Enhedslisten vandt Tingbjerg før Sverige vandt Rinkeby

Sverige har lige haft sit valg. Vänsterpartiet fordoblede sig i Rinkeby, tredoblede sig i Råslätt og fik i enkelte valdistrikter omkring Malmø og Stockholm over 95 procent af stemmerne sammen med Socialdemokraterna.

I valdistriktet Rinkebysvängen S gik partiet fra 21,5 procent i 2022 til over 60 procent i år, mens statsvetaren Jenny Madestam peger på en bevidst, opsøgende kampagne i indvandrertætte områder som forklaring.

Kampagnen havde også et religiøst spor. Islamiska förbundet i Malmø opfordrede aktivt til at stemme i Rosengård, og en moské i Göteborg stillede valgambassadører til rådighed, begge dele beskrevet som partipolitisk uafhængige tiltag, men rettet mod en gruppe, hvor statsvidenskabsmanden Magnus Hagevi konstaterer, at sympatien i forvejen ligger til venstre.

Historien om et parti, der bevidst mobiliserer i indvandrertætte områder og høster stort for det, er blevet fortalt igen og igen i svenske medier de seneste dage.

Den samme historie skete i Danmark for et halvt år siden. Ingen har bare skrevet den endnu.

Enhedslisten overtog Frie Grønnes vælgere, og ingen lagde mærke til det

Ved folketingsvalget 24. marts 2026 blev Enhedslisten for første gang i partiets historie det største parti i Københavns Storkreds med 16,6 procent af stemmerne.

I Nørrebrokredsen fik partiet 28,9 procent, en fremgang på 5,2 procentpoint. I Bispebjergkredsen 26,6 procent. På valgstedet Tingbjerg Skole endte Enhedslisten på 41,8 procent, en stigning på 24,7 procentpoint i forhold til 2022.

Partiets eget regionsblad vurderer selv, at fremgangen “sandsynligvis primært” stammer fra tidligere vælgere af Frie Grønne, det lille venstrefløjsparti, der i årevis dyrkede netop disse stemmer.

I Odense gentog mønstret sig. På valgstedet ved Vollsmose fik Enhedslisten 37,8 procent. I hele Odense Øst-kredsen steg partiet 5,1 procentpoint til 12,2 procent.

Det er ikke tilfældigt, hvilke steder der lyser op. Ved forrige valg i 2022 dokumenterede Altinget, at Frie Grønne fik over 7 procent af alle sine stemmer på blot de 12 boligområder, regeringen officielt klassificerer som parallelsamfund, otte gange partiets landsgennemsnit. I Gellerupparken, Vollsmose og Tingbjerg fik partiet dengang over 25 procent lokalt. Frie Grønne kom aldrig ind i Folketinget.

Partiet fik i stedet sin afslutning ved kommunalvalget i København i november 2025. Sikandar Siddique vandt personligt et mandat i Borgerrepræsentationen, men en bopælssag fældede ham.

Han havde ifølge Ekstra Bladet reelt boet hos sin familie i Herlev, mens han stillede op som kandidat med bopæl i København, og da han i 2026 ikke kunne dokumentere en reel flytning, blev han stemt ud af samtlige øvrige partier i Borgerrepræsentationen.

Med Siddique forsvandt Frie Grønnes eneste kendte ansigt og dermed partiets sidste platform i hovedstaden. Vælgerne blev, og de fandt et nyt hjem.

Den lokale kampagne, ikke landspolitikken, vandt stemmerne

I Sverige peger statsvetaren Jenny Madestam på, at Vänsterpartiets fremgang skyldes en aktiv, personlig tilstedeværelse i boligområderne, ikke mindst gennem partiets lokale profil Ilyas Hassan i Järvafältet, som selv voksede op i Husby.

Det danske sidestykke hedder Nishan Ganesh, Frie Grønnes kandidat i Vollsmose, der ifølge Altinget selv opfandt sin dørkampagne og løbende sammenlignede noter med partifællen i Gellerup.

Enhedslisten har efterfølgende fået sin egen version af den samme figur: Ibrahim Benli, kurdisk-født og opvokset i Tyrkiet før han kom til Danmark i 2000, blev ved 2026-valget valgt ind for Enhedslisten i Storkreds Hovedstaden, den samme kreds, der dækker Nørrebro og Bispebjerg.

Ingen af de tre kandidater solgte et løfte om lempeligere udlændingepolitik. De solgte lokal tilstedeværelse til vælgere, andre partier havde opgivet at besøge.

