Psilocybin og virkelighed: Filosof spørger, hvad vi egentlig ved

Brooklyn, marts 2020. En amerikansk filosof sidder i en lejet lejlighed i en by, der er gået i stå. Han har haft covid. Han er kommet sig. Og alligevel er noget galt, ikke med kroppen, men med verden. Jobs, institutioner, hverdagens rytme: alt det, vi kalder virkeligt, fremstår pludselig som kulisser. “Jeg havde den skarpe fornemmelse, at de ting, vi tager for virkelige, bare ikke er virkelige,” fortæller Justin Smith-Ruiu. “Det var ganske ekstremt.”

Han kunne have søgt terapi. Han sagde ikke op. Han begyndte at tage stoffer. Og så skrev han en bog om, hvad det lærte ham som filosof.

Manden med en asteroide og en psilocybin-trøffel

Smith-Ruiu er professor i videnskabshistorie ved Universitetet i Paris, specialist i Leibniz, forfatter til bøger om internettets filosofiske rødder og racekategoriernes konstruerede natur. Han har en asteroide opkaldt efter sig. Han er, med andre ord, ikke en type, man forventer at finde i et hollandsk smart shop.

Men det var præcis, hvad han gjorde, lovligt, via det smuthul i hollandsk lovgivning, der tillader salg af den underjordiske trøffelform af psilocybin-svampen. Ekspedienten irettesatte ham for at kalde dem “stoffer” frem for “planter”. Smith-Ruiu noterede tørt, at de hverken er det ene eller det andet. De er svampe. Han er den slags mand.

Marilyn Monroe som metodisk argument

En af bogens mest bemærkelsesværdige passager beskriver, hvad der sker på en dosis “langt højere end anbefalet”: Smith-Ruiu oplever en intens samtale med Marilyn Monroe, der stirrer på ham fra en plakat på hotelværelsets væg. Via YouTube opstår der siden et endnu stærkere bånd med Mama Cass, den afdøde sangerinde fra The Mamas & the Papas: “Mama Cass viste sig pludselig for mig som ‘Mama’ i den fulde betydning, kilden til min eksistens og ophav til min verden.”

Latterligt? Ja. Men det er præcis pointen. Når filosoffer studerer bevidsthed, tager de næsten altid udgangspunkt i de mest trivielle scenarier: en kat på en måtte, en rød prik på en skærm. Smith-Ruiu vender metoden om: gå til det mærkeligste, bevidstheden gør, og se, hvad problemerne ser ud derfra. Det er ikke romantisering af hallucination. Det er metodekritik, ubehageligt formuleret som personlig erfaring.

Den nøgterne filosofs blinde plet

Ideen om, at filosofi kræver ædruhed, er ikke et neutralt metodisk valg. Den er historisk konstrueret. Descartes satte standarden: filosofi er korrektionen af fejl, og fejl er alt, der opstår under ikke-standard betingelser. Standard er den vågne, rationelle, kemisk uforstyrrede mand. Alt andet, drøm, rus, ekstase, er støj.

Men disciplinen var ikke altid sådan. Walter Benjamin tog hash og opium i 1920’erne og førte omhyggelige noter. Jean-Paul Sartre tog mescalin i 1935 som research til en bog om forestillingsevnen, han fik en dårlig tur og gik i uger med en overbevisning om, at krabbedyr forfulgte ham. Michel Foucault droppede syre i Death Valley i 1975 og kaldte det “en af de vigtigste oplevelser i mit liv”, en erfaring, han sagde tvang ham til at tænke sit afsluttende forfatterskab helt om. Disse er ikke marginale figurer. De er kanoniske. Og de er systematisk fraværende i den akademiske samtale om, hvad filosofi bør tillade sig at undersøge.

William James formulerede det præcist i 1902: “Vores normale, vågne bevidsthed er blot én særlig form for bevidsthed, mens der hele vejen rundt om den, adskilt af de tyndeste slør, ligger former for bevidsthed, der er fuldstændig anderledes.” Det siges i dag om James, at han var filosofiens mest åbne sind. Det nævnes sjældnere, at han var høj på lattergas, da han tænkte det.

