Hvornår er en robot menneskelig nok – og hvad siger svaret om os selv?

Jeg sad i elevatoren på vej op til 18. etage i en Tokyo-skyskraber og tænkte på, hvad det siger om os, at vi bygger kopier af os selv – og derefter bruger årtier på at forstå, hvad vi ser. Robotten i receptionen hilste med et smil. Jeg valgte at ignorere den og finde et menneske i stedet. Det var en impulsiv reaktion. Men det er nøjagtigt den slags reaktioner, Hiroshi Ishiguro er ude efter.

Ishiguro, 63, er professor ved Osaka Universitet og en af verdens mest usædvanlige robotforskere. I over tyve år har han bygget androider – menneskelige kopier, primært af sig selv – som han kalder Geminoids, fra det latinske geminus, tvilling.

Hans seneste version, Geminoid HI-6, er integreret med en LLM (large language model), der er fodret med ti af hans bøger og nærmest samtlige medieinterviews. Robotten holder forelæsninger, besvarer spørgsmål fra studerende, og er ifølge Ishiguro selv mere vidende end ham. Han sagde det med et smil, men det var ikke en joke.

Ikke Turing – noget sværere

Den klassiske standard for kunstig intelligens er Turing-testen: Kan en maskine snyde et menneske til at tro, den er menneskelig i en tekstsamtale? Det er det forkerte spørgsmål, mener Ishiguro. »En menneskelig væren er en multimodal enhed,« sagde han til mig i sit kontor – der lignede et NASA-kontrolcenter med rækker af skærme og folk, der arbejdede tavst. »Vi interagerer gennem gestik, øjenkontakt, så mange faktorer. Turing-testen er meningsløs, fordi vi ikke har en definition på mennesket.«

Det er en provokerende pointe, der rammer langt dybere end et akademisk spidsfinderi. Fordi al nutidig AI-regulering – den europæiske AI-forordning, de nationale tilsynsmyndigheder, Datatilsynets vejledninger – er bygget på en implicit forudsætning om, at vi kan trække en klar grænse mellem maskine og menneske. Kan vi? Ishiguro mener ikke det. Og i stedet for at diskutere det i konferencesale, bygger han robotter for at undersøge grænsen i praksis.

Manden, der kopierede sin datter

Hans første androide var ikke en kopi af ham selv. Den var en kopi af hans datter Risa, da hun var fire år gammel. at programmere sit barns bevægelser, ansigtsudtryk og stemme ind i en siliconemodel. Ikke for at erstatte hende. Men for at forstå hvad der gør hende til hende. Det lyder dystert. Det er faktisk fascinerende – og ubehageligt på en måde, der sætter en finger på noget, vi endnu ikke har sprog for.

I dag arbejder Ishiguro på en android af den japanske forfatter Sōseki Natsume, en historisk figur der optræder i næsten alle japanske skolebøger. Projektet rejste en intern debat i forskergruppen: Sōseki var berømt for sit litterære geni – og berygtet for vold i hjemmet. Skulle androidens adfærd afspejle begge sider?

Ishiguros svar var pragmatisk: Vi har ikke teknologien til fuldt ud at afbilde et menneskets mange personligheder endnu. Så vi starter med det positive. Det er en politisk beslutning forklædt som en teknisk begrænsning. Den slags bør noteres.

Hvad Japan ved, som vi ikke gør

Der er en kulturel dimension i Ishiguros forskning, som det vestlige tech-mediemiljø konsekvent undervurderer. I Japan er forholdet til teknologi og natur anderledes grundlæggende end det europæiske. »Vi tror ikke på menneskelig guddommelighed,« sagde han. »Vi kan finde menneskelig tilstedeværelse i naturlige ting – i et tempel, i en sten. Derfor tøver vi ikke med at acceptere ny teknologi som en del af vores natur.«

Ishiguro sætter dette i kontrast til Europa, hvor vi – ifølge ham – insisterer på at definere mennesket som noget særligt, noget adskilt fra naturen og dermed fra teknologien. Det betyder, at japanske brugere og japanske robotforskere stiller andre spørgsmål end vi gør. Ikke: Kan robotten snyde mig? Men: Hvad lærer robotten mig om mig selv? Det er et paradigmatisk anderledes udgangspunkt. Og det forklarer, hvorfor Japan ser humanoide robotter i ældreplejen som en naturlig forlængelse af menneskelig omsorg – ikke en erstatning af den.

