Kun 6% af massemord begås af kvinder: Hvordan og hvorfor dræber de?

En hyggelig familiemiddag forvandlede sig til et dødsdømt måltid med dødelige svampe.

Det er ikke en gyserfilm, men virkeligheden i Erin Pattersons sag, der har fanget verdens opmærksomhed.

Mens mænd dominerer statistikkerne over massemord, udgør kvinder kun 6 procent – en sjældenhed, der gør deres handlinger endnu mere mystificerende.

Læs også: Hvorfor tier universet stadig?

Hvorfor dræber kvinder så sjældent i masseomfang, og hvordan adskiller deres metoder sig fra mænds kaotiske vold?

Den sjældne statistik bag kvindelige massemordere

En global undersøgelse fra 2024 analyserede 1.715 massedrabshændelser fra 1900 til 2019 og fandt kun 105 begået af kvinder – præcis 6 procent.

I Australien, hvor Erin Patterson blev dømt for at have dræbt tre familiemedlemmer med dødshætte-svampe i 2023, udgør kvinder generelt 13 procent af alle mordere i perioden 2004-2014.

De fleste ofre er intime partnere eller familiemedlemmer, som i 34 procent af tilfældene partneren og 28 procent familien.

Denne lavhed gør sagene til medieeventyr. Caroline Grills, “Aunty Thally”, forgiftede i 1950’erne Sydney med thallium fra rottegift og fik livstid for et forsøg.

Offentligheden fascineres af det uventede: Kvinder dræber sjældent, men når de gør det i masse, er det ofte “rent” og kalkuleret. Man må konstatere, at det er netop sjældenheden, der forstærker chokket og granskingen.

Danske eksempler: Fra Englemagersken til den sorte enke

I Danmark skinner historien om Dagmar Overby, “Englemagersken”, som det mest ekstreme tilfælde.

Mellem 1913 og 1920 dræbte hun mindst ni spædbørn – tilstod 16 – ved at kvæle eller brænde dem, efter at have lokket enlige mødre med annoncer om pleje mod betaling.

Hun blev dømt til livstid i 1921, og sagen førte til folkeregisteret i 1924 for at beskytte børn. Hendes metoder var hemmelige: Ligbrænding i ovne eller kloakrør, drevet af økonomi og kaos.

Et mere moderne dansk tilfælde er Bente Gurli Kristensen, “den sorte enke”.

I 1992 medvirkede hun til at knivstikke sin mand over 30 gange og sætte ild på huset med sin elsker; i 2002 skød hun svigersønnen med jagtgevær pga. samkvemsrettigheder. Hun fik 16 års fængsel i 2004.

Disse sager viser familiære ofre – 75 procent af kvindelige massemord rammer familie, mod 39 procent for mænd. Worst case-scenariet er, at sådanne historier afslører dybe revner i dansk familieliv.

Psykologiske og metodiske forskelle

Kvindelige massemordere udviser dobbelt så høj psykose (25,7 procent mod 12,5 for mænd) og flere neurologiske lidelser (29,5 mod 17,1 procent).

Over halvdelen begår eller forsøger selvmord bagefter. Mænds vold er ofte offensiv for dominans, kvinders defensiv som sidste udvej – tænk på tilfælde, hvor kvinder slår tilbage efter partner-vold, som i 53 procent af australske sager.

Metoderne adskiller sig markant: Kvinder undgår skydevåben (mindre end halvdelen bruger dem) og foretrækker gift, kvælning, drukning eller medicin – “rene” og usynlige.

Erin Patterson brugte dødshætte-svampe i beef wellington, en metode uden spor af kamp.

Jeg observerer med bekymring, hvordan dette kalkulerer psykologisk pres på efterladte, der famler efter svar. Konsekvensen er tillidstab i familiebånd, hvor middag bliver til mistro.

Hvorfor dræber kvinder så sjældent i masse?

Grundene peger på kønsforskel i vold: Mænd søger kontrol, kvinder reagerer på trusler. I 52 procent af partnerdrab sker det spontant efter konflikt, ofte med vold fra manden først.

Dansk forskning viser, at 56 procent af kvindedrab begås af partneren – 300 ud af 536 fra 1992-2016 – men massemord er ekstremt sjældent.

