Klimakrisen kræver et nyt magtspil uden USA

 Dominans i ren teknologi

I dag står resultatet klart. Kina er ikke bare en aktør i den grønne omstilling – de dominerer den globale markedsandel fuldstændigt. I 2024 stod Kina for 80 procent af verdens produktion af solcellemoduler og battericeller.

Ifølge det Internationale Energiagentur tegnede landet sig for 40 procent af den globale eksport af elbiler samme år, mens USA forblev en nettoimportør. Gallagher argumenterer, at Kina de facto har ført en form for “grøn merkantilisme” – om det så var den oprindelige hensigt eller ej. Landets oprindelige mål var det samme, som amerikanere og alle andre ville genkende: at skabe gode jobs i profitable industrier, der sandsynligvis vil vokse i en klimabegrænset fremtid.

Fra mit ståsted er evidensen her utvetydig: Kina har ikke bare investeret i grøn teknologi for at redde klimaet. De har set en strategisk industriel mulighed og grebet den. Når Trump nu gør, hvad han kan for at vende USA tilbage til kul og olie, sikrer han reelt, at Kina fortsætter med at dominere fremtidens energimarked. Det er en fundamental misforståelse af den økonomiske virkelighed.

Men der er også en tredje grund til, at Kina bliver i Paris-aftalen: De ved, at de bærer et tungt ansvar som verdens største årlige udleder. De ved, at hvis de trak sig tilbage, ville de møde massiv kritik fra både industrialiserede og udviklingslande. Selvom Kina ikke længere er den største historiske udleder – USA har stadig førstepladsen på den konto – er Beijing klar over, at deres handlinger vejer tungt.

DMI og danske forskeres rolle

Klimadebatten er langtfra kun et udenlandsk anliggende. Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har i årtier leveret kritiske data om klimaforandringer i Arktis, hvor opvarmningen sker dobbelt så hurtigt som i resten af verden. DMI’s målinger af havistykkelse og smeltehastighed er blevet internationale referencepunkter – data, som bruges af IPCC’s klimarapporter. Men når USA svigter sit ansvar, og Kina holder kortene tæt til kroppen, hvad betyder det så for dansk klimaforskning og vores egen indsats?

Københavns Universitet og DTU har produceret banebrydende forskning i alt fra havvindmølleteknologi til præcisionslandbrugets klimapotentiale. KU’s Niels Bohr Institut bidrager til de globale klimamodeller, der viser, at vi skal reducere emissioner med cirka 45 procent inden 2030, hvis vi vil have mindst 66 procent sandsynlighed for at holde opvarmningen under 1,5 grader over præindustrielt nivea

u. Det betyder netto-nul-emissioner inden 2050. Alternativet – at sigte efter to graders opvarmning – kræver 25 procent reduktion inden 2030 og netto-nul omkring 2070. Men ifølge forskerne har de mange års udsættelser gjort opgaven betydeligt sværere for den generation, der vokser op i dag.

Det positive er, at investeringer har båret frugt. Verden har allerede det meste af den nødvendige teknologi til overkommelige priser. Barrieren er politisk vilje – og Trumps administration er en stor grund til det manglende momentu

m. Statens Serum Institut (SSI) og Sundhedsstyrelsen vurderer, at klimaforandringer allerede nu påvirker danske borgeres sundhed gennem øget pollenspredning, tropiske sygdomme og hedebølgers belastning af ældre og kronisk syge. Fra mit ståsted er det en kedelig ironi, at dansk forskning dokumenterer problemerne, mens de politiske beslutningstagere globalt vakler.

COP30’s skuffende resultat

Sammenlign momentumet mellem november 2014-15 forud for Paris-aftalen og november 2024-25 før COP30 i Belém, Brasilien. I 2014 annoncerede præsident Barack Obama og Xi Jinping i fællesskab deres nationally determined contributions (NDC’er), hvor Kina for første gang forpligtede sig til at toppe sine emissioner senest i 2030, og USA til reduktioner på 26-28 procent under 2005-niveauer inden 2025. Efter den fælles annoncering hastede andre lande med at indsende deres NDC’er i god tid før Paris-forhandlingerne, så målene i praksis var færdigforhandlede ved topmødet i slutningen af 2015.