Det er den detalje, der punkterer den mest oplagte forklaring på fænomenet: at kyniske politikere åbner grænserne for at høste stemmer i indvandrertætte områder. Facit er det modsatte.

Danmarks socialdemokratiske “paradigmeskifte” fra 2019, der gjorde flygtninges ophold midlertidigt og indførte loft over familiesammenføringer, blev vedtaget med Socialdemokratiets egne stemmer.

Historikeren Claus Bryld kaldte dengang partiets kursskifte for et ekstremt værdiskred uden fortilfælde på venstrefløjen. Professor Thomas Gammeltoft-Hansen fra Københavns Universitet har siden slået fast, at hverken paradigmeskiftet eller senere justeringer har rykket ved den grundlæggende stramning.

I Sverige er billedet identisk. Den borgerlige regering har med Sverigedemokraternas opbakning skåret markant i familiesammenføring og kvoteflygtninge siden 2022. Asylsøgninger er på det laveste niveau i næsten 30 år. Alligevel vandt Vänsterpartiet stort i netop de områder, stramningerne rammer hårdest.

Konklusionen er ubekvem for begge sider af debatten. Der findes ingen dansk eller svensk politiker, der har foreslået at lempe indvandringen for at vinde muslimske stemmer. Det, der findes, er et etableret parti uden regeringsansvar, der arver protesten mod den politik, de øvrige partier faktisk fører.

Billedet kompliceres yderligere af, hvad der skete i den modsatte ende af det politiske spektrum samme aften.

Dansk Folkeparti gik frem med 11 procentpoint til 9,1 procent, partiets bedste resultat i årevis, mens Socialdemokratiet samlet set fik sit dårligste valg siden 1903.

Venstrefløjens koncentrerede sejre i Nørrebro og Tingbjerg er altså ikke udtryk for, at Danmark som helhed bevægede sig til venstre i spørgsmål om indvandring.

Landet polariserede i begge retninger på samme tid, og de to bevægelser tærede på nøjagtig det samme parti: Socialdemokratiet, som i årtier har forsøgt at holde både den indvandringskritiske og den multikulturelle fløj af sin egen vælgerskare inden for én dør.

Valgdeltagelsen fortæller den anden halvdel af historien

Mens Enhedslisten vandt stort dér, hvor folk stemte, faldt selve deltagelsen fortsat i mange af de samme områder.

Ved 2022-valget stemte kun 63,1 procent i Vollsmose mod et landsgennemsnit på 84,1 procent, og gabet var større end fire år tidligere. Kristina Bakkær Simonsen, lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet med fokus på integration, kaldte det dengang “et punkt, hvor vi faktisk har et punkt i det danske demokrati, hvor vi er udfordret.”

Valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet har tidligere påpeget, at deltagelsen blandt indvandrere og efterkommere historisk har ligget markant under resten af befolkningens, selv i de år, hvor den stiger.

Altinget dokumenterede efter 2026-valget samme mønster i Tingbjerg: kun 60,9 procent stemte, samtidig med at Enhedslisten blev suverænt største parti med 42 procent blandt dem, der faktisk mødte op.

To historier løber altså parallelt. Et lille, men voksende segment stemmer massivt og koncentreret. Et større segment er stadig ikke med.

Hvor stort det ikke-stemmende segment reelt er, har økonomen Yosef Bhatti forsøgt at regne på i en analyse for Udlændinge- og Integrationsministeriet af netop Mjølnerparken, Tingbjerg, Tåstrupgård, Vollsmose og Gellerupparken.

Stemte udenlandske statsborgere bosat i Danmark lige så ofte som resten af befolkningen, ville det ifølge beregningen alene tilføre omkring 100.000 nye vælgere, på trods af at gruppen kun tæller cirka 300.000 personer.

Spørgsmålet er ikke længere, om Enhedslisten eller et fremtidigt Frie Grønne kan vinde flere af de stemmer, der allerede findes, men hvor mange flere der overhovedet ligger og venter, hvis nogen gider hente dem.

Retorikken er allerede skarpere end virkeligheden

Under valgkampen i marts foreslog Dansk Folkeparti et forbud mod islamisk bønnekald som del af partiets hjemsendelsesplan, selvom et notat fra Udlændinge- og Integrationsministeriet viste, at fænomenet stort set ikke forekommer i Danmark.

