Korruption er ikke Ruslands problem – det er Ruslands system

Der er en tekst, der cirkulerer fra Alexei Navalnyjs fængselstid. Han sidder i en celle nord for polarcirklen og skriver: “Jeg anser stadig korruption for at være Ruslands største problem. Den æder landet op indefra, berøver folk en fremtid og blokerer enhver reform. Det er grundlaget for det nuværende styre.” Det er ikke en politisk pamflet. Det er en diagnose. Og Navalnyj betalte for den med livet, da han døde under omstændigheder, som ingen troværdig efterforskning nogensinde vil komme til at opklare i Putins Rusland. Hans hemmelige søndagsudlæg om paladserne og pengene er stadig online. Systemet han beskrev, lever i bedste velgående.

Problemet er ikke, at vi ikke vidste det. Problemet er, at vi aldrig rigtigt har forstået, hvad det er vi vidste.

Russisk korruption er ikke det samme som korruption i de fleste andre lande. Det er ikke embedsmænd, der stikker hånden i kassen, mens systemet kigger den anden vej. Det er ikke institutional svaghed, bureaukratisk sløvhed eller uheldig tradition. Det er et styringsredskab. En metode. En arkitektur, der er designet til at fungere præcis som den gør – og som Putins regime har forfinet i mere end to årtier. Den russiske stat er ikke korrupt på trods af sin magt. Den er magtfuld på grund af sin korruption.

Det er den erkendelse, Vesten har manglet. Og det er den erkendelse, som krigen i Ukraine nu gør ubehageligt konkret.

Systemet vidste det – men kalder det noget andet

I 2025 scorede Rusland 22 ud af 100 mulige point på Transparency Internationals Corruption Perceptions Index – det laveste nogensinde registrerede score og en placering som nummer 157 ud af 182 undersøgte lande.

For dem der ikke er bekendt med målestokken: Rusland befinder sig i bunden af listen med en fuldt centraliseret, uigennemsigtig styreform, der undertrykker medier, civilsamfund og politisk opposition. Det er ikke et resultat af manglende ressourcer eller svage institutioner. Det er et valg.

Og det er ikke et nyt valg. Siden Vladimir Putin overtog det politiske system i år 2000, har han systematisk bygget en stat, hvor de formelle regler er designet til at brydes – ikke ved et uheld, men med hensigt.

Den russiske retsekspert Alena Ledeneva har dokumenteret, hvordan post-Sovjet-æraens institutionelle kaos skabte et system, der overlevede ved hjælp af uskrevne regler: “De formelle reglers usammenhæng tvinger stort set alle russere, villigt eller uvilligt, til at overtræde dem og spille efter regler, der er forhandlet uden for de formelle institutioner.” Det er Ledenovas pointe, og det er den centrale erkendelse: En stat, der producerer regler, den ikke selv har til hensigt at overholde, giver sig selv et permanent magtinstrument. Den kan straffe hvem som helst, når som helst. Selektiv håndhævelse er ikke korruption i systemet – det er systemet.

Den russiske politolog Keith Darden viste allerede i 2008, at der ikke er nogen negativ sammenhæng mellem Ruslands enorme korruptionsniveauer og statens evne til at fungere administrativt. Tværtimod. Darden konkluderede, at udbredte overtrædelser af lovgivningen i sådanne stater ikke signalerer sammenbrud i det administrative hierarki, men tilstedeværelsen af robuste, uformelle hierarkiske institutioner. Med andre ord: Jo mere korruption, jo stærkere statens kontrol. Systemet er ikke fejlslagent. Det er velfungerende.

Det er dér, vi begår fejlen, når vi ser på Rusland udefra. Vi måler efter vores egne standarder for, hvad institutioner burde gøre. Men i Moskva er formålet et andet.

Favørøkonomien og dens pris

Tag Gazprom og Rosneft. De to statskontrollerede energiselskaber er ikke blot olie- og gasvirksomheder. De er rygraden i Kremls favørøkonomi – den uformelle kontrakt, der binder oligarkerne til Putin og Putin til oligarkerne. Gazprom bidrog med 8 procent af Ruslands BNP i 2011, mens en anslået 70 procent af selskabets kapitaludgifter ifølge Karen Dawishas analyser udgjorde “value destruction” – udgifter, der ikke skabte reel værdi, men var nødvendige for at vedligeholde det uformelle system af personlige fordele og loyaliteter. De favøriserede selskaber, der modtog eksklusive statskontrakter, var berømt for at flytte pengene i udlandet via skattely. Dawisha satte det helt enkelt: I et vestligt land ville det blive kaldt kriminel misligholdelse. I Rusland kaldes det regeringsførelse.

Den økonomi rammer dem, der ikke sidder ved bordet. Én tredjedel af russerne – anslået 25 millioner mennesker – arbejder i den grå eller sorte økonomi. De betaler ikke skat. Det gør de heller ikke, fordi de statslige arbejdsgivere supplerer elendige officielle lønninger med uofficielle kuvertbetalinger. Og det kan de, fordi systemet forventer det. Den russiske velfærdsforsker Cordell har dokumenteret, at disse uformelle betalinger samlet set udgør en ekstra skat på den gennemsnitlige russer, der svarer til hele det russiske statsbudget. Det er ikke ineffektivitet. Det er omfordeling – opad.