Den positive dynamik er nu vendt til en negativ spiral af forsinkelser og svagere ambitioner. Selv EU og Kina indsendte deres NDC’er i sidste øjeblik før COP30, selvom begge havde annonceret ikke-bindende mål tidligere på efteråre

t. Kinas mål var det første til at dække perioden efter landets emissionstoppen, men var anæmisk og ikke i tråd med målet om CO2-neutralitet i 2060. Climate Action Tracker, en uafhængig tænketank, bedømte det som “højst utilstrækkeligt”.

Ved starten af COP30 havde 83 lande stadig ikke indsendt deres opdaterede NDC’er, som kræves for at fuldende den globale opgørelse – den proces, der hvert femte år evaluerer, om nationale forpligtelser matcher de globale mål.

Ved slutningen af topmødet havde 79 lande stadig ikke indleveret deres nye NDC’er ifølge Climate Watch. Det er et chokerende og hidtil uset resultat, når man tænker på, at opgørelsesprocessen skulle afsluttes ved COP30. Selvom ingen blev overraskede over, at olieproducenter som Iran og Saudi-Arabien – eller endog Argentina under præsident Javier Milei, en Trump-discipel – ikke indsendte i tide, var det skuffende, at Indien, Mexico og Sydkorea forsinkede deres.

Indien, verdens tredjestørste udleder, udsatte uforklarligt sin NDC-annoncering til efter topmødet. At undlade at indsende en NDC før en COP er et tegn på apati, men at undlade at indsende den overhovedet under en COP svarer til et sammenbrud i opgørelsesprocessen.

På den mere positive side introducerede Mexico under COP’en et absolut emissionsloft for 2035 og sektorspecifikke emissionsmål for første gang samt bekræftede et netto-nul-mål i 2050. Sydkorea overraskede også mange ved at annoncere en reduktion på 53-61 procent fra 2018-niveauer inden 2035 og forpligte sig til at udfase brugen af kul uden CO2-fangst. Sidstnævnte var påfaldende, fordi kul tegner sig for cirka en tredjedel af landets elproduktion, selvom Seoul ikke angav en deadline.

EU’s forbilledlige ambition

Også opmuntrende var EU’s imponerende forpligtelse til en 90 procent reduktion under 1990-niveauer inden 2040. På grund af den nuværende udfordring med at flytte sig væk fra russisk gas kæmpede Europa for at blive enige om sit nærmere 2035-mål, men endte med at indsende et stadig meget stærkt målinterva

l. EU’s 2040-mål blev vedtaget af EU-Rådet og vil blive fremsat som en ændring af den europæiske klimalov. Ethvert mål, der er indskrevet i national lovgivning, er særligt robust, fordi det bliver mere bindende og håndhæverligt, end det er muligt i en international aftale.

Men bortset fra Seouls nye ambition og Bruxelles’ ubønhørlige march mod netto-nul er det globale momentum på emissionsreduktioner klart aftaget, og ambitionerne er svigtede.

En anden stor skuffelse fra COP30 vedrører mobilisering af klimafinansiering til at hjælpe udviklingslande med at forfølge lavemissions-udvikling og blive mere modstandsdygtige over for klimapåvirkninger.

Ved topmødet blev tidligere aftalte mål gentaget, en ny ansvarligheds-ramme præsenteret og en køreplan lagt frem, men der blev reelt kun gjort ganske få nye klimafinansieringsforpligtelser. Brasilianerne foreslog en ny 125 milliarder dollar blandet finansieringsfacilitet, der ville motivere lande til at holde tropiske skove som Amazonas stående gennem en pay-for-performance-mekanisme, men tilsagn fra kun få lande ved COP’en beløb sig til kun 6,7 milliarder dollar. Hverken Kina eller USA gav nogen støtte til Brasiliens signaturinitiativ.

Endelig blev skurkeagtige nationer igen styrket til at forstyrre forhandlingerne, opmuntret af den pro-fossile Trump-administration. Saudi-Arabien og Rusland vendte tilbage til obstruktiv adfærd, man ikke havde set i over et årti, og førte lande i at protestere mod en køreplan for overgangen væk fra fossile brændstoffer – et mål, der allerede blev aftalt for to år siden ved COP28 i Dubai. Deres protester overvældede støtten fra 80-plus lande til en sådan køreplan og en parallel køreplan forkæmpet af Brasiliens præsident Luiz Inácio Lula da Silva om at stoppe skovrydning. Fordi klimaforhandlingerne opererer ved konsensus, kan et enkelt land forhindre enighed om en beslutning eller et resultat.

