Digital ID-tegnebog: Hvem tjener på din identitet?

Der findes en bestemt type nyhed, der altid annonceres med ordet “frivilligt”. Digital post var frivillig. NemID var frivillig, indtil det ikke var det længere.

Og nu er MitID’s afløser, en digital ID-tegnebog ved navn AltID, officielt “frivillig”: lanceret i juni 2026, downloadbar, uforpligtende. Jeg har fulgt nok danske it-udrulninger til at vide, hvad det ord betyder på embedsmandsdansk. Endnu ikke tvunget.

Det, ingen taler særlig højt om, er hvem der reelt bygger den infrastruktur, vi om få år ikke kan komme udenom. Det er ikke en hemmelighed. Kontrakterne er offentlige, hvis man leder efter dem. Men ingen leder.

Regningen for den slags offentlig glemsomhed lander som regel hos de samme mennesker. Den ældre borger, der aldrig bad om endnu en app. Kontanthjælpsmodtageren, der ikke har råd til en ny telefon. Skatteyderen, der betaler for kontrakten, uanset om systemet virker.

“Frivilligt” er et ord, der udløber

AltID er Danmarks svar på EU’s krav om en fælles digital identitetstegnebog, den såkaldte eIDAS 2.0-forordning: den europæiske lov, der pålægger alle medlemslande at tilbyde borgerne en digital ID-løsning, der virker på tværs af landegrænser.

Fra borgerens synsvinkel er det enkelt nok. Du logger ind med telefonen i stedet for MitID, og du kan bruge den samme tegnebog i Frankrig eller Tyskland.

Fra myndighedens synsvinkel er det noget andet. Digitaliseringsstyrelsen har allerede annonceret, at “myndigheder og virksomheder” over tid skal tilføje flere funktioner til tegnebogen: sundhedsdata, bankadgang, kørekort, formentlig snart alt det, MitID i dag klarer alene.

MitID var i øvrigt heller ikke frivilligt ret længe. Det startede som et supplement til NemID. I dag kan du reelt ikke tjekke din e-Boks, hæve dagpenge eller læse et brev fra kommunen uden det.

Der er ingen konspirationsteori i at påpege mønsteret. Det er dansk digitaliseringspolitik i sin reneste form. Indfør noget som et tilbud. Vent til infrastrukturen omkring det er bygget op om det. Lad så “frivillighed” dø en stille død, den dag alternativet er afskaffet.

EU-forordningen kræver ikke i sig selv, at borgerne bruger tegnebogen, men den kræver, at alle store online-tjenester skal acceptere den. Og det gør den til den letteste vej. Den letteste vej vinder altid til sidst.

Det er værd at være konkret om, hvad “skal acceptere den” faktisk betyder. eIDAS 2.0 forpligter de store onlineplatforme, dem EU selv kalder “gatekeepers” i sin digitale lovgivning, til at tilbyde login med den nye tegnebog, når borgeren ønsker det.

Bankerne, sundhedsvæsenet og en lang række offentlige selvbetjeningsløsninger forventes at følge samme vej i Danmark, simpelthen fordi det er dyrere og tungere at vedligeholde to parallelle identitetssystemer end at lade det ene langsomt fortrænge det andet.

Ingen politiker behøver at vedtage en lov, der gør AltID obligatorisk. Det bliver det af sig selv, den dag MitID stille og roligt bliver “udfaset”. Et ord, dansk forvaltning er langt bedre til at praktisere end til at oversætte ærligt.

Kontrakten, ingen bød på

Her er den del af historien, der faktisk kan efterprøves. Digitaliseringsstyrelsen tildelte i april 2025 udviklingen af AltID til det danske selskab Nine, et datterselskab under det børsnoterede Trifork Group, for 29 millioner kroner i første fase, med yderligere to års support og videreudvikling oveni. Ifølge selskabets egen pressemeddelelse skete tildelingen “gennem SKI-rammeaftalen”.

SKI står for Statens og Kommunernes Indkøbsservice: en fælles indkøbsordning, hvor staten og kommunerne på forhånd har udvalgt en pulje af leverandører, som så kan tildeles konkrete opgaver uden en ny, åben udbudsrunde hver gang.

Helt lovligt. Helt almindeligt, faktisk. Men en opgave af denne størrelse, selve identitetslaget for hele den danske befolkning, var dermed aldrig i reel, åben konkurrence blandt alle, der kunne have budt på den. Den gik til et selskab, der allerede sad i systemet.

