om jeg havde glemt, hvordan man går uden.
Jeg vendte mig om én gang.
Han sad der stadig. Helt rolig, uden telefon i hånden. Han sad bare og kiggede ud over torvet, som om det var en film, han havde set mange gange før og stadig godt kunne lide.
Der foregår en stor debat i vores tid om, hvor meget information et menneske egentlig kan holde til. Man taler om skærmtid, algoritmer og digital afgiftning, som om det var en kur mod en sygdom, vi alle er blevet smittet med.
Han tog aldrig sygdommen, så der er intet at kurere.
Jeg spurgte ham aldrig, om han var lykkelig. Måske fordi jeg var bange for svaret, uanset hvad det var.
Mens jeg gik videre hen over torvet med ansigtet begravet i min skærm, blev jeg ved med at tænke på, hvad det egentlig er, jeg holder så krampagtigt fast i. Og på, hvem jeg er, den dag støjen letter, og der pludselig bliver stille.
Når den sidste notifikation forsvinder, forsvinder noget af os. Men hvad nu, hvis det, der forsvinder, aldrig rigtig var mig?
