Mens politikerne bruger valgkampen til at råbe op om landbrugets sprøjtegifte, fortæller to meget forskellige stemmer en mere kompleks sandhed: Forureningen af Danmarks vand stikker langt dybere – se mikroplastkrisen end pesticider på marker – og svigtet af Vestkysten har stået på i årtier
Man kan dårligt tænde for radioen for tiden uden at høre, at landbruget forgifter vores drikkevand. Budskabet er enkelt, følelserne er store, og valgdagen nærmer sig. Men bag den politiske slagmarked gemmer sig en langt mere ubehagelig og nuanceret sandhed – en sandhed, som to meget forskellige stemmer forsøger at råbe op om.
Den ene er svineproducent Tommy Volsgaard fra Holstebro, der er træt af at være syndebuk. Den anden er Linnea Fonfara, der er vokset op ved Vesterhavet og nu lever med sorgen over et forgiftet hav – og vreden over, at ingen tog det alvorligt, før økoæggene dukkede op i Østerbro-køleskabene.
Tilsammen tegner de et billede af en debat, der er løbet af sporet – og et politisk system, der i årtier har svigtet.
Er landbruget virkelig den skyldige?
Tommy Volsgaard ejer flere svinebesætninger ved Holstebro og Herning. Han er vant til at følge regler, dokumentere sin brug af kemi og overholde de godkendte forskrifter. Alligevel oplever han valgkampens første uger som et politisk gidseltagning.
“Man kan dårligt tænde for en radio uden at få at vide, at landbruget forgifter vores drikkevand. Det er provokerende og nedladende,” skriver han i et debatindlæg i Politiken.
Hans pointe er ikke, at der intet problem er. Han erkender blankt, at det bekymrer ham, at der nogle steder kommer skadelige stoffer ud af vandhanen. Men han mener, at debatten er blevet kapret af politikere, der ved, at de kan score point ved at udpege en synlig fjende frem mod valgdagen.
Og fakta giver ham delvist ret. Ifølge Miljøstyrelsen bruger landbruget cirka 3.000 ton kemi om året. Det samlede kemiforbrug i Danmark overstiger til sammenligning 8.000.000 ton. Landbrugets andel er altså under én promille af det samlede danske kemiforbrug – men det er sjældent den kontekst, der fylder i debatten.
Kemikere fra Københavns Universitet har i samarbejde med vandselskabet Novafos målt kemien i vand fra tre vandværker og fundet over 400 forskellige kemiske stoffer i prøverne fra ét enkelt vandværk. Kilderne er alt fra bildæk og rengøringsmidler til medicin og pesticidrester – ikke kun landbrug.
Problemet, der kom fra havet
Men mens Volsgaard kæmper for anerkendelse i valgkampen, har Vestjylland i årtier kæmpet med en forurening af en helt anden kaliber.
Linnea Fonfara er vokset op ved Vesterhavet og bor stadig der. Hun beskriver havet som sit hjem, sit spisekammer og sin indre ro. Men i dag lever hun med det, hun kalder en daglig ambivalens: “Det er svært at rumme så megen skønhed og sorg på én gang.”
Årsagen er PFAS – de såkaldte evighedskemikalier, en samlebetegnelse for flere tusinde fluorforbindelser, der næsten ikke nedbrydes i naturen og ophobes i kroppen over tid. De skjuler sig i stegepander, friluftstøj, mascara og brandslukningsskum – og de er havnet i havet, hvorfra de via havskum og vestenvind blæser ind over land og sætter sig i jord, vand og dyr.
På Harboøre Tange – midt mellem Vesterhavet og Limfjorden – er forureningen særlig alvorlig. PFAS er påvist i grundvand, drænvand, græs, kødkvæg, vildt og ænder. En rapport fra Aarhus Universitet viste i 2025, at PFAS-koncentrationerne i andefugle ved Harboøre og Agger Tange overstiger grænseværdierne. Ænder skudt i området har tidligere vist PFAS-indhold op til 28 gange over grænseværdien.
