15 milliarder kr. i subsidier til vindenergi. Mens Østersø-parkerne kører med en kapacitetsfaktor på omkring 28 procent. Ørsted meldte om et tab på 8,2 milliarder kroner i tredje kvartal 2024, samtidig med at selskabet modtog 9,2 milliarder kroner i subsidier i samme periode. El-priserne er steget mærkbart siden januar 2024. Det rejser et spørgsmål, der sjældent stilles højt: Hvad får danskerne reelt for pengene?
Læs også: EU’s energimafia: Danmark taber milliarder på havvind
Kapacitetsfaktoren: Hvorfor vind og atom ikke er direkte sammenlignelige på papiret
Østersø-vindparker kører med en kapacitetsfaktor omkring 28 procent. Det vil sige, at de i gennemsnit producerer cirka en fjerdedel af, hvad de maksimalt kunne, fordi vinden ikke blæser konstant. Til sammenligning kører svenske atomkraftværker tæt på 85 procent, og franske omkring 82 procent. Forskellen skyldes den grundlæggende fysik: vind er vejrafhængigt, atomkraft er ikke.
Det betyder ikke nødvendigvis, at vindenergi er en dårlig investering, men det betyder, at en direkte sammenligning af installeret kapacitet mellem vind og atomkraft giver et misvisende billede af den faktiske energiproduktion.
Subsidiernes størrelse, og hvor lidt der er offentlig indsigt i dem
Ørsted modtog alene 9,2 mia. kr. i subsidier, samtidig med et rapporteret tab på 8,2 mia. kr. i tredje kvartal 2024. Investeringer i brintproduktion og andre grønne teknologier løber op i yderligere milliarder uden tilsvarende produktionsresultater endnu. Det rejser et rimeligt spørgsmål om gennemsigtighed: Hvor omfattende er den offentlige revision af, hvordan disse subsidiemidler faktisk anvendes, og bør den styrkes?
Den politiske linje: Vind som løsningen
Danmark har satset på havvind siden 1991, da verdens første havvindmøllepark, Vindeby ud for Lolland, blev opført. Dengang leverede parken strøm til 2.200 husstande. Udviklingen siden har været markant: Horns Rev-parken i Vesterhavet, indviet i 2009, leverer alene strøm svarende til 200.000 husstandes forbrug til en afregningspris på 51,8 øre/kWh over 50.000 fuldlasttimer. En pris fastsat ved udbud, der dengang blev betragtet som konkurrencedygtig.
Det danske energiforlig har længe peget på havvind som bærende element i den grønne omstilling, og skiftende energiministre har fastholdt den linje. Planerne rækker langt ud i fremtiden: en energiø syd for Bornholm skal ifølge Energistyrelsen samle strøm fra havvindmølleparker med en samlet kapacitet på 3 GW i 2030 og lede den videre til både Sjælland og Tyskland via undervandskabler. Det er en investering i milliardklassen, der forudsætter, at kapacitetsfaktor-problemet enten løses teknisk eller accepteres som en strukturel omkostning ved vindbaseret energiforsyning.
Kritikere peger på, at Danmark, i modsætning til Sverige og Frankrig, ikke har atomkraft som en del af energimixet, og at diskussionen om, hvorvidt små modulære reaktorer (SMR) bør indgå i den fremtidige danske energiforsyning, hidtil har fået begrænset politisk opbakning.
Den fortsatte gasafhængighed
Når vinden ikke blæser, skal produktionen suppleres. Typisk med gas. En del af Danmarks gasimport stammer stadig indirekte fra Rusland via mellemled i andre europæiske lande, på trods af de officielle udfasningsmål siden invasionen af Ukraine. Det er en spænding, der sjældent adresseres direkte i den politiske kommunikation om “grøn omstilling”: Jo mere ustabil produktionen fra vind er, jo større bliver den midlertidige afhængighed af fossil backup-kapacitet.
Hvad det koster almindelige forbrugere
El-regningerne er steget mærkbart for mange danske husstande siden 2024, særligt for dem med elopvarmning eller varmepumper, der kører på gasbackup i spidsbelastningsperioder. Øer som Bornholm, der er særligt afhængige af egen forsyningsinfrastruktur, oplever ofte højere priser og større sårbarhed ved forsyningsafbrydelser end fastlandet. Samtidig med at øen ifølge de officielle planer selv skal fungere som knudepunkt for 3 GW havvindstrøm fra 2030. Det efterlader et lokalt paradoks: en ø, der huser milliardinvesteringer i grøn energi-infrastruktur, mens dens egne indbyggere fortsat oplever højere priser og større sårbarhed end resten af landet.
Byggeriet af havvindmølleparker støder i øvrigt på sine egne flaskehalse: nyere analyser af dansk havnekapacitet peger på, at de større og tungere møllekomponenter kræver dybere sejlrender og forstærkede kajer, som flere danske havne endnu ikke er rustet til. En enkelt moderne havvindmølle kan veje omkring 3.200 ton, mod under 1.000 ton for en ældre 8 MW-model. Det er endnu en post på regningen, der sjældent nævnes, når politikere taler om havvind som en færdigudviklet, moden teknologi.
Hvad der kan gøres
Uafhængige energiøkonomer peger på flere konkrete tiltag: et fuldt offentligt tilgængeligt kvartalsregnskab for, hvordan energisubsidier faktisk anvendes; en åben politisk debat om, hvorvidt små modulære atomreaktorer bør indgå i det fremtidige energimix som supplement til vind; og stærkere lokale backup-løsninger på sårbare øer som Bornholm. For den enkelte husstand kan solceller og smart-styrede varmepumper, der kører når elprisen er lav, give en mærkbar besparelse over tid, selvom etableringsomkostningen er høj.
Udsigten
Spørgsmålet er ikke, om vindenergi er en del af løsningen. Det er det allerede, og bliver det i stigende grad. Spørgsmålet er, om den politiske kommunikation om grøn omstilling er ærlig om de reelle omkostninger, den fortsatte fossile backup-afhængighed og gennemsigtigheden omkring subsidierne, eller om bekvemme fortællinger får lov at stå uimodsagt, mens regningen lander hos forbrugerne.
