Jelling-stenenes runer: Hvem løj om Danmarks fødsel?

Danmarks fødselsattest er måske en forfalskning

Jelling-stenen (den store, tresidede granitkolos i Vejle-egnen) bærer det ældste skriftlige bevis for ordet „Danmark“ og er trykt på bagsiden af hvert eneste danske pas. Den er ikke bare en sten. Den er et statsgrundlag. Men nu stiller nogen det spørgsmål, som ingen ønskede hørt: Hvem satte den egentlig? Jelling-stenen – den store, tre-sidede granit-kolos i Vejle-egnen, der bærer det ældste skriftlige bevis for ordet “Danmark” – sidder i dag i et klimakontrolleret glasmontre og er trykt ind på bagsiden af hvert eneste danske pas. Den er ikke bare en sten. Den er et statsgrundlag. Og nu er der nogen, der stiller spørgsmålet, som ingen danskere ønskede hørt: Hvem satte den egentlig?

En norsk arkæolog lægger sig fladt ned på skinnerne

I det norske arkæologiske årbog Viking publicerede Håkon Glørstad i 2024 et fagfællebedømt studie – det vil sige: gennemgået og godkendt af andre eksperter, inden det blev trykt – med den provokerende titel Om dateringen av den store Jellingsteinen.

Glørstad er tidligere direktør for Kulturhistorisk Museum i Oslo og er en respekteret stemme i nordisk arkæologi. Hans konklusion er ikke fremsat som en løs gisning: Den store Jelling-sten, traditionelt dateret til Harald Blåtands tid omkring år 965, er sandsynligvis fra 1100-tallet. Ikke vikingetiden. Middelalderen.

Glørstad peger på en håndfuld konkrete anomalier, som arkæologer igennem årtier har noteret, men aldrig samlet til en egentlig udfordring. Runeteksterne på stenen løber vandret – fra venstre mod højre, som latin – i en tid, hvor alle andre kendte runesten har lodret tekst.

Dyreornamentikken ligner ikke vikingetidens Mammen-stil, som sten fra 900-tallet ellers udviser, men peger snarere mod 1100-tallets heraldiske løver, der eksploderede i brug under de europæiske kongedømmers konsolidering. Og Jesus-figuren på stenens tredje side er det eneste kendte eksempel fra vikingetiden – et faktum, der har undret forskere i generationer. Glørstad foreslår, at stenen i stedet kan være bestilt af biskop Absalon, Danmarks magtfuldeste statsbygger under kong Valdemar den Store, som et bevidst politisk redskab til at skabe fortælling om en kristen dansk statsdannelse med rødder i fortiden.

Hvad runestenens mejsel faktisk fortæller os

Modreaktionen kom prompte. Runolog Michael Lerche Nielsen fra Københavns Universitet kalder teorien “absurd” over for Science Norway og tilføjer, at Glørstad “bevæger sig i en meget bestemt retning baseret på en forudfattet idé om, hvor han vil ende.” Adam Bak, museumskurator ved Kongernes Jelling, sammenligner den norske arkæolog med en laks, der svømmer mod strømmen: han ændrer ikke strømmens retning.

Det er mærkværdigt at iagttage den danske reaktion. Ikke fordi Glørstad nødvendigvis har ret – men fordi tonen i tilbagemeldingerne har mere af fædrelandskærlighed end af arkæologi over sig. Weekendavisen-kolumnist Emil Leth Beiter sammenligner teorien med personlige fantasier og betegner mediernes dækning som en fejltagelse. Berlingske kalder ham laksen mod strømmen. Hvornår sidst troede vi, at en sten var for hellig til at blive undersøgt? Der er en forskel på at sige “dette er forkert, fordi beviserne siger X” og “dette er forkert, fordi det er ubehageligt.” Danmark har fået mest af det sidste.

Hvad forskerstriden egentlig handler om

Kig på, hvad danskernes modargumenter faktisk er. Runolog Lerche Nielsen siger, at sproget i runeskriften er sprogligt inkonsistent med 1100-tallets tilgængelige viden om vikingetidens runer – at Absalon simpelthen ikke ville have kunnet efterligne dem troværdigt. Det er et seriøst argument. Laila Kitzler Åhfeldt fra Riksantikvarieämbetet i Sverige peger på, at den Absalon-bestilte runesten fra Skåne ser stilistisk komplet anderledes ud end Jelling-stenen, hvilket taler imod, at samme mand stod bag begge. Disse er præcise, faglige indsigelser.

Men Glørstad har ikke ligefrem stukket fingeren ned i noget, der er fundet i år. Hans observationer hviler på allerede kendte fakta: arkæologiske udgravninger under Jelling-monumentet har afdækket middelalderlige grave og fundamenter. Stenen er forankret i jordsmonnet på en måde, der minder om den nærliggende stenkirkes konstruktionsmetode – og den kirke er fra 1100-tallet.

Saxo Grammaticus og Sven Aggesen, to af de største middelalderlige krønikeskrivere, beretter om Haralds store sten – men som et objekt han forsøgte at flytte til sin mors grav og mislykkedes med. Hvis stenen allerede stod rejst i Jelling på deres tid, er det uforklarligt, at de ikke blot nævner det. Det er det spørgsmål, ingen i den danske reaktion har taget fat i direkte.