Teknologien er klar – politikken halter

På trods af den malaise, mange følte ved afslutningen af klimaforhandlingerne i Brasilien, er alt ikke tabt. Før Paris var vi på vej mod en verden med 4-5 graders opvarmning.

I dag vurderer forskerne, at vi med de nuværende nationale politikker globalt kigger på 2,8 grader. Selvom det måske ikke lyder som en kæmpe forskel, er det det.

• To graders opvarmning forventes at føre til en gennemsnitlig global havniveaustigning på 20 centimeter.
• Ved fire graders opvarmning ville mere end 80 procent af verdens kystlinjer overstige en median global havniveaustigning på 0,6-2 meter, hvilket fører til kronisk oversvømmelse og fordrivelse af millioner fra lavtliggende byer som Guangzhou, Miami, Mumbai og New Orlea

  ns.

At begrænse opvarmningen til to grader giver individuelle borgere, byer, stater og lande muligheden for at tilpasse sig disse dybgående forandringer – i hvert fald i relativt velstående lande. Innovation og markedsdannelsespolitikker har sammen reduceret omkostningerne og forbedret præstationen af ren teknologi, hvilket gør det meget nemmere og billigere at reducere emissioner i dag end for 20 år siden.

Priserne på vind, sol, elbiler, varmepumper og netopbevaring er faldet til niveauer, der nu er tilgængelige for almindelige mennesker over hele verden. I første halvdel af 2025 genererede vedvarende energi mere elektricitet globalt end kul for første gang.

Nogle europæiske lande, herunder Tyskland og Storbritannien, har formået at reducere deres emissioner med 30-50 procent under 1990-niveauer – sammenlignet med kun tre procent i USA – ved hjælp af en blanding af markedsbaserede politikker som emissionshandel og CO2-afgifter, fiskale værktøjer som skatteincitamenter og reguleringsforanstaltninger.

Forskellen mellem Europas fremskridt og USA’s skyldes i høj grad de pendulsvingninger i amerikansk klima- og energipolitik, der er sket, mens landet har slinget fra demokratisk til republikansk kontrol og tilbage. Disse svingninger har bremset USA’s fremskridt med at reducere emissioner og undermineret amerikanske cleantech-virksomheder og investorer, der regner med stabile politikker.

Dansk forskning viser vej i mørket

Fra DTU’s forskning i avancerede vindmølleteknologier til Aarhus Universitets undersøgelser af landbrugets klimaaftryk er danske videnskabsinstitutioner i front. AU’s Institut for Agroøkologi har dokumenteret, hvordan præcisionslandbrug kan reducere udledninger betydeligt, mens KU’s klimaforskere bidrager til de globale modeller, der guider IPCC’s anbefalinger. Men uden politisk vilje – især fra store udledere som USA – risikerer denne forskning at blive spildt.

Det er kynisk fra forskningsfinansiørerne globalt, at de ikke står fast på langsigtede forpligtelser. Når Trump afskriver Biden-æraens regulatoriske politikker og foreslår drastiske nedskæringer i offentlige investeringer i energiforskning og -udvikling, sender det et signal om, at videnskaben kan ignoreres, hvis den er ubekvem. Men markedskræfterne og forretningsmomentet kan måske overvælde Trumps forpligtelse til fossile brændstoffer.

Vedvarende energi tegnede sig for mere end 90 procent af nye kapacitetstilføjelser i USA i 2024 og var på vej til at gøre det igen i 2025. Ifølge det finansielle rådgivningsfirma Lazard er vedvarende energi – selv efter Trumps genvalg og uden subsidier – den “mest omkostningskonkurrencedygtige form for produktion” i USA.

Sandheden er, at med USA som den næststørste udleder på jorden er det stadig nødvendigt, at Washington gør sin andel for at reducere emissioner. Men ud over størrelsen af landets emissioner kan USA spille en forstyrrende kraft på den globale arena, hvis det opfordrer – eller endda mobber – lande til at købe dets fossile brændstoffer, især kul og olie.

Ved at sætte et dårligt eksempel derhjemme med at ophæve politikker, der reducerede emissioner og forårsagede en renæssance i amerikansk cleantech-fremstilling, kan det få andre lande til at ignorere eller opgive deres egne emissionsreduktions- og klimafinansieringsforpligtelser.

Hvem tager lederskabet?

Europa vil sandsynligvis fortsætte med at sætte et godt eksempel for resten af verden med hensyn til egne emissionsreduktioner og stabiliteten i sine politikker. Men da Ruslands krig i Ukraine fortsætter, og Europa øger udgifterne til national sikkerhed, vil det være svært at mobilisere meget mere klimafinansiering, end landet allerede er forpligtet til.