For den russiske borger er konsekvensen ikke kun økonomisk. Den er psykologisk. en tilværelse, hvor man aldrig ved, om en aftale holder. Hvor en skatteembedsmand kan true med kontrol, fordi det er hans personlige indkomstform. Hvor man ikke kan starte en virksomhed uden at navigere i et netværk af uformelle forventninger, som ingen vil indrømme eksisterer, men alle forstår. Tilliden til de sociale institutioner er – ifølge undersøgelser fra Harvard Business Review – mellem 40 og 50 procent i Rusland, langt under gennemsnittet for sammenlignelige lande. Og det har konsekvenser, der rækker langt ud over det individuelle: Samfund med lav institutionel tillid producerer mere korruption. Det er en selvforstærkende spiral, der er bygget ind i fundamentet.

Krigen som antikorruptionsreform – eller noget endnu mere grotesk

Og så kom krigen. Den fuldskalainvasion af Ukraine den 24. februar 2022 er mange ting. En forbrydelse. En katastrofe. En geopolitisk brydning. Men set fra indsiden af det russiske system er den også noget andet: En perfekt eksamination af, hvad den formelle korruption rent faktisk koster, når regningen skal betales med menneskelige liv og militær effektivitet.

43 strafferetlige sager knyttet til statslige forsvarskontrakter blev indgivet til domstolene i årets første otte måneder af 2025 – det højeste antal siden den fuldskalainvasion begyndte. Til sammenligning blev der registreret 34 sager i 2024, 36 i 2023 og 32 i 2022.

Det er et eklatant bevis på, at korruption i forsvarssektoren ikke er et nyt fænomen, der opstod med krigen. Det er en strukturel egenskab, som krigen blot har gjort synlig, fordi konsekvenserne er for alvorlige til at ignorere.

Andelen af klassificerede – hemmelige – forsvarsudgifter, der primært dækker indkøb af våben og materiel, steg fra omtrent halvdelen af det samlede forsvarsbudget til næsten 70 procent i 2024-2025. Det er ikke tilfældigt. Det er statens standardreaktion på pinlighed: Gør det hemmeligt, og det forsvinder fra regnskabet. Problemet er, at det ikke forsvinder fra slagmarken.

Medier har dokumenteret sager, hvor indkaldte soldater betalte fra 100.000 til 1 million rubler – svarende til 8.000 til 80.000 danske kroner – for at undgå at blive sendt til fronten i Ukraine. Det er ikke sager om grådige enkeltpersoner. Det er det uformelle system i aktion. Den soldat, der ikke har pengene, bliver sendt ud i ilden. Den der har, forhandler sig fri. Og den officer, der faciliterer aftalen, videresender en del af beløbet opad i hierarkiet – præcis som Ledeneva beskrev det teoretisk årtier tidligere.

Mere end 70 individer er hidtil blevet tilbageholdt i det igangværende oprydningsprogram, som nu har stået på i to år. Næsten halvdelen er embedsmænd fra Forsvarsministeriet eller dets underorganisationer, den anden halvdel er leverandører og kontraktpartnere. Men her er den groteske detalje, som Vesten konsekvent overser: Det er ikke en reformbevægelse. Det er ikke Putins omvendelse til retsstatsprincipper. Det er en effektiviseringsøvelse.

I autokratier er højprofilerede antikorruptionssager sædvanligvis et redskab til at omfordele privilegier. Men nogle gange, når incitamenterne er tilstrækkeligt stærke i toppen, opstår der noget tættere på præstationsdrevet antikorruption. Kreml har klart disse incitamenter nu: Putin vil have sin krigsmaskine til at fungere mere effektivt. Det er den vigtigste sætning at forstå om russisk antikorruption anno 2026. Putin bekæmper ikke korruption. Han bekæmper korruption, der koster ham slag.

Mandens der vidste det – og hvad det kostede ham

Alexei Navalnyj – grundlægger af Anti-Corruption Foundation og Ruslands mest fremtrædende oppositionsleder – døde den 16. februar 2024 i en fjerntliggende arktisk straffekoloni, mens han afsonede en 19-årig fængselsdom på politisk motiverede anklager. Han havde inden sin tilbagevenden til Rusland i 2021 overlevet et Novitjok-forgiftningsforsøg, som den tyske efterretningstjeneste og efterfølgende en uafhængig efterforskning tilskrev russiske sikkerhedstjenester. Han valgte at rejse hjem alligevel.

Hans mest kendte video, offentliggjort i januar 2021, dokumenterede det, han kaldte “Putins palads” – et kompleks til en anslået værdi af 1,35 milliarder dollars ved Sortehavet med en underjordisk ishockey-bane, et privat kasino og et amfiteater. Videoen fik 122 millioner visninger.

