Robotter redder ikke ældreplejen – det har vi bare besluttet

Indenfor ældreplejen er robotter de seneste år blevet præsenteret som løsningen på en personalemangelkrise, der kun vokser. Men billedet er mere komplekst end de glætte pressemeddelelser antyder, og de mennesker der arbejder og bor i plejesektoren ved det.

79 år. Bor alene i en lejlighed i Holstebro. Venter på det bad, som kommunen har lovet hende to gange om ugen. Nogle gange kommer hjælpen. Nogle gange ringer de og siger, de ikke kan. Hendes datter kører 40 kilometer for at slå til, fordi det er det eneste alternativ. Ikke fordi systemet er ondsindet. Men fordi det er ved at bryde sammen under sin egen vægt – og ingen har fortalt hende det endnu.

Det er ikke en fremtidsfortælling. Det er dansk virkelighed i 2026.

Hvad er tallene om manglen på ældreplejepersonale, ingen vil sige højt?

I 2034 vil Danmark mangle næsten 25.000 fuldtidspersoner på SOSU-området. FOA’s fremskrivning, bakket op af Statistikudvalget på det offentlige område, siger klart: hullet i 2035 kan nå op på 23.800 stillinger sammenlignet med 2023-niveauet. Allerede i 2030 – om fire år – mangler vi 13.500.

Gruppen af danskere over 70 vokser med 203.000 fra 2023 til 2035. Efterspørgslen stiger. Udbuddet følger ikke med.

Det er ikke en politisk pointe, det er matematik.

Og alligevel bruger vi mødetid på at diskutere, om en robot må støvsuge på et plejecenter.

Hvad er problemet med ‘en bamse med en chip’ som svar på ældreplejekrisen?

I Sydkorea er man holdt op med at vente. Landet har registreret det samme fænomen, som vi kalder “plejekrise” og de kalder “ensomme dødsfald” – ældre der lever og dør alene, uden at nogen opdager det. Antallet steg fra 1.669 i 2015 til 2.880 i 2020. Regeringen svarede ikke med en arbejdsgruppe. De svarede med en robot.

Hyodol er ikke imponerende teknologi. Det er en blød, rund figur med store øjne og en venlig stemme. Den minder om medicin. Spiller musik. Stiller quizzer. Og sender nødbesked, hvis brugeren holder dens hånd i tre sekunder og ikke slipper igen.

Forskning fra 2023 viser, at Hyodol ikke erstatter menneskelige plejere – den omfordeler deres opgaver. Den klarer det, der kan automatiseres, så menneskene kan klare det, der ikke kan. Det er ikke et opgør med velfærdssamfundet. Det er en forlængelse af det.

Prisen for én Hyodol er lavere end ét sygehusophold efter et fald, ingen opdagede i tide.

Koki, der arbejder med munden

I Tokyo er der en café, der aldrig åbnede for turisterne – men altid er åben for dem, der ellers ikke kom ud.

DAWN Avatar Café drives af robotter. Ikke autonome robotter, men fjernbetjente. Og bag hver lille bordrobot sidder et menneske derhjemme, ofte lammet, handicappet eller kronisk syg – og arbejder. Rigtig arbejder. Møder kunder, tager bestillinger, spørger nysgerrigt til folks dag.

Koki Yanagida er én af dem. Han var 18 år og netop færdig med gymnasiet, da en bilulykke lod ham lamt fra nakken og nedad. Drømmen om universitetet forsvandt. Armene og benene holdt op med at adlyde. Men han styrer sin robot med munden via et lille sugerør – og møder fremmede mennesker i Tokyo, selvom han aldrig forlader Kyoto.

Det er ikke et hjælpeprojekt, det er et job. Det er værdighed.

I en dansk kontekst kunne en dansker med en erhvervet hjerneskade, der ikke kan forlade hjemmet, via en robot arbejde i en kommunal borgerservice, en reception, et bibliotek. Hvornår sidst planlagde vi det danske velfærdssystem ud fra, hvad teknologien faktisk kan – frem for hvad der er bekvemt at forholde sig til?

Hvad siger plejepersonalet om robotteknologi, og hvad blokerer implementeringen?

Her er det, der irriterer mig mest: det er ikke medarbejderne, der bremser.

Mere end 80 procent af FOA’s medlemmer – sosu-hjælperne og -assistenterne, dem der er tættest på de ældre – er positivt indstillede over for velfærdsteknologi. Den fortælling om, at frontpersonalet modstår forandring, er ikke bare forkert. Den er bekvem for dem, der ikke vil tage ansvar for, at systemet er for tungt og for langsomt.

DI og FOA udgav i december 2024 et fælles opråb – to organisationer, der normalt ikke er enige om vejret – med samme konklusion: ældreplejen er klar til AI og robotter, men rigide regler bremser kommunerne. Det er systemet, der er problemet. Ikke teknologien. Ikke personalet.

KL og Ældreministeriet har igangsat et implementeringsfællesskab på tværs af 33 kommuner. Det er godt. Det er nødvendigt. Og det lugter alligevel af, at ingen rigtig føler det haster.

Læs også: Otte ud af ti børn venter forgæves på psykiatrien

Hvad det koster at lade være

Ældreloven fra 2025 afsatte 39 millioner kroner til en national strategi for velfærdsteknologi. 39 millioner. Til en sektor der om ni år mangler 25.000 mennesker.

Det er som at sætte én brandmand til en skovbrand og kalde det en plan.

Danmark er faktisk et af verdens mest robotiserede lande – nummer syv globalt, med 329 industrirobotter per 10.000 ansatte. Men de sidder i farmaindustrien og i slagteriet. Ikke hos den 83-årige kvinde i Randers, der ikke er faldet endnu, men måske gør det i nat, og ingen ved det, før naboen lugter noget tre dage senere.

Knap 100.000 danskere over 65 føler sig ensomme i en grad, der påvirker deres daglige liv. [9] Ensomhed forårsager ifølge dansk forskning 770 ekstra dødsfald om året – ikke af sygdom, men af fravær. 770 mennesker. Hvert år. Fordi ingen kiggede ind i dag heller.

Det er den krise, vi allerede er i. Det er ikke den krise, der omtales som krise.

Læs også: Systemet straffer aldrig sig selv

Hvad koster det at vente med robotteknologi i ældreplejen, i penge og i liv?

Japan og Sydkorea leder ikke robotrevolutionen, fordi de er rigere eller klogere end os. De leder, fordi de for ti år siden tog beslutningen om, at teknologi er en del af løsningen – og ikke en trussel mod det menneskelige.

Vi har ikke taget den beslutning. Vi har skrevet strategier. Vi har nedsat partnerskaber. Vi har afleveret anbefalinger.

Og Mette i Holstebro venter stadig på sit bad.

Det, der kræves nu, er ikke et nyt udvalg. Det er bindende kommunale mål for implementering af IoT-sensorteknologi og kompagniskabsrobotter, et nationalt budget der matcher krisens skala, og en beslutning om at lade det personale, der allerede vil, lede vejen. Ikke fordi robotter er svaret på alt. Men fordi et menneske, der ikke er alene, lever længere. Det ved vi. Det har vi altid vidst.

Vi mangler bare viljen til at handle på det – inden nødssituationen gør det for os.

ExtraFokus.com: Dybere blik på det danske samfund.