Virkelighed er det, vi er enige om at kalde virkelighed

Smith-Ruius dybeste argument handler ikke om stoffer. Det handler om, hvad vi tillader at tælle som viden. Privat ejendomsret er virkelighed. Penge er virkelighed. Et kunstværk til ti millioner dollars er virkelighed. En sten, der er gift med jorden, er det ikke. Men på hvilken logisk grund?

Hans svar er enkelt og ubehageligt: der er ingen grund. Det er sociale aftaler. Verdensinddelinger. Og under psykedelisk påvirkning falder disse aftaler midlertidigt bort, ikke til et bedre eller mere sandt billede af verden, men til et klart blik på selve aftalen. “Det er ikke, at jeg får et anderledes verdensbillede,” fortalte han New York Times. “Men det sætter én i en tilstand, hvor påstanden om, at en sten er gift med jorden, ikke virker mere absurd end påstanden om, at et bestemt kunstværk er ti millioner dollars værd.”

Den sætning sidder. Ikke fordi den er radikal, men fordi den er præcis. Vi opererer dagligt med hundredvis af sådanne aftaler uden at tænke over dem. Og filosofi, i sin nuværende, disciplinerede, analytiske form, hjælper os ikke til at se dem. Den gentager dem.

Danmark er tre skridt bagud

Herhjemme foregår der noget, der fortjener mere opmærksomhed. Siden januar 2025 kører det første EU-godkendte kliniske forsøg med psykedelisk-assisteret terapi fra Bispebjerg Hospital og Københavns Universitets klinik NOESIS, PsyPal undersøger psilocybins effekt på eksistentiel lidelse og depression hos terminalt syge patienter. En systematisk review fra september 2025 konkluderede, at behandlingen viser “markante og hurtige antidepressive effekter, ofte efter én til to sessioner.” Syddansk Universitets forskning har vist, at psylocin binder sig langt stærkere til serotoninreceptorer end serotonin selv, det biologiske fundament for, at disse stoffer gør, hvad de gør.psy.ku+2

Videnskaben er klar. Politikken er ikke. I Folketinget er der i 2025 fremsat et forslag om at nedsætte en gruppe, der skal kortlægge, om man bør overveje at regulere psykedelika. Tre niveauer af forsigtighed. Mens tusindvis af danskere allerede eksperimenterer alene, uden vejledning, fordi psykiatrien ikke hjælper dem, og fordi de har læst studierne selv. Det er ikke et argument for fri adgang. Det er et argument for, at lovgivning bør følge virkelighed, ikke undgå den.

Manden, der ikke overlevede pandemien

Smith-Ruiu har ikke taget stoffer, siden han afsluttede bogen. Men han er heller ikke den samme. Han stoppede med at drikke. Han begyndte at skrive anderledes, friere, mindre akademisk. Han tilføjede efter 18 års ægteskab sin kones efternavn til sit eget. Og han beskriver sin egen transformation med en sætning, der er for god til at parafrasere: “Indimellem forestiller jeg mig, at jeg ikke overlevede pandemien, og at mit liv på en eller anden måde splittedes i to halvdele.”

Det er ikke en bog om stoffer. Det er en bog om, hvad det koster at tage sine egne erfaringer alvorligt, og hvad det siger om en hel disciplin, at den systemisk har undladt at gøre det. Wittgenstein sagde: Hvad man ikke kan sige, skal man tie om. Smith-Ruiu tager stillingen og skriver videre alligevel. Ikke fordi han ved, hvad der er på den anden side af sprogets grænse. Men fordi det er der, de ærlige spørgsmål er.

NOESIS rekrutterer stadig deltagere til PsyPal. Er du eller nogen du kender i et palliativt forløb med depression eller eksistentiel angst, er det et reelt klinisk tilbud, ikke eventyrisme, men EU-finansieret forskning. Det er værd at vide.

ExtraFokus.com: Dybere blik på teknologi og digital magt.