Fra mit ståsted handler det om socialisering: Kvinder lærer subtilitet, mænd råstyrke. Globale tal fra FN: 51.100 kvinder dræbt af partner/familie årligt, men perpetreret af kvinder er minimalt.

Nuancen er, at potentialet findes – tænk AI’s nye rolle i at forstærke det. Men risiciene opvejer: Samfundets tillid krakelerer, når mødre bliver mordere.

Den danske vinkel: Paralleller til nutidens debatter

Danmark har ingen nyere massemords-kvinder, men mønstrene passer. Dagmar Overbys sag førte til lovændringer mod plejebørnsmisbrug, ligesom Bente Kristensens dobbeltdrab belyste familiære konflikter.

I dag ser vi ekko i partnerdrab: 15 kvinder dræbt i 2025’ens første halvår, tæt på årligt gennemsnit på 13,4.

Tech-debatten rammer tættere på. Deepfakes i skoler – AI der fabulerer (hallucinationer = finder på fakta) – kunne forstærke psykiske sårbarheder.

Dansk AI-forskning spotter snyd med 90 procent nøjagtighed, men forestil deepfakes, der fremkalder psykose. Det er kynisk, hvis ulovlig AI hjælper kvinder med at planlægge “usynlige” drab.

Konsekvenserne? En ny bølge af usynlig vold i dansk arbejdskultur og familier.

EU’s regulering: AI Act og DSA i praksis

EU’s AI Act (artikel 50) kræver maskinlæsbar mærkning af deepfakes – udbydere skal sikre detektering, brugere oplyse om syntetisk indhold. DSA holder platforme ansvarlige for desinformation, inkl. manipulerede videoer.

I praksis betyder det: Deepfakes skal labeles, medmindre kunstnerisk – men straf for ulovlig brug.

For Danmark betyder det begrænsninger på AI-værktøjer, der kunne simulere mordplaner. Begrænsningerne er konkrete: Platforme skal samarbejde med fact-checkere.

Men fra mit ståsted er det utilstrækkeligt – hallucinerende AI kunne inspirere udsatte kvinder. Balancen er fin: AI’s potentiale i kriminalitetsbekæmpelse vejes mod risici for psykologisk skade.

Menneskelig skade: Offerhistorier og psykiske ar

Offerhistorier rammer hårdt. Rasmine Jensens søn Harry, kvalt af Overby i 1916, efterlod en mor i sorg – hun betalte månedligt uden at vide.

Erin Pattersons svampemiddag dræbte svigerfamilie; ingen motiv forklares, men PTSD rammer overlevende. Sociale konsekvenser: Tillidstab i familier, hvor 75 procent af ofre er nære.

Psykologisk set udløser det paranoia – “er min middag sikker?”

Læs også: Dit immunsystem bliver gammelt – og ingen fortalte dig hvorfor

I Danmark, med høje partnerdrabstal, forstærkes det. Langsigtede effekter inkluderer isolation og depression blandt efterladte. Man må konstatere, at disse drab ikke kun tager liv, men ødelægger samhørighed for generationer.

Erin Patterson: En outlier uden motiv

https://youtu.be/xFRwU47pKic?si=AOQuSV_3FT83paNX

Patterson passer ikke mønsteret: Ingen vold fra offer, ingen trigger som i defensive drab. Hun serverede forurenede svampe i 2023, dømt til livstid med 33 års minimum – nu anker hun.

Mysteriet holder opmærksomheden: Hvorfor dræbe svigerfamilie uden spor?

Analysen peger på psykose eller skjult konflikt. Konsekvenserne er globale studier af hendes sag. Det viser, at kvinder kan være outliers, farlige netop pga. uforudsigelighed.

Konklusion: Hvad kan vi gøre?

Kvinders sjældne massemord afslører dybe kønsmønstre, men med AI’s fremmarch vokser risiciene. EU’s love er et skridt, men utilstrækkelige mod hallucinationer og deepfakes. Worst case er en ny æra af usynlige drab i Danmark.

Del dine oplevelser med partner-vold anonymt på ExtraFokus.com.

Støt vores medlemskab for dybdegående journalistik – Din donation sikrer uafhængig granskning. Sammen afslører vi sandheden.

ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.