Kemikaliefabrikken Cheminova, der i årtier har ligget på Harboøre Tange, har ifølge undersøgelser udledt meget høje niveauer af PFAS med sit spildevand. Fabrikken flyttede fra hovedstadsområdet efter gentagne forureningssager – og endte på Vestkysten, “en fattig egn med fiskere, kystbønder og masser af øde natur,” som Fonfara skriver.
Da Østerbro-ægget ændrede alt
Fonfara sætter fingeren på et ømt punkt i dansk miljøpolitik: Vestkysten og Udkantsdanmark har råbt op om generationsforureningen i årtier. Det hjalp ikke synderligt.
“Kemikalierne var noget i Grindsted, noget i Korsør og noget ved Harboøre,” skriver hun.
Først da PFAS blev fundet i økoæg hos supermarkeder i de store byer – og i oksekød fra Korsør og havskum ved populære badesteder – blev problemet et nationalt anliggende. Det siger noget om, hvilke forureninger der tæller politisk, og hvilke der ikke gør.
Tallene er efterhånden svære at ignorere. En kortlægning fra Politiken baseret på aktindsigter fra landets fem regioner dokumenterede i januar 2026, at grundvandet under 1.161 forurenede grunde indeholder PFAS i koncentrationer over grænseværdien – i det værste tilfælde næsten 100.000 gange over grænseværdien. Danske Regioner har opgjort op mod 15.000 grunde i Danmark, hvor der potentielt kan være PFAS-forurening.
Læs også: Systemet straffer aldrig sig selv
Hvad ser politikerne ikke?
Midt i det hele sidder miljøminister Magnus Heunicke (S) med et kæmpe pres på skuldrene. Fonfara appellerer direkte til ham: Forbyd al brug af PFAS i Danmark nu. Stop udledningen opstrøms, i stedet for blot at kortlægge og måle.
Det er en opfordring, Danmarks Naturfredningsforening bakker op om – men som Heunicke hidtil har afvist med henvisning til, at EU-godkendelsen af PFAS-pesticider er tilstrækkelig. Det skaber frustration hos miljøorganisationerne, som mener, at forsigtighedsprincippet burde gælde, så længe der er usikkerhed om stoffernes fulde skadevirkning.
Mens PFAS fra havskum, kemikaliefabrikker og brandøvelsespladser langsomt siver ned i grundvandet, er Volsgaards pointe om pesticider og landbrugskemi i valgkampen altså blot toppen af isbjerget. Kølevæske fra aircondition-anlæg er sandsynligvis den største kilde til TFA – et PFAS-relateret stof – i grundvandet. Alligevel var det første forbud rettet mod et skimmelmiddel til kartofler, altså landbruget.
Læs også: Ombudsmanden som symbol: Hvornår ændrede en klage faktisk noget?
Et fælles svar kræver fælles ærlighed
Tommy Volsgaard slutter sit debatindlæg med at håbe, at Danmark begynder at se mere nuanceret på drikkevandets kvalitet og retter blikket mod de virkelige problemer. Men han frygter, at landbruget er “kørt over som erhverv, længe inden vi når til det punkt.”
Linnea Fonfara frygter noget andet: at vi har vænnet os til de smarte, bekvemme løsninger, der er rare på kort sigt, men ender med at forgifte os i det lange løb. “Da jeg var barn, tænkte jeg mere på at finde flaskeposter end på, hvorfra bunkerne af havplast kom fra. I dag skal vi forholde os til en helt ny form for forurening – de usynlige kemikalier.”
Begge har ret. Og netop dér ligger problemet: Drikkevands-debatten i denne valgkamp handler for meget om én synlig synder og for lidt om det samlede billede. PFAS fra industri, havskum og forbrugerprodukter. Pesticider fra mange kilder, ikke kun landbruget. Medicin, bildæk og rengøringsmidler i vandboringerne.
Hvis vi vil have rent drikkevand – og ikke bare et godt valgkampstema – er vi nødt til at løfte blikket og se hele forureningsregnskabet i øjnene. Det kræver politikere, der er villige til at stille sig selv mål, der er sværere at nå, end blot at pege fingre ad Jyllands bønder.
Artiklen er baseret på debatindlæg af henholdsvis Tommy Volsgaard (Politiken, 10. marts 2026) og Linnea Fonfara om PFAS-forureningen på Vestkysten.