Religionsforsker Tim Jensen fra Syddansk Universitet kaldte forslaget et forsøg på at piske en stemning op om et problem, der ikke findes.

I den modsatte lejr har erhvervsmanden Asger Aamund i en klumme, der er blevet genoptrykt på flere indvandringskritiske medier, citeret en imam fra Islamisk Trossamfund for at opfordre muslimer til kun at stemme på partier, der gavner islam, og for at hævde, at danske politikere er villige til at gå langt for at vinde muslimske stemmer.

Et modsat islamisk standpunkt findes side om side med det: bevægelsen Hizb ut-Tahrir har omvendt opfordret muslimer til slet ikke at stemme, fordi et sekulært demokrati efter deres opfattelse er uforeneligt med islam. Der findes altså ikke én muslimsk stemmestrategi i Danmark, der findes flere indbyrdes modstridende.

Begge fortællinger, den om det ikke-eksisterende bønnekald og den om politikere, der sælger deres sjæl, deler samme funktion. De giver et sprog for en frygt, der er lettere at føle end at dokumentere.

Det tallene faktisk siger

Det, der kan dokumenteres, er mindre dramatisk og mere langsigtet. Danmarks Statistiks seneste befolkningsfremskrivning venter, at andelen med ikke-vestlig oprindelse stiger fra 7,9 procent i dag til 10,6 procent i 2050.

Fremskrivningen er selv blevet opjusteret undervejs: sidste års udgave lagde knap 82.000 flere ikke-vestlige indvandrere og efterkommere ind i 2060-tallet end året før, primært på grund af et enkelt års flygtninge- og familiesammenføringstal.

Omkring 30 procent af alle indvandrere og efterkommere bor allerede i to kommuner, og ti ud af landets 98 kommuner huser knap halvdelen af gruppen. Region Hovedstaden har den højeste koncentration af alle fem regioner.

Tallet er samtidig et mindstemål. Danmarks Statistiks definition af “efterkommer” gælder kun, så længe ingen af forældrene både er danske statsborgere og født i Danmark.

I det øjeblik en efterkommers forældre selv får dansk statsborgerskab, tæller deres børn, altså tredje generation, som “af dansk oprindelse” i statistikken, uanset hvor de bor, eller hvem de gifter sig med. Tidligere integrationsminister Mattias Tesfaye har selv beskrevet det som, at tredje generation “forsvinder i statistikken”.

DST forsøger at indfange gruppen i en snæver tillægskategori, “børn af efterkommere”, der i den seneste opgørelse talte 26.504 personer, som ellers slet ikke ville optræde som andet end dansk oprindelse i hovedtallene.

Den lave grad af udgiftning i de samme boligområder peger i samme retning, og har en mere konkret forklaring end kultur i almindelighed.

En kortlægning af ægteskabsmønstre blandt de ti største ikke-vestlige indvandrernationer, udført af lektor Ulla Nørtoft Thomsen for Unitos, viser, at kun 9,9 procent af efterkommere gifter sig med en etnisk dansker, mens 60 procent finder en partner fra eget eller forældrenes oprindelsesland.

Mønstret er langt fra ensartet på tværs af oprindelseslande: 25,6 procent af iranske indvandrere gifter sig med en dansker, mod 4,4 procent af de somaliske. Thomsen peger på en konkret asymmetri som en del af forklaringen.

Islamisk ægteskabslovgivning tillader traditionelt manden, men ikke kvinden, at gifte sig uden for trosfællesskabet, hvilket alt andet lige gør kvinder mere bundet til gruppens egne ægteskabsmarkeder end mænd.

Den geografiske koncentration, der gjorde Tingbjerg og Vollsmose til Enhedslistens bedste valgsteder, vil ikke blive mindre af sig selv, og de tal, der findes om, hvem der gifter sig med hvem, tyder på, at den heller ikke bliver hurtigt opløst gennem blandede ægteskaber.

Det rejser det egentlige spørgsmål, som hverken det svenske eller det danske valg endnu har besvaret.

Hvad sker der, den dag et af de store, regeringsbærende partier, Socialdemokratiet i Danmark eller Socialdemokraterna i Sverige, regner sig frem til, at prisen for at blive ved med at eje den stramme linje er højere end gevinsten ved at genvinde de stemmer, de allerede har mistet til venstre for sig selv?

Det er ikke sket endnu. Men matematikken bag Tingbjerg Skoles 41,8 procent bliver ikke svagere af at vente.