Trifork er ikke tilbageholdende med at fortælle sine aktionærer, hvad kontrakten betyder. Selskabets ledelse har offentligt beskrevet opgaven som en platform til at udvide udviklingen af digitale tegnebøger til andre EU-lande.

Altså: bruge den danske skatteyderfinansierede kontrakt som referenceprojekt til at sælge den samme løsning videre til resten af Europa. God forretning. Bare ikke det, borgerne bliver fortalt, når de hører ordene “sikkerhed” og “brugervenlighed” i en pressemeddelelse.

Teknologien bag NFC-aflæsningen af pas og selve identitetsverifikationen leveres af endnu et privat selskab, Signicat.

Ingen af de to virksomheder er dårlige aktører i nogen konkret, dokumenteret forstand. Men det er værd at sige højt: Danmarks digitale identitet bliver bygget af private leverandører, valgt uden fuld konkurrence, drevet af en forretningslogik der handler om at eksportere modellen, ikke kun om at betjene den danske borger.

SKI-rammeaftalerne findes, fordi det ville være absurd tungt for hver eneste kommune og styrelse at afholde sit eget fuldskala-udbud, hver gang de skal købe it.

Logikken er ikke urimelig i sig selv. Men konsekvensen er en indkøbsmodel, hvor et forholdsvis lille antal forhåndsgodkendte leverandører år efter år vinder de opgaver, der reelt afgør, hvordan dansk digital infrastruktur ser ud, uden at nogen ny aktør uden for puljen nogensinde får en reel chance for at byde på selve identitetslaget for 5,9 millioner mennesker. Ikke korruption. Noget mere kedeligt og mere permanent: et lukket marked, der ser åbent ud på papiret.

Firmaet, der allerede fejlede én gang

Det forrige system var langt fra uangribeligt. MitID, som AltID skal erstatte, blev oprindeligt udviklet af betalingsselskabet Nets. I juni 2023 gav Datatilsynet Digitaliseringsstyrelsen “alvorlig kritik” for utilstrækkelig sikkerhed i MitID, en afgørelse med journalnummer 2022-432-0079, baseret på GDPR’s artikel 32 om pligten til at sikre “passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger”.

Den konkrete fejl var teknisk. Konsekvensen var det ikke. Et såkaldt race condition (en fejl, der opstår, når to handlinger sker næsten samtidigt, og systemet ikke når at holde styr på rækkefølgen) i MitID’s login-flow gjorde det muligt, at identiske adgangstokens, de digitale nøgler der beviser du er logget korrekt ind, i sjældne tilfælde blev udstedt til forskellige sessioner, hvis to loginforsøg ramte serveren inden for millisekunder af hinanden. Resultatet: borgere fik i praksis adgang til andre menneskers bankkonti. Ikke i teorien. I praksis.

Datatilsynet konkluderede, at Digitaliseringsstyrelsen burde have gjort en bestemt sikkerhedsvalidering obligatorisk for alle tilsluttede tjenester fra start. I stedet var den kun en anbefaling frem til januar 2022. Myndigheden vidste altså godt, hvad der burde gøres. Den gjorde det bare ikke, før det gik galt.

Det er den samme myndighed, der nu overvåger opbygningen af den næste generation af digital identitet. Ingen har antydet, at AltID har den samme konkrete fejl. Men tilliden til, at det bliver gjort rigtigt denne gang, hviler på en institution, der senest fik en officiel, dokumenteret næse for præcis den slags forsømmelse.

De samme fire navne, over alt i Europa

Zoom ud fra Danmark, og mønsteret gentager sig i EU-skala. Da EU-Kommissionen i 2023-2025 kørte de store pilotprojekter for den fælles digitale identitetstegnebog under det såkaldte Potential-konsortium, var det de samme store, internationale sikkerheds- og identitetskoncerner, der gik igen på tværs af 155 deltagende organisationer i 19 lande:

Idemia, Thales, Amadeus, Namirial. Firmaer hvis forretningsmodel er sikkerhedsteknologi til stater, og som derfor har en direkte kommerciel interesse i, at flere lande vælger flere af deres produkter til flere formål.

At have kommercielle interesser er ikke i sig selv anklageligt. Det bliver relevant, når de samme firmaer sidder med ved bordet, når man forhandler standarderne for, hvor meget data et system skal dele, og hvor “sporbar” en borger skal være.

