Ensomhed som nyt folkeproblem

Der er noget grotesk ved det: Vi bor i et af verdens rigeste lande, med verdens stærkeste velfærdssystem, verdens højeste tillid og verdens flotteste tal på næsten alle parametre, og alligevel er vi ved at drukne i ensomhed. Ikke som et individuelt problem. Som en kollektiv epidemi, der vokser stille og systematisk, mens vi taler om noget andet.

Og vi har vidst det længe.

Læs også: Ensomhedsepidemien: Hvordan kultur kan helbrede Danmarks sjælekrise

Tallene taler. Vi hører bare ikke efter

Statens Institut for Folkesundhed dokumenterede i 2023, at andelen af danskere, der føler sig ensomme, er mere end fordoblet siden år 2000. I 2021 rapporterede 27 procent af alle mænd og 34 procent af alle kvinder ensomhed. En stigning, som professor Janne Tolstrup fra SDU kalder “markant”, og som delvist kan tilskrives pandemi-restriktionerne, men som altså begyndte langt tidligere. Hos de unge er det endnu mere alarmerende: Bland 16-24-årige mænd følte 45 procent sig ensomme i 2021, og for unge kvinder i samme aldersgruppe var tallet 54 procent.

Mary Fondens seneste undersøgelse fra 2024 viser, at 17 procent af de 16-24-årige nu oplever svær ensomhed. Op fra 5,6 procent i 2013. Det er en tredobling på ti år. Direktør Helle Østergaard fra Mary Fonden siger, at tallene nu er så tydelige, at man ikke længere kan sætte spørgsmålstegn ved, om udfordringen er reel.

Det burde have fået klokker til at ringe i Folketing og kommunalbestyrelser landet over. Men hvad sker der i praksis? Strategipapirer. Arbejdsgrupper. Et ambassadørprogram her, et mødested der.

Tallene er ikke subjektive støj. Ventilens seneste opgørelse fra 2023 viser, at mere end 120.000 unge mellem 16 og 24 år oplevede alvorlig ensomhed, og det tal er kun faldet beskedent fra de 140.000 det var under corona, selvom restriktionerne er væk. Ensomheden er altså ikke primært en pandemic-effekt. Den er strukturel.

Et portræt af den usynlige epidemi

Den ensomhed, der er sværest at få øje på, rammer ikke kun dem uden mennesker omkring sig. Den rammer også dem med kollegaer, en lejlighed og en telefon fuld af kontakter.

Læs også: Hygge-myten: Er vi virkelig de lykkeligste i verden?

Den fredag aften, hvor man sidder med en øl og konstaterer, at der ikke er én person, man kan ringe til uden at det kræver en undskyldning for at gøre det, kender for mange unge danskere.

Det er den ensomhed, der er sværest at tale om: ikke fraværet af mennesker, men fraværet af dybe relationer. Mary Fonden dokumenterer, at mange unge føler sig ensomme, selv om de er sammen med andre. Det er en distinktion, vi sjældent tager alvorligt nok i den offentlige debat, der stadig har tendens til at forestille sig ensomhed som en gammel mand, der sidder alene med sin kaffe. Virkeligheden er mere kompleks, og langt mere udbredt.

Ældre Sagen anslår, at op mod 100.000 ældre over 65 år i Danmark føler sig ensomme i en grad, der påvirker deres livskvalitet mærkbart. Sundhedsstyrelsen påpeger, at ensomme ældre har sværere ved at komme sig efter sygdom og lægger et ekstra pres på sundhedssektoren. Men de unge og de ældre deler skæbne: begge grupper er systematisk underprioriteret i en samfundsindretning, der primært er designet til dem i midten. De erhvervsaktive, familiestiftende, skattebetaler-optimerede.

Sundhedseffekten: Det koster faktisk liv

Dansk Selskab for Folkesundhed har gjort regningen op: Ensomhed er årsag til flere indlæggelser, ekstra lægekontakter, sygefravær og forkortet levetid. De samlede udgifter til behandling, pleje og tabt produktion løber ifølge Sundhedsstyrelsen op i circa 10 milliarder kroner om året. Og 770 flere danskere dør hvert år som direkte følge af ensomhed sammenlignet med dem, der ikke er ensomme. Det svarer til to om dagen.

Ensomhed øger risikoen for hjertekarsygdomme, forhøjet blodtryk, depression, angst og demens. Det er ikke bløde tal fra en NGO-rapport. Det er veldokumenteret klinisk forskning, der igen og igen peger på det samme: social isolation er et biologisk stressrespons med konkrete, målbare konsekvenser for kroppen. Sundhedsstyrelsen anbefaler i sine retningslinjer forebyggelse af ensomhed som et sundhedspolitisk prioritet. Men en anbefaling er ikke en handling.

Det er her, det begynder at ligne et systemproblem og ikke blot et personlighedsproblem. Vi behandler symptomerne. Antidepressiva, psykologbehandling, genoptræning, men investerer systematisk for lidt i det, der forhindrer sygdommen i at opstå. En dyr løsning på et billigt problem, hvis man havde valgt at tage det alvorligt ti år tidligere.

