Ungarn efter Orbán: Magyar arver 17 milliarder i frosne EU-penge og et ødelagt demokrati

Der stod folk langs Donau og græd af glæde. Seksten år med Viktor Orbán var forbi, og den nye mand på podiet hed Péter Magyar. Han lovede demokrati, han lovede EU-samarbejde, han lovede at rydde op efter et af Europas mest systematiske magtstater. Det lød godt. Det lød næsten for godt.

For her er det, de fleste medier glemmer at nævne: Manden der skal redde Ungarn fra Fidesz-systemet var selv en del af det.

Manden fra systemet

Péter Magyar var Fidesz-mand til og med 2024. Han arbejdede i Bruxelles for det samme parti, der i 16 år metodisk nedlagde uafhængige domstole, købte og tav medier ihjel og omdirigerede EU-midler til loyale oligarker. Han kendte systemet. Han var ikke whistleblower – han var insider. Den forskel er vigtig, og den bliver sjældent stillet skarpt.

Det var en præsidentiel benådningsskandal, der fik Magyar til at bryde med Orbán i begyndelsen af 2024. Magyar gik i medierne. Han udgav lydoptagelser, der angiveligt dokumenterede, hvordan bevisindsamling i en korruptionssag blev orkestreret på politisk ordre. Det var modigt. Det var også strategisk perfekt timet – for en mand med politiske ambitioner.

Hvad Orbán efterlod sig

Det, Magyar overtager, er ikke bare et land i krise. Det er et land, der i 16 år systematisk er blevet demonteret som demokrati.

80 procent af den ungarske presse er under kontrol af Fidesz-partiet. Orbán startede med de offentlige medier og fyrede hundredevis af redaktører og journalister. Derefter kom de private medier, og i 2018 fusionerede 476 pro-regeringsmedier i én central fondskonstruktion kaldet KESMA. Reporters Without Borders placerede Ungarn som nr. 23 i pressefrihed i 2010. I 2025 var det nr. 68.

17 milliarder i pant

EU har indefrosset 17 milliarder euro af de 27 milliarder, der er øremærket til Ungarn. Det er penge til infrastruktur, sundhed, uddannelse – til vanlige ungarer, der ventet i årevis. Magyar har gjort det til sin absolutte prioritet at frigøre midlerne. EU-Kommissionen sendte repræsentanter til Budapest allerede fem dage efter valgresultatet.

Men der er et lille problem: Deadlinen for en del af pengene – fra det europæiske coronagenopretningsfond – er den 31. august 2026. Overholdes den ikke, er pengene tabt for altid. En ny regering, der overtager magt 5. maj, har altså under tre måneder til at implementere reformer, dokumentere dem over for Kommissionen og søge om udbetaling.

Samme reflekser, nyt ansigt?

Det mest ærlige citat om Magyar kom fra en ungarsk politisk journalist: »Vi var meget skeptiske over for hans holdning til pressen. Han kommer fra Fidesz. De har de samme reflekser.« Journalisten tilføjer, at det hidtil set er bedre end før. Men »bedre end Orbán« er en lav overligger.

Magyar har lovet at indlede Ungarns tilslutning til Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO), oprette et nationalt agentur for aktivinddrivelse og indføre en forfatningsmæssig grænse, der forhindrer enhver person i at sidde som statsminister i mere end otte år. Men strukturelle reformer af den type tager år, ikke måneder.

Hvad sker der med de reformer, hvis EU-pengene ikke frigøres hurtigt nok? Hvad sker der med den brede koalition af progressister, konservative, unge og utilfredse vælgere, der stemte Magyar ind – ikke fordi de deler overbevisning, men fordi de var enige om at ville af med Orbán? Folkelige bevægelser bygget på fælles modstand holdes sjældent sammen, når modstanden er borte.

Danmark kigger den anden vej

Man kan undre sig over, at ungarsk politik fylder relativt lidt i den brede danske mediedækning, nu hvor Ungarn i 16 år har fungeret som et laboratorium for autokratisk drift inden for EU’s egne grænser. Det burde interessere enhver dansker, der mener, at EU er et politisk projekt og ikke blot et frihandelsmarked.

Orbán blokerede EU-støtte til Ukraine, saboterede fælles sanktioner mod Rusland. Som ekspert på ungarnsk-russiske forbindelser formulerede det: »Rusland investerede massivt i at holde Orbán ved magten.« Ungarn var ikke bare en besværlig samarbejdspartner. Ungarn var aktivt nyttigt for Moskva. Og dansk sikkerhedspolitik er dybt afhængig af, at NATO-alliancepartnere ikke fungerer som informationskanaler for russisk efterretning.

Hvad koster det en ungarsk journalist?

Ingen af historierne om Magyar og systemskiftet er komplet uden at stoppe op ved dem, der betalte den virkelige pris: journalisterne. Ikke nødvendigvis med fængsling eller vold – Orbán var for klog til den slags. Men med afskedigelse, annonceboykot, tvangssalg og årtiers erosion af muligheden for at leve af uafhængigt journalistisk arbejde.

En ungarsk journalist, der har arbejdet på et kritisk medie siden 2010, har set kollega efter kollega forsvinde, medie efter medie ændre ansigt og tone. Hendes medie er aldrig blevet overtaget – det er bare aldrig vokset, aldrig nået de statsannoncekroner, der flyder til loyale partnere. Det er ikke et regime, der slår journalister ihjel. Det er et regime, der udsulter dem.

Løfter og deadline

Magyar har lovet meget. Det er legitimt at håbe, at han holder det – særligt fordi alternativet, et Orbán-comeback eller en Fidesz-genopblomstring, ikke er abstrakt. Orbán tabte, men Fidesz-maskineriet er intakt, medierne er ikke afviklet endnu, og retssystemet er fyldt med loyale udpegninger.

Det man typisk ser: Reformer annonceres. Tidsplaner skydes. Kommissionen viser tålmodighed. Og to år inde i den nye regerings mandatperiode sidder journalister og skriver om »skuffende fremskridt« og »strukturelle udfordringer«.

Hvad der adskiller Magyar fra det mønster er, om han formår at bryde Fidesz-systemet – eller om systemet i stedet former ham. Svaret kender ingen endnu. Men spørgsmålet burde stilles højere, hurtigere og mere ubehageligt, end det gør i dag.

ExtraFokus.com: Dybere blik på magten og de oversete historier.