Den europæiske borgerretsorganisation EDRi har direkte kritiseret Kommissionens gennemførelsesretsakter for at svække de oprindelige beskyttelser mod “sporbarhed og genkendelighed”, de tekniske garantier, der skulle forhindre en tjeneste i at følge, hvor og hvornår du bruger din digitale identitet.

EDRi peger også på, at der undervejs er tilføjet et krav om obligatorisk behandling af biometriske ansigtsdata, som slet ikke stod i den oprindelige forordning, og at valgfrie pseudonymer er blevet indskrænket, så “overidentifikation” af brugeren nu er standarden snarere end undtagelsen.

Det er den slags detalje, der aldrig når en dansk overskrift, fordi den lyder som juridisk fnidder. Det er den ikke. Det er forskellen på et system, hvor du kan bevise, du er over 18, uden at afsløre dit navn, og et system, hvor du hver gang lægger dit fulde ansigt og din fulde identitet frem, fordi det var lettere at bygge sådan.

Dem, ingen spørger

Så er der dem, debatten om “brugervenlighed” sjældent handler om. En gruppe danske forskere, Irina Papazu, underviser ved IT-Universitetet i København og medleder af Center for Digital Velfærd, og Brit Ross Winthereik, professor ved DTU, har i deres forskning om digital tvang påpeget, at mellem 17 og 22 procent af den voksne danske befolkning oplever digital eksklusion.

En andel, der stiger markant, når man rammer svære livsomstændigheder som sygdom, skilsmisse eller sorg. De beskriver det som en “implicit magtudøvelse”, når myndighederne forudsætter, at borgeren selv kan skaffe teknologien og kompetencen til at bruge den. Og de kalder borgerservicecentrenes rolle som opsamlingssted for de udelukkede en “problematisk gråzone” med uklare grænser og utilstrækkelige ressourcer.

Ingen af dem er imod digitalisering som sådan. Pointen er skarpere end det. Hver gang et nyt lag føjes til den digitale infrastruktur, endnu en app, endnu en tegnebog, endnu et login, vokser afstanden mellem dem, systemet er bygget til, og dem, det reelt fungerer for.

Professor Søren Lauesen fra IT-Universitetet, der har analyseret en række af statens mislykkede it-projekter, herunder Skat og det fælles medicinske journalsystem, peger på en mere strukturel årsag.

Digitaliseringsstyrelsen kan ifølge ham simpelthen ikke tiltrække og fastholde den ekspertise, opgaven kræver. “Man kan ikke købe den bedste,” siger han om lønniveauet. Så staten ender i stort omfang med at outsource selve dømmekraften til de private leverandører, den samtidig skal føre kontrol med.

Det er ikke en anklage om ond vilje. Det er en beskrivelse af, hvem der aldrig sad med ved bordet, da beslutningerne blev truffet. Ikke dem, der mister adgang til deres bank. Ikke dem, der ikke kan navigere endnu en app.

Ironien er, at AltID på papiret er designet til at løse noget af netop dette problem. Zero-knowledge proofs, den kryptografiske teknik der lader dig bevise, du er over 18, uden at afsløre dit cpr-nummer eller din fødselsdato, er reelt et fremskridt for privatlivet, hvis det bliver implementeret, som det er tænkt.

Men en teknisk løsning på et privatlivsproblem løser ikke et adgangsproblem. Den ældre borger, der aldrig fik en smartphone, er lige så udelukket af et privatlivsvenligt system som af et privatlivsfjendtligt et. Digital inklusion og digitalt privatliv er to forskellige regnestykker. Et politisk system, der kun har travlt med at fejre det ene, glemmer systematisk at stille spørgsmål ved det andet.

Regningen lander altid samme sted

Der er intet ondskabsfuldt i at bygge en digital identitetstegnebog. Der er heller intet naturgivent ved, hvem der ender med at tjene på den, og hvem der ender med at bære risikoen.

Det er valg, truffet af navngivne myndigheder, tildelt til navngivne selskaber, gennem indkøbsmodeller der er lovlige, men langt fra gennemsigtige for den borger, hele projektet angiveligt er til for.

Så næste gang nogen kalder det “frivilligt”: mit spørgsmål er ikke, om det er sandt i dag. Det er, hvor længe det bliver ved med at være det. Og om nogen overhovedet planlægger at spørge dig, før det holder op.

ExtraFokus.com: Dybere blik på teknologi og digital magt.