Dronning Thyra og den kvinde, historien glemte

Glørstad er ikke den eneste, der har vendt Jelling-stenenes velkendte fortælling på hovedet det seneste år. I 2023 publicerede Nationalmuseets runolog Lisbeth Imer og hendes team en studie i tidsskriftet Antiquity – peer-reviewed, med 3D-scanning som metode – der identificerede runestensmesteren bag den store Jelling-sten som en mand ved navn Ravnunge-Tue. Det var ikke i sig selv kontroversielt. Men da man koblede hans håndskriftssignatur – mejselens vinkel, rilleafstanden, slagkraften – til andre runesten i regionen, fremstod noget uventet: Dronning Thyra er nævnt på fire runesten, ikke to. Hun omtales ikke som hustru eller moder, men som Danmarks “styrke” eller “redning” – tanmaurkar but – et ord med en tyngde, der rækker langt ud over hoflivet.

Imer formulerede det selv i studiet: kombinationen af analyse og geografisk spredning peger på, at Thyra måske var selve nøglefiguren i samlingen af det danske rige – ikke kun ægtefælle til den, der var det. Det er en omvæltning, der stort set er gledet upåagtet hen i den brede fortælling. Vi fortæller stadig historien som Gorm contra Harald. Men spørgsmålet er, om det var Thyra, der holdt projektet kørende mens mændene tog æren.

Læs også: Ombudsmanden som symbol: Hvornår ændrede en klage faktisk noget?

Danmarks pas og UNESCO’s glas

Jelling-stenen står i dag inde i et klimakontrolleret glasmontre, der styrer temperatur og fugt for at beskytte granittens overflade. Dengang stenen var nymalet – arkæologer har rekonstrueret originalfarver fra spor i rillerne, og den var knaldrød, hvid og sort, ikke den grå klippe, vi kender – har den set ud som et propagandamiddel, der råber sit budskab ud over den jyske hede. Den ser stadig ud som et statsgrundlag, for det er den behandlet som. Siden 1994 er Jelling-komplekset UNESCO-verdensarv. På bagsiden af det danske pas sidder en afbildning af stenens Kristus-figur. Selve definitionen af et nationalt symbol.

Det er præcis derfor, det er svært at undersøge kritisk. Ikke fordi arkæologerne ikke er professionelle nok – mange er det – men fordi det institutionelle og nationale pres på én enkelt fortolkning er massivt. Hvis Glørstad har ret på blot ét punkt, åbner det en kæde af spørgsmål om, hvad vi ved med sikkerhed, og hvad vi blot har gentaget så mange gange, at det er blevet til viden. Det er ikke, hvad UNESCO-certificerede verdenssæder er bygget til at håndtere.

Afvisning er ikke falsifikation

Det store problem med debatten om Jelling-stenen er ikke, at Glørstad kan have ret. Det er, at modreaktion i vid udstrækning er afvisning fremfor falsifikation. I videnskabens logik – Karl Popper, hvis nogen husker gymnasiets filosofitime – er et udsagn kun videnskabeligt, hvis det kan gøres forkert. Og for at gøre en teori forkert skal man frembringe beviser der modsiger den, ikke blot erklære den upassende.

Der mangler stadig direkte, absolut datering af selve stenens anbringelstidspunkt. Isotop-analyse – en metode, der måler kemiske spor i sten og jord for at fastslå hvornår overfladen sidst var udsat for lys – er ikke udført på de store Jelling-sten under kontrollerede betingelser. DNA-analyser af knoglerne fra Jelling-højene, der i 2019 ved en undersøgelse viste sig at tilhøre et uidentificeret individ snarere end Gorm, rejste alvorlige spørgsmål om, hvem der egentlig ligger begravet der. De spørgsmål er heller ikke besvaret tilfredsstillende.

Nede i jordsmonnet under Jelling-monumentet gemmer sig måske svarene. Men at grave – bogstaveligt talt – i nationens fundament kræver en institutionel vilje til at leve med usikkerhed. Den vilje er ikke åbenbar i den reaktion, dansk arkæologi har vist til Glørstad.

Læs også: Systemet straffer aldrig sig selv

Hvad det koster os at lade være

Lisbeth Imer fra Nationalmuseet er et godt eksempel på, hvad dansk runologisk forskning formår, når den er på sit bedste. Hendes 3D-scanning-metode er raffineret, præcis og åben for hvad resultaterne faktisk viser – selv når de udfordrer Thyrys rolle som bifigur. Det er forskning, der tåler modsvar. Det er det niveau, Jelling-debatten som helhed fortjener.

Men Glørstad er ikke blevet inviteret til at diskutere sin artikel på Nationalmuseet eller Kongernes Jelling. Hans studie er ikke blevet imødegået med et modstående peer-reviewed studie. Det er blevet mødt med aviskolonner og metaforer om laks. Det handler ikke om, at han har ret. Det handler om, at den eneste måde at vide, om han tager fejl, er at lave det arbejde, der kræves for at bevise det.

Danmarks fødselsattest sidder bag glas. Det er måske på tide at tage den ud og læse den igen – grundigt, koldblodigt og med de metoder, vi faktisk har til rådighed i 2025. Stenen er ikke hellig. Den er interessant. Og der er forskel.

Hvis du vil grave dybere: Find Glørstads originalstudie i det norske tidsskrift Viking (2024, vol. 89) og Lisbeth Imers runologiske analyse i Antiquity (2023). Spørg din lokale politiker, om Nationalmuseet har budget til at lave den isotop-analyse, der endnu ikke er lavet.

ExtraFokus.com: Dybere blik på videnskab og forskning.

---