Mange lande har desuden fortolket Europas planlagte kulstofgrænsetilpasningsmekanisme som protektionisme, selvom den forsøger at adressere konkurrencebekymringer for egne virksomheder. Denne centrale friktion vil gøre det svært for Europa og Kina sammen at fylde tomrummet af amerikansk lederskab.

Så hvis ingen helt kan indtage USA’s plads, hvad vil der ske med kampen mod klimaforandringer? Mens Kinas seneste emissionsreduktionsmål var skuffende, vil det sandsynligvis gerne nyde den stille godkendelse fra andre lande, der sætter pris på, at det fortsætter kursen efter USA’s tilbagetrækning.

I mellemtiden vil det fortsætte med at erobre stadigt større global markedsandel inden for sol, vind og elbiler, mens USA afskærmer sig fra den globale cleantech-handel. Baseret på dets adfærd ved COP30 og manglen på resultater fra den konference synes det stadig tydeligere, at Kina er klar til at lede i handel og på markedet, men ikke i globale klimaforhandlinger.

Den nye energiøkonomi overtager, og dens momentum driver Kina fremad, men Beijing leder ikke med sin NDC, og det forpligter sig heller ikke til at fylde tomrummet i multilateral klimafinansiering, der er opstået med USA’s tilbagetrækning. Desuden vil Kinas cleantech-lederskab sandsynligvis blive udfordret, fordi andre industrialiserede og udviklingslande ønsker at nyde frugterne af grøn vækst, herunder jobskabelse og økonomisk vækst.

Hvis Kina oversvømmer det globale marked med billig grøn teknologi, vil lande, der forsøger at opbygge deres egne cleantech-industrier, rejse egne toldsatser på Kina – ligesom Trump-administrationen og i mindre grad Europa har gjort med det mål at beskytte indenlandske nystartende industrier.

Vi begynder at se en sådan tendens dukke op, hvor Indien først indførte udlignende anti-subsidie- og beskyttelsestold på kinesisk vind og sol i 2016 og 2018, og i september 2025 foreslog treårige anti-dumping-toldsatser på kinesiske solceller og -moduler.

Spørgsmålet er så, om amerikanske virksomheder og arbejdere er parate til at tilbyde cleantech-alternativer til kinesiske leverandører, om nye cleantech-virksomheder vil opstå i store fremvoksende økonomier som Brasilien, Indien, Indonesien og Sydafrika, eller om de vigtigste eksisterende cleantech-udfordrere til Kina – nemlig Tyskland, Japan og Sydkorea – vil gå sammen for at udfordre Beijings dominans.

Tid til handling – før det er for sent

Mens forskere fra DMI, DTU, KU og AU fortsætter deres essentielle arbejde, må vi erkende, at klimakrisen ikke kan løses af videnskaben alene. Den kræver politisk vilje, økonomiske investeringer og globalt samarbejde. Kina har vist, at det er muligt at kombinere klimaambition med økonomisk vækst – de har skabt millioner af jobs i cleantech-sektoren og dominerer nu de markeder, der vil definere fremtidens energisystem.

Europa har vist, at stabile politikker og langsigtede forpligtelser giver resultater – deres emissionsreduktioner på 30-50 procent beviser, at det kan lade sig gøre. Men uden USA’s deltagelse og med Kinas tilbageholdende tilgang til klimaforhandlinger står verden tilbage med et ledelsestomrum på et kritisk tidspunkt.

Vi har værktøjerne. Vi har teknologien. Vi har videnskaben. Det, vi mangler, er den politiske vilje til at handle beslutsomt og hurtigt.

Vi kan ikke vente på, at USA vender tilbage til forhandlingsbordet. Vi må handle nu – som individer, som virksomheder, som forskningsinstitutioner og som nation. Støt nyhedsmedier som ExtraFokus, der holder fokus på videnskaben og de ubehagelige sandheder. For hver måned, vi venter, bliver opgaven sværere. Og for hver grad, temperaturen stiger, bliver konsekvenserne mere katastrofale.

Cleantech-løbet er i gang. Spørgsmålet er, om Danmark – og resten af verden – vil være med til at forme fremtiden, eller om vi blot bliver tilskuere til Kinas dominans og USA’s tilbagetrækning. Valget er vores.

ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.