Årsagerne: Individualisme er ikke bare et buzzword

Den danske samfundsmodel er, med rette, stolt af sin velfærdstat, sin tryghed og sin individuelle frihed. Men frihed har en skyggeside: Når vi optimerer samfundet mod selvstændighed, mobilitet og fleksibilitet, bryder vi langsomt de sociale strukturer, der holder mennesker sammen.

Fleksjob og hjemmekontor reducerer de kollegiale kontakter, der for mange er den primære sociale arena. Unge prioriterer karriere og selvrealisering tidligt, og de sociale relationer nedprioriteres systematisk, ikke af ond vilje, men fordi systemet belønner det.

Boligmarkedet er en undervurderet faktor. Høje priser driver folk til at bo alene i små lejligheder i storbyerne, og i København føler langt flere sig ensomme end i de mindre byer. Det er ikke svært at forstå, hvis man har prøvet at bo i en to-værelses lejelejlighed til 13.000 kroner om måneden, omgivet af naboer man aldrig taler med. Bygger vi byer til fællesskab? Eller bygger vi byer til effektiv produktion og individuelt forbrug?

Teknologien spiller sin rolle, men det er ikke den enkle forklaring, mange foretrækker. Sociale medier og apps lover forbindelse og leverer overflade. De fylder timerne uden at fylde tomrummet. Men skylden er ikke algoritmernes alene. Det er vores manglende evne til at designe modvægte.

Hvad gør politikkerne? Det korte svar

Der er programmer. Der er altid programmer. Kommuner som Aarhus tester buddy-programmer, København åbner mødesteder, og der bruges ressourcer på ensomhedsambassadører. Ingen af disse initiativer er uvæsentlige. Men de er symptombehandling sat i system.

Det virkelige spørgsmål, det som de fleste medier undlader at stille, er dette: Hvornår beslutter vi os for, at forebyggelse af ensomhed er en strukturel opgave og ikke en social serviceydelse til de mest udsatte? De initiativer, der faktisk virker langsigtet, kræver ændringer i byplanlægning, boligpolitik, arbejdsmarkedsstruktur og uddannelsessystem. De kræver, at vi accepterer, at menneskers behov for tilhørsforhold ikke løses med en frivillig besøgsven eller en app.

Dansk Selskab for Folkesundhed har siden 2020 kaldt på en “integreret, samlet og tværgående indsats” og understreget, at “enkeltstående indsatser ikke er nok”. Det er præcist den samme formulering, man kan finde i høringssvar og rapporter fra år til år. Pointen er ikke, at vi mangler viden. Vi mangler vilje til at handle på den.​

Det spørgsmål ingen rigtig stiller

Vi har sundhedskampagner mod overvægt, rygning, alkohol og stillesiddende livsstil. Vi måler, analyserer og regulerer. Men ensomhed, en faktor med dokumenteret sundhedseffekt på niveau med rygning, får stadig ikke den samme systematiske opmærksomhed i sundhedspolitikken. Sundhedsstyrelsen nævner det som et prioriteret indsatsområde for ældre, men der er ingen national handlingsplan med bindende mål, ingen systematisk screening i sundhedsvæsenet og ingen krav til kommunernes forebyggelsesindsatser på dette felt.​

Det er ikke en politisk forglemmelse. Det er en prioritering. Vi har valgt at behandle ensomhed som en individuel skavank og ikke som et folkesundhedsproblem på linje med alle de andre. Og vi betaler prisen: to dødsfald om dagen, 10 milliarder i samfundsomkostninger og en generation af unge, der er vokset op med bedre internetforbindelse end nogensinde og færre dybe relationer end nogen sinde.​

Hvad kunne have været gjort anderledes

Det er ikke som om, vi mangler modeller. UK oprettede i 2018 en minister for ensomhed og fulgte op med konkrete målepunkter og nationale strategier. Japan fulgte efter i 2021. Begge lande erkendte, at ensomhed er en politisk og strukturel opgave, ikke blot et socialt arbejdsmarked-problem.​

Danmark har råd til at gøre det samme. Vi har infrastrukturen, vi har kommunesystemet, vi har civilsamfundsorganisationer som Mary Fonden og Ventilen, der allerede gør det tunge arbejde. Det, vi mangler, er en national strategi med reelle mål, systematisk screening i almen praksis for de mest udsatte grupper og en bolig- og bypolitik, der tager fællesskab alvorligt som designparameter, ikke blot som et slogan i kommuneplanen.

Fra mit ståsted efter at have fulgt dette tæt i årevis, er det svært at forstå, at et land med vores ressourcer og vores tradition for evidensbaseret politik endnu ikke har løftet dette til topprioritet. Vi ved, hvad det koster. Vi ved, hvad det skader. Vi ved, hvad der skal til. Spørgsmålet er, hvornår vi holder op med at skrive rapporter om det og begynder at handle på det, ikke fordi det er blødt og socialt, men fordi det er hårdt og dyrt, og fordi to danskere dør for tidligt af det hver eneste dag.

ExtraFokus.com: Dybere blik på det danske samfund.