Systemet svarede igen ved at anholde ham i lufthavnen og sætte ham bag tremmer for en korruptionssag, der i enhver retsstat ville have været afvist som fabrikeret. Han forblev bag tremmer. Den fængselsembedsmand, der ifølge rapporter instruerede personalet i at udsætte Navalnyj for hårdere behandling, modtog efterfølgende forfremmelse til generalkolonel ved dekret fra Vladimir Putin.

Det er ikke den pointe, der kræver yderligere analyse. Det er systemet, der dokumenterer sig selv.

Navalnyjs Anti-Corruption Foundation fortsætter med at operere i eksil og udgiver videoer, der afslører korruption hos russiske embedsmænd.

Men inden for Rusland er situationen en anden: Russiske domstole har idømt mindst 37 personer straf for at have doneret til organisationen – herunder beløb så beskedne som to amerikanske dollars. Mindst 17 mennesker sidder i fængsel for påstået tilknytning til Navalnyj, herunder tre af hans forsvarsadvokater, der i januar 2025 blev idømt fængselsstraffe for at have faciliteret “ekstremistisk aktivitet.”

En dommer i Yaroslavl dømte en vælger for at have skrevet Navalnyjs navn på en stemmeseddel ved præsidentvalget i marts 2024.

Jeg ved ikke, hvad definitionen på galskab er. Men det er et forsøg.

Hvad det har med Danmark at gøre

Her er det punkt, hvor de fleste artikler om russisk korruption stopper. De har beskrevet systemet, de har løftet pegefingeren, og så er det slut. Men det spørgsmål, der sjældent stilles, er: Hvad betyder dette konkret for os?

For det første: Russisk korruption er ikke et indre anliggende. Det er en eksportvare. Transparency International konkluderer i sin seneste rapport, at Rusland ikke blot forbliver nær bunden af CPI-ranglisten, men aktivt spreder korrupte praksisser til nabolandene og underminerer demokratiske institutioner udefra.

Det er ikke metaforisk. Det er metodisk. Det russiske forsøg på at infiltrere europæiske politiske partier, de russiske penge i europæiske banker og ejendomsmarkeder, de russiske energikontrakter der er designet til at skabe politisk afhængighed – det er alle manifestationer af det samme system. Den russiske stat bruger uformelle aftaler internationalt, præcis som den gør det nationalt.

For det andet: De sanktioner, Vesten indførte efter 2022, er ikke uvirkningsomme. Men de er heller ikke determinerende. Den russiske stat har i årtier bygget parallelle strukturer til at omgå præcis de slags restriktioner. Det er ikke en reaktion på sanktionerne. Det var planen. Og den plan – den evne til at operere i grå zoner, i skattely, via stråmænd og frontvirksomheder – er bygget på den samme logik af uskrevne regler, som Ledeneva beskrev fra post-Sovjet-kaosset.

For det tredje, og det er det mest ubehagelige: Rusland viser, hvad der sker med et samfund, der accepterer korruption som normal styringsform i lang nok tid. Tilliden forsvinder. Institutionerne holder op med at fungere som fælles goder og bliver i stedet personlige privileger for dem med de rigtige forbindelser. Den russiske borger, der navigerer i det systemet, har ikke gjort noget moralsk forkert. Han overlever. Men samlet set er konsekvensen af 35 år med det system, at et industriland med veluddannet befolkning bruger sine ressourcer på krig frem for velfærd, og at dets bedste opposition-stemme endte livet i et arktisk fængselslejr.

Det er ikke et ekstremt tilfælde af noget. Det er slutproduktet af en logik.

Den lette konklusion og den svære

Den lette konklusion er, at det er Ruslands problem, og at vi kan se på med en vis distance. Den konklusion er forkert.

Den sværere konklusion er, at Vestens respons på russisk korruption konsekvent har undervurderet systemets karakter. Vi har behandlet det som et governanceproblem, der kan løses med reformer og incitamenter. Det er ikke et governanceproblem. Det er et designvalg. Og det designvalg kræver ikke reformer – det kræver pres, isolation og konsekvenser af en størrelsesorden, vi endnu ikke har mobiliseret fuldt ud.

Korruptionsekspert Alena Landyshyeva fra Transparency International Rusland har advaret om, at krigstidens hemmelighold nu dækker over omtrent 30 procent af det russiske statsbudget, og at dette i sig selv udgør en korruptionsrisiko af hidtil uset omfang – ikke blot for russiske borgere, men for alle, der handler med, sanktionerer mod, eller på anden måde har berøringsflader med den russiske stat.

Navalnyj forstod systemet bedre end nogen analytiker med universitetskontor og adgang til de rigtige konferencer. Det kostede ham livet. Hans Anti-Corruption Foundation opererer stadig – fra eksil, med begrænsede ressourcer, forfulgt af den stat den kortlægger. Det mindste, vi kan gøre, er at forstå, hvad de forsøger at fortælle os. Og holde op med at blive overrasket.

Kender du russere eller tidligere statsborgere med konkrete historier fra systemet? Del i kommentarerne, eller kontakt os på redaktionen. Støt ExtraFokus’ uafhængige journalistik ved at blive fast læser – vi er 100% finansieret af dem, vi skriver for.

ExtraFokus.com: Dybere blik på magten og de oversete historier.