Danmark er ved at vågne – langsomt

Herhjemme er vi ikke ligefrem forvænte med den slags filosofiske bredde i robotteknikken. Men markedet venter ikke på, at vi er klar. Teknologisk Institut præsenterede i maj 2025 for første gang en humanoid robot i Danmark – en Unitree G1, kinesiskproduceret og importeret af det danske firma Hive Robots – ved robotmessen ROBOTBRAG i Odense. Robotten er 130 centimeter høj, har to arme, to ben og kan »tænke selv«, fordi den kan integreres med en AI-platform som ChatGPT. Det er ikke en Geminoid. Det er ikke engang tæt på. Men det er begyndelsen.

Rapporten fra Teknologisk Institut konkluderer, at markedet for humanoide robotter globalt forventes at vokse med 45-50 procent om året. Og den peger på ældreplejen som det mest presserende use case i Danmark – ikke fordi teknologien er klar, men fordi vi om ti år simpelthen ikke har nok mennesker. Søren Peter Johansen fra Teknologisk Institut spurgte direkte: Vil vi hellere sidde på toilettet i tre timer og vente, eller have en robot, der kommer med det samme? Det er et grimt spørgsmål. Det er det rigtige spørgsmål.

Robotten i stuen – og hvem der ejer den

Her er det spørgsmål, de fleste medier undlader at stille: Når den humanoide robot om ti år sidder ved siden af din mor på plejecentret i Randers, hvem ejer da de data, den indsamler? Hvem har adgang til hendes bevægelsesmønstre, hendes stemningsdata, hendes kognitive reaktioner? Unitree G1 er kinesiskproduceret. Hive Robots er dansk importør. Men ejerskab og databehandlingsaftaler følger ikke altid med i salgsmaterialet.

EU’s AI-forordning, der trådte i kraft i 2024 og trinvist implementeres frem mod 2026, kræver fuld transparens fra AI-systemer, der interagerer med mennesker direkte. Artikel 50 i forordningen fastslår, at brugere skal informeres klart og tydeligt om, at de interagerer med en maskine – ikke et menneske. Robotten på plejehjemmet er ikke en chatbot. Den er fysisk til stede. Den rører ved folk. Datatilsynet har endnu ikke udstukket klare retningslinjer for humanoide robotters databehandling i plejesektoren. Det burde bekymre os mere end det gør.

Ishiguros egentlige pointe

Jeg spurgte Ishiguro, hvad det er, der gør en teknologi menneskelig nok. Hans svar var ikke teknisk. Det handlede om fantasi. »Det vigtigste er at fremme menneskers fantasi,« sagde han. »Lidt mindre menneskelighed er godt for at anspore den menneskelige fantasi.« Det er en sætning, der sidder fast. Fordi det er præcist det modsatte af, hvad Silicon Valley vil. De vil have AI, der efterligner os så præcist, at vi ikke kan se forskel. Ishiguro vil have os til at se forskellen – og i den kløft opdage noget om os selv.

Hans performance-stykke Sayonara illustrerer det. En kvindelig Geminoid-android reciterer digte for en døende pige. Publikum grædder. »Folk har lettere ved at stole på robottens budskab end et menneskes,« sagde Ishiguro. »Det tager tid at stole på et menneske.« Det er et svar, der indeholder en anklage. Ikke mod teknologien. Mod os.

Hvad der mangler

Jeg forlod Ishiguros kontor med en fornemmelse af, at vi i Danmark – og i Europa generelt – diskuterer humanoide robotter på den forkerte måde. Vi debatterer, om de tager jobs. Vi lovgiver for sent og alt for snævert. Vi spørger, om de er farlige. Men vi spørger ikke, hvad de siger om os.

Ishiguros forskning er ikke bare robotik. Det er et langtidsprojekt i menneskelig forståelse, og dets mest uventede konklusion er denne: Vi ved ikke, hvad et menneske er. Vi har aldrig vidst det. Vi har bare troet, at vi ikke behøvede at stille spørgsmålet. Teknologisk Institut kortlægger potentialet for humanoide robotter i dansk erhvervsliv – og det er godt, det er nødvendigt. Men der mangler en anden rapport. En, der spørger ikke hvad disse robotter kan gøre men hvad de gør ved os.

Den rapport er ingen bestilt. Det er det, der bekymrer mig.

ExtraFokus.com: Dybere blik på teknologi og digital magt.